Hvordan føles det egentlig at tage 18 kg på?

Rædsomt. Modbydeligt. Fucking hårdt. Det kan ikke siges på andre måder.

Min kære storesøster har slettet indholdet i min Dropbox, så jeg har ikke nogen billeder, fra da jeg var syg-syg. Jeg fandt dog nogle fra mit tilbagefald i sommers, hvor jeg heller ikke var decideret velpostret.

Da jeg var ude på Risskov i mandags, spurgte en af pigerne mig om, hvordan jeg har det med min krop i dag. Var jeg tilfreds, eller kæmpede jeg en daglig kamp for at leve med den? Spørgsmålet er ret godt, selvom mit svar var ret splittet. For jeg svarede begge dele. Nogle dage er jeg glad for mit nye hylster, andre dage føler jeg mig stor og tyk, og engang imellem glemmer jeg alt om min krop og er nærmest ligeglad.

Jeg ved ikke, om det var det svar, hun havde håbet på. Men det var i hvert fald ærligt. Og jeg har ikke lyst til at give falske forhåbninger om, at man bliver rask og glad fra den ene dag til den anden. For det gør man ikke.

Selvom det har været svært at finde sig nogenlunde til rette i min krop, kan det på ingen måde sammenlignes med, hvor svært det var at begynde at tage på, da jeg var mest syg. For jeg ville gerne være rask, men i bund og grund havde jeg ikke lyst til at øge i vægt. Det føltes dybt uretfærdigt, at jeg havde arbejdet så hårdt for at tabe mig, og at jeg nu skulle smide alt det på jorden bare for at tage kiloene på igen.

Jeg var også pisse bange – bange for, hvad der skulle ske, når jeg ikke længere var tynd. Ville folk stadig kunne lide mig? Ville min krop bare blive ved med at tage på? Vil jeg overhovedet være et menneske, hvis jeg kommer ud på den anden side? Da jeg skulle tage på for anden gang, var jeg også hunderæd for at skulle tilbage på skolen, af frygt for at mine medstuderende ville synes, jeg var en taber, fordi jeg havde taget på.

Det kom jeg heldigvis over. Jeg har kun fået det bedre med mine venner, min krop blev ikke ved med at vokse, og mine gamle skolekammerater grinte ikke af mig. Tværtimod. I dag er min badevægt er kylet væk, og det er en fantastisk befrielse ikke at skulle klæde sig af en gang om ugen og stå til regnskab for sin mad (eller mangel på samme.)

Jeg trives med min krop på de gode dage. Og på de dårlige er jeg blevet bedre til at sige so fucking what, måske er jeg ikke længere mega tynd, men i det mindste er jeg glad. Dybest set tror jeg, at det er meget normalt at have det på den måde. Spiseforstyrret eller ej. De fleste af os har dage, hvor vi forbander ‘de ekstra 5 kg’ langt væk. Men på mirakuløs vis vågner vi op morgenen efter og vil ikke ændre noget som helst, fordi vi egentlig er ret perfekte, som vi er.

Det vil helt afgjort være en straming at sige, at jeg elsker min dobbelthage, mine mavedeller, og at mine lår flyder ud, når jeg sidder ned. Men jeg lever med det, fordi jeg ved, at jeg ikke kan leve uden.