Havareret.

Han sender et link til en højttaler, på tilbud. Han har flere gange nævnt, at han synes, jeg skal have den. Han synes, at den højttaler, jeg har nu, spiller dårligt.

Jeg har lyst til at sige, at jeg ville købe den, hvis ikke jeg havde brugt mine penge på en psykolog, der skal holde mig væk fra gasblusset efter de ting, der er sket med ham. Så jeg siger ikke noget.

Om natten drømmer jeg om det, og om morgenen vågner jeg til det. Hvem han er sammen med, hvorfor han var sammen med hende, og hvorfor det ikke kunne være mig. Birgit spørger, hvornår det skete, og jeg svarer december. Så siger hun, at det heller ikke er specielt lang tid. Jeg udbryder højt og med løftede øjenbryn, at jeg synes, det er herrelænge siden. Det føles som evigheder. Det føles som en evighed at være så sur, så aggressiv, så modløs, så ked af det, så skuffet, så såret.

Jeg er ikke vant til at snakke med psykologer. Samtaleformen føles uhøflig. Jeg føler mig dum, fordi jeg tænker om mig selv, at jeg burde være længere. Jeg burde ikke sørge mere nu. Folk er trætte af at høre på det, jeg er selv træt af at høre på det, og jeg skal virkelig tvinge mig selv til at tænke, at Birgit ikke har det på samme måde.

De her dage er det, som om det aldrig bliver bedre.

Jeg mødes over en øl med en gammel ven, eller hvad man nu skal kalde ham, som jeg kender fra et liv, der føles som en andens. Tuborg er kold, vinden er det samme, og han spørger interesseret til mig. Han affejer mig ikke, når jeg fortæller, at jeg har været ked af det i lang tid. Tværtimod vil han høre mere. Han vil også gerne høre, hvordan min dag har været, hvorfor jeg humper på mit venstre ben, om jeg har overvejet at snakke med min far igen, og hvordan det går med anoreksien og sådan.

Det bliver endnu tydeligere for mig, at jeg har glemt, hvordan den slags føles. Jeg bliver mistroisk og overrasket, når de viser oprigtig interesse. Så langt er mit hoved blevet spolet tilbage.

Han fortæller om dengang, jeg ringede til ham i en brandert og bad ham om at hente mig hjem. Han kørte afsted, men kørte galt på vejen. I mellemtiden havde jeg helt uvidende om hans havari sat mig på en bus (eller en taxa eller en cykel eller noget fjerde, jeg husker det ikke) og fundet plads i hans seng. Jeg kigger på ham og tænker, at meget havde været nemmere, hvis jeg bare var blevet der.