Resultatet af en ufuldstændig forbrænding

Det var virkelig aldrig min plan, at jeg uden videre skulle tjekke ud for så lang en periode, men det viste sig, at ikke ret meget gik efter planen. Jeg besluttede mig jo for at skrive et bogkapitel til en bog, som langt hen ad vejen handlede om mig selv, og der gik ikke ret længe, før jeg måtte opgive intentionen om at holde liv i to Jeg-fortæller-lige-om-mig-selv-kanaler på én og samme gang.

Sidste mandag afleverede jeg det bachelorprojekt, jeg på intet tidspunkt havde planlagt at gå i gang med allerede nu, men jeg er lykkelig for, at jeg gjorde det. Til min første vejledning vidste jeg ikke, om nogle af mine ideer overhovedet var tilladte (“Kalder du dét journalistik?”), og jeg blev ved med at sige, at mit mål var, at jeg bare skulle bestå. For Guds skyld, lad mig bare bestå. Da min vejleder og jeg havde vores allersidste snak, rømmede jeg mig og sagde til ham, at jeg var nået frem til den konklusion, at jeg gerne ville lave noget, jeg var glad for. Noget, jeg havde lyst til at vise frem og sige ‘se, jeg har skrevet det her, og det er jeg rent faktisk stolt over!‘.

Det er ikke helt klart for mig, hvornår jeg nåede frem til den erkendelse. Måske da jeg fandt ud af, hvor hårdt jeg kører mig selv hver dag, og at jeg aldrig kommer til at føle mig god nok eller værd at elske, før jeg begynder at finde ud af, hvordan jeg skal tilskrive mig selv en form for værdi. Jeg vil ikke fyre en masse klichéer af, men de sidste par måneder har gjort et eller andet ved mig … gjort min hud tyndere, eller hvad man nu skal sige. For et par uger siden, da jeg gik på Amagerbrogade, passerede jeg en kvinde, som meget tydeligt havde anoreksi. Da jeg fik øje på hende, begyndte mine øjne at klø, og hele min krop sitrede. Jeg blinkede og blinkede og prøvede at få styr på mig selv, men jeg kunne ikke, og jeg brød fuldstændig sammen, fordi hver enkelt celle i min krop kunne mærke, hvordan hun havde det. Det er flovt at indrømme, men normalt er jeg blevet irriteret over anorektikere, og når jeg er stødt ind i dem, har jeg ikke været i stand til at holde ignorante og latterlige tanker (“hvorfor tager du dig ikke bare sammen og spiser?”) på afstand, selv om jeg udmærket godt ved, at anorektikere tager sig sammen hele tiden, og i livet generelt nok har taget sig sammen alt for længe.

Men jeg afleverede. Jeg har ingen ide om, hvor dårlig den endelige eksekvering er endt med at blive, men fordi det føles, som om jeg har afleveret en luns af min største usikkerhed, håber jeg, at det bliver taget godt imod, og at det bare er nok til at bestå. For jeg kan ikke gøre det hele én gang til.

Jeg ville rigtig gerne have skrevet noget sjovt som afrunding på det hele, men lige nu er jeg bare træt, urolig og ked af det. I stedet for at tage mig af det, har jeg brugt dagen på at træne, klatre i træer, gå og cykle VÆK, fordi det er den eneste strategi, jeg har at gøre godt med, når jeg har det dårligt. Det er svært (for mig) at tro på, at jeg kan være færdiguddannet på mandag, at jeg får styr på mig selv og min forbandede familie, at jeg nogensinde kan få forløst min første forelskelse (like ever) på en ordentlig måde og alt det der, og lige nu er det bare, som om det hele lidt falder og smelter sammen.

I morgen tager jeg toget til Århus. Så forbereder jeg mit forsvar. Og hvis alt går vel, er jeg færdiguddannet journalist på mandag klokken 12. Resten må jeg tage bagefter. Jeg bliver rigtig glad, hvis I krydser fingre for mig.

God weekend derude. <3

PS. Totalt i frygt for at virke MEGAnedslået har jeg klattet nedenstående billede ind, får jeg har selvfølgelig også hygget, taget daglige middagslure, drukket øl og kogt supermeget, mens alt det andet har stået på.

PPS. Kan ikke tagge badedragten, men den er Britney Spears’. <3