Så bliv dog voksen, pigebarn

Det ville være totalt fedt, hvis jeg kunne åbne med en Fight Club-filosofisk analogi om, at man skal nedbrydes helt for at kunne blive bygget op og blive til noget andet. Der har jeg heldigvis ikke været, og jeg ved heller ikke, om jeg abonnerer på den overbevisning. Men der skete alligevel noget en søndag for nogle uger siden, hvor det gik op for mig, at jeg skulle tage mig sammen.

Jeg kom hjem om aftenen, og jeg havde egentlig haft en rimelig dag. Da jeg havde smidt mine udendørs-Birkenstocks, afløst dem med mine indendørs-Birkenstocks, sat vand over til koffeinfri kaffe og skiftet til joggingsættet blev jeg ramt af en helt vild tanke, og den var overalt: Karoline, hvis du dør nu, er der ingen, der opdager det. 

Den slog mig helt omkuld, og jeg kiggede på min store seng, jeg altid ligger alene i, og jeg følte mig dybt ensom på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Sådan havde jeg det i … lad os sige 3-4 minutter, før jeg bankede min kno mod mit ansigt, og jeg sagde til mig selv, at jeg var unødvendigt ynkelig og totalt åndssvag at høre på. Karoline, du er jo ikke engang ved at dø, så slap dog af, mand.

Så det gjorde jeg. Slappede lidt af, og dagene efter begyndte jeg at overveje, hvorfor mit humør mon var så nedtursagtigt. Jeg havde været sur på min mor i en måned, min lejekontrakt til mit værelse udløber snart, og der går ikke længe, før jeg skal tilbage på skolebænken i Aarhus. Så sov jeg heller ikke om natten, og som en, der tager sin søvn meget seriøst, kan det virkelig være belastende.

Men først ugen efter gik det op for mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte i gang med at blive voksen – eller i hvert fald tage lidt ansvar og få styr på nogle ting.

Forrige weekend var jeg til bryllup i Aarhus, og jeg havde taget en hel masse dage fri, fordi jeg så kunne få lidt ægte kvalitid med min familie, men da jeg kom tættere på den store dag, orkede jeg det ikke. Jeg orkede ikke at se min mor, og jeg orkede ikke den der repetitive snak, hvor jeg fortæller hende, hvorfor jeg er sur, og hvor hun prøver at give mig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kan være glad på hendes vegne. Så jeg droppede ekstradagene i Smilets By og glædede mig over, at vi kun skulle bruge 48 timer i hinandens selskab.

Det var lige indtil hun tilbød at tage med mig til København efter brylluppet, og jeg sagde, at det skulle hun ikke, men det endte med, hun gjorde det alligevel. Og det var først, da vi sad på en restaurant i Fiolstræde kun timer før afsked, jeg fik sagt, hvad jeg blev nødt til at sige: Mor, jeg er så glad for, jeg er voksen nu, fordi jeg kan se, hvor forkert det er. Hvis jeg havde været barn og havde set, hvad det er, du gør, havde jeg troet, det var det rigtige. Det havde jeg aldrig tilgivet dig (..) Jeg er nået til det punkt, hvor jeg har brug for at vide, om du er her for os, eller om jeg bare skal kigge forbi et par gange om året, klappe dig på skulderen og tage hjem igen.”

Det gjorde lidt ondt, og jeg tror måske også, vores øjne blev lidt røde i det, men det var også helt rigtigt, for da vi cyklede mod Amagerbrogade igen for at drikke den sidste kop sammen, var det hele lettere, end det havde været i meget lang tid.

Desuden har jeg givet mig selv lidt voksenpoint ved at …

• Tjekke min netbank for første gang i halvandet år. Altså … forstå mig ret: Jeg tjekkede kun, hvor mange penge jeg har på min konto. En eller anden dag om nogle år skal jeg nok tage mig sammen til at kigge på mine transaktioner.
• Få skrevet en eller anden mail til Journalisthøjskolens administration: “Hej, jeg har glemt at melde mig til fag og valg af lokation til 7. semester … deadline er overskredet (elendig journalist) Kan jeg stadig nå det, eller har I smidt mig ud?”
• Være på Folkemøde i weekenden (og det var fedt. Især hvis man har optur over kendte mennesker).
• Drikke for hyggens skyld og ikke bare for effekt.
• Nedtone mine øjenbryn (bare lidt, ikk’)
• Købe bland selv-slik til mine kollegaer i stedet for at bage en lækker kage fra bunden. Det er voksent, fordi jeg er gammel og slidt og ikke orker unødig baks i køkkenet.

Nu mangler jeg bare en baby. 🙂