Måske er det her, cirklen ender.

Da jeg startede bloggen, vidste jeg ikke ret meget. Det gør jeg stadig ikke, men nogle ting er faldet på plads. Dog var jeg klar over, at den fyr, jeg havde set de sidste mange måneder, var forbi. Det var der, det hele startede… på den her blog, altså.

Jeg vidste også, at det var okay. For følelserne havde aldrig været der fra min side, og det var bare endnu en af de gange, jeg igen blev bange for, om jeg overhovedet kunne føle, eller om noget mon havde gjort, at jeg havde tabt den evne.

Måske husker nogle af jer det. Sidste sommer skrev jeg noget af det sværeste, jeg nogensinde har skrevet. Ikke fordi ordene i sig selv sagde så meget, men fordi den lille pige bag tasterne for første gang i sit liv havde åbnet op for sluserne. Hun var begyndt at græde. Hun havde mødt en mand.

Jeg ved ikke, om det giver nogen mening at prøve at fortælle, hvordan det sidste halvandet år har været. For set har været det bedste, mest forbandede og det allerhårdeste, jeg nogensinde har været igennem. Af en eller anden grund stoppede jeg med at skrive; jeg kunne ikke mere, for hvad stiller man op, når det, du tænker allermest på, også er det eneste, du ikke kan skrive om?

Det her er endnu sværere at skrive. Den lille pige græder stadig. Hun har grædt hele dagen, hun har overvejet at ringe til en akutklinik for hjælp, hun har overvejet at gå ud i det kolde vand ved Helgoland og blive der. Bare for at mærke noget, der er værre end alt det, der er galt inde i mit hoved.

Vi nåede lige at blive kærester her for nyligt. Med alle de indlejrede ejendommeligheder, der hører sig til, når to vrag finder sammen. Redder hinanden ud af ensomheden (i hvert fald for en stund), forstår alle tankerne om at dø, om at leve, om hvor godt det hele kunne være. Vi nåede lige at kalde os for kærester, for helvede.

Det stoppede i nat. Alting stoppede i nat. Og jeg ved ikke, om det nogensinde sætter i gang igen. Så måske er det her, cirklen også ender, hvor tingene er tilbage ved begyndelsen, og hvor jeg bliver nødt til at stoppe.

“Jeg har mistet noget i nat,” fik jeg vist sagt, mens tårerne løb ned over mit våde, vindbidte ansigt. Måske faktisk alt.

Som om det ikke skulle være nok, sparkede jeg så hårdt til en lygtepæl, at jeg vågnede i morges ude af stand til at gå. Og det er – når alt kommer til alt – det eneste i denne verden, jeg er god til.