Niceface vs. bitchface

Har du nogensinde rendt rundt i byen og haft følelsen af, at alle folk bare smilede til dig? Og din hjerne reagerede nogenlunde i retning af har jeg en klat snot i panden? Kan man se min tissekone? Er det fordi, jeg er grim? Har vi knaldet? Burde jeg kende dig? 

Jeg håber lidt, at I kan sige ja til noget af det, for så er jeg ikke alene om at være lidt socialparanoid. Dybest set er det lidt ærgerligt, at jeg har det på den måde. For når folk smiler til en på gaden, er det dybest set nok fordi, de har en god dag og slet ikke ser nogen grund til at skjule det. Heldigvis.

For et par dage siden havnede jeg på en ganske ringe “artikel” på Buzzfeed, om 22 problemer, man kun kender, hvis man har et resting bitchface. For de uindviede beskriver Urban Dictionary et hvilende kællingeansigt således: A bitchy alternative to the usual blank look most people have. This is a condition affecting the facial muscles, suffered by millions of women worldwide. People suffering from bitchy resting face (BRF) have the tendency look hostile and/or judgemental at rest.

Da jeg var yngre fik jeg ofte at vide, at jeg havde et resting bitchface, og jeg tog det altid som et kompliment. Nok fordi jeg var af den opfattelse, at jeg udstrålede attitude, selvtillid og en form for ophøjet utilnærmelighed. Retrospektivt er selvtillidsdelen reel nok, men at sætte en dyd i at emme af attitude og utilnærmelighed virker i dag en smule underligt. Og dumt. (Desuden tror jeg, at det kræver større balls at smile stort til fremmede end at stirre køligt på dem.)

Der er næsten ikke noget dejligere end at smile til folk og opleve, at de smiler tilbage. Så nu har jeg sat mig for at have et permanent niceface. Om ikke andet, så bare et resting stoneface; et hjerneforladt udtryk er trods alt bedre end et humørforladt.

Apropos humørforladt og smilemuskler på overarbejde, så var jeg jo på tinderdate i går. Hele seancen varede lige omkring to timer, og så tror jeg sgu egentlig, at han gik hen og blev lidt træt af mig. I hvert fald fik han pludseligt ret travlt med at følge ham hjem. Jeg bebrejder ham ikke, for jeg tænkte mere på min lune seng, end jeg tænkte på ham liggende i den. Så det blev heller ikke denne gang, jeg mødte min soulmate.

Da jeg kom hjem, nænnede jeg næsten ikke at fjerne min date-makeup, for jeg følte slet ikke, at den havde haft tid eller mulighed for at udleve sit fulde potentiale. Så jeg fiskede min elskede sodavand frem fra køleskabet, øvede mit rustne selfiegame og tog afsked med mit rutinerede bitchface.