Ting, jeg er flov over at eje, men ikke nænner at smide ud

Mine gamle extensions: jeg har hele mit liv været lidt af en poptøs – og er det i øvrigt stadigvæk. Det er i årenes løb kommet til udtryk gennem forskellige totems; D&G t-shirten, partisanerhalstørklædet og  hårextensions. Da jeg gik i gymnasiet skiftede min hårfarve og hårlængde i hastighed med årstidernes skifte. I dag kan jeg godt korse mig lidt over at have brugt flere tusinde kroner på ægte remy-lokker, men jeg krydser fingre for, at de i fremtiden bliver lidt mindre truck og lidt mere classy. 

Sødemiddel: jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jeg synes, det er så pinligt, at jeg har sødemiddel stående bagerst i mit køkkenskab. Mit bud er, at det efterhånden er blevet ligeså normalt som almindeligt sukker. Alligevel giver det mig negative associationer til fedtforskrækkelse, tvivlsomme light-produkter og Baller af stål VHS’er. 

Proteinpulver, 4 proteinshakere og kosttilskud ad libitum: i efteråret var jeg i gang med et omfattende bulkforløb, hvilket indebar, at jeg dagligt skulle drikke proteinshakes, fordi det er en ekstremt nem måde at få en masse kalorier indenbords på. Proteinshakes er ikke længere en del af min kost, men jeg bruger det stadig, når jeg bager. Imidlertid står det – ligesom mit Sukrin Gold – længst tilbage i køkkenskabet. 

En afstøbning af min ekskærestes pik: i mine sabbatår ville skæbnen, at jeg fik en kæreste, lige som jeg skulle til Sydafrika i 3 måneder og arbejde. Vi blev ret hurtigt enige om, at jeg ikke skulle lide afsavn på rejsen (og utroskab var udelukket). Derfor faldt vi over konceptet Clone-a-Willy, som, ja, er en dildoklon af en pik. Willy blev aldrig klar til afrejse, men jeg fik den foræret i en velkomstkurv (a la Nynne) da jeg kom hjem. Den har aldrig været i brug, men jeg har den altså stadig. 

Afføringsmidler og Thea Bona: da jeg var allermest undervægtig, var min mave som en maskine, som fuldstændig var gået i stå. Eftersom jeg stort set ikke spiste, kan det vel næppe undre nogen, at jeg var én stor forstoppelse. I stedet for at proppe noget mere mad i kæften gik jeg på apoteket og købte en pakke Dulcolax og noget te, som skulle sætte min mave i gang. Jeg prøvede teen og pillerne én gang, men fik så vanvittige mavekramper, at jeg troede, at jeg skulle dø. I dag spiser jeg en masse (hallelujah!) – men jeg gemmer pillerne i tilfælde af, at jeg en dag skal hævne mig på dumme mennesker.