Den tidspressede pilgrimsgænger

Den overbegejstrede fitnessblogger i mig, som ikke kan få lov til at shine.

 

 

Eller …

Hvordan det gik til, at EMOM, AMRAP og burpees
blev den mest trygge og givende konstant i mit liv.

 

Men før I råber “omg spurgt, så giv mig lige en chance alligevel.

Jeg er udmærket godt klar over, at de flestes reaktion på Crossfit er den samme, som når en jehova vifter én i hovedet med Vagttårnet, og så har jeg ovenikøbet en ret officiel regel om, at træning (mængde, hyppighed, det hele) ikke som sådan er noget, jeg skriver om. Men hvor der er regler, er der også undtagelser, og jeg lover, at dette er en enkeltforseelse.

I influentland har jeg bemærket en tendens til, at mange autodidakte indholdsskabere mener at have fundet løsningen på livet, universet og alting, og jeg behøver næppe at gøre det eksplicit, hvordan jeg forholder mig til den slags. Når det så er sagt, må jeg også krybe til korset og indrømme, at nærmest uanset hvilket problem mine venner og veninder måtte have, foreslår jeg crossfit som løsningen. Det er oftest udfordringer i forhold til kropslede, ensomhed og singleissues, der går igen. Det er alle problemer, jeg har haft i hobevis, og sekttræning viste sig på uventet og mirakuløs vis at være en del af løsningen på samtlige af dem.

 

 

Som jeg tidligere har nævnt (og flere af jer har endda set halvpåklædte Karo-billeder af det i femina) opsøgte jeg min lokale crossfitbox (Boxen på Amager), fordi jeg skulle skrive en artikel om det. Kan man blive stærk og hooked på 30 dage-agtigt. Klassikeren. 😀 Svarene på spørgsmålene er mjaaah og ja. Jeg kom til stedet med alle tænkelige forbehold: Halvnøgne, stønnende fuldskægsmænd, sved, kalk, selvfedme og burpees. Og alt det … ja, det stemte sgu meget godt overens med virkeligheden, men på en uventet rar og motiverende måde.

Men altså … det skal ikke så meget handle om træningen – faktisk overhovedet ikke – for et eller andet sted er den sekundær i forhold til det, jeg gerne vil sige. Det er umuligt for mig ikke at gå for meget i “før var jeg tit træt og deprimeret”-diskursen, for det var jeg fandme. Jeg var næsten lige flyttet til København, og min familie og en stor del af mine gamle venner var væk. Jeg var ensom, havde brudt med min far, og jeg hadede mig selv og min krop mere, end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg turde ikke møde mennesker, fordi jeg var overbevist om, at de ville mene, jeg var lige så uduelig og ynkelig, som jeg følte mig.

Den lykkelige fortælling er ikke, at jeg tabte mig 15 kg og pludselig elskede mig selv (for det gjorde jeg ikke. Tværtimod. Man blive herresulten af det lort). Til gengæld mødte jeg mennesker, som gerne ville et fællesskab. Præcis ligesom at møde op til fodbold eller håndbold, da man gik i folkeskole. Et sted, hvor man er et hold, hepper på hinanden og regner med, at man selvfølgelig ses på onsdag klokken 18, fordi det er en fast aftale. Efter et par måneder havde jeg allerede fået flere veninder, jeg begyndte at se privat (en af dem er hende, jeg skal gå Camønoen med), og trænerne huskede mig og mit navn, og det var sådan noget, jeg aldrig nogensinde var i nærheden af i Fitnessworld.

Anyhow … jeg er blevet stærkere, og det er fedt, men det er ikke så meget det, der har reddet min røv. Jeg kan pludselig stå på hænder, klatre i reb og udføre de olympiske vægtløftningsøvelser (med varierende teknik, but still …) Det, jeg har erfaret, er, at det er umuligt for mig at hade min krop, når jeg oplever, hvor meget den kan. I min gamle hverdag kunne jeg cykle, gå og lunte på tvang, men det er på mange måder også forventeligt og hverdagsagtigt (omend stadig pissefedt!). Selv om jeg i dag mere eller mindre ligner mig selv – måske med lidt tykkere lår og en lidt større røv – er der meget længere mellem de der pinefulde dage, hvor jeg ikke kan komme ud af mit eget hoved, der bare kører på højtryk over, hvor klam og grim jeg er.

Jeg forsøger virkelig meget at dosere min træningssnak, så den kun går ud over mennesker, der i forvejen deler min interesse. Dog er det alligevel lykkedes mig at lave burpees foran min redaktør, fordi det er en god måde at få varmen på, og det trick ville jeg gerne dele med hende. Ligeledes har jeg meget-næsten demonstreret Snatch-teknik over for en god veninde, da vi forrige fredag sad på en ølbar ved Blågårdsplads. Og jo, jeg er udmærket i stand til at tage pis på den person, jeg er blevet. Mest fordi det kommer fra et meget kærligt og oprigtigt sted, når jeg inviterer alle, jeg kender, med til en WOD (og alle siger altid nej :'( ).

Bare fordi noget har virket for mig, betyder det ikke, at det også virker for andre. Selvfølgelig ikke. Men jeg vil alligevel give tippet videre til jer – uanset om I mangler noget i jeres liv eller ej. Det gjorde jeg.

Og man behøver ikke at være stærk for at begynde. Alt kan skaleres.

 

22 kommentarer

  • Sofie

    IH KAROLINE, jeg vil også prøve crossfit nu! Tror du, det passer til en hypermobil, svag, leddegigt ramt 24-årig i en gammel dames krop?
    Jeg er så træt af FW, hvor selv yoga kommer til at handle om, hvordan min krop ser ud, og jeg er trææææt af det. Jeg vil hellere have det der kick, som du beskriver.
    OG SÅ OM MADS OG MONOPOLET-T-SHIRTEN! Enten har du været med i M&M, og ellers har du knaldet Mads Steffensen 😉 Let me know!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jaaa, kom afsted, please! <3 Jeg ved ikke med leddegigt, men MANGE er hypermobile (det virker faktisk sommetider som en fordel for dem), og du bliver ikke ved med at være svag – faktisk går det ufatteligt hurtigt, før man føler sig stærk og endnu sejere! Hvis selv yoga i FW handler om at se ud på en specifik måde, synes jeg i hvert fald kun, at det kan gå for langsomt med at komme væk derfra.
      PS. HA HA HA, jeg har ikke bollet Mads, selv om det helt sikkert ville være hyggeligt! Jeg skal nok samle op på historien 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Hvornår kommer du tilbage? Du er savnet……

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Åh <3 Den rørte mig. Jeg håber på nu!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina K

    Haha, er total tilfældigt kommet forbi din blog. Er selv medlem i boxen og plejer også at være med på de samme hold som dig.. dog har jeg termin om en måned, og shit hvor jeg savner det. Spørger min kæreste hver gang han kommer hjem “hvem var træner” “var de sædvanlige med på holdet” “kørte du rx” osv! Glæder mig til at vende tilbage post-baby 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jamen jeg ved da udmærket godt, hvem du (og din kæreste) er, Kristina! 🙂
      Hvis du har født: Kæmpe, kæmpe tillykke! <3 Og hvis ikke endnu: Stadig gigantisk tillykke! Jeg håber, du kan holde det sidste ud.
      Jeg glæder mig også, til du er tilbage – selv om det måske bliver på Moms det første stykke tid!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Vil crossift hjælpe på, at min søster vil flytte til min by, på trods af hun selv har sagt hun ikke kan holde til hvor syg, jeg er? Hjælp.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      (Ej, jeg har det elendigt … det her svar kommer jo alt for sent). Men svaret er: Muligvis ja. Hvis du begynder at snakke meget om crossfit, begynder folk at undgå dig automatisk 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super mega fucking pisse hamrende fedt! Rigtig godt indlæg! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • NH

    Sektmedlem indeed 😜 Jeg fik afsluttet mit træner-rant lidt hovedkulds kan jeg godt se: jeg synes nemlig også at der er mange dygtige og engagerede trænere. Men når jeg så støder på nogle af de andre, plejer jeg også at komme noget (naturligvis venligt formuleret) konstruktiv kritik, for hvordan skal de ellers blive bedre.
    Er virkelig nysgerrig efter at vide, hvordan du har fået t-shirten, men er aldeles med på at det ikke er sikker du vil dele i dette forum 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hej – to måneder senere! (fuck mig…) forklaringen skal nok komme 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette-Cecilie Enemark

    Yaaaaay!!!! Har også slutter mig til sekten – mommy style! Jeg elsker det skidt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      HVOR ER DET FEDT! :-d cråsmoms er de sejeste!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • NH

    Åhh Karoline, jeg er så meget med dig; ææælsker Crossfit, har efterhånden 7 år på bagen, men er stadig ikke træt af det. Jeg synes dog at trænerkvaliteten er dalende og der bliver spotte og rettet for lidt. Når der netop ikke er nogle spejle, så man kan se sin egen tekniske fejl er det supervigtigt at træneren har kompetencer og øjet for at rette.

    I øvrigt er det så ikke en Mads & Monopolet t-shirt du har på…? 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      YESSSS ENDNU ET SEKTMEDLEM! Halløj! 😀
      Nu har jeg jo kun halvandet år på bagen, men hvad jeg hører fra andre garvede som dig, er det også deres indtryk. Måske det blandt andet skyldes, at det mere er blevet et studiejob end fuldtidsjob at være træner. Min egen erfaring er, at det er ufatteligt trænerafhængigt. Nogle er megagode til at spotte, mens andre bare sætter Wod’en i gang og chiller resten af timen…. det er ret trist – også for dem, forestiller jeg mig. Og så håber jeg i øvrigt, at jeg er lige så hooked, som du er – også om syv år!

      Og heheheheh, nårh jo… jo… det er en Mads og Mono-sag, jeg har på. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg har haft samme oplevelse med styrketræning. Jeg bliver stadig imponeret over mig selv og det har fuldstændig vendt mit syn på mig selv og min krop, at fokus er blevet rettet mod hvad den kan, fremfor hvordan den ser ud!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg tror virkelig, at den fokusændring kan gøre underværker for alle! Udfordringen er selvfølgelig at finde lige det, der kan gøre tricket, men hvor er det fedt, at du har fundet det, der virker. Det gør mig ægte glad, faktisk. 🙂 God træning!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hej Karoline,

    I hear ya! Jeg har kæmpet med en spiseforstyrrelse (uden for systemet) i noget der minder om 5 år efterhånden. Jeg har også været loyalt Fitness World-medlem, men fattede ikke rigtig hvad folk mente med at træning kunne være fedt og sjovt, før jeg startede til crossfit. Jeg følte mig ofte enormt akavet, udstillet og utilpas i Fitness World, og jeg er kommet frem til, at det var et resultat af den stemning der var kvinderne imellem på holene, og det faktum, at uanset hvor jeg kiggede hen, blev jeg konfronteret med mit eget (og andres) spejlbillede. Ikke ligefrem de mest positive forhold til at opbygge et godt forhold til sin krop på. Men crossfit derimod.. det er alt det, som jeg aldrig oplevede i Fitness World. Jeg tør at kaste mig ud i øvelserne, er blevet meget stærkere, griner, hepper og highfiver – og vigtigst af alt, har fundet ud af hvor sej min krop er (og dermed indforstået hvor sej JEG er), når den presses under de rigtige forhold. Jeg hater ikke på Fitness World (eller lignende kæder) for det virker sikkert for nogle, men for mig er boxen bare mere tryg at komme i. Svedende og storskæggede mænd til trods.

    Jeg er ikke ‘kureret’ (if I’ll ever be), men føler mig meget mere empowered end jeg har gjort før i mit liv.

    (Og så er jeg bare virkelig glad for at der ikke er spejle i boxene. Ærligt tror jeg at de færreste har glæde af at se deres presse-face midt i et tungt dødløft eller backsquat)

    Kh. Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det faktum, at der ingen spejle er, er seriøst noget af det bedste, jeg overhovedet kan fremhæve. Det gør sådan en gigantisk forskel, at man ikke bliver distraheret af ens egen krop, og hvordan den ser ud i forhold til andres!

      Hvor bliver jeg pisseglad for at høre, at du også har fundet noget, der virker for dig. Det er tough shit at komme sig over en spiseforstyrrelse, men at finde en metode hvor man føler sig sej og empowered er virkelig et godt skridt på vejen (det er i hvert fald min erfaring!). Jeg havde i øvrigt præcis den samme oplevelse med Fitnessworld….. kæft, hvor kedede jeg mig. Men al respekt til dem, der får noget andet ud af det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Det er sjovt, som oplevelser kan være så forskellige, jeg tror vidst jeg har kommenteret på min oplevelse med crossfit (jeg gik også i Boxen for nogle år siden) og hvordan jeg oplevede den diametrale modsætning, af hvad du har oplevet/får ud af det. Each to their own, men jeg fik en rigtig træls oplevelse af trænere der lidt ‘gav op’ ala ‘shit hun er for viderekommende, hvorfor fatter hun ikke teknikken’ (og ja, jeg havde taget alle de begynder-hold jeg kunne, men spaghettiarme be spaghettiarme ret lang tid før de bliver buff.) og mande-mænd, der følte at jeg snød fordi jeg skalerede mængden af gentagelser, så jeg ikke døde under de 60 minutter… Til sidst blev jeg træt af at føle mig som en kæmpe idiot, der ødelagde fællesskabet for alle de seje og stærke typer, det var helt klart mere i mit eget hoved, men var klart ikke den der inkluderende og fællesskabsfølelse, jeg fik fornemmelsen for. Men så begyndte jeg at løbe, for der er ingen der himler med øjnene, når jeg vælger at gøre turen 1km kortere 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Shit, hvor er jeg ked af, at det er den oplevelse, du havde. Det lyder helt enormt træls, demotiverende og hårdt 🙁 Så forstår jeg virkelig godt, at du stoppede og begyndte at løbe i stedet.
      Hvis du stadig bor i nærheden og ikke er blevet skræmt fra vid og sans (og ikke har afskrevet sporten for good) må du hellere end gerne smutte med på en WOD en dag. Så vidt jeg lige kan regne ud, er der ingen “så gamle” trænere tilbage. Mit indtryk er virkelig, at dem, der er der nu, er søde og hjælpsomme. Men ja! Forstår godt, hvis du overhovedet ikke er fristet, men sig til, hvis det er. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den tidspressede pilgrimsgænger