Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tam

– Hvem er du? spurgte den lille prins, du ser så pæn ud?.

– Jeg er en ræv, sagde ræven. 

– Vil du ikke lege med mig? Spurgte den lille prins. Jeg er så ked af det.

– Jeg kan ikke lege med dig, sagde ræven, jeg er ikke gjort tam.

– Åh, så må du undskylde, sagde den lille prins.

Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: Hvad er det at blive gjort tam?

– Du stammer nok ikke herfra, sagde ræven. Hvad søger du egentlig?

– Jeg søger mennesker, svarede den lille prins. Men hvad betyder ?gøre tam??

– Noget man i alt for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd.

Det er ved at være tre år siden, jeg tog til Sydafrika med en veninde for at arbejde med små unger i et township tæt ved Cape Town. Måske er det fire år siden. Jeg kan ikke helt huske det. Turen har jeg vist aldrig skrevet så meget om (hvis noget overhovedet), selvom jeg meget ofte tænker på den. Faktisk næsten dagligt.

Mens jeg var dernede, gik det op for mig, at børn kan være ret herlige. Og da de tre måneder var gået, var det ikke rart at skulle hjem, for mest af alt havde man lyst til at pakke alle poderne ned i min rygsæk og fragte dem med til Danmark.

Vi kom hjem uden frygt for anklager om menneskesmugling, og tidspunktet var nok også meget godt. Den sidste måned i Afrika havde været præget af uro. Nelson Mandela lå på hospitalet og var ved at dø, og man frygtede for, at det ville skabe oprør mellem sorte og hvide. Det nabolag vi boede i, var også blevet lidt utrygt, og flere af vores frivillige venner blev overfaldet få meter fra vores hoveddør.

Derfor blev den sidste tid også lidt ambivalent. For det var hårdt og farligt at være der, men vores arbejde hos børnene var også nødvendigt, og det kunne vi ikke bare forlade. Derfor blev vi. Vi blev sammen, og det var godt, at min veninde og jeg havde hinanden.

Jeg har ikke set min veninde i et år. Sidste november gjorde hun mig meget ked af det. Og det var i en tid, hvor min familie sejlede mere, end jeg nogensinde tidligere havde oplevet. Min far havde lige opdaget min mors affære, min storesøster gik psykisk ned, og hun gjorde alt hvad hun kunne for at få resten med. Faktisk er det en tid, jeg nærmest har fortrængt den dag i dag, og jeg tror egentlig, at resten af Rasmussen-klanen har det på samme måde.

Veninden skrev til mig for to uger siden. Hun ville gerne drikke kaffe med mig. Det havde jeg ikke lyst til, men jeg havde heller ikke lyst til at afvise hendes forespørgsel. For jeg var kommet til at tænke på min veninde (som efterhånden er blevet danmarksberømt), der på 1. semester lagde mærke til min tatovering på overarmen, hvorefter hun reciterede Den Lille Prins. “Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tam,” som ræven til sidst fortæller.

Nok er jeg stædig, men jeg er også ret opmærksom på ikke at blive bidt af et princip. Jeg tror heller ikke på, at man skal holde på mennesker for enhver pris, ligesom venindeforhold også kan have en udløbsdato. Alt andet ville være unaturligt. Men når jeg tænker på rævens, så tror jeg, at den ville fortælle mig det samme, som han fortalte til Prinsen. Derfor skal vi selvfølgelig drikke en kop kaffe sammen.

Til sidst har jeg et spørgsmål. Jeg kan vældig godt lide tatoveringer, og jeg har en ide om, at jeg endnu mangler to, før min samling er komplet.

De, jeg har nu, er alle placeret ud fra devisen om, at de skal kunne ses uden at blive set. Og den slags hud er jeg efterhånden ved at løbe tør for.

Mit baghoved, mine fingre, ribben, højre arm og achillessene er optaget. Og jeg har det med mave, ryg og lår, som jeg har det med Harry Potter; det er perfekt, som det er, og der skal ikke pilles ved det.

Derfor tilspørger jeg jer: hvor et det perfekte sted til en tatovering, som cirka måler 3 x 10 centimeter? Hvad har min fantasi overset?