DAG 2
"Det er jeg ked af, men jeg troede altså, du skulle ultralydsscannes," sagde den søde radiolo
Se næste indlæg >
13 ting, vi gerne må vinke farvel til i 2019
- Følgende inkompetente sammensætning af bogstaver: ‘jeg kondolere’, som efterhånden mere er blevet reglen end undtagelsen.
- Stories af denne længde: ———————————- ; både fra koncerter, fyrværkeriet nytårsaften og af solnedgangen. Jeg er glad for, at du føler begejstring – måske endda glæde – over din nuværende situation, men vi deler den ikke, og pak så den telefon væk.
- Folk af denne race, som er den samme: Dem, der stiller sig i midtergangen på flyet, en menneskealder før man kan komme ud. Folk, der bytter julegaver den 27. december og folk, der sidder i kø til skat, når det der regnskab bliver offentliggjort.
- Bekymringen over, om Vh, Mvh, Kh eller Dbh virker som den mest passende afrunding på en arbejdsrelateret mail.
- Det faktum, at jeg i øjeblikket har 9 ud af 10 symptomer på depression. Og madlede på 14. dag, hvilket i praksis betyder, at jeg hver aften bruger to timer på at gå fra butik til butik, mens jeg febrilsk leder efter noget, jeg ikke får kvalme ved tanken om. Åh, madlede, du er et dårligt tegn.
- Amerikanske rappere, der lyder, som om de aldrig har klaret sig gennem én dags skoleundervisning og cirka er lige så velartikulerede som en pludrende baby på fem måneder. Ingen nævnt – for jeg kender oprigtigt ikke jeres navne – og ingen glemt.
- Og nu vi er ved det: Jeg véd godt, at jeg er diskvalificeret på forhånd, fordi min fødekanal aldrig har håndteret andet end primært fallosformede ting og menstruationskopper, men … kunne 2019 ikke blive året, hvor mødre, der har truffet forskellige valg, stoppede med at tale så herrestrengt til hinanden? Jeg mener … I vil alle det bedste for jeres børn. I fucking gør det bedste for jeres børn hele tiden. Tænk lige, hvis noget af den energi, der bliver brugt i diverse kommentarspor, blev brugt på noget systemaktivisme? Ja, jeg véd godt, at ytringen – nærmest tanken i sig selv – er ulovlig at have, når den kommer fra én som mig, der ikke kan forestille sig, hvor meget dårlig forældersamvittighed kan fylde. Men åh, hvor kunne det være smukt egentlig, hvis nogle af de fucktards, der har ansvaret for normeringer og elendige vilkår i forhold til at arbejde på deltid, blev tvunget lidt mere til at beskæftige sig med de mennesker, deres elendige dømmekraft rent faktisk rammer. Jævnfør punkt fem véd jeg virkelig ikke, hvorfor jeg skriver det her, for jeg orker nærmest ikke at stå ved det. Sorry. Jeg elsker jer alle uanset.
- Min nyerhvervede kendsgerning om, at jeg stopper med at skrive, når jeg har det dårligt. Ringe formulering: Kendsgerningen vil jeg for alt i verden gerne hænge mig fast i, men jeg skal simpelthen ikke lade være med at skrive.
- Den der diskusprolaps. Nu lover jeg, at jeg aldrig nævner den igen.
- Inkompetente politikere i et ufleksibelt og dysfunktionelt system, der normalt bliver kaldt for ‘et velfungerende demokrati’. Tænk lige over det. Og tænk lige over det, når Inger giver håndtryk til de nye danskere på torsdag.
- Mennesker i trafikken, der ikke vinker som tak, når man holder tilbage for dem, selv om man egentlig ikke behøvede det.
- Dem, der bruger 10-15 minutter på at fortælle om en eller anden Dali’sk drøm, de har haft om natten, som ingen relation what so ever har til noget i virkeligheden. One life, don’t waste it.
- Alle de der dun, jeg fik på kroppen og i ansigtet, da jeg var syg. Det er, som om et eller andet termostat i mig ikke helt har fattet, at jeg ikke længere har brug for pels for at holde på varmen.
dun 🙂
