I det mindste er jeg ikke fatalist.

Det er lørdag, da jeg spærrer øjnene op, jeg ved med det samme, at jeg ikke gider i dag.

Det er en af de dage, hvor jeg føler mig personligt angrebet af tankerne i min hjerne fra det allerførste sekund. Og klokken er endda kun 8.

Vi klarer os til i morgen. Det er sådan, vi plejer at gøre det, siger jeg til mig selv. Hvem har brug for en terapeut, når jeg er så god i min egen trøst.

Så kan jeg ikke helt huske, hvad der sker, men jeg tror, at det hele sker på rutinen. Man skal passe på med, hvad man siger, men jeg har haft det godt de sidste par måneder. Jeg kender mig selv, og jeg ved, hvor lidt jeg har brug for. Bare jeg har mine rutiner, så skal det nok gå. Mine rutiner er robuste, og når de er der, ramler det andet ikke fuldstændigt.

Derfor tror jeg også, jeg ved, hvad der sker. Jeg sætter morgenkaffen over og står nøgen ved køkkenvinduet og kigger ud på de gule bygninger. Nu går dagens arbejde i gang. Nu skal jeg bare klare mig igennem.

Klokken 12 spiser jeg min morgenmad. Ligesom dagen før og dagen før det. To blødkogte æg og en speltbolle. Jeg smører aioli på og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser blommerne og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser maden, men ønsker lidt, at jeg ikke gjorde, og pludselig er klokken 13. Det betyder, at jeg skal ud på tur.

Problemet er bare, at jeg orker det ikke. Jeg orker ingenting, tungsindet har taget over, og der er ikke den ting, jeg kan forestille mig, jeg har lyst til. Men jeg ved også, at jeg får hjertebanken og bliver nervøs, hvis jeg ikke går min tur, så jeg hopper alligevel i mine Converse, tager mit headset på og smutter ud i det lukkede land. Der går ikke mere end 500 meter på Amagerbrogade, før det går galt.

Mine øjne begynder at prikke, og jeg ved ikke, hvilket menneske der sidder i min hjerne lige nu. Vi snakker sammen. Stemmen siger, at jeg skal få noget hjælp, men jeg siger, jeg ikke har brug for det. Andre har mere brug for det, og jeg vil ikke tage andres plads. Så finder jeg min telefon frem, mens jeg går, og jeg søger på Amagers psykiatriske akutmodtagelse. Der står, at man kan blive ringet op af en sygeplejerske, hvis man har brug for hjælp. Jeg får en tudse i halsen, og min mund mumler lydløst ud i luften: “Jeg har det ikke særlig godt lige nu … jeg tror måske, jeg har brug for hjælp”. Og jeg ser for mig, at jeg cykler hen mod klinikkens indgang med min lille skuldertaske med snus og tyggegummi for at blive omfavnet af en medarbejder. Jeg varmer mig ved tanken om omfavnelsen. Den er det, jeg har brug for lige nu.

Så drømmer jeg lidt væk igen og mine tanker vender tilbage til et sted, de tit har været før: Hvordan efterlader man sin lejlighed før et selvmord? Og smider man sin dildo ud inden? Jeg skubber tankerne væk, for jeg vil jo ikke dø. Jeg synes bare, livet er forfærdeligt hårdt nogle gange.

Jeg står for rødt ved Christmas Møllers Plads og hilser på en hund. Når jeg har fået et hjem, skal jeg have en som dig, tænker jeg. Mit hjerte bliver tungt igen. Et hjem. Snart hjemløs igen. Jeg orker snart ikke mere. Jeg orker virkelig ikke i dag.

Solen skinner på vandet ved Voldene, og jeg undgår øjenkontakt med mennesker, for jeg kan ikke finde ud af at smile til dem i dag, og det vil jeg ellers gerne.

Jeg er pissesur på ham, jeg har hjertesorger over. Et par dage forinden har jeg vist fået fortalt ham, at det, der skete dengang, var en økse i mit betændte sår af dårligt selvværd. Det der selvværd, der gør, at jeg piner mig selv sådan. Det, der gør, at rutinen er så vigtig. Det var ikke okay, det han gjorde, og mens jeg går, prøver jeg at gøre det til mit livsmantra at behandle andre mennesker ordentligt. Ikke at gøre andre kede af det, for det føles helt elendigt at være så ked af det, og det vil jeg ikke være skyld i.

Nogle gutter på en bænk siger, at jeg har en god røv. Jeg har lyst til at smadre dem. Kvæle dem mellem mine baller, men jeg ved stadig aldrig, hvordan jeg skal reagere på det der, så jeg lukker øjnene og går videre. Hiver min telefon frem og læser den besked, der lige er tikket ind.

Jeg kigger ud over Bryggen og smiler. Beskeden er ligegyldig, men den er der, og det er det, der betyder noget. Mens jeg går igennem Fælleden, planlægger jeg at lave en TikTok-video, når jeg kommer hjem. Jeg ved lige præcis, hvordan den skal være, jeg ved bare ikke, om jeg kan finde ud af det.

Jeg kommer også i tanke om mine bukser, der gik i stykker i mit sidste cykeluheld. Dem vil jeg lave om til et par denimshorts. Jeg glæder mig til at komme hjem nu. Mine fødder er betændte af at gå så langt, så længe i så dårligt fodtøj, så jeg prøver at lade være med at humpe. Fysisk smerte er så nem. Det ved jeg, jeg har sagt før. Så nem. Jeg har glemt alt om Amagers klinik, da jeg svinger ind på min gade igen tre timer senere. Nu tænker jeg bare på TikTok og mine nye shorts. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken længde de skal have, og lige der i det sekund er det den eneste bekymring.

Det er sådan her, vi plejer at gøre det. Vi klarer os til i morgen.