Det her er ikke et rigtigt blogindlæg. Og så alligevel …

De sidste par måneder har været mærkelige. Sådan mildest talt.

Først tænkte jeg, det var midlertidigt og meget forbipasserende, og det er det helt sikkert også, men det trækker ud, og jeg har svært ved at være i det.

Jeg får underlige, flygtige tanker, hvor jeg har lyst til at drikke mig fuld og vælte konfrontatorisk ind i nogle, der kan give mig en knytnæve i hovedet. Tanker om, hvor befriende det egentlig må være at blive kværket til bevidstløshed og ærgrelsen over, at der ikke umiddelbart findes en virkelighedens Fight Club, som jeg kender til.

Når det er inde i min hjerne, det hele gør ondt, er der noget fantastisk forløsende ved tanken om fysisk smerte, et blåt mærke, der er ømt, eller et sår, der bløder. Det er så håndgribeligt. Man kan se meningen med det, hvorfor det er der, hvordan det kom.

Jeg sang Troo.l.s og Orgi-E for mig selv (igen) i dag. Vi prøver alle at væve en gylden tråd gennem livets kaos, men ingen ser, hvor grimt det bliver, for vi har for travlt til at kigge bag os.

Det er nok det, jeg skal gøre nu; få styr på det her rod formerly known as my life. Så jeg smutter for en stund (helt åbenlyst opmærksom på, at jeg i flere måneder har brilleret ved mit fravær). Men ja, I véd sgu nok, hvad jeg mener.

Nærmest alle mine stueplanter er forresten døde. Ikke at det er et tegn eller noget, det er bare pisseirriterende.