Fordrejning

*

Kunne faktisk godt have indledt det her med “samme tid sidste år”, men jeg har lavet en aftale med min artikelredaktør (og praktikantvejleder) om, at vi skal udslette samtlige sproglige klichéer i det, jeg skriver.

Så i stedet for at starte der, starter jeg med Pelle Peter. Det er ham der P3-værten fra Bornholm, der mandeflirter med Kesi og sovser den lørdag aften.

Men ham her Pelle Peter, mellem Faustix og Snavs nævnte han et eller andet om, at han glædede sig HELT VILDT til koncerten på Nørrebro på onsdag, og så var det, jeg endnu engang blevet mindet om, at jeg ikke længere er specielt ung eller specielt FOMO-ramt (længere): Oh no, not again. Distortion is coming, hvorfor min umiddelbare reaktion var en sengeliggende sejrsdans i min seng over at bo på Amager. (Gadefesten kommer ikke til Amager. Vel?!)

Efter min stilfærdige jublen tænkte jeg på Distortion sidste år. Helt specifikt tænkte jeg på den dag, jeg forvildede mig hen på Nørrebrogade, mens festen var på sit allerhøjeste, og mens fulde drenge klatrede i lygtepæle og faldt ned fra busskure, gik jeg helt alene, kiggede ned i jorden og håbede på, at hvis jeg ikke kunne se nogen, ville der heller ikke være nogen, der kunne se mig.

Det var lige på det tidspunkt, hvor jeg brugte så umanerligt meget tid på at foragte alt ved mig selv, at jeg var så overbevist om, at andre menneskers reaktion på synet af mig ville være det samme, som hvis de så en engelsk bulldog med paryk og tiara (den reaktion er latter).

Da det ligesom gik op for mig, at det var ret uholdbart at have det sådan med sig selv, gik jeg i gang med min egen beskedne form for terapi, og jeg indrømmer blankt, at den virkede ret frugtløs, når jeg på samme tid havde en meget insisterende iboende stemme i mig, som messede, at jeg for helvede bare kunne gå på anoreksidiæt igen og få det bedre.

Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er tilpas rask, eller om det skyldes, at jeg SERIØST ikke orker at skulle leve af hokkaidogræskar, hvidkål og æggehvider igen, for den indre terapi har – så langt så godt – formået at holde ud. Og det giver jo egentlig ret fin mening, for de fleste af os ved jo godt, at vi ikke skal reparere ting, der ikke er gået itu. Det eneste, der fejlede ved mig, var mit hoved, og det har jeg virkelig prøvet at fikse. Jeg har spist bedre – og mere – jeg har brugt timer i sofaen, fortalt, når nogle ting var svære. Eller… jeg har forsøgt.

Så midt i al den følelsesmæssige elendighed, jeg lidt føler, jeg befinder mig i (*Nej, jeg kunne ikke komme på en mere teatralsk formulering end det*) har jeg det milevidt bedre nu, end jeg havde det samme tid sidste år. Mine øjne er stadig som tekopper, og mine lår er som velernærede træstammer, og det er simpelthen ikke en ordentlig grund til at hade sig selv.

De sidste par dage har jeg rendt rundt i træningstights på åben gade, og jeg har ikke skjult min røv og lår med lange bluser eller jakker. Min krop har bare fået lov til at bounce frit i solens stråler, og det har været skønt – måske fordi det er så længe siden sidst. (Jeg er heller ikke bange for Distortion længere. Jeg gider bare ikk’).