Eckhart Tolle for fuld smadder

Hvis der er noget, jeg er ret sikker på, må det være, at der ikke er nogen af jer, der er i tvivl om, at vi fredag for nogle uger siden ikke helt oplevede det over-medie-hypede naturfænomen, vi lærte at kende som BLODMÅNE.

(Jeg overvejede, om jeg skulle omformulere ovenstående sætning, så den blev nogenlunde meningsfuld, men jeg gav op).

Den pågældende fredag aften valsede jeg rundt blandt Voldene – ganske svedig og dehydreret – da jeg fik en besked fra Jonatan, en gammel kending fra Journalisthøjskolen. Han spurgte, om vi skulle drikke rødvin og kigge på måneformørkelse, og af flere væsentlige årsager måtte mit svar nødvendigvis være ja.

For det første havde jeg en flaske rød Wolf Blass stående, og det er altså en dejlig vin. For det andet er min største (og mest urealistiske) drøm her i livet at blive astronaut. For det tredje bor jeg 5 minutter fra Amager Strand, hvor løjerne ligesom skete, og for det fjerde havde jeg ikke set Jonatan i et år, hvilket rundt regnet er 50 uger for længe.

Fordi danskere elsker gratis og storslåede oplevelser, var der cirka 25.000 andre månehungrende mennesker, der var stimlet sammen langs strandparken, og størstedelen af dem blev sikkert ret skuffede (primært fordi de alle sad i en absurd lang bilkø for at komme hjem, da blodmånen rent faktisk meldte sin ankomst en anelse senere end forventet).

Men vi drak rødvin, og Jonatan fortalte om The Power of Now, den ultimative selvhjælpsbog skrevet af den supra-legendariske spirituelle guide, Eckhart Tolle. Helt opsummeret plæderer Hr. Tolle for, at vi bør leve i nuet, og det har han givetvis ret i, men jeg synes måske også, at det er lettere sagt end gjort. Ikke desto mindre har jeg siden da dykket mig ned i uddrag fra bogen, og så var det, jeg stødte på følgende:

“The mind unconsciously loves problems because they give you an identity of sorts.”

Det clashede ret meget sammen med – lad os bare kalde det, hvad det var –  en vaskeægte åbenbaring, jeg havde fået, da jeg et par dage forinden sad i min gamle lejlighed og tissede. Lige der gik det nemlig op for mig, at alle de sindssyge problemer, jeg har døjet med siden tidernes morgen, efterhånden er ved at være løst – eller i hvert fald væk.

Jeg er ikke længere Karoline, der har anoreksi. Jeg er ikke længere Karoline, der lige har brudt med sin far, og jeg er ikke længere Karoline, som ikke kan få sig selv, sit personlige liv eller noget som helst til at fungere. Jeg er ikke længere ensom.

For slet ikke at snakke om, at jeg heller ikke er: Ansat på femina, bosat i Aarhus, afholdskvinde, søvnløs, neurotisk, afhængig af lobotomi-piller eller noget som helst andet. Og når jeg ikke er alt det, hvad fanden er jeg så?

Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at problemerne er forduftet ud af mit liv, for som min artikelredaktør (og Voksenlivsmentor) meget rigtigt sagde til mig kort før min sidste arbejdsdag: “Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at antallet af problemer er konstant”.

Og det har hun sgu nok meget ret i. Variablen derimod, den består i tyngden af de problemer, du har. For første gang i mange år bekymrer jeg mig om kærlighedsliv, penge (og det vil primært sige ‘manglen på samme’), vejret i morgen, og hvorfor antallet af uønskede hår seriøst er eksploderet i løbet af det seneste år.

Til spørgsmålet om hvad pokker (hvem pokker?) jeg er nu: Jeg er bare i nuet (hahaha, Eckhart Tolle-joke) Det rigtige svar er: Aner det ikke, og det er også okay.