Del I-V: Fra portvin til piller

Forleden nat drømte jeg, at jeg begik selvmord. Jeg vågnede med kramper i maven og sved over det hele, og så var der vreden … den altoverskyggende vrede. Den var vendt tilbage.

Januar var lidt kaotisk. Livet skete, og det samme gjorde dagene. Lige som om de bare overlappede hinanden med aftaler hver evig eneste dag. Jeg hader at leve sådan, hvor den ene dag tager den anden, men i sidste måned var det, hvad der reddede mig. For velsignelsen ved overdreven travlhed er netop, at jeg ikke har tid til at pille mig selv nogen steder – endsige i navlen – og der er ikke rigtig plads til følelser, når jeg bare skal holde den kørende. Og det har været rart. Det har været rart at få et lille hiv af apati og ligegyldighed.

Men så skete februar. Jeg var i et cykeluheld og vred mit knæ, så nu går jeg med krykker, mens jeg bander og svovler. Og så er der den forbandede drøm, hvor jeg tog livet af mig selv. Det er første gang i mit liv, jeg oplever den følelse, jeg for nemheds skyld vil reducere til at kalde for kærestesorger. Vreden er en stor del af det. Det samme er døden. For hvor håbløst det end måtte lyde, virker døden sommetider som et mere skånsomt alternativ til det, man føler som en ny konstant.

Og jeg ville så inderligt gerne fortælle om det. Stadie for stadie, raserianfald for raserianfald. Jeg ville så gerne lave en lineær fremstilling af processen, men så var det, jeg tænkte lidt og fandt ud af, at processen er alt andet end lineær. Den er 3 skridt frem og 14 tilbage, og ét stadie kan vare et minut, en dag eller en uge, og så bliver du slået hjem igen. Det her bliver således alt andet end lineært, men vi starter dog ved dag 0.

Del 1 – Fosterstilling og fornægtelse: Alt er sort. Jeg kan ikke se verden gennem mine øjne, fordi de flyder over med tårer. Jeg venter på, at jeg vågner og finder ud af, at det hele er noget, jeg har drømt. Jeg nægter at tro på, at det er sket – for hvis det virkelig er sket, betyder det, at alt, jeg har håbet på, er ødelagt. Tanken er uudholdelig. Det er uudholdeligt at være vågen, så jeg pakker mig sammen på andre menneskers sofaer. Lige nu er det allerværste, husker jeg mig selv på.

Del 2 – Portvin og proteinbarer: Jeg fornyer min recept på de zombiepiller, jeg ellers ikke har haft brug for i lang tid. De holder de værste tanker væk. Jeg sluger dem med portvin om aftenen, så de slår ekstrahårdt. Måske slår de også hårdt, fordi jeg ikke har spist andet end proteinbarer de sidste mange dage. Alt mad smager gråt, og jeg har ikke lyst til at spise (Jeg har ikke lyst til noget som helst), og et eller andet sted tænker jeg også, at hvis jeg lader være med at spise, bliver det hele nemmere at håndtere. Jeg ønsker et par gange at få anoreksi igen, for jeg ved, at anoreksien aldrig nogensinde ville tillade mig at føle så meget – og slet ikke noget over for andre mennesker. Det meste af tiden stirrer jeg tomt ud i luften. Min veninde siger, at det værste er overstået.

Del 3 – Dødløft og dødstanker: Jeg véd, at det snart er jul, og jeg kan ikke overskue det. Jeg kan ikke overskue at købe gaver, ja faktisk tror jeg ikke, at jeg nogensinde kan overskue noget som helst igen. Min søster føder en søn, og jeg bliver moster, men det kan jeg heller ikke overskue. Jeg sidder i min mors sofa i Århus, og sommetider griner jeg, og jeg finder endda mandlen i risalamanden. På juleaftensdag tænker jeg, at jeg har lyst til at dø, for det virker ikke, som om noget bliver bedre. Alle mine tanker handler om ham, om pigen han var sammen med, og hvor meget jeg har lyst til at slå hende ihjel. Jeg har også lyst til at slå mine tanker ihjel, så jeg får min mor til at køre mig til og fra træning, fordi jeg heller ikke kan overskue selv at gå ud ad døren. Crossfit-salen i Århus er tom om eftermiddagen den 24. december, og jeg står alene og dødløfter med Birkenstocks på, fordi jeg ikke kan overskue at skifte sko. Jeg tænker, at når jeg ikke kan være glad, så kan jeg være stærk.

Så bliver jeg smidt ud af min lejlighed.

Del 4 – Tomhed og Tinder: Jeg tænker, at mænd over 40 er voksne. De er ikke er respektløse idioter. Det viser sig, at det er de. Jeg dropper at swipe og at mødes med nogen igen, for dybest set er jeg ikke klar til nogen af de ansigter, der er foran mig. Jeg ville ønske, at jeg var. At jeg bare blev forelsket igen, og at den sidste måned ville forsvinde ned i et sort hul, som om den aldrig nogensinde var sket. Tanken om, at han er sammen med andre, slår mig ihjel. Det er den værste tanke, og jeg kan ikke få den væk.

Del 5 – Fadøl og fortrydelsespiller: Jeg tager i byen og drikker øl. Og gin. Og shots. Jeg går hjem morgenen efter, og om mandagen går jeg på apoteket og sluger en pille. Jeg smiler, fordi jeg er 27 og ikke er blevet klogere, end da jeg var 14. Så aftaler jeg også med mig selv, at jeg skal drikke mindre, for jeg minder mig selv om, hvad min veninde har sagt: “Det er nu, du har tiden til at være god mod dig selv. Det er nu, du skal lære dig selv at kende.” På en måde har jeg ikke rigtig lyst. Jeg ved ikke, om jeg kan kendes ved mig selv, når jeg aldrig nogensinde kan få det – eller den – jeg gerne vil have.

Februar: Jeg ligger i min seng fredag aften. Jeg har ligget her i to timer, og jeg kan ikke få mit hjerte til at stoppe med at banke. Stressen, kortisolen og angsten pumper i hele min krop. Det er måske sådan, det føles at knække, tænker jeg, før jeg griber min telefon og ringer op.