6 semi-irriterende ting ved mig, jeg meget gerne så forbedret

 

Den kendsgerning, at jeg simpelthen bruger for meget krudt på at hade og svovle over mennesker, der ikke følger den række af skrevne såvel som uskrevne regler, jeg selv sætter en dyd i at efterleve på daglig basis. Jeg orker ikke lige at rante over folk, som cykler og sms’er, kører over for rødt eller fræser over fodgængerfeltet på deres tohjulede. I stedet vil jeg nævne dem, der stiller deres cykler op ad mit soveværelsesvindue alle døgnets timer. Det efterlader ikke blot et højt og enormt irriterende dunk i hele min lejlighed – det gør mig også så sur, at mange mennesker helt seriøst mener, at det er okay, at de må banke deres styr ind i min privatsfære. Have some fucking decency.

Min manglende overbærenhed over for mennesker, der kan sige lort som “Jeg havde ikke lige tid til at sætte mig ind i det, så jeg stemte ikke til valget.” Jeg kan komme på enkle acceptable grunde til ikke at stemme, og førnævnte er ikke en af dem.

At jeg tager berettiget kritik uforholdsmæssigt tungt. Spol tilbage til dengang, jeg skulle skrive mit første åbningsinterview for Femsen, og jeg vil være helt ærlig: Min førsteudgave var virkelig ikke særligt god. Da jeg fik feedback af mine to praktikantvejledere, gjorde de mig opmærksomme på en række ting i artiklen, som slet ikke fungerede. Ting, jeg i øvrigt var fuldstændig enig i, men jeg hørte dem nærmest ikke, fordi jeg bare sad og tænkte, at de måtte have fortrudt at ansætte mig, fordi jeg kunne skrive noget, der var så elendigt.

Mit default ansigtsudtryk, det værende nærmest fjendtligt. Og det er altså ikke, fordi jeg er blevet påvirket af de utallige white cis males 50+, som gennem årene har bedt mig om at smile (faktisk gav jeg den sidste fuckfingeren i et lyskryds på Amagerbrogade, og jeg ville ønske, at jeg altid har det mod. Det har jeg bare virkelig, virkelig ikke).

Mit neurotiske forhold til overfladisk køkkenrengøring. Jeg er hende, der ikke kan koncentrere mig om en igangværende samtale, hvis jeg har registreret brødkrummer på bordet. Jeg er også hende, som sagde til min søster og mor, sidst de besøgte mig, at de seriøst blev nødt til at tørre deres vandplask op efter sig, fordi vandet på Amager er meget hårdt og danner modbydelige kalkaflejringer med det samme (tonen var svært anklagende, fordi jeg havde sagt præcis det samme tid dem dagen forinden. Uden held).

Det faktum, at jeg giver helt eminent gode råd, som jeg på ingen måde selv er i stand til at følge. Hvad angår folks følelsesliv véd jeg altid bedst (jeg er jomfru, så jeg kan ikke gøre for det), og mens jeg prædiker, at min homegirl skal gå fra ham manden, hun er sammen med, véd jeg også, at jeg aldrig i livet ville fremmane samme mod, havde jeg været dem.

 

**** POST KEGLE-UPDATE ****

 

Jeg ville have tjekket ind noget tidligere, men jeg har desværre brugt det meste af tiden siden onsdag på at sove 16 timer i døgnet. Hold nu kaje, hvor er jeg træt! Operationen gik uden komplikationer, men foruden udmattetheden har jeg haft ret ondt og … øh … blødt lidt. Jeg er okay, og så krydser jeg fingre for, at alle de dumme celler er blevet fjernet, så jeg ikke skal igennem samme procedure en gang til. Slutteligt og allervigtigst vil jeg sige tak til jer alle for jeres søde, opmuntrende og kærlige ord. De gjorde mig både rolig og glad, og det var lige præcis, hvad jeg havde brug for.