Lemonadefabrikken

Hvordan føles det egentlig at tage 18 kg på?

Rædsomt. Modbydeligt. Fucking hårdt. Det kan ikke siges på andre måder.

Min kære storesøster har slettet indholdet i min Dropbox, så jeg har ikke nogen billeder, fra da jeg var syg-syg. Jeg fandt dog nogle fra mit tilbagefald i sommers, hvor jeg heller ikke var decideret velpostret.

Da jeg var ude på Risskov i mandags, spurgte en af pigerne mig om, hvordan jeg har det med min krop i dag. Var jeg tilfreds, eller kæmpede jeg en daglig kamp for at leve med den? Spørgsmålet er ret godt, selvom mit svar var ret splittet. For jeg svarede begge dele. Nogle dage er jeg glad for mit nye hylster, andre dage føler jeg mig stor og tyk, og engang imellem glemmer jeg alt om min krop og er nærmest ligeglad.

Jeg ved ikke, om det var det svar, hun havde håbet på. Men det var i hvert fald ærligt. Og jeg har ikke lyst til at give falske forhåbninger om, at man bliver rask og glad fra den ene dag til den anden. For det gør man ikke.

Selvom det har været svært at finde sig nogenlunde til rette i min krop, kan det på ingen måde sammenlignes med, hvor svært det var at begynde at tage på, da jeg var mest syg. For jeg ville gerne være rask, men i bund og grund havde jeg ikke lyst til at øge i vægt. Det føltes dybt uretfærdigt, at jeg havde arbejdet så hårdt for at tabe mig, og at jeg nu skulle smide alt det på jorden bare for at tage kiloene på igen.

Jeg var også pisse bange – bange for, hvad der skulle ske, når jeg ikke længere var tynd. Ville folk stadig kunne lide mig? Ville min krop bare blive ved med at tage på? Vil jeg overhovedet være et menneske, hvis jeg kommer ud på den anden side? Da jeg skulle tage på for anden gang, var jeg også hunderæd for at skulle tilbage på skolen, af frygt for at mine medstuderende ville synes, jeg var en taber, fordi jeg havde taget på.

Det kom jeg heldigvis over. Jeg har kun fået det bedre med mine venner, min krop blev ikke ved med at vokse, og mine gamle skolekammerater grinte ikke af mig. Tværtimod. I dag er min badevægt er kylet væk, og det er en fantastisk befrielse ikke at skulle klæde sig af en gang om ugen og stå til regnskab for sin mad (eller mangel på samme.)

Jeg trives med min krop på de gode dage. Og på de dårlige er jeg blevet bedre til at sige so fucking what, måske er jeg ikke længere mega tynd, men i det mindste er jeg glad. Dybest set tror jeg, at det er meget normalt at have det på den måde. Spiseforstyrret eller ej. De fleste af os har dage, hvor vi forbander ‘de ekstra 5 kg’ langt væk. Men på mirakuløs vis vågner vi op morgenen efter og vil ikke ændre noget som helst, fordi vi egentlig er ret perfekte, som vi er.

Det vil helt afgjort være en straming at sige, at jeg elsker min dobbelthage, mine mavedeller, og at mine lår flyder ud, når jeg sidder ned. Men jeg lever med det, fordi jeg ved, at jeg ikke kan leve uden.

img_8772

18 kommentarer

  • Og også mega godt ud 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du ser mega god ud!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna M

    SÅ godt gået! og hold kæft du ser godt ud!! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agnete

    Hvor er du sej, Karoline!

    Jeg synes virkelig, du skriver nogle gode indlæg, som får mig til at fundere lidt over de forskellige ting, du tager op. Ofte markerer jeg faktisk dine indlæg som ‘unread’ på Bloglovin og læser dem igen og igen, dag efter dag, fordi du altid rammer plet. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hold nu op! Det gør mig så sindssygt glad at høre, Agnete.
      Når jeg skriver, håber jeg selvfølgelig altid på at ’skrive til nogen’, men det er jo ikke til at vide, om det overhovedet lykkes. TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Enormt sejt gået. Jeg vil ikke påstå at jeg ved præcis hvad en der er spiseforstyrrelser kæmper imod, men hvad jeg ved er at det ikke er alle der formår at kæmpe sig ud af det igen, så det er virkelig beundringsværdig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Nu ved jeg godt du ikke får så meget ud af at andre siger det men jeg vil alligevel gerne sige – og ikke bare fordi du siger du ind i mellem har det svært med din krop – at jeg synes dit hylster er enormt sprødt haha.

    Jeg har heldigvis ikke lidt af en spiseforstyrrelse men har altid været meget slank af natur og da jeg i mine 20ere gik fra xs til Small havde jeg lidt de samme tanker og inden jeg nærmest når at sige det til folk begynder de “ej hold nu op…” Men jeg ved da godt Small ikke er tyk og det er sundt og godt jeg har fået mere sul på kroppen men bare tanken om “hvad hvis det bliver ved?!” Og når man i så mange år har brugt xs kan det da godt være svært at gå op i størrelse uanset at Small bestemt ikke er tykt eller i nærheden. Håber ikke folk misforstår min kommentar. Det er udelukkende ift mig selv og betyder altså ikke at jeg tænker det samme om andre og deres størrelse.

    Tak for et godt indlæg igen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det får jeg da enormt meget ud af! Jeg guffer det i mig, og det er lækkert. Tak, altså! 😀
      Jeg kan sagtens sætte mig ind i det, og jeg synes heller ikke, at der er noget at misforstå. Hvis du altid var en XS, er det en enorm omvæltning, at det pludselig ændrer sig. Selvom man aldrig ville skænke det en tanke, hvis det skete for andre, opleves sådan noget jo altid en milliard gange større, når det sker for én selv.
      Jeg er sikker på, at du også er ret sprød. God søndag! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Det her indlæg (DU) er fandme sejt! Kæmpe balls!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Det her var lige præcis, hvad jeg havde brug for at høre (læse?) Tusind tak for det, du er så sej! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Sikke dog et godt indlæg, wauw!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det kræver et ordenlig sæt bàlaichean at nå dertil hvor du er. Det er sejt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lemonadefabrikken