Den overbegejstrede fitnessblogger i mig, som ikke kan få lov til at shine.

 

 

Eller …

Hvordan det gik til, at EMOM, AMRAP og burpees
blev den mest trygge og givende konstant i mit liv.

 

Men før I råber “omg spurgt“, så giv mig lige en chance alligevel.

Jeg er udmærket godt klar over, at de flestes reaktion på Crossfit er den samme, som når en jehova vifter én i hovedet med Vagttårnet, og så har jeg ovenikøbet en ret officiel regel om, at træning (mængde, hyppighed, det hele) ikke som sådan er noget, jeg skriver om. Men hvor der er regler, er der også undtagelser, og jeg lover, at dette er en enkeltforseelse.

I influentland har jeg bemærket en tendens til, at mange autodidakte indholdsskabere mener at have fundet løsningen på livet, universet og alting, og jeg behøver næppe at gøre det eksplicit, hvordan jeg forholder mig til den slags. Når det så er sagt, må jeg også krybe til korset og indrømme, at nærmest uanset hvilket problem mine venner og veninder måtte have, foreslår jeg crossfit som løsningen. Det er oftest udfordringer i forhold til kropslede, ensomhed og singleissues, der går igen. Det er alle problemer, jeg har haft i hobevis, og sekttræning viste sig på uventet og mirakuløs vis at være en del af løsningen på samtlige af dem.

 

 

Som jeg tidligere har nævnt (og flere af jer har endda set halvpåklædte Karo-billeder af det i femina) opsøgte jeg min lokale crossfitbox (Boxen på Amager), fordi jeg skulle skrive en artikel om det. Kan man blive stærk og hooked på 30 dage-agtigt. Klassikeren. 😀 Svarene på spørgsmålene er mjaaah og ja. Jeg kom til stedet med alle tænkelige forbehold: Halvnøgne, stønnende fuldskægsmænd, sved, kalk, selvfedme og burpees. Og alt det … ja, det stemte sgu meget godt overens med virkeligheden, men på en uventet rar og motiverende måde.

Men altså … det skal ikke så meget handle om træningen – faktisk overhovedet ikke – for et eller andet sted er den sekundær i forhold til det, jeg gerne vil sige. Det er umuligt for mig ikke at gå for meget i “før var jeg tit træt og deprimeret”-diskursen, for det var jeg fandme. Jeg var næsten lige flyttet til København, og min familie og en stor del af mine gamle venner var væk. Jeg var ensom, havde brudt med min far, og jeg hadede mig selv og min krop mere, end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg turde ikke møde mennesker, fordi jeg var overbevist om, at de ville mene, jeg var lige så uduelig og ynkelig, som jeg følte mig.

Den lykkelige fortælling er ikke, at jeg tabte mig 15 kg og pludselig elskede mig selv (for det gjorde jeg ikke. Tværtimod. Man blive herresulten af det lort). Til gengæld mødte jeg mennesker, som gerne ville et fællesskab. Præcis ligesom at møde op til fodbold eller håndbold, da man gik i folkeskole. Et sted, hvor man er et hold, hepper på hinanden og regner med, at man selvfølgelig ses på onsdag klokken 18, fordi det er en fast aftale. Efter et par måneder havde jeg allerede fået flere veninder, jeg begyndte at se privat (en af dem er hende, jeg skal gå Camønoen med), og trænerne huskede mig og mit navn, og det var sådan noget, jeg aldrig nogensinde var i nærheden af i Fitnessworld.

Anyhow … jeg er blevet stærkere, og det er fedt, men det er ikke så meget det, der har reddet min røv. Jeg kan pludselig stå på hænder, klatre i reb og udføre de olympiske vægtløftningsøvelser (med varierende teknik, but still …) Det, jeg har erfaret, er, at det er umuligt for mig at hade min krop, når jeg oplever, hvor meget den kan. I min gamle hverdag kunne jeg cykle, gå og lunte på tvang, men det er på mange måder også forventeligt og hverdagsagtigt (omend stadig pissefedt!). Selv om jeg i dag mere eller mindre ligner mig selv – måske med lidt tykkere lår og en lidt større røv – er der meget længere mellem de der pinefulde dage, hvor jeg ikke kan komme ud af mit eget hoved, der bare kører på højtryk over, hvor klam og grim jeg er.

Jeg forsøger virkelig meget at dosere min træningssnak, så den kun går ud over mennesker, der i forvejen deler min interesse. Dog er det alligevel lykkedes mig at lave burpees foran min redaktør, fordi det er en god måde at få varmen på, og det trick ville jeg gerne dele med hende. Ligeledes har jeg meget-næsten demonstreret Snatch-teknik over for en god veninde, da vi forrige fredag sad på en ølbar ved Blågårdsplads. Og jo, jeg er udmærket i stand til at tage pis på den person, jeg er blevet. Mest fordi det kommer fra et meget kærligt og oprigtigt sted, når jeg inviterer alle, jeg kender, med til en WOD (og alle siger altid nej :'( ).

Bare fordi noget har virket for mig, betyder det ikke, at det også virker for andre. Selvfølgelig ikke. Men jeg vil alligevel give tippet videre til jer – uanset om I mangler noget i jeres liv eller ej. Det gjorde jeg.

Og man behøver ikke at være stærk for at begynde. Alt kan skaleres.