Dømt til frihed

Han havde egentlig sagt, at han ikke havde nogle planer. Så jeg købte ind til aftensmad og stod i køkkenet og hakkede og svitsede, så maden var klar, da han kom hjem fra arbejde klokken 19.22. Først kyssede han mig, så tog han en skål mad og satte sig til rette ved bordet og tog den første mundfuld. Bemærkede, at der var noget ved smagen, der var anderledes, men at det stadig smagte godt.

Jeg kiggede ned på kokosmælken i panden og orkede egentlig ikke, hvis jeg lige havde fucket det perfekte broccolihoved op på en mislykket curry.

Så satte jeg mig selv til rette med en skål. Jeg havde taget gulerødder i stedet for ris, fordi sådan er det bare nogle gange. Smagte på maden og syntes egentlig, at den smagte fint.

– Jeg tager ud og drikker øl med Daniel i aften, sagde han så.

– Okay, det lyder hyggeligt, svarede jeg, og så smagte maden bare lidt dårligt igen.

Så tog han en øl og et brusebad, og jeg satte mig ind i sengen og ventede på skybruddet. Jeg skulle have været til fødselsdag og selv have drukket øl, men jeg var ikke på toppen. Nu skulle jeg bare sidde alene her i stedet. Fortrød lidt, at jeg havde stået i køkkenet og fortrød lidt igen, hvor meget jeg anstrenger mig for at gøre andre glade hele tiden – især når jeg ikke som sådan selv er det det meste af tiden. Det er fucking hårdt at have et hoved, der er så fyldt op af fortid hele tiden – især når man også skal have tid til at lave aftensmad.

Han fornemmede godt, jeg ikke var okay, og han satte sig på sengekanten ved min side, da han sagde farvel. Han sagde, at jeg så trist ud. Jeg sagde, at det var jeg, og at det var okay. Jeg skriver bedst, når det er sådan. Så sagde jeg, at det kun er, fordi det er dårligt, jeg sidder her. Hvis jeg havde det bedre – hvis mit hoved havde det bedre – ville jeg også være ude og have det sjovt nu. Det er så fucking trist at leve så isoleret, sluttede jeg.

– Ja ……. Men jeg skal virkelig ud og have en øl nu, svarede han og lukkede hoveddøren bag sig. Jeg hørte ham sukke på vej ned ad trapperne, og mine øjne begyndte at sitre. Han slår sgu nok snart op med mig, tænkte jeg så. Han orker ikke at være sammen med en, der føler så meget, som jeg gør nogle gange. Jeg har det, som om mine følelser ødelægger vores forhold.

Jeg har prøvet at fortælle ham, at det sommetider godt kan være lidt svært at være inde i mit hoved. Det sætter sine spor at bo sammen med en voldelig far i 20 år, og det er svært at viske tavlen ren efter flere år med anoreksi. Jeg føler jo stadig ikke for alvor, at jeg skal have så meget at spise, og hvis det stod til 30 procent af min hjerne, sad jeg aldrig ned, men var altid i gang. Jeg har forsøgt at forklare, hvor hårdt det kan være at have to stemmer, der konstant diskuterer inde i mit hoved, og hvorfor han ikke skal opfordre mig til at gå aftenture, fordi det giver mig ro.

– Du skal ikke opfordre mig til at gå den tur! Jeg VIL jo ikke gå den tur! Jeg har gået hele dagen! Det er bare, fordi jeg får angst, hvis ikke jeg går. Men på lang sigt er det jo ikke en god løsning – jeg skal jo lære, at jeg ikke behøver at gå for at få ro, siger jeg. Igen.

– Jeg forstår det ikke, svarer han. Man kan se, han er frustreret. Han forstår det virkelig ikke. Jeg ville sådan ønske, at han gjorde. Så stopper samtalen, og jeg føler mig endnu mere skør, mens jeg tager skoene på og begiver mig ud på dagens sidste tur.

– God tur, skat! Råber han fra sofaen. Hvis han dog bare ville hive mig tilbage i sofaen og holde om mig i stedet.

*

Jeg tror, at det, jeg prøver at sige lige nu, er, at parforhold er svært. De sidste par uger har jeg virkelig googlet og fumlet på nettet, for at finde nogle, der skrev om de gange, deres partner gjorde dem så sure, at de havde lyst til at smide dem ud på hale og ben (men så alligevel ikke, fordi man egentlig allermest bare elsker dem og kun føler alt det her, fordi der er så meget på spil).

Det er svært at komme ind i et ligeværdigt forhold og pakke sin rygsæk ud for at finde ud af, at man ikke er det menneske, man troede, man var. Min fortælling har altid været, at jeg var hende der kæresten, der var selvkørende, havde brug for alenetid, ikke gav en fuck, bare gav space og ikke forventede en skid tilbage. Og det er klart, jeg har det sådan … mit persongalleri er jo dyssocialt.

Men det viser sig bare, at sådan er jeg ikke. Jeg er ikke en skid hård, og jeg giver alt for mange fucks for seriøst alting. Jeg forstår også godt, hvorfor han hellere ville drikke øl end at prøve at forstå, hvordan jeg kan være forstyrret, når jeg ikke længere er tynd. Det er fandme også et af de større hovedbrud. Jeg håber virkelig ikke, han slår op med mig.