Kriser pt. i moderat grad over…

… hvor tæt jeg var på at give kundeservicemedarbekderen i Kvickly et møgfald, da hun prøvede at belære mig om skyr, og på samme tid nægtede at give mig de 13 kroner retur, som butikken uretmæssigt havde stjålet fra mit Dankort. Undskyld, jeg var ret sulten, og til en anden gang skal jeg nok lade være med at bruge ordene ‘alternative facts’ i en indkøbssituation.

… cyklisterne i København. De er sindssyge, anarkistiske og tydeligvis ret OK med at dø i en højresvingsulykke. Derfor er jeg også lidt foruroliget over min egen cykeladfærd, som alle dage har grænset til at være irriterende regelret, men at jeg allerede er begyndt at adaptere den uacceptable adfærd, som hersker på de københavnske cykelstier. Heldigvis har jeg fået mig en cykelhjelm. (IKEA, 179 kroner. Og den er flot og sort.)

… at det i morgen er den 1. februar. Det betyder, at det er min første dag i praktik. På Femina. Et rigtigt voksenjob. Jeg kan ikke engang finde ud af at skifte en støvsugerpose, jeg har stadig til gode at finde ud af, hvad en forskudsopgørelse er, og om det er noget, jeg bør tage stilling til, og sommetider glemmer jeg at lukke min mund, så der løber savl ned fra min hage. Det skal nok blive godt, det her.

… at have en roomie, som ligesom også har madvarer stående i køkkenet. De er ikke mine, og det kræver altså lidt tilvænning. Nu har jeg drukket halvdelen af hendes letmælk (første gang var et uheld) og jeg har minimum spist halvdelen af hendes tyrkisk peber-bolcher. Det var ikke et uheld.

… min far. Ja, ham. Igen. Fortsættelse følger.

… at i morgen også bliver den første gang i et halvt år, hvor jeg kommer til at iføre mig en BH (eller i hvert fald bare sådan en blondesag uden bøjler.) Mine lunger er allerede begyndt at brokke sig.

… gamle damer med gangstativ på Falkoner Allé/Gammel Kongevej/Vesterbrogade/alle andre gader.

Ønsk mig nu lige held og lykke, ing’?

Slow Joe har givet de sidste svar (primært om blogs og voksenplaner)

Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring deling af private ting på bloggen? Det virker som om, at du deler dine dybe hemmeligheder og inderste følelser herinde. Er du ikke bange for, at det kan blive brugt mod dig eller modarbejde dig en dag?
Stort set ikke nogen. Jeg lever med en naiv tro på, at idioterne aldrig finder vej ind på min blog. For det skulle være dem, som fik mig til at fortryde, at jeg nogensinde begyndte at dele ud. De kommer desværre nok en dag, og så kommer jeg sikkert til at genoverveje, hvordan min blog skal være.

Er du en person der har mange eller få venner/veninder?
Jeg synes selv, at jeg har mange veninder, men jeg har kun meget få venner. Heldigvis har mine nærmeste holdt mig ud gennem hele mit sygdomsforløb (hvilket seriøst er et mirakel) og så er der kommet en masse flere til, efter jeg er begyndt på Journalisthøjskolen.

Hvad er det sværeste ved at have en spiseforstyrrelse set i forhold til sociale sammenhænge og relationer?
Stort set alt. Da jeg ikke var i behandling, og jeg stadig mente, at jeg skulle tabe mig, spiste jeg aldrig sammen med andre mennesker, og det er jo enormt ekskluderende i sig selv. I dag kan jeg stadig godt begrænse mig selv socialt, selvom det sker meget sjældent, fordi de fleste spiseforstyrrede får nogle meget faste ritualer og rutiner, som er svære at bryde ud af. Et eksempel kunne være, at jeg blev inviteret til aftensmad klokken 18. For et års tid siden havde jeg nok meldt afbud, fordi jeg først plejer at spise klokken 20. I dag ville det måske genere mig lidt, men det ville aldrig være en dealbreaker.

Hvis du kun måtte lave en ting resten af dit liv hvad skulle det så være?
Altså. Det har jeg slet ikke forestillingsevne til at give et fornuftigt svar på. Jeg tror bare virkelig gerne, at jeg vil skrive, men jeg vil også gerne møde en masse mennesker imens. Så hvis vi prøver at fusionere (en mindre egoistisk) Carrie med Stéphanie Surrugue og siger, at det blev en person (som er mig), som kun laver én ting, så må det være mit svar.

Hvor ser du dig selv om 5 år? Blogger du stadig der?
Om 5 år skulle jeg gerne være færdiguddannet og godt i gang med et voksenliv. Måske har jeg også en hund. Min blog er der kun, hvis jeg stadig har lyst til at skrive (og det håber jeg VIRKELIG, at jeg har.)

Hvordan har du det med at blive gammel? Mærker du noget til 25-års krisen?
Tjoh. Måske lidt. Men den kommer kun, når jeg fremprovokerer den (hvilket jeg gør bedst ved at tænke på, hvor gamle jeg mente 25-årige var, da jeg selv var 15) men det er jo også lidt dumt. I mit hoved er jeg stadig 19 år, selvom diverse Kender du de unges lingo-tests konstant modbeviser sandhedsværdien af den overbevisning.

Ved du hvilket område du gerne vil arbejde indenfor når du er færdiguddannet?
Det kunne sagtens være på et magasin som Femina. Jeg håber lidt på, at de bliver så glade for mig – og vice versa – at jeg får lov til at vende tilbage efter min bachelor. Men lad os nu se…

Hvilke blogs følger du selv?
Jeg følger med på pinligt mange blogs. Ikke kun for at scanne materiale til mine Blogger-bullshit-opstød, men også fordi der bare er en del gode derude. Det her spørgsmål fortjener et indlæg for sig selv, og det arbejder jeg selvfølgelig på. De bedste blogs IMO er både intelligente, humoristiske, personlige og selvironiske, og derfor klikker jeg mig ind på alt, som Miriam og Linda laver. Men som sagt, hæng på: der er også nogle helt igennem fantastiske mommies og hårdtarbejdende fashionistaer, hvis personligheder jeg slet ikke kan stå for. Desuden vil jeg hurtigt henlede opmærksomheden på to blogs, som jeg også er glad for. Den ene er Omveje, og den anden er Cathrine Frier, som langt om længe er vendt tilbage til Blogland.

Har du set SKAM? Hvilken karakter identificerer du dig mest med?
Selvfølgelig har jeg set SKAM. Faktisk blev jeg færdig med sæson 3 i går (som jeg kom meget sent i gang med, fordi jeg lige skulle affinde mig med tanken om, at William ikke ville være der.) Men den var god. Min mor, og vist også min søster, mener, at jeg minder mest om Nora. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg nok mere Eva-agtig.

Hvordan fandt du ud af at så mørke øjenbryn er så pænt til dig og dit lyse hår? Jeg er selv sådan en underlig mellemblond-leverpostej-lidt-rødt-skær hårtype og jeg kan ved Gud ikke finde ud af om jeg tør farve mine relativt lyse øjenbryn. Springer man bare ud i det og går med solbriller i 3 uger hvis det ser ud helt af helvedes til? Tillægsspørgsmål: hvilken farve har dine øjenbryn fra naturens side?
Hahaha, det her er et godt spørgsmål, og det har trukket mig gennem et nostalgisk tilbageblik på mine tidligste teenageår. Da jeg var 13, farvede jeg mit hår blond for første gang, og selvom mine bryn er ret fyldige fra naturens side, besluttede jeg mig også for at lade frisøren farve dem sorte. Her fulgte der to lange uger, hvor jeg skiftevis var helt oppe og ringe over resultatet, eller også var jeg af den overbevisning, at jeg lignede en cirkusklovn. Men så faldt det langsomt og roligt til, og siden da har jeg haft mørkebrune/sorte bryn. I dag er mine bryn vigtigere for mig end mascara; hvis de ikke er der, er mit ansigt væk. Dermed ikke sagt, at alle kan bære det (jeg burde måske også tone liiiiiidt ned) men start evt. ud med en brun blyant/brynfarve og justér langsomt på det. Sørg for at have en god veninde/søster med på projektet, som kan give sin ærlige mening. Unaturlige bryn er ikke for alle.

Med tingeltangel

Uden tingeltangel

 

 

Mens jeg venter på, at ovnen bliver varm


Jeg har fundet ud af, at min venstre hjernehalvdel ikke fungerer specielt godt, når den er omringet af kaos. Men nu er flyttekasserne efterhånden havnet i papcontaineren, mit tøj er smidt på plads i kommoderne, og jeg har fundet en stikdåseløsning, som ikke involverer et ledningehelvede til elkedel, mikroovn og Nespressomaskine ude i køkkenet. Så kan jeg bare håbe på, at mine ord så langsomt begynder at vende tilbage. Ikke kun fordi det har været ret hårdt at have så travlt, at alle mine tanker forsvandt, men nok også fordi Femina bliver ret trætte af en journalistpraktikant, som ikke lige er i stødet til at skrive.

Siden fredag har jeg haft lejligheden for mig selv, og jeg er her også alene de næste par dage, mens Nadia – min veninde fra 1. semester, som jeg skal bo sammen med – er i Holstebro for at hjælpe sin journalistkæreste med at pakke ud. (Det er sådan en meget klassisk indavlssituation blandt journalister. Journalister er sammen med journalister, og sandsynligheden for at jeg også ender med en journalist er tæt på 100. Jeg har hørt, at det er det samme for læger.)

Det har passet mig ret udmærket, for jeg har fået frit slag ude i køkkenet, som ved min ankomst stod ganske ryddet og med tomme hylder, kun klar til at blive overtaget af mig og mine ting. Nadia spiser nemlig som en fugl i 0. klasse (dvs. meget lidt, og det er for det meste A38 1,5 % og Kelloggs Cornflakes) så det passede os begge fremragende, at køkkenet blev en udvidet del af mit værelse.

Så nu bruger jeg dagene på at få følelsen af, at lejligheden også er mit hjem, og at København er min by. Projektet går nogenlunde, men jeg bliver lidt modarbejdet af enkeltelementer, som især udfordrer min tålmodighed, personlige hygiejne og nervøse mave. Ovnen i køkkenet er sådan en lydløs sag, som ikke viser tegn på aktivitet, når den er tændt. Det er ikke et udtryk for den nyeste pyrolytiske termoteknologi. Det er snarere en konklusion på, at den er 17 år gammel og endnu ikke kender varmluftens ædle kunst, men stadig bryster sig af sine stilfærdige varmelegemer, som gerne vil tilberede ens mad, hvis bare man kan vente længe nok på det.

Der er intet bad i lejligheden (heller ikke i kælderen), og jeg lugter efterhånden lidt fordærvet, hvilket er en anden ting, jeg nok lige skal have løst inden min første arbejdsdag. Min sidste anke må være toilettet, som ikke kan klare modstanden af selv det mest beskedne læs, hvilket jeg nogenlunde kan håndtere, mens jeg har lejligheden for mig selv. Men når min udlejer kommer tilbage, forudser jeg, at mine tarme får et seriøst problem.

Og hvis man ser bort fra ovenstående, så er alt faktisk godt, og det er i hvert fald meget bedre, end jeg kunne have håbet på. I går faldt jeg i snak med mine nye underboer, et par i 40’erne, og det endte med, at vi brugte et par timer på mit nye køkkengulv (som ret beset ikke er et gulv, for det er blevet rykket op) mens vi fjernede søm fra brædderne og snakkede om Gud, Frederiksberg og behandling af spiseforstyrrede. Da vi var færdige, gav kvinden mig et langt kram, kiggede mig i øjnene og sagde: “Tak for din fortælling.”

Det var dybest set lidt paradoksalt, for i virkeligheden var det jo mig, som skulle takke for hjælp, værktøj og arbejdskraft. Lige nu synes jeg egentlig også, at de fortjener et tak for at lade mig finde ud af, at mine ord langt om længe er kommet tilbage. Og det er ret rart.

Test: Hvilken bloggertype er du?

Det er snart ved at være store flyttedag, og selvom jeg virkelig ikke har brugt specielt lang tid på Projekt Nedpakning, har jeg for længst ramt det punkt, hvor jeg har brug for overspringshandlinger. En af de klassiske er på Buzzfeeds forunderlige platform, hvor jeg typisk lægger ud med en ret høj standard (“Here is how Trump i going to save America once and for all”), men efter en halv time tager man sig selv i at klikke ind på Tell me your favourite colour, and I will reveal what your 2017 will be like. Det er stadig en overspringshandling, men måske en lidt mere fornuftig af slagsen, og nu har jeg lavet endnu en test. Intet kan måle sig med min første, men sidder du med en bloggerspire i maven, kan jeg nu hjælpe dig på rette vej i det store blogland!

 

Hvad ville være dit største incitament til at blogge?
a. At jeg en dag kan blive min egen chef.
b. Incitament????? ??..
c. At kunne dele mine ord og tanker med en masse mennesker. Jeg føler, at jeg har en del at byde på.
d. Cut the crap. Der findes kun én grund til, at folk blogger: penge og gratis gaver.

Hvad ville være kirsebærret på din dag i dag?
a. Hvis produktionsteamet fra Vild med Dans ringede og ville have mig med i næste sæson.
b.Hvis Instagram uppede sit game en smule, og gjorde det nemmere for mig at få min profil til at se lidt skarpere ud.
c. Hvis Hella Joof kom til min by og holdt foredrag.
d. Jeg forstår ikke dit spørgsmål, og jeg bryder mig heller ikke om kirsebær uden for sæsonen.

Hvis du var en gud af den gamle skole, hvad ville så være den 8. dødssynd?
a. Egoisme.
b. Udtrådte UGGs.
c. Arrogance.
d. Navlepilleri.

Hvad lyder smukkest?
a. Du ka’ få masser af succes, men hvad det værd, hvis ik’ du deler det med nogen?
b. Til alle jer fuckbois og alle jer wannabe modeller, I ved godt, det kun er guldet der tæller.
c. So long as men can breathe, or eyes can see, So long lives this, and this gives life to thee.
d. Sæt dig ned, og lyt engang til det ord, som er frit, for du kan sige, li´ hvad du vil, hvis det er det, der skal til, sig’ hvad du føler, sig’ hvad du tænker, uden snærende lænker.

Hvad er din holdning til rygning?
a. Det lugter, men det må rygerne selv ligge og rode med.
b. Min Saks Potts er ikke fuldendt, før den ledsages af en Marlboro Light.
c. Intet dulmer kærestesorger, eksamensstress, generelt stress og generelle uønskede følelser, som en smøg gør.
d. Ad. Bare ad.

Vælg en bog.
a. Papmaché-reglen.
b. Skinny Bitch.
c. Rødby-Puttgarden.
d. Helt ude i hampen – Mails fra underklassen.

Hvilken af nedenstående sætninger irriterer dig mest?
a. ?Restauranten er ikke børnevenlig.?
b. ?Error 505. Der er sket en uventet fejl.?
c. ?Igår besluttede jeg mig for at kører til Århus for at spise frokost.?
d. ?Indlægget er sponsoreret af Rynkeby.?

Din livret?
a. CAAAAAARBS.
b. Røde bøffer og avocadoer.
c. Nettos spotvarehylder udvider konstant min horisont.
d. Mad siger mig ikke så meget.

Hvad ville du anse for at være den største bedrift?
a. At få børn!
b. 10K followers på insta.
c. At få udgivet en bog.
d. At Den Lyserøde Elefants identitet forbliver hemmelig.

Den mest legendariske blogger er uden tvivl?
a. Caroline Berg Eriksen.
b. Elin Kling.
c. Dines the Infotainer.
d. Bitterfissen Bethany.

Den hyppigste årsag til, at du bliver uvenner med mennesker, er?
a. Når jeg har spist al chokoladen.
b. Jeg satte engang ild til min venindes extensions, da vi var på ARCH, og det blev hun ikke ret glad for.
c. At de misforstår mig.
d. Når jeg giver udtryk for mine holdninger.

Hvad arbejder du med?
a. Mennesker.
b. Mit visuelle udtryk.
c. Mig selv, primært.
d. Ingen af delene, og det her er en elendig test.

Hvilket blogindlæg vil du være mest tilbøjelig til at klikke dig ind på?
a. “10 fordele ved et liv bag ligusterhækken.”
b. “MUSTHAVE ITEMS FOR THE MALDIVES.”
c. “Om eftertænksomhed og taknemmelighed.”
d. “Disse realitystjerner hader jeg MEST.”

Dit foretrukne medie?
a. Min blog, selvfølgelig!
b. Instagram og Snapchat.
c. De fleste medier kan noget, ellers var de her vel ikke længere?
d. Facebook, Instagram, Snapchat, Bloglovin’… jeg overvåger dem alle.

Hvad er flest billeder af på din telefon?
a. Mig  og min familie.
b. MIG, mad og mode.
c. Mit dyr, fejlstavede skilte og tvivlsomme selfies.
d. Screenshots.

FLEST A’er: DU ER DEN FAMØSE FAMILIEBLOGGER!
Når du er havnet her, er det nok fordi, du har mand og børn, som du elsker meget højt. Her er tale om inderlig, uendelig kærlighed, som har ført dig til den overbevisning, at din familie er ganske unik, og det bliver du nødt til at fortælle resten af verden om – selvfølgelig med dig selv i centrum, for du er trods alt den mest unikke i flokken. Du er ganske givet enormt likeable, og det bør netop være din styrke, når du skal i gang med at tiltrække dig læsere. 
Mit bedste råd: Lad være med at sige ja til alt. Din skærmtid skal nok komme (og den kommer nok hurtigt, hvis du skriver et eller andet kontroversielt om amning.)

FLEST B’er: DU ER DEN FOLLOWERSØGENDE FASHIONBLOGGER!
Du har fuldstændig styr på, hvornår H&M x EN ELLER ANDEN DESIGNER kommer med sit næste samarbejde, du glæder dig til CPH fashionweek, og du har ret godt tjek på, hvordan man udnytter Facetune og Unum på den mest optimale måde. Måske siger ord dig ikke specielt meget, og du har det med at gå kold i din fortælling efter HEJ BLOGGEN/SWEETIES. Til gengæld er du virkelig dygtig til at finde gode billeder af dig selv, og Tumblr er en inspirationskilde uden lige. Behøver man så overhovedet mere?  
Mit bedste råd: 
Overvej, om du virkelig behøver den blog. Måske er captions på Instagram nok til dig.

FLEST C’er: DU ER DEN OMFALOSSKUENDE, ORDKLØVENDE BLOGGER!
Du er sandsynligvis af den opfattelse, at blogland er blevet et stort, overfladisk virvar, hvor folk bevæger sig længere og længere væk fra det vigtige, essensen, det væsentlige. Og her er du! Den autodidakte ordjonglør, som, med en rygsæk fuld af fortællinger og erfaring, kan give bloggossfæren, hvad den inderligt mangler og hungrer efter: substans. Velformuleret substans. Du kunne aldrig drømme om at sælge ud eller gå kommercielt, for det er netop denne kapitalistiske tilgang til mediet, som har ledt til indholdsmæssig dekadence.
Mit bedste råd: Hold dit LIX-tal på et nogenlunde niveau, og pas på med at tage dig selv for seriøst.

FEST D’er: DU ER KOMMENTARFELTS-WRECKEREN!
Jeg ved ikke, hvem du er, eller hvordan du er kommet herind, men jeg bryder mig sandsynligvis ikke om, at du er her.
Mit bedste råd:
Keep it low key, og smut eventuelt ind på tumpe-testen og tag ved lære.

Genmæle – mest om HP, anoreksi og familie

Ser du nogle styrker ved at have haft en spiseforstyrrelse? Udover at have en god anledning til et par selvironiske jokes, selvfølgelig. 😉
Hvis jeg havde fået det spørgsmål for et år siden, havde jeg sagt nej. Men i dag er jeg ikke i tvivl om, at min spiseforstyrrelse både er det værste og det bedste, der nogensinde er sket for mig. Når jeg ser tilbage på de sidste 10 år, føler jeg, at jeg har levet tre vidt forskellige liv. Et uden sygdom, et andet midt i min sygdom og et tredje på vej på den anden side. Selvom jeg stadig er Karoline, er jeg slet ikke det samme menneske som tidligere, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kun er til det bedre. Det var ikke specielt konkret, hva’? Jeg vil vove den påstand, at jeg er blevet mere overbærende, tålmodig og reflekterende, og det var godt nok ikke mine forcer, før jeg blev syg. Men vigtigst er, at jeg meget bedre kan lide mig selv i dag, og jeg tror egentlig også, at andre har det på samme måde.

Er du typen, der kan finde ud af at klage på en restaurant, hvis fx bøffen er sej eller maden oversaltet?
Ikke på restauranter, nej. Men i alle andre henseender er jeg et retfærdighedssøgende brokkehoved uden lige. Hvis mine takeaway-kartofler er rå, eller Stimorol har taget mit yndlingstyggegummi ud af sortiment (hvilket er sket to gange!) så siger jeg det også til dem – på en pæn måde og pakket ind i roser, selvfølgelig. Et meget aktuelt eksempel kunne være min megahypede medister, som jeg forleden nåede at nævne cirka 13 gange i et enkelt indlæg. Medisteren var egentlig en julemedister, og selvom den smagte godt, var det mig umuligt at smage, hvorledes denne adskilte sig fra en ganske almindelig medisterpølse. Jeg var ret tæt på at skrive en mail til Rema 1000 og stille dem samme spørgsmål, da det er af væsentlig karakter. Men jeg slog mig over nallerne og mindede mig selv om, at en sådan mail er et basistræk inden for irriterende forbrugeradfærd, så jeg lod alligevel være.

Hvad ville din patronus være?
Et æsel. Eller jeg håber, at det vil være et æsel. Det er et af mine yndlingsdyr, og det besidder alle de egenskaber, som jeg selv gerne vil have.

Hvilken kendis ville du allerhelst knalde?
Det her er altså det sværeste af alle spørgsmål! Listet fra mindst realistisk til lidt realistisk: 1. Jake Gyllenhaal. 2. Jamie Dornan. 3. Jesper Nøddesbo. 4. Lars Løkke.

Hvad er dit bedste barndomsminde?
Alle mine bedste barndomsminder relaterer sig til Onkel Jørgen, min fars storebror. Han var på mange måder min bedste ven, og jeg har brugt utallige weekender og ferier hos ham. Han lærte mig både at drikke kaffe og se Matador allerede som 5-årig, og han lod mig altid være oppe til langt ud på natten, mens vi sad i ceruts i hans lænestole, spiste osterejer og gajoler, mens vi så hjemnefilm og dokumentarer om 2. Verdenskrig.


Hvis du kunne gøre én ting om i dit liv, hvad skulle det så være?
Dengang min mormor lå på hospitalet og var tæt på at dø, sagde jeg nej til at sige farvel til hende i enerum. Det fortryder jeg inderligt, og jeg sidder nærmest og flæber lige nu bare af at tænke på det.

Hvad for noget musik lytter du til?
Det er vist nemmere at skrive, hvad jeg ikke lytter til: dødsmetal og country. Alt andet går an, men afhænger selvfølgelig af mit humør.

Hvad er din største styrke?
Min evne til at sige ‘jeg skal bare have en nats søvn, så er det hele bedre i morgen’, hver gang livet kaster lort efter mig.

Er der noget du altid har villet lære, men som du ikke kan (endnu)?
At lave en vejrmølle og at kunne spille et instrument. Er totalt ærgerlig over, at mine forældre ikke pacede mig lidt mere som barn.

Hvem er egentlig din yndlings HP-karakter?
Jeg har alle dage været en sucker for Dumbledore, men Hermione er jo også gennemført fantastisk.

Hvor længe har det/de forhold du har været i, varet? 🙂 Og hvem slog op?
Mit længste (og eneste) voksenforhold varede cirka 15 måneder. Vi blev ret enige om, at det ikke længere fungerede. Det var lige før min sygdom var allerværst, og jeg var en fuldstændig elendig kæreste. Jeg orkede ikke andet end min sygdom, og min hjerne og følelser var begyndt at lukke helt ned. Vi fortsatte med at se hinanden efterfølgende, og han var enormt opbakkende og hjælpsom, hvilket jeg vil være ham evigt taknemmelig for – men i dag ses vi ikke længere.

Har alle dine søskende den samme far, som du har?
Ja.

Kan huske du har skrevet om dit forhold til din søster og at det ikke er det bedste! Kan du uddybe det? Og hvad med forholdet til dine andre søskende?
Min storesøster og jeg er som cola og mentos. Vi fungerer bare ikke sammen, og det har vi dybest set aldrig gjort. Lige nu er jeg nået frem til den konklusion, at vi aldrig bliver specielt tætte, men jeg vil meget gerne, at vi kan snakke og grine sammen uden konstante gnidninger. Det er et projekt.
Min lillesøster er en af mine bedste veninder. I forhold til min bror vil jeg tro, at vi har det bedste forhold, man kunne håbe på under de givne omstændigheder. Han har Aspergers, og sommetider forledes til at tro, at han har glemt, hvem jeg er, men så gør han alligevel sommetider noget ekstremt nuttet, og så er jeg slet ikke i tvivl om, hvor meget vi elsker hinanden.

Hvad er din holdning til børn i fremtiden?
Dem vil jeg gerne have. Desværre er jeg oprigtigt bange for, at jeg ikke kan få nogen, men jeg kan ikke få mig selv til at smutte til lægen og få det afklaret.

Hvordan er det for dig at spise mad, som andre har lavet, og som du dermed ikke har haft mulighed for at bestemme over?
Det er næsten det bedste, jeg ved! Altså. Jeg elsker at lave mad, men jeg elsker også ikke at skulle lave det.

Har din anoreksi betydet, at der er nogle madvarer du ikke længere kan lide/bryder dig om? Eller formuleret på en anden måde: Er der nogle madvarer, der sætter nogle trælse minder i gang, hvorfor du prøver at undgå dem?
Mine smagsløg har ændret sig en del. tidligere levede jeg af pasta og rugbrød, men jeg kunne aldrig finde på at røre kartofler(?!). Det er totalt omvendt i dag; kartofler er min primære energikilde, mens pasta, ris og brød bare er.. bwah. Jeg har heller aldrig kunnet lide risalamande, men nu synes jeg, at det er FRÅDEREN. Heldigvis har jeg ikke fået nogen madtraumer af betydning. Eller, det er ikke helt sandt. Bare tanken om portobellosvampe og dårlige hokkaidogræskar sætter min gagrefleks i gang. Sådan er verden så sjov.

Hvornår og hvorfor gik dine forældre fra hinanden?
Det er cirka 1 1/2 år siden. De blev officielt skilt i sommers. Jeg gik ud fra, at det skete, fordi ingen længere kunne se nogen grund til, at de skulle blive sammen.

Har din far altid været fraværende, også mens dine forældre stadig var sammen?
Ja, jeg har desværre (eller måske heldigvis) aldrig prøvet andet. Men det var først meget sent, at det gik op for mig, at ikke alle mænd er ligesom min far. Og det er stadig noget, jeg slet ikke har fået styr på endnu.