Det her er mit bedste bud på en opsummering.

DAG 2

“Det er jeg ked af, men jeg troede altså, du skulle ultralydsscannes,” sagde den søde radiolog. Hun er hundrede procent undskyldt, for vi kan alle se ret befrugtede ud i vores vintertøj.

Få minutter efter blev jeg hentet af en anden sød radiolog. Han trak mig ind til den store røntgenmaskine, og så forløb vores eneste samtale nogenlunde sådan her:

Ham: – Er du gravid?

Mig: – Ha ha ha, det håber jeg ikke.

Ham: – Altså … er du gravid eller ej?

Mig: Ikke umiddelbart.

Ham: – Jeg har brug for et klart svar. Ja eller nej?

Mig: – Jeg har ikke taget en test, så jeg véd det egentlig ikke. Men jeg har menstruation og såd’n …

Ham: – ……… Du må ikke få taget røntgen, hvis du er gravid.

Mig: – Så er jeg ikke gravid.

Jeg er ikke gravid, viser det sig.

DAG 1

Er omsider blevet overtalt til at tage til læge. Bliver taget imod af en medicinstuderende, som skal stå for konsultationen. Hun spørger, om hun gerne må filme seancen. Af altruistiske årsager – altså dem, der mener, at min lorteryg skal tjene et eller andet nobelt formål – sagde jeg ja.

Fortrød det måske et øjeblik senere, da jeg blev bedt om at tage mit tøj af, hvilket tog omtrent 10 minutter. Har det på en eller anden måde ambivalent med, at der findes et videoklip af mig, der sidder forkrøblet på en stol og undskylder for, at jeg hverken kan bevæge mig endsige tage mine benklæder af. Hun tilbød at hjælpe.

Lagde mig op på briksen og svedte den der papirbeklædning helt i stykker. Så spurgte hun mig, om jeg havde haft problemer med at holde på afføringen, og jeg er sikker på, det var et velment spørgsmål, ikke desto mindre er det også ret træls, når svaret nødvendigvis må være ja.

Nå, men … jeg har nok fået en diskus prolaps i lænden, viser det sig.

DAG 3

Kan ikke lade være med at tænke på, om alle børn – uanset hvor uegnede de er udi performancekunsten – stadig har en drøm om at medvirke i MGP.

DAG 4

Tager til julefrokost på Aller, og jeg kan ikke danse ordentligt, fordi min ryg gør ondt.

Der er fri bar, og jeg kan åbenbart ikke finde ud af at håndtere den slags goder. There is no such thing as a free lunch, som min underviser på Journalisthøjskolen altid sagde, og jeg betaler. Hårdt.

For at undgå den værste fortørnelse bilder jeg jer og mig selv ind, at jeg ikke kan huske, hvordan jeg kom hjem fra julefrokosten (men lad os bare sige, at en taxa fragtede mig).

Kaster op hver halve time resten af aftenen og natten og morgenen, og da solen er stået op og igen illuminerer mit badeværelse, må jeg erkende, at jeg ikke har knælet over kummen (rygproblemer, igen), hvilket betyder, at jeg har ramt alt andet end mit toilet. Kaster op igen, fordi jeg er så klam.

Taster mit alkoholindtag fra dagen før ind i sådan en online beregner. Promille: 4,4. (“Ved en promille på 4 vil de fleste sandsynligvis være bevidstløse eller i livsfare.”)

Tager til julefrokost klokken 20 i Boxen. Føler mig ikke længere levende.

DAG 5

Sover.

Benytter mit stemmebånd klokken 18.30, fordi jeg skal bede min lokale grillmand om at lave mig en bakke pomfritter.

Kiggede på min fod kort før sengetid. Opdagede, at den så ud som på billedet. Véd stadig ikke, hvad der er sket.

DAG 6

Vågner klokken 9, som også er det tidspunkt, jeg skal møde på arbejde.

Får fat i et juletræ, som jeg slæber fra Vesterbro til Amagerbro i myldretid.

Min mor og søster kommer herover den 23. december, og så danser vi rundt om juletræet hos mig. Vores julemiddag bliver vegetarisk, gluten- og laktosefri. Til gengæld har jeg fået lov til at låne min nabos chihuahua. Livet er rart nok, viser det sig.