Den tidspressede pilgrimsgænger

Hej gode mennesker 🙂

I aftes omkring klokken 22.23 satte jeg mig i min seng, og det blev således første gang den weekend, jeg sad helt alene og uforstyrret og havde ro på. Så besluttede jeg mig for at skrive lidt, men jeg blev nødt til at droppe planen, fordi min menstruation  tidligere samme dag havde meldt sin ankomst. Flere af jer véd nok, at min menstruation var væk i mange år, og at den først kom tilbage forrige sommer (faktisk lige præcis den dag jeg kom til Amager. Det var – og er stadig – som om Amager har givet mig det, jeg har haft brug for i lang tid). Nå, men … det betyder, at jeg har svært ved at hade de månedlige blødninger, det ville nærmest være uforskammet i mit tilfælde, men det kan sommetider være svært at omfavne konceptet, fordi jeg får så forbandet ondt i underlivet. Således opgav jeg at skrive noget som helst, før jeg poppede en generøs portion piller og lagde mig i fosterstilling til lyden af Harry Potter and the Half Blood Prince – oplæst af Stephen Fry, selvfølgelig.

Jeg kan godt mærke, at jeg er træt. Dagen efter jeg vendte hjem med en journalisttitel, begyndte jeg på fuld tid på Vi Unge. Det har været sjovt og hårdt, og jeg prøver at lade være med at hænge mig for meget i, at det er et år siden, jeg sidst har haft noget, der minder en smule om ferie. Et år. For nogle uger siden, da Sankt Hans bålene brændte over hele landet, sad jeg på Amager Strand med Weemoed og drak champagne (tror jeg, at det var), og hun sagde, at jeg skulle passe lidt på min stresstilstand. Hun havde selv været et nervevrag flere måneder efter, hun blev færdiguddannet. Det er jo der, man for alvor bliver konfronteret med resten af sit liv – hvis man altså orker det. Delvist foranlediget af det har jeg bedt om fri en uge i august, og min plan er at tage til Møn for at gå Camønoen. Slukke telefonen lidt, slukke tankerne en del og bare komme væk. Hvis nogle af jer har været afsted, hører jeg meget gerne fra jer. Hvad jeg kan forstå, er der en del asfalt på ruten, jeg helst gerne vil undgå, og der er sikkert også steder, der er federe at skide end andre.

I aftes åbnede jeg også min computer for vistnok første gang, siden jeg afleverede min bacheloropgave. Jeg kiggede på bogkapitlet, redigerede lidt i det, og jeg blev lidt desperat, fordi der er så lang vej igen, men på en eller anden måde ikke så meget tid til at få det gjort. Og så igen: prioriteter. Lørdag havnede jeg (ved et uheld) til Ballerup Kræmmerfestival, fordi jeg havde forvekslet det med et antikmarked. Man kan sige meget om Ballerup Kræmmerfestival, men det er alt andet end antikt. Midt i alle Buch Copenhagen-poserne, Mokaii’erne, UGG-støvlerne, de pimpede lastbiler og hårforlængelser blev jeg revet med af stemningen, og jeg havnede i et lille, lusket og meget lidt sterilt telt med en nål i fingeren, bare fordi det virkede helt gennemført rigtigt. Og dumt på samme tid.

Da jeg og min veninde var færdige (ja, vi fik den samme tatovering. En sand egnskærlighedserklæring) sagde tatovøren til os: “Så! Nu er I ægte Amagertøser!” og selv om jeg er sikker på, at alle de indfødte her på lorteøen vil protestere over den udmelding, var der alligevel noget meget sandt ved det.

Ung, dum og 300 kroner fattigere.