Den skudsikre guide: Sådan kommer du ind på Journalisthøjskolen

når du smiler frækt til Kristian Jensen

når du smiler frækt til Kristian Jensen

Det er egentlig lidt pudsigt, at stort set alle, uanset hvor lidt journalistik-interesserede de måtte være, ved, at adgangsbilletten til Journalisthøjskolen er en optagelsesprøve, og “Den er virkelig svær, er den ikke?”
Hvorvidt den er nemmere eller sværere end så meget andet, vil jeg helst ikke kloge mig på, men jeg vil sige, at den er frustrerende, fordi den lidt svarer til en af de skriftlige eksamener, man bare ikke kan læse tilfredsstillende op til. Min personlige erfaring fortæller mig, at man heldigvis ikke behøver at læse op for at komme ind, så overvej nøje, hvor meget forberedende krudt du vil bruge på den.

Hvis jeg imidlertid skal give 5 gode råd, lyder de som følger:

1. Lær, at sætte korrekt komma (hvis du bliver lidt sur af at læse forrige sætning, er du godt kørende).
Hvis proceduren stadig er som dengang, jeg søgte ind, bliver Komma/sprogtesten og Videnstesten rettet før de to andre opgaver. Hvis Komma- og Vidensdelen ikke er bestået, bliver resten ikke rettet, og du er ikke kommet ind. Derfor vil jeg mene, at dansk grammatik er det eneste sted, du for alvor kan læse op. Det er ligemeget, om du glemmer det hele bagefter, du skal nok lære det igen på 1. semester (for at glemme det på ny. Ligesom mig. Jeg kan ikke sætte komma).

2. Lyt til P1 – fra nu af og til du dør. Du vil ikke bare blive rustet til optagelsesprøven, det er også et must, hvis du vil bestå Samfundsfag på 2. semester.

3. Læs en masse bøger. Ikke om journalistik, bare bøger. Læg mærke til, hvornår sprog fungerer, og hvornår det ikke gør (det er primært ved brug af tunge klicheer. Hold dig fra dem.) Der er ikke patent på sprog og fortællestil, så stjæl, hvor du kan.

4. Læs artikler og holdningsstof. Både på grund af Punkt 3, men også fordi holdningsstof er en god måde at få aktuelle samfundstematikker ind i systemet på. Det kan også være fremragende inspiration til, hvordan du argumenterer sagligt, men på en IKKE-kedelig og tør akademisk måde (og det er nærmest altid en del af optagelsesprøven!) Hvilket leder mig videre til sidste punkt…

5. Giv færre fucks. Er du det, man normalt kalder en pligtopfyldende 12-talspige, så forsøg at lægge det lidt fra dig. Hold fokus på noget lækkert og kreativt sprog, og prøv for alt i verden at lade være med at lyde som en fysikrapport fyldt med formalia. Din prøve bliver IKKE vurderet på, om du ved, hvordan man opbygger en nyhedsartikel, eller om du kan skrive efter Wall Street-modellen – det er sådan noget, du lærer, når du er kommet ind. Du bliver vurderet på (din grammatik), din evne til at tænke logisk, komme på ideer, at skrive kreativt og at formidle komplekst materiale – IKKE på om du har læst Den Journalistiske Encyklopædi, før du tropper op.

Før du søger ind, synes jeg, du skal vide, at…

… Journalisthøjskolen ikke er røv-svær, den er bare røv-fucking-tidskrævende, og det kan være en udfordring at have et super velfungerende og overskudsagtigt fritidsliv ved siden af.

… det føles som at gå på gymnasiet. Der er mødepligt hver dag fra 9-15, du har en “klasselærer” på hvert semester, og du skal gennem 1., 2. og 3.g, før du kan smutte i praktik.

…der findes noget, vi kalder Panikdag og praktiksøgning – og det er noget af det hårdeste, du nogensinde kommer til at udsætte dig selv for.

… man laver alting i grupper eller makkerpar, så hvis du trives bedst med at arbejde alene, bliver det en stor udfordring.

… Journalistuddannelsen er grænseoverskridende. Interviews og kildekontakt begynder nærmest fra dag 1, og som udgangspunkt er intet af dit arbejde privat.

… der er fokus på det praktiske – frem for det teoretiske. Lav en masse fejl og lær først bagefter, hvad du skulle have gjort anderledes.

… skolen forventer, at uddannelsen er dit liv. Hvis din historie ligger i København, tager du til København – også selv om du har underskud på SU-kontoen, og du egentlig skulle til din mors 50-års fødselsdag.

… der er en del idioter. Men på den måde afspejler skolen resten af samfundet, så betragt det som en øvelse i voksenlivet.


Du ved, du går på Journalisthøjskolen, når… // Du ved, du går på Journalisthøjskolen, når… #2 // Bunkerlivet: Fyrene på Journalisthøjskolen // Bunkerlivet: Tøserne på Journalisthøjskolen

Uden punchline

… bare en masse bavl.

6e9d0d4a-7398-4cbd-92e0-b2fdc50cb807

… nå, men hvis I endnu ikke har set noget frygteligt i dag, så skal I se Fergies optræden her. Jeg tror måske, at hun er i risiko for at blive assasineret af en gal republikaner (iklædt en bluse med Stars and Stripes) efter det her. Jeg er stadig tilbøjelig til at tro, at det er fake – men den er vist god nok.

… på Molslinien mod Odden så jeg en ung, flot fyr stå og ryste en flaske med modermælkserstatning (troede jeg. Der lå en baby ved siden af ham.) jeg blev helt glad og varm, for det var dejligt at se, at faderen sådan kunne tage ansvar for sit barns fødeindtag. Mit verdensbillede blev imidlertid rystet tilbage til status ‘alt er, som det plejer’ kun 15 sekunder efter, da jeg så, at sutteflasken var en drikkedunk, og mælken var en proteinshake.

… sidste uge så jeg en træningstype skrive på Instagram, at hun endelig havde lært at lytte til sin krop. På grund af udmattelse havde hun droppet løbeturen og i stedet svømmet 3,3 kilometer. Hvis du også føler dig lidt fysisk kvæstet og mest har brug for at skåne dit legeme, er tippet hermed givet videre.

… i morges lavede jeg øllebrød – måske for første gang siden.. nogensinde, og det smagte seriøst fantastisk. Smuldr en pakke pumpernikkelbrød, overhæld det med vand i en gryde og lad det trække natten over. Kog med lidt salt og vanillesukker, og spis med græsk yoghurt. Umse gumse.

… til jer, der godt kan lide podcasts: Lyt til ‘24 Mord’. Hvert afsnit omhandler en retsmedicinsk sag, som bliver velfortalt af forfatteren Kristian Ditlev Jensen og den megaseje retsmediciner Jørgen Lange Thomsen. Det er både fængende, informativt og ret klamt.

… jeg føler slet ikke, at vi har brugt nok tid på at være sure og tvære over, hvordan det lader til, at Nemlig-bilerne har givet sig selv et Wildcard til at parkere på cykelstierne i myldretiden.

… og apropos københavnerproblemer så har min gamle Baresso gal pal modtaget nedenstående mail. Hun bor på Nørrebro, og det er ikke en joke.

5a3cc8ef-427c-4553-91ad-187b515e0f76

 

 

Vero Moda-Pigen

tunge

I aftes cyklede jeg endnu engang over Langebro mod Amager efter at have været på vinterferie i Aarhus. Skæbnen ville desværre, at jeg har været syg alle dagene, men på positivsiden har Kanal4 vist en række af de gamle De Unge Mødre-afsnit, så jeg har egentlig været fint underholdt. Aarhus byder på mange ting; bakker, vand og fløjlsbukser, og så også en stor – og ganske yndig – gruppe, jeg i mange år har valgt at kalde Vero Moda-Pigen.

Da jeg var teenager, gik hun primært på Marselisborg eller Statsgymnasiet. Hun havde den der Dekadent-lædertaske, som alle skulle have. I dag læser hun nok et eller andet med psykologi eller kommunikation (eller en spidsfindig kombi af de to.) Vero Moda-Pigen går til Step og Stram Op i Fitnessworld, og hun kommer der kun med sine veninder. Hun ser altid nydelig ud; sorte jeans, sorte støvler, en pæn trenchcoat (fra COS, Moss, Envii… eller Vero Moda) og hendes hår sidder i en pæn hestehale, hvor babyhåret ikke stikker ud. For det meste er håret lyst, men på en naturlig, ikke-afbleget måde. Hun har en kæreste, og hvis du gerne vil se dem sammen, skal du bare sørge for at være i Netto lørdag eftermiddag, for der trækker de rundt på indkøbskurven (eller: Han gør. Hun har indkøbssedlen.) og handler til en bulgursalat med feta og avocado, som de skal spise til aften. Når de rammer køen til betaling, kigger Vero Moda-Pigen op på sin fyr og spørger, om de ikke skal have noget hygge til i aften, og så siger han jo og går på jagt efter den plade Marabou, hun bedst kan lide.

Jeg beundrer hemmeligt Vero Moda-Pigen, for hun kan alt muligt, som jeg ikke kan (og nok heller aldrig lærer.) Min lørdagssport er at grine af, hvor dårlig service jeg får i Matas, fordi jeg ligner en socialt udsat type med udgroninger, dårlig hud og joggingbukser. Samme lørdagssport er knapt så sjov, når jeg står bag Vero Moda-Pigen og hendes kæreste i Netto-køen, og hun er så avocadoglad og velplejet, og jeg er der – helt alene med en pose gulerødder og en halv liter Harboe Light.

Måske er jeg helt ved siden af, men jeg bilder mig ind, at jeg aldrig har været som hende (Bevis 1, Bevis 2) – og jeg bliver det nok aldrig, selv om jeg sommetider gerne vil være det. Det er i de perioder, hvor jeg begynder at shoppe efter sorte jeans på Zalando, og jeg overvejer, om jeg skal investere i en Nunoo-taske. Om jeg skal droppe mine sorte øjenbryn og mit hvid/grå-hår, jeg så godt kan lide. For en time siden gned jeg en toningsfarve med navnet ‘CARAMEL’ i håret, og jeg overvejer lidt, om jeg skal droppe mine kondisko i dag. Så kan det være, at det snart er mig, der står og koger fuldkornskerner i køkkenet.

Nå.. men jeg tror egentlig, at det, jeg faktisk gerne ville ud med, var, om jeg skal prøve at få mit hår hen i en mere “naturlig” leverpostejsretning. Jeg er træt af at farve udgroninger, og så ved jeg ikke helt, om jeg er vokset fra det affarvede look.
Hvis I tænker noget, hvad tænker I så? (Frisøranbefalinger modtages også gerne.) Hav en dejlig søndag. Møs møs.

Mareridt og lange kønslæber

Dansktop Banko i Allerhuset

Dansktop Banko i Allerhuset

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men jeg går altså stadig og hjernetumler med ting, som nok er i den lettere afdeling. Her et lille udpluk.

#1: Forleden vågnede jeg seriøst midt i et mareridt, hvor følgende skete: Nogle inde fra Bloggers Delight havde ændret i min ‘Om mig’-tekst, fordi den ikke var blogger-agtig nok. Pludselig stod der, and I quote: “I am a twenty-something girl with passion for words, journalism and freshly ground coffee“. Bvaaadr….

#2: Jeg gad godt at vide, om man kan finde nogle nogenlunde anstændige fiskefrikadeller i supermarkedernes kølediske (jeg er all in på convenience pt.) for jeg er virkelig ved at være træt af at bruge 20 kroner på 2 forvoksede melboller.

#3: Der findes ingen flertals-form for ordet frygt. Det er ret nederen. Og begrænsende. “Hvad er dine største frygter?”

#4: Har I bemærket Wishs’ tagline? ‘Wish – Shopping gjort sjovt‘ – og er jeg den eneste, som tænker, at deres målgruppe nok er dem, der i forvejen synes, at shopping er lidt for sjovt?

#5: Lidt i samme afdeling, så poppede der en konkurrence op på min Facebook. VERO MODA udlodder ET ÅRS FORBRUG AF JEANS til en heldig vinder. Et års forbrug af jeans? Altså… ét par, eller hvad?

#6:Det, vi taler om er underholdning uden at være dumt”, skriver jeg i min Podcastservice, og jeg ved ikke, om jeg måske bliver nødt til at trække i land. Radioprogrammet er utvivlsomt et format, som skiller vandene, og jeg har primært været på thumbs up-siden, lige indtil jeg i går – for første gang nogensinde – blev nødt til at slukke radioen i lutter vrede. Mary Consolata Namagambe, som er debatskribent ved Politiken, skrev i sidste uge klummen ‘Hvorfor skal man skamme sig over at have lange kønslæber?, hvilket jo er et uhyre relevant og vigtigt spørgsmål, som Det, vi taler om (eller primært Anna Thygesen, som må være født med kønslæber størrelse x-small) beslutter sig for at nævne ved fredagens program. Klummen beskriver blandt andet, hvordan unge piger i Uganda hiver i deres kønslæber for at få dem længere, fordi det giver bedre orgasmer; Marys pointe er ikke, at vi skal gøre det samme, men at danske piger og kvinder måske kunne ‘lære lidt af de afrikanske kvinders vaginale selvtillid og afslappede forhold til deres køn.’ Det synes jeg ikke er verdens dummeste pointe – tværtimod. Nå, men lad os vende tilbage til Det, vi taler om og deres ulidelige kønslæbestrøm ført an af Anna Thygesen og nogle mænd (som formentlig ikke har skamlæber og nok heller aldrig har haft det) som bruger 10 minutter på at latterliggøre klummen ud fra deres præmis om, at ‘OMG, der er sgu da ingen, der skammer sig over deres skamlæber‘ (implicit “og hvis man gør, så skal man eddermaeme finde noget andet at gå op i.”) Jeg vil gerne bede panelet om at gennemgå gældende tal for kønslæbeplastik, læse lidt op på emnet, lave en lille rundspørge blandt deres kvindelige bekendte, og så skal de vende tilbage med et Undskyld, fordi vi virkede som nogle ignorante og arrogante røvhuller, før de vender emnet igen med nogle kvalificerede indspark. Det synes jeg faktisk, at de skylder.

#7: Her er, hvor lidt der skal til, før jeg synes, at mænd er ret nuttede:

screenshot herfra

screenshot herfra

Blogmasochist.

 

“Hvornår har du tænkt dig at skrive noget nyt?” blev jeg spurgt for nogle dage siden, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal svare til den slags spørgsmål.

Når jeg har tid.

Når jeg har lyst.

Når jeg har en god punchline.

Når jeg har noget vigtigt at sige.

Og helst det hele på én gang, ellers dur det ikke rigtigt for mig. Mit største problem, hvis man altså kan kalde det for det, er primært, at jeg sjældent har lyst, når jeg har tid (og jeg lover jer, at mange gyldne oplevelser har misset sine 15 minutters berømmelse på den konto… for eksempel da jeg før jul blev slynget ud på vejen af en inkompetent cyklist, så jeg var tæt på at blive påkørt af en varevogn) Ligeledes har jeg stadig ikke fået skrevet: Hvor Fucking Mange Nedture Blogging Rummer, Xx Produkter I Never EVER Må Bruge Penge På og Hey, Fik Du Nogensinde Broderet Den Der Makeupclutch færdig?

Store sager. Store mangler, som I nok kan se, og dermed kan jeg passende begynde at kradse lidt i lakken på noget af det, der unægteligt er ret hårdt, men på samme tid også er blevet til lidt af en kliché.

Det er nemlig sådan, at INTET kan give mig mindreværd og ondt i maven, som min blog kan. Følelserne kommer ikke af, at jeg skriver om lortefamilier, lortehår eller lort, men af konstant at sætte barren der, hvor hvert indlæg skal have samme substans og spidsfindighed som forordene til Enten – Eller, og det er selvsagt lidt svært at ramme Kierkegaardsk niveau hver eneste gang.

Endnu værre er det, når jeg har været “væk” i lang tid. Jeg mener, at det var Linda, der beskrev følelsen på et tidspunkt: Når man gør sit tilbagetog, så skal det også være fænomenalt, det man kommer med. Så kan man ikke bare nøjes med nogle løst formulerede betragtninger om, hvad man har fået sin dag til at gå med.

Det der blog-halløj, det er på mange måder det bedste OG de værste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det er godt, fordi den åbenhed, jeg gerne vil have her, også er fulgt med ude i den virkelige verden. Jeg snakker med mine nærmeste om ALT, og bloggen er typisk en god og oplagt icebreaker til rent faktisk at få det gjort. Og det er fantastisk – i hvert fald for mig. Når det også er det værste, skyldes det, og jeg slet ikke er cool nok til at betragte min kaffeblog som noget, der ikke er en 1:1-skalering af mig.

Jeg tager ALTING uforholdsmæssigt personligt, hvorfor jeg holder mig helt og aldeles væk fra at tjekke tallene for læsere og følgere (faktisk er jeg så bange for tal, at jeg holder hånden op foran min computerskærm, når jeg logger ind på mit domæne. Lidt samme taktik som med min netbank.) Det tjener selvfølgelig det ædle formål, at ingen nogensinde kan anklage mig for kun at skrive for at skabe kliks, men først og fremmest handler det om, at jeg ikke kan tåle afvisningen.

Dengang jeg ikke undgik min Bloglovin’, skete der sommetider det, at folk ligesom faldt fra. Og når det skete, kunne jeg godt gå resten af dagen og være ked af det, for det følte vitterligt, som om en håndfuld mennesker sagde til mig: Du er et kedeligt menneske, Karoline, og vi gider ikke spilde vores tid på dig. Den efterfølgende tid går jeg og tænker, hvad jeg mon har gjort forkert, og om det er bedre at lukke og slukke, mens legen stadig er god.

Jeg ved udmærket godt, hvornår jeg ikke gør det her godt nok. Det er, når jeg ikke formår at være ærlig eller konkret nok, for eksempel her, hvor ingen – udover måske undertegnede – ved, hvor jeg egentlig vil hen. Jeg skulle bare have skrevet noget om, hvor fuldstændig sindssygt det er, at jeg i dag rent faktisk har et liv, hvor jeg kan passe et fuldtidsarbejde, tage på presseture og have venner og fritid ved siden af, som jeg ikke forsømmer. Og om hvor hårdt jeg har det før en rejsedag, og at jeg flere uger op til undertrykker latente angstanfald ved tanken om, at jeg skal sidde 10 timer i fly og tog uden mulighed for at dyrke mine gåture. Men jeg klarede den, og det var slet ikke slemt, og efter den tur til Schweiz følte jeg vitterligt, at jeg havde taget mit liv tilbage – eller i hvert fald var på vej til det.

Det var nok det, jeg skulle have sagt, for det havde været meget bedre end sådan noget metagtigt noget, som ingen alligevel gider at tolke på (altså… det gider jeg sgu heller ikke selv.) Jeg ville ønske, at jeg hundrede procent vidste, at det kun er den slags, der skal fungere som mit pejlemærke; om jeg er ærlig og konkret nok. Når jeg først fatter det, bliver jeg nok også ligeglad med, om tallet siger -42 eller +7.

Kh usikker_pige14

PS. I går hørte jeg en mand sige TEKSTikel. Det var lidt underligt, synes jeg.

71f499de-3ed8-4618-ac51-dc48ca616fcc