Hvorfor dette episk kiksede spejlselfie faktisk er MEGA-nice.

Jeg følere mig raskere i knolden, end jeg har gjort i flere år.

Og ærligt, jeg forstår godt, hvis nogle – baseret på de sidste mange ting, jeg har skrevet – har været af en anden opfattelse. Det har jeg sgu også selv. Men jeg tror, jeg bliver nødt til at klæbe mig fast ved tanken om, at en anorektisk løsning på “følelsesmæssig turbulens” som udgangspunkt vil være at stoppe med at spise. Sulten blokerer for alt det andet, og til sidst er man så sulten, at de ting i verden, der rent faktisk betyder noget, bliver ligegyldige.

Efterhånden kontrollerer jeg kun i meget lav grad ting, og jeg vænner mig til (og prøver at affinde mig med), at det er totalt normalt at have sindssyge, hysteriske og dramatiske udfald, og at sorg, skuffelse og savn er fine ting at bakse med; det hele skal nok passere og blive nemmere, selv om det er ægte skod i øjeblikket (haha fuck, havde ikke engang planlagt at være dyb i dag…………………)

Og hvordan det hænger sammen med det frygtelige (og ærligt ret pinlige) billede, har jeg selvfølgelig en god forklaring på. Hvis vi spoler tilbage til januar/februar i år, vil enkelte af jer sikkert vide, at jeg poserede halvnøgen i femina, fordi jeg (på eget initiativ) havde indvilliget i at teste cwossfit, og hvor kliché-klamonella det end måtte lyde, var det nok den beslutning, der har haft størst betydning for, at jeg i dag har det så godt, som jeg – når ret skal være ret – egentlig har det.

Jeg ankerkender, at det meget nemt kan forveksles med noget anorektisk symptombehandling, hvor jeg egentlig bilder mig ind, jeg er rask, men i virkeligheden bare har udskiftet én yderlighed med en anden, men jeg er (tæt på) overbevist om, at det ikke er tilfældet. De her dage er det et år siden, jeg begyndte at gå fast i Boxen på Amager, og jeg er ikke blevet tyndere af det; faktisk nok nærmere det modsatte – og det generer mig ikke det mindste. Tværtimod har jeg aldrig før sat så meget pris på mine tykke lårbasser eller brede skuldre, som jeg gør nu. Som den største bonus har jeg fået en håndfuld fantastiske venner med i handlen, ligesom jeg ikke kan gå en tur i mit lokalområde (hehe) uden at hilse på folk, jeg svedte sammen med dagen forinden.

Det er et år siden nu. For et år siden fucking hadede jeg stadig mig selv, og hvis der var noget, jeg ikke gjorde, så var det at tage billeder af mig selv. Og nej, det er ikke noget jeg dyrker nu, og desuden er antallet af selfies i kamerarullen nok næppe en indikator for, hvordan du har det med dig selv – derimod er det nok ret sigende, at du kan tage et billede, betragte dig selv og holde det ud.

WELL. Nu har alle – og undertegnede i særdeleshed – hørt lovprisning nok om palæo-sekten. Jeg ville bare sige, at jeg er a-okay og har tændt for radiatoren i min lejlighed, hvilket forhåbentlig forklarer min påklædning (men ikke mit ansigtsudtryk. Lol).