Hvad mødet med Bloggers Delight i VIRKELIGHEDEN handlede om.

Det skal ikke hedde sig, at jeg helt utilsigtet kommer til at gøre flere af jer bekymrede for bloggens ve og vel, men det er alligevel det, jeg føler, er sket. Og det beklager jeg!

Min sidste liste var ment som en blid kontra-offensiv, men jeg kan godt se nu, at den cirka var ligeså vattet og tvetydig som min ‘Jeg hader dig med emojis’-besked, jeg sendte sidste år.

Så lad mig slå én ting fast: Der er ikke planer om at gøre noget som helst anderledes. 

Jeg er helt klart størst fan af at spille med åbne kort, så vi tager den fra begyndelsen: Jer, der har læst mange blogs gennem årenes løb, husker helt sikkert Christina Barré, som bloggede på (den nu hedengangne) bittebitte.dk. Frøken Barré var dengang også community manager hos Bloggers Delight, og som jeg har forstået det, var hendes primære opgave at være i kontakt med netværkets premiumbloggere samt at hverve nye. 

Christina er i dag baws for influentnetværket, ConfettiCPH, hvorfor Bloggers Delight ansatte en ny community manager, Caroline. For længe, længe siden meldte hun ud, at hun ville planlægge kaffemøder med os alle hver især, så hun kunne få sat ansigt på bloggerne i BD. Og det var så det, der skete i sidste uge. 

Vi mødtes over kaffe, og der var ingen dagsorden på programmet. Faktisk havde jeg lidt svært ved at se nødvendigheden i et møde, eftersom jeg ikke rigtigt har så meget med Delight’en at gøre. Snakken gik heldigvis nemt, Caroline er pisse fin, og vi drøftede blandt andet:

Hvorfor jeg begyndte at blogge. Lad svaret være, at jeg var i sommerhus med min mor, vejret var dårligt, og det samme var mit humør.

Hvad jeg skal lave nu. Her burde jeg svare ‘gå all in på journaliststudiet’, men vi véd jo godt, at det ikke kommer til at ske.

Om jeg har lyst til nogensinde at lave spons, hvortil jeg kun kan sige ‘både og’. Det kræver sikkert en uddybning. Modsat hvad man måske skulle tro, har jeg ikke noget imod sponsorerede indlæg på blogs, og jeg kunne aldrig finde på at springe over et post, bare fordi det er købt. Derimod har jeg rigtig meget imod utroværdig, uvederhæftig og uærlig spons, og jeg synes, det er decideret klamt, når bloggere anbefaler produkter, de aldrig selv ville kaste mønter efter. (Selvfølgelig bryder jeg mig heller ikke om blogs, hvor 50 procent af indholdet er annonce, men så er det bloggeren, jeg ikke kan lide, snarere end det er reklamerne). I løbet af mine 18 måneder på femina sad jeg også på den digitale redaktion, hvor jeg sommetider skrev native artikler (eksempel her). Så kan man mene, hvad man vil om den slags, men journalistisk og skrivemæssigt er det en virkelig god udfordring. Det samme (forestiller jeg mig) gør sig gældende for sponsoreret indhold.

Hvis det lyder, som om jeg er ved at gøde jorden for en stor, kommerciel fremtid herinde, vil jeg meget gerne understrege, at det ikke er mit ærinde. Først og fremmest er jeg – i nærmest alle henseender – dybt “uattraktiv” for virksomheder: Din blog er for lille, dine billeder er for grimme, dine indlæg for lange og for tunge, og du er ikke “produktorienteret” nok (nogle har vist ikke læst mine anbefalinger af discountvarer).

For det andet har jeg slet ikke lyst til at lave spons lige nu; det elsker jeg simpelthen min grimme, teksttunge blog for meget til. MEN hvis Lidl en dag kontakter mig, fordi de har lanceret en ny øko-linje, vil jeg få svært ved at sige nej. De, Lidl altså, har forresten fået sweet potato fries på frost (500 gram til cirka 16 kroner) og de smager h-e-l-t-r-i-g-t-i-g-t.