Som vi taler …

… befinder jeg mig i Århus, fordi jeg i går skulle til feedback på det journalistiske projekt, jeg har lavet de sidste 4-5 ugers tid. Cykelturen fra min mutti til Journalisthøjskolen involverer både Skåde Bakker og Ringgaden/Århus N (har jeg egentlig ikke sagt det her før, eller har jeg bare tænkt meget på det, fordi det er en håbløs tur?) hvilket betyder, at jeg altid har skiftetøj med i tasken, fordi jeg sveder, som en vild hest havde gjort det under #tørken2018. I går havde jeg imidlertid glemt en ekstra bluse, men jeg hang stadig den gennemsvedte t-shirt til tørre på en stol i det lokale, vi skulle feedbacke i. Set i bakspejlet ikke mit mest charmerende træk, men dén t-shirt glemte jeg altså også, og nu har jeg lidt ondt af den person, der en dag bliver tvunget til at have fysisk kontakt med den for at få den væk.

… tænker jeg meget på, hvordan min privatøkonomi ville se ud, hvis jeg brugte halvt så lang tid på at redde den, som jeg gør på at ødelægge mit hår. Tanken ramte mig helt konkret og ubarmhjertigt i forgårs, da jeg havde brugt 3-4 timer på at cykle rundt for at finde en Colorista Hairpaint i farven Beige Blonde (det lykkedes), og selv om farven faktisk også blev fin nok, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at min hårprokrastination måske har taget overhånd. Nogle gange er det bare rart at projicere al sin energi over på noget, der ikke betyder det mindste, fordi andet virker for omfattende.

… gik jeg rundt i en times tid og troede, at jeg var blevet godt og grundigt inkontinent. Da jeg endelig fandt mig et toilet, kunne jeg konstatere, at jeg bare havde glemt, at jeg havde menstruation, og resten af dagen lugtede jeg seriøst af rusten jernstang.

… har jeg nærmest lige fundet ud af, at min far har inviteret min bror til at holde jul hos sig i Vejlegade, og jeg er faktisk dybt imponeret over, hvor nemt det er for den mand at styre udenom alle former for gængs samvittighed.

… (fordi han jo har tre styks ekstra børn, mig og mine to søskende, som ikke har fået en invitation). Men det efterlader os altså der, hvor min storesøster holder jul med sin kærestes familie, hvilket efterlader os der, hvor der er min mor, min lillesøster og undertegnede tilbage. Da min mor sagde det til mig i går, brugte jeg 10 minutter på at grine over det, fordi jeg ellers ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere, at vores julebord for blot få år siden var dækket op til 6+ mennesker, og nu er vi T.R.E (plus en hund, min mor vist skal passe <3 ). Så nu har jeg altså inviteret min søster, mor og Hund til jul i min lejlighed på Amager.

… arbejder jeg lidt på at komme ud af mit hoved, for sandheden er, at når jeg går for meget ind i det, bliver jeg træt af 1) Mig selv. Fordi jeg tænker og bekymrer mig for meget og 2) Verden og hvad fanden, man ellers skal lægge i det og 3) Menneskeheden, og hvad vi egentlig gør galt (og hvordan det går til, at babyer fødes som små kærlighedshungrende pacifister, og så snart de får en bevidsthed og smelter sammen med det etablerede (det, som vi har etableret), går det galt. Der findes selvfølgelig også gode, rare, aktivt pacifistiske voksne, ikk. Men der findes altså også det modsatte). I nat så jeg en dokumentar om næsehorn, og jeg begyndte at græde, for der er (var??) kun fem hvide næsehorn tilbage på kloden, og næsehorn er så blide, og jeg kan slet ikke overskue en verden uden dem, og især ikke når det skyldes, at det er os, som har dræbt dem.