Jeg gik mig over sø og land.

Sidste år, før jeg besluttede mig endeligt for at dedikere min journalistiske hovedopgave til din jeg-fortælling om anoreksi, havde jeg også en anden ide. Jeg ville gerne skrive om farkomplekser.

Det skulle også være en jeg/fortælling, og det skulle også være første kapitel til en bog. Jeg tror, den skulle hedde: “Jeg gik mig over sø og land. Der mødte jeg en gammel mand”. Måske skulle den faktisk bare hedde “Sumpen”, og den ville stadig handle om mig, og hvordan den første, jeg blev forelsket i, var min far.

Eller i hvert fald i en mand, der kunne og kan alt det samme som min far: Alt. Men mest afgørende af alt føre mig hen til det absolutte nulpunkt. I ved, det punkt hvor man går rundt i regnen søndag eftermiddag og på forhånd har dårlig samvittighed over for den buschauffør, hvis fartøj man er tæt på at gå ud foran.

Så er der det andet punkt. Der hvor resten af verden, døgnet, retningsløsheden ikke eksisterer – og ensomheden heller ikke.

Midterpunkterne fandtes ikke. Det var helt det samme som med min far. Forskellen – og den tror jeg er altafgørende – er, at min far aldrig nogensinde kunne lide mig. Og det er derfor, det stadig gør så inderligt og ubeskriveligt ondt lige nu. Tanken kan slet ikke slippe væk fra mig: Hvorfor vil man gøre et menneske, man rent faktisk kan lide, så ondt?

Der tilbage i december – og I må undskylde, at jeg sumper sådan i det – sad jeg med hovedet på skulderen af en god veninde, mens jeg kiggede ud over vandet ved Amager Strand. Tårerne løb ustoppeligt ned over mine kinder, og jeg prøvede at sætte ord på, hvorfor det her føltes som noget, jeg havde prøvet en gang før.

Hvordan jeg hele mit liv havde gjort alt for at få min far til at elske mig lige så meget, som jeg elskede ham, selv om jeg godt vidste, at det aldrig ville ske. Hvordan jeg prøvede at gøre mig god nok til ham, hvordan jeg kunne klare mig i alle livets facetter, så jeg kunne fortjene hans kærlighed. Og hvordan det til sidst alligevel endte med, at jeg måtte stoppe det helt. For han ville aldrig nogensinde elske mig. Og det var mig der tabte. Jeg kunne se, at det hele var sket igen.

Sumpen, kalder jeg stedet. Det sorte hul, som man ikke kan hive sig selv op af igen. Jeg er bange for, at jeg går i cirkler rundt om det, og jeg er rædselsslagen for at falde i.

Derfor har jeg brug for jeres hjælp. Jeg har brug for jeres erfaringer.

Jeg har ikke før været så klar til at komme videre, som jeg er lige nu. Men jeg har heller ikke syntes, at det nogensinde har været så svært, som det er lige nu.

Mit spørgsmål er: hvordan er I kommet jer over at få revet det hele i stykker? Hvad har I gjort, når håbet forsvandt?

Kunne I komme videre, mens I stadig havde kontakt til den anden? Blev I nødt til at cutte al kontakt? Kunne I fortsætte med at være hinandens fortrolige? Hvad hjalp?

Det betyder rigtig meget for mig, hvis nogle af jer vil svare. Jeg har virkelig brug for det.