Ting og fænomener, der gør mig ægte pissed og/eller frustreret

Karo er ked af’ed.

brun, frisk og nydeligt hår. :'(

Min matematik- og fysiklærer i folkeskolen hed Holger. Han var en gæv mand i Fjällræven-bukser og vandrestøvler, hvilket jeg forestiller mig, han muligvis har tilfælles med flere kolleger over hele landet. Holger sagde en dag til mig, da jeg stod og kogte med min bunsenbrænder, at grunden til, jeg ikke kunne konkludere en skid ud fra mit forsøg på et forsøg, skyldtes, at jeg ikke forholdt mig til den naturvidenskabelige metode.

Eftersom det måske var ham, der ligesom var ansvarlig for netop denne mangel, tog jeg det ikke så tungt, men kiggede bare halvfrustreret på ham, mens flammen brændte rundt om reagensglasset.

“Du må kun ændre på én variabel ad gangen,” uddybede han. “Ellers véd du ikke, hvad der påvirker hvad. Og så bliver ingen klogere.”

Det gav jo fuldstændig mening, og det var, som om han havde fjernet al videnskabelig kaos i mit hoved. Dét her, det er fandme værdifuldt, håber jeg at have tænkt i øjeblikket. 

På samme måde har jeg alle dage været imponeret over mennesker, som kunne tilgå deres liv med samme kontrollerede akkuratesse. “Jeg er utilfreds med x, så jeg ændrer variablen y, og så ser jeg, om det ikke bliver meget bedre,” og når det så bliver meget bedre, kan de på anekdotisk vis konstatere, at det bare var y – som måske var gluten, for lidt søvn, arbejdsplads, hvad véd jeg – der fik hele korthuset til at vælte.

Den form for overblik og kontrol fascinerer mig, sandsynligvis fordi mit eget hoved alle dage har fungeret under en eller anden uoprettelig kaosteori, hvor alle variabler kegler rundt, kommer og forsvinder efter forgodtbefindende. Med andre ord: Jeg kan ikke gennemskue, hvad det er, der gør, at noget går galt for mig lige nu.

I sommer var jeg et vaskeægte overskudsmenneske. Jeg kunne sove tre timer om natten hver nat og være fuldstændig upåvirket. Jeg kunne træne to gange om dagen hver dag og aldrig blive øm. Jeg kunne bade topløs ved Helgoland efter midnat, selv om jeg havde flyttet hele dagen. Jeg kunne cykle til Dragør og længere væk end det, og det var kun en smuttur. Min menstruation kom på minuttet, min hud var nærmest fin og og absurd brun, og fysisk var jeg flyvende. Ægte frisk og rask, I véd. 

Vi skal ikke langt ind i efteråret, gråvejr og 7. semester, før tingene begyndte at gå lidt ned ad bakke. Det er, som om det hele kom med Århus, som det alle dage har gjort: mit ansigt fik nærmest byldepest, jeg var stadig søvnløs, men evigt træt, og hver gang min mor skulle samle mig op på Rutebilstationen, var noget af det første, jeg sagde til hende: “Jeg har simpelthen så ondt.” Det var fandme, som om efteråret, skolen, min barndomsby, et eller andet havde gjort mig til en krøbling. 

Jeg har afleveret min første eksamen, og på nogenlunde samme tid er jeg begyndt på et kort vikariat på Feminemsen (jeg er så glad!), og jeg tænkte, det ville lette på en del ting. 

Men i to-tre uger har jeg ikke været i stand til at sidde på en stol i mere end fem minutter, før det har gjort for ondt. Jeg kan kun tage tøj på i liggende stilling, jeg kan ikke bukke mig forover, og jeg priser mig lykkelig for mit toiletmøbel, som agerer støttestok, hver gang jeg skal på wc. Om natten ligger jeg stadig vågen, men nu skyldes det bare smerter. Min ryg gør så ondt, og jeg er så frustreret, at jeg har lyst til at tude. Desuden er jeg så langt væk blabbet af smertestillende piller, at jeg konstant befinder mig i skærsilden mellem de vågne og de sovendes land. 

Jeg tror, min magiske, livsomvæltende variabel ligger i en chill pill. Min selverkendelse har imidlertid ikke taget i dyk sammen med resten af min krop, så jeg véd med ret stor sikkerhed, at det nok ikke kommer til at ske sådan rigtigt.

Helt oprigtigt er jeg bange for, det er en prolaps i lænden af en art Eller noget med iskias-nerven. Så nu har jeg i ramme alvor sat Medina på, for det er sgu synd for mig.

 

17 kommentarer

  • Sødeste Karoline – kæmpe kram og kærlighed til dig. Smerter er en bitch. Og tager i den grad på energien og humøret. Jeg ved det om nogen, da jeg har lidt af mere end invaliderende kroniske rygsmerter i plus 10 år.

    Knus fra M

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind, tusind tak (selv om det kommer aaaaalt for sent!). Det ER en ægte bitch.
      Hvor har jeg bare oprigtigt ondt af dig; i 10 år?! Kan slet ikke forestille mig, hvor uudholdeligt hårdt det må være. Hvor jeg bare håber, at du finder bedring. <3
      Kæmpe kram fra mig også og glædelig jul!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Min søde Karoline, måske du faktisk sku’ ta’ til lægen? Måske hjælper det ikke, men så kan du da i det mindste sige, at du har givet det et forsøg?
    Desuden kender jeg så godt de perioder – både de gode og de dårlige, og som regel tænker jeg om det, at det altid er de dårlige, der kommer efter de gode, og ikke omvendt. Måske er det en kombination af Femsen-stop, studiestart, Århus, vinter, almindelig afveksling og størst af alt (ikke kærligheden) men cocktaileffekter! Det dårlige avler det dårlige, men heldigvis avler det gode også det gode. Det bedste er, at det med sikkerhed altid nok skal gå <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ok ok ok, jeg ér lidt blød de her dage, men nu hvor jeg har læst din kommentar et par gange, sidder jeg sgu og småflæber lidt. Det er simpelthen så fin en betragtning, og jeg vil rigtig gerne tro på, at det er rigtigt. <3
      (Nu har jeg også tænkt en del på det sidste. Både på alt muligt og på dig, og du får nogle varme juletanker herfra, for jeg håber virkelig, at du kan få en ordentlig 24. december i år). Tak en million gange i hvert fald.
      Ps. Nu har jeg været ved lægen! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Du er sød, og jeg havde faktisk en helt fin juleaften. Havde du?
      Selv tak (!) <3 Hav nogle gode juledage!
      PS. Kunne lægen hjælpe med noget?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Åååh, det er jeg simpelthen så glad for at høre. Det mener jeg virkelig.
      Min aften var overordnet godt.. lidt udsving, men det var vel som forventet. Du véd, hvordan det er. 😉
      Og neej… det synes jeg faktisk ikke. Hun konstaterede mest, hvad der var galt, og så skete der ikke så meget mere. Så nu prøver jeg mig frem med selvbehandling (ved ikk, om du kan forestille dig, hvordan det går, hehe). Big huggs og dejlige dage til dig også <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    X: At Karoline er ked af ‘et.
    Y: At hun ikke kan se hvor fantastisk hun er.
    Z: At denne her kommentar mest af alt minder om noget fra arto-tiden, dengang man lavede profiltekster til sine veninder, men ikke desto mindre er sand.

    Nu kender vi værdierne af vores variable. Jeg ved ikke, hvordan den naturvidenskabelige metode fungerer, og ærligt, så er jeg også ret ligeglad (humanist ind til benet). Jeg har dog givet dig en ny Y til din X, så du forhåbentligt selv kan finde frem til et bedre Z.

    Ok.
    Jeg smutter igen.

    Og graver mig ned over hvor pinlig denne her kommentar er.

    Men velmenende.
    Hvert eneste ord.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er sgu da én af de smukkeste funktioner, jeg længe har set. <3
      Jeg er helt vild med, at du sommetider kan rante løs i 20 sætninger, og at du på samme tid kan komme med den allerkærligste og arto-tro omsorgserklæring, der gør mig glad helt ind i min lorteryg. Heldigvis skriver du til en, der elskede arto, som var det livet. En, der gik under navnene HoMiEgiRl og blowed og kodede i html'er for fuldt blus. Med andre ord: tusind tak. Det mener jeg virkelig. Jeg leder!

      Ps. Humanister skal også forholde sig til naturvidenskab.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Man skal aldrig kimse af en god rant. Eller Arto.

      Og for din skyld, men kun for din skyld, heller ikke naturvidenskab.

      Selvom det sucks.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Afsted til lægen og få ryggen undersøgt og insister på at der skal findes en årsag. Det er så forfærdeligt med rygsmerter – jeg har selv konstante og kroniske rygsmerter på snart 8. år inkl. problemer med iskiasnerverne ned i begge ben, så jeg ved virkelig hvor forfærdeligt det er. I mit tilfælde har de aldrig fundet en specifik årsag til trods for diverse scanninger, kiropraktorer, reumatologer, fysioterapiforløb og what not, hvilket jeg synes er dødfrustrerende.
    Og selvom det er nærliggende at æde piller i vildskab (jeg gjorde det selv i starten af mit smerte-helvede), så vil jeg absolut fraråde dig at fortsætte på den måde. Den dag i dag kan jeg ikke spise almindelige smertestillende, hvor de rent faktisk har en effekt, simpelthen fordi jeg misbrugte dem så voldsomt i en lang periode i et desperat forsøg på stadig at kunne passe mit daværende job. I dag ville jeg virkelig ønske, at jeg havde muligheden for at tage almindelige smertestillende, når der er behov for at tage toppen af smerterne.
    Men ja, til lægen med dig, og så kan det virkelig anbefales at få fat på en dygtig fysioterapeut som kan hjælpe til med at stykke nogle øvelser sammen af forskellig art som kan virke styrkende og udstrækkende for ryg/iskias. Jeg har også gode erfaringer med det der hedder mensendieck (Eva Heine på Frederiksvej er sindssygt sød og dygtig), det lyder måske som noget for pensionister når man umiddelbart læser om det, men det er virkelig godt når man har rygsmerter, fordi instruktøren vejleder en i de forskellige øvelser og samtidig kommer med anvisninger til korrektioner af eksempelvis ens kropsholdning og brugen af sin krop, så man kan ændre dette. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hold nu kæft, hvor lyder det frygteligt, Sara! – og jeg synes faktisk, at ‘dødfrustreret’ er en meget, meget imponerende tilgang til det – EFTER 8 ÅR?! Ej, det er jeg virkelig ked af at høre. Hvordan i alverden holder du dig glad og i gang?
      Og noteret med de smertestillende. Jeg prøver at tage dem på strategiske tidspunkter, og jeg prøver at holde dem kørende så længe, jeg overhovedet kan holde ud at være i mig selv. MEN hvor er det dog bare fristende at poppe 600 mg ibuprofen hver anden time bare for at kunne bukke sig forover. 🙁
      Tusind tak for anbefalingen; jeg har været ved læge nu, og jeg skal formentlig i gang hos en fysss, så det er ræddi dejligt at høre, hvor jeg kan søge hen. 🙂 Rigtig god bedring (eller hvad man nu skal sige i en situation som denne) – håber virkelig for dig, at du kan blive fri for rygsmerter en dag (snart).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Når det kommer til vores helbred, er der ingen, der kender alle variabler. Bliver du ked af det, fordi du har ondt, eller er det omvendt, tror du? Der er jo noget, der meget apropos forkortes til SAD.

    Men det vil nok være mest hensigtsmæssigt at starte med det fysiske. Hvad siger lægen? Er du blevet ordentligt undersøgt/ fået den ryg skannet?

    Hvad det end er, så er det ikke normalt. Et ungt menneske skal ikke have det sådan!

    Så, hvis du ikke allerede har været der: Afsted til lægen med dig! Pøj-pøj med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Nej, det er også rigtigt. Man kan selvfølgelig ikke tegne det så hårdt op. Der er bare nogle mennesker, der altid virker så målrettede og konkrete, når de ændrer nogle ting i deres liv, og det er klart, de ikke har styr på alle variablerne, men NOGET lader de i hvert fald til at have gennemskuet. 🙂
      Uanset så mange tak for beskeden. Jeg er – som du har foreslået – startet ud med det fysiske (det er jo i den nemme afdeling) for det dutter sgu ikke, at jeg render rundt som én, der har brug for stok. Var til lægen i går og røntgen i dag, og i morgen er jeg forhåbentlig meget klogere. Og helst gerne uden smerter! 😀
      TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den slags mennesker beundre jeg også. Misunder måske endda en smule.
    Jeg er mere sådan en følelsesmæssig kaospilot, som aldrig rigtig ved skoene trykker – og som mere end ofte svare ‘det ved jeg ikke’, når folk spørg hvordan jeg har det. Mon det er noget man vokser fra?
    God og snarlig bedring til dig!
    – K

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Man kan i hvert fald træne sig selv til at blive bedre. Det har jeg i hvert fald gjort, hvad angår følelser og den slags. Så jeg ved ikke, om man bare lige kan vokse fra det, men man kan øve sig i at blive bedre. 🙂
      Og taaak, skal du have. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Til lægen med dig. Hvis det er en diskusprolaps i lænden, kan den højst sandsynlig trænes væk. Har selv været igennem det samme og jeg har sparket mig selv flere gange, fordi jeg trak det ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvordan trænede du din væk? Med træning som crossfit, noget Mckenzie eller noget tredje? (Jeg har været afsted nu!) 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting og fænomener, der gør mig ægte pissed og/eller frustreret