Del I-V: Fra portvin til piller

Jeg gik mig over sø og land.

Sidste år, før jeg besluttede mig endeligt for at dedikere min journalistiske hovedopgave til din jeg-fortælling om anoreksi, havde jeg også en anden ide. Jeg ville gerne skrive om farkomplekser.

Det skulle også være en jeg/fortælling, og det skulle også være første kapitel til en bog. Jeg tror, den skulle hedde: “Jeg gik mig over sø og land. Der mødte jeg en gammel mand”. Måske skulle den faktisk bare hedde “Sumpen”, og den ville stadig handle om mig, og hvordan den første, jeg blev forelsket i, var min far.

Eller i hvert fald i en mand, der kunne og kan alt det samme som min far: Alt. Men mest afgørende af alt føre mig hen til det absolutte nulpunkt. I ved, det punkt hvor man går rundt i regnen søndag eftermiddag og på forhånd har dårlig samvittighed over for den buschauffør, hvis fartøj man er tæt på at gå ud foran.

Så er der det andet punkt. Der hvor resten af verden, døgnet, retningsløsheden ikke eksisterer – og ensomheden heller ikke.

Midterpunkterne fandtes ikke. Det var helt det samme som med min far. Forskellen – og den tror jeg er altafgørende – er, at min far aldrig nogensinde kunne lide mig. Og det er derfor, det stadig gør så inderligt og ubeskriveligt ondt lige nu. Tanken kan slet ikke slippe væk fra mig: Hvorfor vil man gøre et menneske, man rent faktisk kan lide, så ondt?

Der tilbage i december – og I må undskylde, at jeg sumper sådan i det – sad jeg med hovedet på skulderen af en god veninde, mens jeg kiggede ud over vandet ved Amager Strand. Tårerne løb ustoppeligt ned over mine kinder, og jeg prøvede at sætte ord på, hvorfor det her føltes som noget, jeg havde prøvet en gang før.

Hvordan jeg hele mit liv havde gjort alt for at få min far til at elske mig lige så meget, som jeg elskede ham, selv om jeg godt vidste, at det aldrig ville ske. Hvordan jeg prøvede at gøre mig god nok til ham, hvordan jeg kunne klare mig i alle livets facetter, så jeg kunne fortjene hans kærlighed. Og hvordan det til sidst alligevel endte med, at jeg måtte stoppe det helt. For han ville aldrig nogensinde elske mig. Og det var mig der tabte. Jeg kunne se, at det hele var sket igen.

Sumpen, kalder jeg stedet. Det sorte hul, som man ikke kan hive sig selv op af igen. Jeg er bange for, at jeg går i cirkler rundt om det, og jeg er rædselsslagen for at falde i.

Derfor har jeg brug for jeres hjælp. Jeg har brug for jeres erfaringer.

Jeg har ikke før været så klar til at komme videre, som jeg er lige nu. Men jeg har heller ikke syntes, at det nogensinde har været så svært, som det er lige nu.

Mit spørgsmål er: hvordan er I kommet jer over at få revet det hele i stykker? Hvad har I gjort, når håbet forsvandt?

Kunne I komme videre, mens I stadig havde kontakt til den anden? Blev I nødt til at cutte al kontakt? Kunne I fortsætte med at være hinandens fortrolige? Hvad hjalp?

Det betyder rigtig meget for mig, hvis nogle af jer vil svare. Jeg har virkelig brug for det.

Det her blev sendt til mig, og til personen, der har skrevet det: send mig en DM haha ❤

33 kommentarer

  • Jeg måtte cutte al kontakt, hvilket var virkelig svært, fordi vi stadig var en del af samme omgangskreds og arbejdsplads.

    Det var en gamechanger for mig, da jeg indså, at det, jeg faktisk havde mest brug for at komme mig over, var, hvad jeg havde budt mig selv. Hvor meget, jeg havde accepteret at lade mine grænser overtræde, og hvor længe, jeg havde svigtet mig selv og mine egne værdier. Det hjalp mig at forstå, at den vrede og uværdighed, jeg følte, faktisk mest handlede om, at jeg havde sat et andet menneske over mig selv, og havde accepteret at blive behandlet virkelig skidt.

    Det lyder som om, jeg bare skiftede hjertesorg ud med selv-prygl, men sådan føltes det ikke. Det føltes mere som en opvågning til en ny virkeligheden og en erkendelse af, at den hjertesorg man påfører sig selv, er langt dybere end den, andre kan påføre dig. For mig var det en vigtig lektie, fordi det gav mig ejerskabet tilbage, og også fjernede frygten for, at det var sådan, det ville fortsætte med den næste, og den næste og den næste efter ham. Det sluttede med ham, og det ændrede mig fundamentalt som menneske og det gav mig magten over mit eget liv igen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Hvor er det dog rammende og ultrapræcist beskrevet. Min dybeste sorg var også, hvad jeg havde budt mig selv. At jeg gradvist havde ladet min grænse overtræde, og at det pludselig var blevet den nye normal. De sidste to år med min ekskæreste var ét langt farvel, og da jeg endelig blev klar til at slutte det, var det af kærlighed og omsorg til mig selv. Det var den største lettelse ikke længere at skulle ‘rende ovre i hans lejr’ bruge al min sparsomme energi på hans følelser og tanker. Det var været min vigtigste lektie, og jeg er heller ikke bange for, at det skal ske igen. Det sluttede med ham.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg har lige skullet bearbejde den klump i hele kroppen, jeg fik af at læse din besked, Linda. Men det er altså på den rigtig, rigtig gode måde. Hvis ikke det lød lidt for young, havde jeg råbt “GOALS” efter dig, for det, du beskriver, er netop hvor jeg rigtig gerne vil hen: Jeg vil fucking gerne kunne tage noget ejerskab snart. Og så vil jeg rigtig gerne snart sætte hensynet til mig selv først, for jeg ved jo godt, at alt det, der sker nu, er noget, der lever i mit hoved …
      Jeg ved faktisk ikke lige, hvad jeg skal sige. Måske noget af det samme, som Maria har skrevet. Det føles i hvert fald vigtigt, så tusind tak for det. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    For mig var det åbenbaringen at høre Perfektuperfekt podcast afsnit om psykopatforældre. At indse at de ikke har evnerne til at elske. At alle de år hvor man har higet efter kærligheden og anerkendelsen fra ens forældre er man blevet så udsultet og udmættet at man knækker til sidst. Det er så smertefuldt. Og jeg har besluttet at holde mig væk fra min far, fordi ellers knækker jeg hver gang jeg ser ham. Og jeg prøver at minde mig selv at der faktisk er mennesker som vælger mig til og elsker mig, det er mine veninder, mine søskende etc. Så jeg må øve mig til at se deres kærlighed og give plads til deres kærlighed og ikke til det sorte hul som min opvækst har efterladt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, den har jeg godt hørt … og sendte den til mine søskende og mor som det første, da den kom ud. 😉 Den er rigtig god at lytte til, når man er vokset op under de omstændigheder. Og det er jeg rigtig ked af, at du også er <3 hold fast i din beslutning, selv om det virker uretfærdigt. Alt det bedste herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • wida

    Cut al kontakt. Det er det eneste der virker. Hav en ongoing note-kladde kørende, hvor du skriver alle dine beskeder til ham ned, uden nogensinde at sende dem. Og køb en PlayStation og Red Dead Redemption 2, vær en cowboy i en anden tid. Kæmpe kærlighed herfra (vil gerne snart feste med dig), Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg vil gerne være cowboy i en anden tid. Især fordi jeg ved fra dig, hvor meget det kan hjælpe. Jeg har oprettet kladden – such darkness.
      Kun kærlighed herfra – jeg vil også feste og drikke vin med dig. Og sidde på Amager Strand med smøger og snakke … på en glad måde. Vi ses forhåbentligvis snart. Pas på dig selv, kære W <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • c

    Jeg har også temmelig stor erfaring med dårlige relationer til narcissistiske og psykisk syge forældre, der aldrig rigtig er/var i stand til at elsker mig eller have en stabil relation til mig. Det har også været med til at jeg har opsøgt og er blevet i dårlige relationer til mænd, hvor jeg har higet efter kærlighed – mænd, der aldrig rigtig ville være mine. Særligt én var problematisk for mig – da han ‘gik fra’ mig, gik der et par år, hvor jeg vist stadig håbede. Hvor jeg ikke havde indset at han ikke var god for mig og at han jo derfor ikke var det, jeg gerne ville have, han var. I den tid havde vi af og til kontakt. Det fodrede mit håb og min sorg, tror jeg. Først senere stoppede kontakten helt og jeg kom ægte videre. Men jeg tænker stadig på ham og relationen, som noget der har sat dybe spor – og jeg savner dele af relationen. Men den gjorde mig ulykkelig, til en form for ikke-menneske, der ikke kunne spise, ikke kunne passe mit studie, ikke være en god ven, ikke kunne tage plads og ikke kunne leve livet. Så for mig er løsningen: cutte al kontakt og tvinge mig selv til ikke at tænke på det, så længe det gør ondt og ikke at stalke på sociale medier.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Virkelig tak for din kommentar <3 Den gør sgu lidt ondt, men det er kun fordi den er ufatteligt præcis, og fordi jeg kan genkende det alt for godt. Jeg er glad for, at du er ægte videre den dag i dag – også selv om det tog tid. Det er nok det, jeg skal lære at acceptere: At det tager tid, og tiden går langsomt, heh. Tak igen – jeg tager det hele til efterretning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Når du skriver, er det et livstegn. Når du lever, er det tegn på, at du en eller anden dag vil kunne føle dig i live igen. Det er en start. Nogengange er starten det vigtigste redskab til at kunne gøre noget som helst i nogen som helst retninger. Jeg ved ikke om det giver mening for dig, men prøv at husk på det. Af alle de gange vi har kunne, vi har ville starte forfra. Ville gøre alting anderledes. Du har et redskab – brug det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg husker det <3 Tak, bedste S. Jeg tænker på dig. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den hvis navn ikke skal nævnes

    Familie er svær at cut, og det vil aldrig være en mulighed for mig at gøre, ikke fordi det ikke nogle gange vil være rart, men fordi familie situationen gør der umuligt. Men jeg har bearbejdet det med helt enorm mange mængde psykolog timer, alternativ hjælp som meditation (vipassana kursus er en god start), qi gong, Peter levine osv.. Pointen er jeg nåde så langt ud jeg fysisk kolappsede og måtte stoppe mit velbetalte arbejde, det er 3 år siden nu og mit liv er blever så meget mere rigt, jeg ser mønstrene i familie relationerne, jeg begynder at ikke bare overleve i det, men være vedholdende om at stå i mig, og det er så meget bedre et liv end det var før.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Fuck, hvor er jeg ked af at høre, at det fik dig så langt ned i knæ <3 Jeg er glad for at høre, at det går bedre i dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sigrid

    Nu ved jeg jo ikke præcist, hvad der er sket, men jeg kan kende mange af dine tanker fra mig selv.
    Som jeg ser det, nåede jeg et punkt, hvor jeg turde forelske mig – men jeg kunne så slet ikke være i det. Og da det så gik i stykker, var min sorg meget voldsom og lang – måske fordi det var en sorg, som var forståelig for omverdenen og det gav mulighed for at slippe en masse gammel sorg ud. Det tog lang tid, og jeg var nødt til at stoppe kontakten. Men det gik over!

    Sidenhen kastede jeg mig ud i et forhold med skyklapper på, for jeg ville ikke være sådan en, der var bange for at have folk tæt på. Kan ikke anbefales😅 Noget af det bedste jeg gjorde for at komme videre derfra var at lave en liste med alt det, jeg havde brug for at fortælle ham (af vrede ting) og så læse den højt for ham.

    Nu har jeg så i stedet kastet mig ud i et samtaleforløb med en psykolog, og det er nok noget af det bedste, jeg har gjort. Mit råd her vil være, at du virkelig mærker efter, om der er et match mellem jer, altså om samtalen fungerer – det har gjort hele forskellen for mig. Og så tålmodighed!

    Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste og modet til at række ud efter dine veninder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Efter en måneds tid stoppede jeg al kontakt. Det hjalp at tage kontrollen på den måde. Det var ham, der ud af det blå havde bestemt sig for at smutte, men JEG bestemte, at vi ikke skulle snakke sammen mere. Og så underholdt jeg ellers mig selv med diverse Tinderbekendtskaber. Jeg var dog rigtig vred i et par år.
    Jeg tror på, at du også kommer ud på den anden side ❤️ Jeg skal i hvert fald nok heppe!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Psykologen

    Jeg elskede ham, han elskede mig, vi var fantastiske sammen, men vores liv og vores fremtid var for forskellige og for uforenelige. Så ingen vrede eller bitterhed, men stor kærlighed og stor sorg.
    Det var nødvendigt at stoppe al kontakt, ikke være venner på FB, slette al korrespondance, tlf. nr, billeder osv. Man er nødt til at trække en streg i sandet! At blive ved med at have kontakt hjælper i øjeblikket, men er med til at fastholde håb og gamle følelser.
    Det har taget mig over to år og en ny forelskelse – i endnu en fremtidsløs mand, men nu med paraderne oppe – at stoppe med at sørge, fortryde og længes.
    Det er en kliché og svært at tro på, men tiden er din ven. Det går over.
    Og hvis du ikke allerede har brugt alt for mange timer og penge på at afhjælpe det traume din far har givet dig, så se at komme i gang med det. Et ituslået barn skal sættes sammen igen før man kan blive en nogenlunde hel voksen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Kære Psykolog – jeg er glad for, at du byder ind. Og tusind tak for dine erfaringer, jeg suger det hele til mig (og jeg er ked af at høre, at du selv har været så meget igennem på den front …) Jeg tager alt til efterretning, og så håber jeg på, at tiden snart er med mig. Tusind tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nana

    Jeg var nødt til at stoppe al kontakt. Dog ikke til min far, men til en kæreste. Eller, hvad han til sidst var. Efter 5,5 år og et ødelagt hjerte kunne jeg ikke fortsætte. Jeg blokerede ham fra alle medier. Det er snart 3 år siden. Jeg brugte meget tid på at læse om hjertesorg og oplevede, at andre også havde prøvet det; at andre også havde været i den situation jeg befandt mig i. At jeg ikke var dum, hysterisk eller andet, fordi jeg ville behandles ordentligt, at jeg faktisk var helt okay. Det hjalp at vide, at jeg kunne tale med mine tætte personer om mine følelser, og at de stadig ville ses med mig blandt andre mennesker, ikke gemme sig med mig i en lejlighed med nedrullede gardiner fordi ingen skulle vide at vi var sammen. Nu er jeg ikke i tvivl om, at hans opførsel, hans behandling af mig, var og er fuldstændig forrykt og på ingen måde i orden. Jeg kan godt stadig savne dele af vores relation. Men jeg savner ikke længere ham, og det er en vigtig ting at bemærke: for det betyder, at han ikke længere er genstanden for mit savn.
    Jeg ved ikke, om du kan bruge mit skriv til noget – jeg er endda en smule i tvivl om hvorvidt det giver mening. Men jeg håber du kan bruge det, og jeg håber virkelig, at du finder en håbet igen, at du finder troen på dig selv og dit værd og at du bliver ved med at turde sidde med hovedet på skulderen af en god veninde. Kæmpe knus til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg kan bruge det til rigtig meget. Og det er en gigantisk hjælp – som du selv skriver – at vide, at man ikke er problemet, hysterisk, for skrøbelig eller noget som helst andet. Selv om I ikke kommer med det svar, jeg havde håbet på, bekræfter I mig alle I, at det, jeg ikke har lyst til, måske er det, der skal til … og at I har været der selv. Så tusind tak for det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg tror jeg startede med at indse at en person der kan såre mig så meget, nok ikke er den perfekte for mig. Så startede med at prøve at pille ham ned fra den pedestal jeg selv havde placeret ham på lidt efter lidt. Og ja, så cuttede jeg alt kontakten for en stund. Tror faktisk at det var i et års tid ca. Jeg lod mig selv være ked af det i lang tid, men prøvede på at fokusere på en god ting hver dag. Det kan rage rigtig lang tid at komme videre og blive glad igen! Men idag er jeg glad og vi er rigtig fine venner igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det tror jeg, jeg har brug for at blive mindet om hele tiden: At det andet menneske skal ned fra den piedestal, man helt egenhændigt har bygget. Tak for det – jeg er glad for, at du er ovenpå igen, og I fik det til at fungere. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg har ikke særlig mange gode råd. Det tog mig evigheder at komme over min ekskæreste. Men det skete til sidst. Og når jeg havde det allerværst, læste jeg den her en milliard gange:

    https://www.dazeddigital.com/artsandculture/article/32459/1/how-to-deal-with-someone-falling-out-of-love-with-you

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg har bogmærket den og læst den to gange allerede … tusind tak, Katrine <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg var nødt til at cutte al kontakt. I et halvt år fordi hver dag var en kamp for at overbevise mig selv om, jeg godt kunne leve videre. Jeg fik ikke professionel hjælp, men fandt ud af, hvad yoga og vejrtrækning gør for mig, når hjertet begynder med dobbeltslagene igen.
    Og så rejste jeg væk. Først fra byen, så fra landet og boede uden for Europa i 2 år, levede på en sten og blev hel igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det vil jeg prøve – tusind tak for forslaget og kommentaren. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, elsker Ungtantens seneste liste. Hun ér altid festlig – på sin hel egen vis.
    Er faktisk ret sikker på, at I to, ville optimere de fleste fester.

    (Ps. Og held og lykke med researchen.)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg kom videre ved at cutte al kontakt. Ved at insistere på, at jeg vil behandles ordenligt. Selvom jeg i nogle situationer måtte slå knuder på mig selv for ikke bare at ringe op og tude. Men min stolthed har gudskelov holdt mig tilbage, følelsen af at en kæreste sgu skal føle sig heldig i mit selskab. At jeg ikke skal have ondt i maven og føle mindreværd og visne sammen med én der i princippet skal give tryghed og nærhed. Det tog desværre meget lang tid at nå til den erkendelse, men som tiden gik, blev det mere og mere absurd, at jeg har budt mig selv en så usund relation. Det hjalp også at slippe vreden til ham. Han er ikke et dårligt menneske, men han var en dårlig kæreste for mig. Det er mig som bærer ansvaret for at blive i forholdet i 5 år (3 for meget). Livet er så skrøbeligt, og forholdet med ham har lært mig, at man ikke altid skal blive og kæmpe. Det behøver ikke være dramatisk og gøre ondt for at være ægte. Det mest ægte (for mig) er at føle mig rolig og rummet.

    Men din forhistorie med din far fylder mig med al forståelse og ømhed i verden. Det er så pissesvært at insistere på sit eget værd i en relation, når man ikke er blevet elsket og rummet af dem som skulle passe på én. Min bedste råd, hvis du overhovedet kan, vil være at tage en pause på ubestemt tid fra relationen. Vær blid ved dig selv. Især i dine tanker. Stop dig selv, når du bliver for hård og selvkritisk. Pas på dig selv. Det gjorde din far ikke, men det kan du ❤️

    Jeg håber ikke, det lyder bedrevidende, for jeg kender alt til at hige efter mænd, jeg aldrig helt får. Det har hjulpet at hive dem ned fra piedestalen, jeg selv har sat dem op på, og set dem for hvad de også er. Vægelsindede og forvirrede typer der gerne vil holde bagdøren åben. Og som fremfor alt får alt det værste frem i mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg har grædt meget til din kommentar, og det vigtigste, jeg lige kan sige nu, er tak. Tusind tak for dit konkrete, omsorgsfulde og kloge svar. Det er en stor hjælp, og du lyder ikke bedrevidende. <3 TAK.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kære Karoline. Det er ikke mig, der har skrevet den post, men jeg ville også gerne til fest med dig! <3
    For mig har det udelukkende virket ikke at have kontakt. Utroligt hårdt, fordi det jo er et menneske med meget stor betydning, og som jeg elsker og troede alting skulle se anderledes ud med… men jeg har aldrig været i stand til ikke at føle mig såret igen og igen og igen, når jeg har bibeholdt kontakten. For mig har der altid været et lille håb om, at tingene ville blive anderledes, at han ville ændre mening. Når han så begynder igen ikke at svare mig før flere dage senere osv, ikke bemærker, at jeg har brug for ham, går det op for mig, at det ikke er en mulighed, og jeg bliver såret igen. Så jeg skærer de folk ud af mit liv, så de ikke kan såre mig igen, og jeg "kun" skal komme mig over en sorg. Jeg hader det, men jeg hader alternativet mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, det er jo det, der er så forbandet. Der er ingen skånsom måde at gøre det på, og uanset hvad føles det bare, som om man har tabt. Det ved jeg sgu ikke helt, om man også har, eller om det bare er en følelse. Tusind tak fordi du skrev, det er en stor hjælp. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Tjah, ikke helt det samme med en far med misbrug er heller ikke en optimal primærrelation. For mig var det to ting: Hovedet op i egen røv og hoved ud af egen røv. Op med psykolog. Det var fantastisk og tog ‘kun’ tre år en gang om ugen. Ud med at være noget for nogen og gøre noget for nogen. Hokus pokus og mig ud af fokus. Dels med socialt arbejde og dels med af få børn. Helt overraskende var det ualmindeligt helende begge dele. Er der tidspunkter, hvor jeg igen tænker: Der er to slags mennesker. De der er designet til Lykke og glæde og os der er designet til ulykke og smerte. Ja, det er der. Men de er korte og nu er smerten og fortiden ikke det der suger mig ind, men noget der kommer på besøg. Alt godt til dig. Det kan blive bedre. Det kan blive lettere. Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind tak, Line. Det er det, jeg har brug for at høre … at det bliver bedre <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Del I-V: Fra portvin til piller