Lommelinks #4

Billedet har ikke noget med resten at gøre. Jeg ville blot vise, hvor hårdt det er at være single.

1/ Normalt er jeg lidt en skovl til at få læst de der long reads, men Zetland plejer alligevel at fange nogle vinkler eller personer, som fanger mig. Jeg er hverken gigantisk fan af Nikita Klæstrup, Twerk Queen Louise eller deres veninde Ekaterina Andersen, men den her artikel er altså meget finurlig og tankevækkende. Personligt synes jeg, at det der med at reclaime ord og begreber er ret interessant.

2/ Er du en basic bitch? (Hint: ejer du Kähler-vaser og RC-stel, er du godt på vej.)

3/ Jeg ved ikke om siden her er helt lovlig, men jeg vil gerne dele den med jer som et journalistisk oplysningsprojekt. Vi har lige haft Cryptoparty på 3. semester, hvor vi lærte en hel masse om overvågning og beskyttelse af kilder. På hjemmesiden kan du følge med på tusindvis af overvågningskameraer fra hele verden – det er væsentligt at bemærke, at folk ikke selv ved, at de bliver filmet og monitoreret på internettet. Så hvis I har nanny-kameraer et sted i hjemmet, bør I måske lige sikre jer, at der er styr på sikkerhedsindstillingerne.

4/ Skabsdiva kommer endnu engang med gode tips. Denne gang handler det ikke om afskaffelse, men anskaffelse; til gengæld er det både brugbart og på budget. Hen på eftermiddagen ligner jeg ofte en plettet panda, fordi min tekniske makeup-kunnen seriøst ikke rækker længere. Af den grund bliver jeg nødt til at give det her billige tip et skud.

5/ “For 4-9-9 blir’ du YIR FRI FRI,”  lyder det fra U$O og Jøden i skøn forening (men pas på, du får den på hjernen!). Euroman er sædvanligvis ret skarp på de nostalgiske lister, og denne artikel med 8 legendariske reklamer fra 00’erne er ingen undtagelse.
Min favorit er helt utvivlsomt reklamen fra FYNS VVS-KLIMA, som har kreeret et mirakel af en reklame på et 100-kroners budget.

Solarietøsen fra Højbjerg

Karoline, 16 år. Solbrun, solpudret, hårforlænget og med røg i kæften.

Jeg kommer ikke fra Vestegnen, men når jeg sidder og ser Prinsesser fra Blokken, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg har nogle åndsfrænder rendende rundt i den sjællandske. For selvom jeg i dag er bleg, kedelig og meget dansk at kigge på, har jeg en meget tanorektisk, melaninspækket og attitudefyldt pige inde i mig.

Jeg brugte mine teenageår i Højbjerg, som er en lille og meget korrekt forstad uden for Aarhus. Der  var selvfølgelig solarier i byen (det var jeg et tydeligt bevis på) men de hyppigst besøgende gæster, foruden undertegnede, var primært Ulla og Henning, som skulle vedligeholde deres Lanzarote-tan fra efterårsferien.

Mit mantra gennem gymnasieårene var en god dag, er en brun dag. Og så skulle man fristes til at tro, at hver dag var en himmelsk fejring for mit vedkommende (for min hud var ganske uskandinavisk) men desværre var jeg selv ude af stand til at se, at min pigmentering var stukket helt af. Tror I mig ikke?
… da jeg gik i 2.g, blev jeg spurgt, om jeg ville være deltage i Miss Viby. Det ville jeg gerne, men jeg følte mig måske lidt malplaceret, da jeg fandt ud af, at alle de andre kombattanter var af ikke-vestlig oprindelse.

… jeg har haft et vaskeægte Ross-accident. Vi snakker et spraytan-center, som gik i stykker og sprøjtede orange væsker i mit hoved á 3 omgange. Samme aften skulle jeg til fest, og jeg ved med sikkerhed, at jeg reddede resten af selskabets aften, selvom min egen måske var lidt bitter.

… hvis jeg havde en ‘overskydende’ 20’er i pungen, havde jeg en regel om, at den skulle lægges i en solpulje. Rent praktisk var det en porcelænspokal, og jeg var mere ambitiøs omkring det indsamlingsprojekt, end jeg nogensinde har været om pensionsopsparinger og bankkonti.

… jeg gik gerne i sol 2 gange om dagen.

… min venindes lillebror troede ikke, at jeg var fra Danmark.

… og så overvejede jeg for alvor at gå på solkur. Hvis ikke jeg var velsignet med en møg begavet molekylærbiolog af en mor, som kunne fortælle om uhensigtsmæssig celledeling i hud og modermærker, var jeg sikkert også hoppet på melaninkanylerne.




Så ja, anoreksi, tanoreksi; been there, done that. Og i dag har jeg en regel om, at jeg kun må gå i solarium én gang om året. Det bliver altid den 31. december, fordi intet føles bedre end at hoppe brun ind i den næste kalender.

Vær hilset, hvidkaffe.com!


Tak for jeres fine inputs i forbindelse med min seriøse domænekrise. Jeg endte, ikke overraskende, med at køre better safe than sorry-stilen, så i denne omgang bliver det ikke mig, som befalende byder jer at drikke kaffe.

Der er stadig en del ting, som skal på plads. Et flottere og mere brugervenligt tema, så det bliver nemmere at navigere rundt og kommentere herinde.

Jeg er ikke sikker, men jeg håber, at alle Bloglovin’-følgere (high fives til jer, forresten!) er blevet fulgt med herover. Hvis I oplever problemer eller andre irriterende ting, er I mere end velkomne til at sige til. Det vil være meget værdsat.

Niceface vs. bitchface

Har du nogensinde rendt rundt i byen og haft følelsen af, at alle folk bare smilede til dig? Og din hjerne reagerede nogenlunde i retning af har jeg en klat snot i panden? Kan man se min tissekone? Er det fordi, jeg er grim? Har vi knaldet? Burde jeg kende dig? 

Jeg håber lidt, at I kan sige ja til noget af det, for så er jeg ikke alene om at være lidt socialparanoid. Dybest set er det lidt ærgerligt, at jeg har det på den måde. For når folk smiler til en på gaden, er det dybest set nok fordi, de har en god dag og slet ikke ser nogen grund til at skjule det. Heldigvis.

For et par dage siden havnede jeg på en ganske ringe “artikel” på Buzzfeed, om 22 problemer, man kun kender, hvis man har et resting bitchface. For de uindviede beskriver Urban Dictionary et hvilende kællingeansigt således: A bitchy alternative to the usual blank look most people have. This is a condition affecting the facial muscles, suffered by millions of women worldwide. People suffering from bitchy resting face (BRF) have the tendency look hostile and/or judgemental at rest.

Da jeg var yngre fik jeg ofte at vide, at jeg havde et resting bitchface, og jeg tog det altid som et kompliment. Nok fordi jeg var af den opfattelse, at jeg udstrålede attitude, selvtillid og en form for ophøjet utilnærmelighed. Retrospektivt er selvtillidsdelen reel nok, men at sætte en dyd i at emme af attitude og utilnærmelighed virker i dag en smule underligt. Og dumt. (Desuden tror jeg, at det kræver større balls at smile stort til fremmede end at stirre køligt på dem.)

Der er næsten ikke noget dejligere end at smile til folk og opleve, at de smiler tilbage. Så nu har jeg sat mig for at have et permanent niceface. Om ikke andet, så bare et resting stoneface; et hjerneforladt udtryk er trods alt bedre end et humørforladt.

Apropos humørforladt og smilemuskler på overarbejde, så var jeg jo på tinderdate i går. Hele seancen varede lige omkring to timer, og så tror jeg sgu egentlig, at han gik hen og blev lidt træt af mig. I hvert fald fik han pludseligt ret travlt med at følge ham hjem. Jeg bebrejder ham ikke, for jeg tænkte mere på min lune seng, end jeg tænkte på ham liggende i den. Så det blev heller ikke denne gang, jeg mødte min soulmate.

Da jeg kom hjem, nænnede jeg næsten ikke at fjerne min date-makeup, for jeg følte slet ikke, at den havde haft tid eller mulighed for at udleve sit fulde potentiale. Så jeg fiskede min elskede sodavand frem fra køleskabet, øvede mit rustne selfiegame og tog afsked med mit rutinerede bitchface.

Harry Potter, Fantastiske Skabninger og Nazityskland

Da jeg gik i folkeskole, plejede jeg at sammenligne tekstanalyse med et franskbrød, som man dissekerede i 1000 stykker; meningsløst og dumt. I dag er jeg mere tilføjelig til at mene, at min sammenligning var meningsløs og dum, for tekstanalyse viste sig med årene at være ret underholdende. På en god dag, selvfølgelig.

Hvis jeg ikke havde lært at holde af nærlæsning og alternative teksttolkninger, havde det nok heller aldrig slået mig, hvor mange ligheder der er mellem Harry Potter-bøgerne og Nazityskland. Og der er altså en del. Faktisk overvejede jeg at skrive min SRP-opgave i gymnasiet om det, men jeg gik væk fra ideen igen, fordi jeg var bange for, at 2 ugers akademisk skrivehelvede ville ødelægge den magiske oplevelse for mig. Og således endte jeg med at skrive om menneskets genom og Lone Frank, som jeg i forvejen ikke kunne lide, så der havde jeg ikke meget på spil.

De sidste 10 år har jeg gået og troet, at jeg var den eneste i verden, som havde gennemskuet verdenskrigsreferencerne fra Rowlings hånd, men en lille googlesøgning for et par dage siden afkræftede desværre den teori. Andre har skrevet om det, men jeg tror, at jeg er ophavsmanden til den finurlige præsumtion.

Hvis I synes, at det kunne være hammer spændende at læse mere om, så kan I klikke jer videre her. (Og hvis I ikke synes, at det er spændende, men stadig gerne vil have et lille indblik i, hvad jeg egentlig fabler om, så er nogle af de mest no brain-ligheder her:
Dumbledores Armé og Fønixordenen = Modstandsbevægelsen, de allierede.
Dødsgardisterne = SS-korpset.
Fuldblodsmagikere = Den ariske race.
Mudderblod = Jøder, andre uønskede.)

I sidste uge havde Fantastiske Skabninger/Fantastic Beasts premiere – og jeg lover jer, den var helt igennem fantastisk, eventyrlig, magisk og underholdende. Efter premieren har der været et par anmeldere og en del fans, som har hævdet, at Fantastiske Skabninger er et billede på LGBT-samfundet – et kunsterisk portræt af homomiljøet, og et opråb mod diskrimination af bøsser, lesbiske og andet godtfolk.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Rowling bestemt ikke er tilhænger af diskrimination af nogen art (heller ikke mod homoseksuelle, vores kære Dumbledore er trods alt på det hold). Men med min ekspertise og kompetence bliver jeg simpelthen nødt til at slå hånden i bordet og modsætte mig denne teori. Fantastiske Skabninger er, ligesom Harry Potter, et billede på 2. verdenskrig.

Det var et ret voldsomt postulat, Karoline. Vil du venligst uddybe?

***ADVARSEL – SPOILER ALERT***

Filmen udspiller sig i New York, året er 1923 (rettelse fra læser: 1926, hvorfor mit argument er stærkt svækket).
I afslutningsscenen finder vi ud af, at Mr. Graves, spillet af den underskønne Colin Farrell, rent faktisk er den notoriske, ondskabsfulde troldmand Gellert Grindelwald (ham med dødsregalierne, som var barndomsbuddy med Albus Dumbledore.) Grindelwald bliver fængslet for sine ugerninger.

I virkelighedens 1923 blev Adolf Hitler fængslet og idømt 5 års fængsel efter et kupforsøg. Han blev imidlertid løsladt allerede 5 måneder efter. Min mavefornemmelse siger mig, at Hr. Grindelwald heller ikke kommer til at sidde og ruske i tremmer i specielt lang tid.

Desuden ved vi, at Gellert Grindelwald ble besejret i år 1945. 1945 er også året, hvor Hitler døde og 2. verdenskrig endte (chok!) Det er også året, hvor det er planlagt, at handlingen for Fantastiske Skabninger skal slutte.

Tilfældigt? I think not.

Jeg skal faktisk på date om en halv time. Min mave gør ondt. Jeg har ikke lyst, og jeg burde også gå i bad. Det har jeg heller ikke lyst til. Ønsk mig lige held og lykke. 

thumb_img_3414_1024