Tegn & Snit.

kat

Jeg følte mig ret skarp og sjov, da der forleden var en, der belærende og ret unødvendigt bemærkede over for mig, at “Nietzche altså var død”. Mit svar var: “Det véd jeg. Han ligger begravet ved siden af Gud” (I er velkomne til at låne vittigheden ved passende anledning). Den kommentar faldt for længe siden, og det er omtrent lige så lang tid siden, jeg både følte mig skarp og munter.

Som jeg er blevet ældre og klogere, er jeg også begyndt at tro mere og mere på Universet. Nogle gange kalder jeg også universet for Gud. Jeg er sikker på, at det har en bevidsthed og en vilje (i virkeligheden meget nietzschesk), og med det følger også, at der er ting, jeg ikke har indflydelse på, og der er ting, som skal ske, selv om jeg helst var fri for dem. På samme måde tror jeg også på tegn, og det måtte nødvendigvis være et tegn, at en meget flink kvinde, jeg passerede ved Voldene i dag, bedyrede, at hun elskede min blog. Det er meget lang tid siden, jeg har været ude for det, og jeg havde glemt, hvordan det føltes. Kun meget kort tid efter skrev en anden kvinde til mig, at hun var glad for at se, at jeg stadig var her (jeg havde givet livstegn på Instagram for første gang i meget lang tid). Det kunne ikke være tilfældigt, tænkte jeg.

De sidste par måneder har jeg slet ikke skrevet. Overhovedet ikke. Hverken på børnebogen, bloggen, bachelorprojektet eller novellesamlingen. Det er ikke engang den dårlige samvittighed, der fylder mest. Det er den nagende følelse af, at jeg, forsømmer noget, der er fuldstændig vitalt for mig. Sagen er bare, at det er så forbandet hårdt at skrive, når jeg er ked af det.

Den her weekend har jeg klaret i tungsind. For en måneds tid siden skrev jeg under på en kontrakt med Vi Unge som skrivende journalist på bladet. Kontrakten gælder til oktober 2020. Jeg begyndte på redaktionen allerede dagen efter, jeg blev færdiguddannet, og selv om det er relativt kort tid siden, begyndte jeg meget hurtigt at holde af de andre piger, jeg delte kontor og arbejdsplads med. Jeg begyndte også meget hurtigt at forstå, hvor vigtigt arbejdet er. Men i torsdags skete der det, vi med mavepine og søvnløse nætter havde ventet på alt for længe: Aller eksekverede den fyringsrunde, de varslede for en evighed siden. Resultatet blev en halveret redaktion og en hel masse andet, jeg desværre ikke kan sige så meget om lige nu. Jeg har fået lov til at blive, men jeg har svært ved at glæde mig over det faktum lige nu, fordi jeg er så ked af, at det ikke blev sådan for alle. De sidste par dage har været helt surrealistiske. Jeg har skræmt mig selv, fordi jeg ikke vidste, at jeg kunne græde så meget, for jeg har aldrig nogensinde prøvet at græde så meget før.

På onsdag skal jeg have et keglesnit, så tingene er måske også lidt svære at skille ad. Jeg er jo sådan en skovl, der har undgået de rutinemæssige celleskrab, vi allervenligst bliver indkaldt til, når vi fylder 23. Så jeg tænkte, at nu hvor jeg var blevet 27, kunne jeg nok ikke negligere mit helbred på den måde længere. Nu skulle jeg være voksen og ansvarsfuld, véd I nok. Så jeg bestilte en tid hos min læge, og jeg tænkte, at alt selvfølgelig var fint, men så gik der 10 dage, og en onsdag eftermiddag fik jeg beskeden over Lægeintranettet, hvor der stod, at de havde fundet noget i min prøve, de lige blev nødt til at snakke med mig om. Beklageligvis var lægehuset lukket det tidspunkt på dagen, så jeg kunne ikke ringe til dem og få svar, hvilket efterlod mig i en instant fatalistisk overbevisning om, at jeg nok skulle dø snart. (Det er vist i øvrigt ikke en unormal tanke, når man får den besked, vel?). Jeg græd, drak rødvin og fik fat på min læge næste dag. Dagen derefter fik jeg en tid hos verdens sødeste gynækolog på Amager, og hun scannede mig og tog biopsier, og hun fortalte mig, at jeg ikke skulle dø. Bortset fra nogle formodede celleforandringer så alting fint ud. (Det var faktisk lidt nogle hårde dage. Jeg fik også hevet noget af min kæbeknogle ud, jeg skulle til Krakow, holde fødselsdag og fik influenza). Nå, men … svarene på prøverne fik jeg i forrige uge, og de var desværre, som hun havde forberedt mig på. Jeg er rolig, nogle andre har styr på mig, og jeg véd, at der er mange kvinder, som hver dag får et keglesnit. Så hvis I er nogle, der læser med, som har prøvet det samme, vil jeg rigtig gerne høre, hvordan I havde det bagefter. Hvordan havde I det dagene efter, hvor meget kunne I lave? Var I kede af det?

Undskyld, at det her lidt er noget rod. Jeg er selv lidt et rod. Men forhåbentlig er jeg ved at være tilbage.