Jomfruen/Fisken/Stenbukken (Et brev til Brinkmann).

Del I-V: Fra portvin til piller

Forleden nat drømte jeg, at jeg begik selvmord. Jeg vågnede med kramper i maven og sved over det hele, og så var der vreden … den altoverskyggende vrede. Den var vendt tilbage.

Januar var lidt kaotisk. Livet skete, og det samme gjorde dagene. Lige som om de bare overlappede hinanden med aftaler hver evig eneste dag. Jeg hader at leve sådan, hvor den ene dag tager den anden, men i sidste måned var det, hvad der reddede mig. For velsignelsen ved overdreven travlhed er netop, at jeg ikke har tid til at pille mig selv nogen steder – endsige i navlen – og der er ikke rigtig plads til følelser, når jeg bare skal holde den kørende. Og det har været rart. Det har været rart at få et lille hiv af apati og ligegyldighed.

Men så skete februar. Jeg var i et cykeluheld og vred mit knæ, så nu går jeg med krykker, mens jeg bander og svovler. Og så er der den forbandede drøm, hvor jeg tog livet af mig selv. Det er første gang i mit liv, jeg oplever den følelse, jeg for nemheds skyld vil reducere til at kalde for kærestesorger. Vreden er en stor del af det. Det samme er døden. For hvor håbløst det end måtte lyde, virker døden sommetider som et mere skånsomt alternativ til det, man føler som en ny konstant.

Og jeg ville så inderligt gerne fortælle om det. Stadie for stadie, raserianfald for raserianfald. Jeg ville så gerne lave en lineær fremstilling af processen, men så var det, jeg tænkte lidt og fandt ud af, at processen er alt andet end lineær. Den er 3 skridt frem og 14 tilbage, og ét stadie kan vare et minut, en dag eller en uge, og så bliver du slået hjem igen. Det her bliver således alt andet end lineært, men vi starter dog ved dag 0.

Del 1 – Fosterstilling og fornægtelse: Alt er sort. Jeg kan ikke se verden gennem mine øjne, fordi de flyder over med tårer. Jeg venter på, at jeg vågner og finder ud af, at det hele er noget, jeg har drømt. Jeg nægter at tro på, at det er sket – for hvis det virkelig er sket, betyder det, at alt, jeg har håbet på, er ødelagt. Tanken er uudholdelig. Det er uudholdeligt at være vågen, så jeg pakker mig sammen på andre menneskers sofaer. Lige nu er det allerværste, husker jeg mig selv på.

Del 2 – Portvin og proteinbarer: Jeg fornyer min recept på de zombiepiller, jeg ellers ikke har haft brug for i lang tid. De holder de værste tanker væk. Jeg sluger dem med portvin om aftenen, så de slår ekstrahårdt. Måske slår de også hårdt, fordi jeg ikke har spist andet end proteinbarer de sidste mange dage. Alt mad smager gråt, og jeg har ikke lyst til at spise (Jeg har ikke lyst til noget som helst), og et eller andet sted tænker jeg også, at hvis jeg lader være med at spise, bliver det hele nemmere at håndtere. Jeg ønsker et par gange at få anoreksi igen, for jeg ved, at anoreksien aldrig nogensinde ville tillade mig at føle så meget – og slet ikke noget over for andre mennesker. Det meste af tiden stirrer jeg tomt ud i luften. Min veninde siger, at det værste er overstået.

Del 3 – Dødløft og dødstanker: Jeg véd, at det snart er jul, og jeg kan ikke overskue det. Jeg kan ikke overskue at købe gaver, ja faktisk tror jeg ikke, at jeg nogensinde kan overskue noget som helst igen. Min søster føder en søn, og jeg bliver moster, men det kan jeg heller ikke overskue. Jeg sidder i min mors sofa i Århus, og sommetider griner jeg, og jeg finder endda mandlen i risalamanden. På juleaftensdag tænker jeg, at jeg har lyst til at dø, for det virker ikke, som om noget bliver bedre. Alle mine tanker handler om ham, om pigen han var sammen med, og hvor meget jeg har lyst til at slå hende ihjel. Jeg har også lyst til at slå mine tanker ihjel, så jeg får min mor til at køre mig til og fra træning, fordi jeg heller ikke kan overskue selv at gå ud ad døren. Crossfit-salen i Århus er tom om eftermiddagen den 24. december, og jeg står alene og dødløfter med Birkenstocks på, fordi jeg ikke kan overskue at skifte sko. Jeg tænker, at når jeg ikke kan være glad, så kan jeg være stærk.

Så bliver jeg smidt ud af min lejlighed.

Del 4 – Tomhed og Tinder: Jeg tænker, at mænd over 40 er voksne. De er ikke er respektløse idioter. Det viser sig, at det er de. Jeg dropper at swipe og at mødes med nogen igen, for dybest set er jeg ikke klar til nogen af de ansigter, der er foran mig. Jeg ville ønske, at jeg var. At jeg bare blev forelsket igen, og at den sidste måned ville forsvinde ned i et sort hul, som om den aldrig nogensinde var sket. Tanken om, at han er sammen med andre, slår mig ihjel. Det er den værste tanke, og jeg kan ikke få den væk.

Del 5 – Fadøl og fortrydelsespiller: Jeg tager i byen og drikker øl. Og gin. Og shots. Jeg går hjem morgenen efter, og om mandagen går jeg på apoteket og sluger en pille. Jeg smiler, fordi jeg er 27 og ikke er blevet klogere, end da jeg var 14. Så aftaler jeg også med mig selv, at jeg skal drikke mindre, for jeg minder mig selv om, hvad min veninde har sagt: “Det er nu, du har tiden til at være god mod dig selv. Det er nu, du skal lære dig selv at kende.” På en måde har jeg ikke rigtig lyst. Jeg ved ikke, om jeg kan kendes ved mig selv, når jeg aldrig nogensinde kan få det – eller den – jeg gerne vil have.

Februar: Jeg ligger i min seng fredag aften. Jeg har ligget her i to timer, og jeg kan ikke få mit hjerte til at stoppe med at banke. Stressen, kortisolen og angsten pumper i hele min krop. Det er måske sådan, det føles at knække, tænker jeg, før jeg griber min telefon og ringer op.

31 kommentarer

  • Du får lige et “jeg tænker stadig på dig”-klem og håber, du får kravlet dig op af hullet og bliver ramt af solens stråler <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Alt for sent, men: ❤️❤️❤️ Virkelig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Søde Karoline. Jeg håber, at du ringede til nogen, der ville dig det godt – og gjorde dig noget godt. Det, du gennemgår, er det mest sindssyge i verden. Man er sindssyg, og man er forstyrret. – Og jeg kan godt forstå, at du har tænkt på anoreksien. Den greb jeg også efter, da min daværende kærestes utroskab og efterfølgende “tag mig tilbage/jeg vil ikke have dig alligevel”-yoyo var dråben i mit allerede helt fyldte bæger. Det kan vi så hygge os over i gruppeterapien her tusind år senere. Hjertesmerter er ikke at spøge med.
    Derfor er jeg så ked af, at du skal opleve det. Men jeg LOVER, at det bliver bedre. Lige om lidt kommer foråret og sommeren, og det kan så meget. Indtil da hjælper veninder, High School musical 1 + 2 og hjemmelavede burgere.
    Tusind kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg er ked af, at jeg først svarer nu.. rigtig meget endda. ❤️ Jeg har givet High School Musical en dejlig renæssance på din opfordring, og det er eskapisme i yderste potens. Tak. Jeg er ked af, at du har gået igennem alt det, og jeg håber sådan, at du har det godt nu. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæreste Karoline.
    Jeg har intet klogt at fortælle dig, men jeg tænker på dig og ønsker, livet opfører sig pænere overfor snart <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind tak, søde Ditte. Jeg synes, at det var både klogt og omsorgsfuldt, og det er så dejligt at læse ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • C.D.

    Av for fahn – til det hele! Du er ikke alene om en dårlig start på 2020. Jeg ville ønske der var en “magisk kur” jeg kunne sende dig, det du skriver kan mærkes igennem skærmen. Og det er genkendeligt. Du er ikke alene, husk det <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg fandme ked af at høre, du. ❤️ Sig undskyld, jeg først får svaret nu, det har jeg pissedårlig samvittighed over.. jeg håber, at dit 2020 har lavet retningsskifte, og de gode ting er på vej. Det fortjener dy. Kæmpekram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stort klem på dig <3 Det giver god mening, at det rammer dig ekstra hårdt, når han udsatte dig for det, der ville gøre allermest ondt på dig og dit minimum af selvværd. Men ved du hvad? Det er dig, der er den normale her. Det er dig, der er det samvittighedsfulde, sårbare og fine menneske, og selvom det ikke hjælper på din rådne situation, får hændelserne til at gå væk eller får dig til at få det bedre med dig selv lige for the time being, så er det faktisk noget, du godt kan være det bekendt at glæde dig over. For det er ham, der er et røvhul og ham, der er noget galt med. Ikke dig. Du reagerer fuldstændigt som et andet menneske med følelser og bristede drømme. Du må bare ikke miste håbet, selvom du har mistet modet og kontrollen. Det er du for god og sød og sej til – det ved jeg, for det kan jeg læse mellem linjerne her på din blog. Føl alt det lort, du føler, og så skal du nok komme igennem denne ækle tid, selvom det er et helvede lige nu. Jeg tror ṕå dig! Tro på dig selv, sødeste du <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline, det lyder så sindssygt hårdt. Og relaterbart – selvom det er længe siden. Jeg har ikke noget at sige, der ikke er blevet sagt, men tænker på dig, hvilket selvfølgelig er relativt ubrugeligt – men byder stadig gerne på en badetur en dag, hvis det er. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Min kæreste gik fra mig 2 dage inden, vi skulle på ferie. Han havde været i byen, jeg havde været i biffen med en veninde. Jeg lå vågen hele natten og ventede på, han kom hjem eller gav lyd fra sig. Han havde (fandt jeg efterfølgende ud af) hygget sig med en anden fælles bekendt. De blev kærester bagefter, flyttede sammen og tog på rejser. Jeg måtte stoppe på mit arbejde (vi arbejdede det samme sted, never again), droppe ud af studiet og flytte hjem til mine forældre i en periode. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive glad igen. Men det blev jeg. Og det bliver du også, det lover jeg <3
    Ps. Der er ingen quick fix, men sørg for at gøre det, der gør dig glad. Om det så er at gå en tur, købe en ny taske, spise 10 l. is, begynde til yoga eller omgive dig med veninderne. Og så husk på, at du er stærk, og du er nok. Der findes mange mennesker, du ikke har lyst til at undvære, men der er ikke ét menneske, du ikke kan leve uden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Kære Karoline, jeg kan mærke, du er et enestående menneske. Tak for dine ord. Du inspirerer, rører og rammer igen og igen. Må du hele godt og have styrke til at se det smukke i alt det grimme. Kærlige hilsner til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • LP

    Au! Selvom jeg har været sammen med min mand i mere end 20 år, kan jeg sagtens huske det… og også huske, at jeg gav mig selv det løfte, ALDRIG at glemme for aldrig at negligere. Dét er så smertefuldt! Læste artikel på dr.dk om sorggrupper for folk med hjertesorger, hvor der er kritiske røster, der advarer om, at det ikke skal sygeliggøres. Jeg forstår godt argumentet, men hvis man selv har prøvet det, så forstår man godt behovet. Kære, søde du… jeg føler mig dig i din fortvivlelse og håber, du snart kommer ud på en anden og bedre side 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Der er ikke noget, der er lineært. Livet er en fucking kælling, men det er du ikke. Du fortjener så meget mere end det her, og jeg ved, at du nok skal komme ud af det her, både op, og ned og igennem det, uanset hvor mange gange det føles modsat. Lineært er for amatører. Du er alt andet end.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hvor kan jeg relatere, Karoline! Jeg reagerer på en anden måde end dig, men følelserne omkring hele situationen, kender jeg. Det er 3 mdr. siden for mit vedkommende nu, og jeg har håber, jeg snart er klar til at møde en igen… men jeg ved ikke, om jeg tør _rigtigt_ igen. Jeg sender alle gode tanker din vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg virkelig ked af at høre, Maria. Klrestesorger, eller hvad vi nu skal kalde dem, er forfærdelige og altoverskyggende. Du behøver ikke at svare, men hvordan håndterer du det? Jeg vil virkelig gerne høre det. ❤️ jeg ved, at du en dag bliver klar, og jeg ved, at frygten en dag bliver mindre (selv om den nok aldrig forsvinder). Jeg håber, at den dag er snart, men indtil da håber jeg, du kan fortælle dig selv, at det er ok at føle sig helt håbløs indeni. Alt godt – det bliver bedre. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Kære Karoline. Jeg ved præcis, hvordan du har det. I december skred min kæreste gennem 9 år, en kæreste jeg var ved at lave børn med. Han skred med en kollega, han har været mig utro med gennem et lille halvt år. Hver morgen er en kamp for bare at stå op. Jeg bliver så vred på mig selv, når jeg hver dag græder, men samtidig tænker på, at han svæver rundt på en lyserød sky. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde skal få det godt igen, men jeg kan se på andre, der har været i lignende situationer, at det passer, så jeg tænker, at tiden er ens ven.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Kære A. Jeg kan mærke det helt fysisk, når jeg læser din besked … det gør mig simpelthen så ondt, at du skal opleve sådan noget her. Jeg har aldrig hørt noget så usselt før, og det gør mig så inderligt vred, at der findes mennesker, der kan finde på at gøre sådan noget. Og at du sidder i den anden ende og skal finde en måde at få dit liv til at fungere på. Jeg forstår alt for godt de følelser, du beskriver, og de er forfærdelige – tiden er ens bedste ven. Det er bare så forbandet, at man ikke kan skynde på den. Jeg håber, at du har gode mennesker i dit liv, der kan være der for dig hver evig eneste dag. Jeg ønsker dig alt det bedste. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Kære Karoline
    Endnu engang rører dit skriv mig så meget. Fordi jeg også har været der. Big time. Og alt det der med, at det går over, alt bliver okay igen, du kommer ovenpå – det føles som naive løgne fra ellers velmenende folk. Men det passer. Og det passer også, at du bliver stærkere. Utroligt, at man skal ralle rundt og føle sig så svag, for at blive stærkere. Men sådan er det. Sender dig kram og masser af håb for fremtiden – og nu er jeg selv en af de naive idioter, men alt skal nok blive okay igen. Det ved jeg.
    KH hende, der var i din situation for tre år siden. Og som i dag er stærkere og gladere. Men også kan mærke det helt ind i maven, når du fortæller om det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise S

    Av, det lyder virkelig hårdt. Masser af kærlighed til dig ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er det fandme også … undervurderet hårdt, har jeg fundet ud af. Tusind tak, Louise <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Åh, hvor det gør ondt, at livet kaster lort efter dig igen. Hold ud og bare bli’ ved med at trække vejret. Please, for du er verdens bedste blogger, og jeg vil helt selvisk nødigt undvære dine skriftlige indspark.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg så uendeligt glad for at læse … uanset om det kommer fra et selvisk sted eller ej, hehe. Jeg vil sgu heller ikke undvære det, og når jeg læser kommentarer som din, véd jeg bare, at det heller ikke skal komme på tale. 🙂 Jeg holder ud og prøver at vaske lorten af mig. Tak, du <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Bare kærlige tanker til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Dem sætter jeg kæmpepris på. Virkelig. Tak, Line <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Du er stærk Karoline. Husk at passe på dig selv ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg prøver hele tiden. Og tusind, tusind tak – og selv. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gå i terapi og få hjælp til at acceptere, at de følelser der er dybe og gør rigtig, rigtig ondt også er dem, der tillader os at elske helt igennem. Og dem er du nødt til at være i berøring med. Hilsen en 46-årig der stadig arbejder på sagen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er også det næste, jeg tænker at tage hul på. Og som du selv implicerer, er det et livsprojekt – også et af de vigtigste, så jeg skal nok tage det til efterretning. Jeg forsøger allerede i det små. Held og lykke med det selv – og tak. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Seriøst Karoline, du er så relatable – også når det er lortetider. Kan genkende det hele.

    Sig til hvis en fremmed som mig kan gøre noget – låne dig en hund et par dage eller andet. Det lyder basic, men det skal ikke undervurderes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det lyder overhovedet ikke basic. “Fremmede” har ofte hjulpet mig mere end nogen andre, og hunde er den sikre vej til dopamin-overload. Tusind tak for det, jeg sætter kæmpepris på det. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jomfruen/Fisken/Stenbukken (Et brev til Brinkmann).