14 skøre ting, jeg gjorde, da jeg var syg (i hovedet)

levede af Hokkaido-græskar i 10 måneder. Når jeg siger, jeg levede af det, så er det rent faktisk også, hvordan man skal forstå det. Jeg spiste ikke andet; hokkaido til morgen, middag og aften. I hele den periode pendlede jeg fra dagligvarebutik til dagligvarebutik og shoppede græskar, og jeg konsumerede gerne 2 kg i løbet af en dag. Men så fik jeg heller ikke andet. Stadig 2 år efter (og efter seriøs nedtrapning) var mine hænder og fødder stadig orange (se foto). Og ja, jeg kaster op ved tanken om hokkaido den dag i dag. 

lavet en frisk, nøje afmålt portion granola hver morgen. 12 gram for at være helt præcis. 3 mandler, 4 cashewnødder, en teskefuld hørfrø og et par havregryn ristet på en pande.

(blev efterfølgende meget forurettet, da diætist-Pernille sagde, jeg ikke fik nok fedt i kosten. Kvinde, jeg spiser 7-8 gram nødder om dagen, hvad er det, du ikke forstår). 

haft episk krise, da græskarsæsonen var ovre. Begyndte i stedet af spise piskede æggehvider med sødemiddel og lidt skyr. Og 12 gram frisklavet granola. 

i afmagt bedt min mor om at lave mig et mellemmåltid – hun måtte helt selv bestemme, hvad det skulle bestå af. Da hun så serverede mig en skive ristet rugbrød med smør og banan, skældte jeg hende først ud over hendes valg af menu. Efter min første bid brugte jeg 10 minutter på at skælde hende ud over, at hun ikke havde ristet brødet nok, og hvordan ristet rugbrød er herre klamt, hvis det kun er halvristet. Tog maden, pakkede den ind i køkkenrulle og smed den i skraldespanden.

sat min recocery i bero, fordi jeg blev scoutet af Le Management. Det logiske ræsonnement: jeg kan altid blive rask om 10 år. 

drukket en liter vand før torsdagsvejning. 

arbejdet 2 x 10 timer fredag og lørdag på Northside uden en eneste pause eller bid mad. Da jeg om søndagen ville i føtex om formiddagen (stadig uden mad), faldt jeg om og mistede bevidstheden, blev hentet af min mor og far, og da jeg næste gang kom til lægen, beskyldte jeg mine nye piller for at være synderen.
Hende: – Karoline, jeg er ret sikker på, det er, fordi du ikke får noget mad.

siddet og tænkt, når jeg var i samtalegruppe med andre spiseforstyrrede, at jeg var virkelig heldig, jeg havde anoreksi og ikke bulimi. Først og fremmest var min variant klart mest tyndhedseffektiv, og for det andet behøvede jeg ikke ødelægge min krop ved at kaste op. Fornem det tragikomiske. Det gjorde jeg ikke dengang. 

indtaget 2 liter Faxe Kondi Free samt 3-4 pakker tyggegummi i dagen (og stillet mig uforstående over for, hvorfor min mave altid opførte sig som en kælling). 

kørt bil i den periode, Dagshospitalet truede med at tvangsindlægge mig. Blev påkørt af en ambulance i udrykning. Min far politianmeldte dem.

haft denne første samtale med psykolog-Bo på Risskov:
Bo: – Nå, spiser du så morgenmad?
Mig: – Ja.
Bo: – Hvornår?
Mig: – Klokken 16.30.
Bo: – …
Bo: – Og aftensmad?
Mig: – Ja … ved 11-tiden.
Bo: – Og ikke andet end det?
Mig: – Nej, ikke rigtigt.
Bo: – Det er jo ikke helt nok.
Mig: – Jeg får altså altid 500 gram grøntsager om dagen, sååå … jeg er ret sikker på, jeg er dækket ind.
Bo: – …

FUN FACT: når jeg spiste min 16.30-morgenmad SKULLE jeg læse Miriams Blok. På det tidspunkt havde jeg næsten lige opdaget den, og jeg var startet fra begyndelsen, så hver dag sad jeg i arkiverne og scrollede og scrollede. Fandme hyggeligt!

meldt afbud til samtlige julefrokoster, påskefrokoster, fester, hyggeaftener, alt, og jeg undrede mig over, jeg var så ensom. 

da jeg stadig spiste 1200 kalorier om dagen (før det blev nedjusteret til 300-500) skulle jeg til fest med Baresso-folket. Jeg målte 400 kalorier vodka op i en shaker, spiste 800 kalorier mad i løbet af dagen, og sådan kan du blive stiv på en gennemført syg og kontrolleret måde. 

bedt min far om at forstå nogle af anoreksiens mekanismer (haha, det punkt er nok det skøreste). 

Orange, 2 år senere, min fars sommerhus. Billedet er fra top to over de værste juleaftener, jeg nogensinde har haft (men Hugo var der, så det er godt).

De episke nedture ved at være *ægte blogger*

aKa The Bloggle Struggle™️

Som den narrebloggerfisse jeg nu engang er, meddelte jeg engang for hundrede år siden (= 7 måneder), at jeg havde skrevet om de omsiggribende personlige nedture, udfordringer og kampe, *man* som blogger står overfor som følge af  beslutningen om at krænge sit liv ud til en masse fremmede mennesker, hvoraf de fleste ikke engang vil dig det godt (her taler jeg selvfølgelig stadig om ‘man’ – det vil sige ‘alle andre end undertegnede’). Ok, lang sætning. Nu har jeg omsider kvindet mig op, så her er listen over det hårde bloggerliv og de hårde bloggerproblemer.

Du får et forskruet forhold til tal, og du synes ikke længere, det er en smule sygt og surrealistisk, at 1045 mennesker følger dig på Instagram. 10K, så kan vi begynde at tale om det. #SwipeUpEllerDøSomEnTaber.

Du er genetisk uheldig, og rent survival of the fittest-mæssigt giver du ingen mening. I hvert fald findes der ikke den skavank, du ikke døjer med. Heldigvis kan et sponsoreret produkt altid afhjælpe de ubehagelige gener for en stund.

Du tager dig selv for seriøst – for hurtigt, så når du efter 2 uger som selvudnævnt blogger udtrykker ‘at dit domæne er i rivende udvikling’, så tror jeg ikke på dig. Men jeg er glad, hvis du tror på dig selv.

Du er givetvis hammerirriterende i virkeligheden. Men altså … hvad kom først? Hønen eller ægget?

Du vil for altid være stigmatiseret som værende egoistisk, navlepillende og ekshibitionistisk. Både af Nationen, den akademiske/kulturelle elite og af mænd helt generelt.

Du tror, at alle skal kunne lide dig. Og resultatet bliver så kantløst og beige, at ingen kan lide dig.

Du er plaget af konstante mindreværdskomplekser, fordi du ved, at din blog er lig med dig, summen af dine handlinger og din real life persona. Faldende læsertal vil derfor pr. definition betyde, at du:
1. Ikke længere er sjov.
2. Har mistet ‘magien’.
3. Lever et liv, der ikke længere er værd at følge med i.

(Løsning kan være digital detox. Skriv om det, når du er tilbage igen. Skriv også, hvordan du har lært, at Bloggen ikke er life).

Du mister glæden ved virkeligheden, fordi alt, der sker i dit liv, har blogpotentiale, og jeg kan forklare det ved hjælp af en sætning, som forhåbentlig vækker resonans: “That’s a good vending. Maybe vi can use that in another afsnit.”

Udskift bare “afsnit” med “indlæg”, så ved I, hvordan bloggere tænker.

Du skal altid være venlig og overskudsagtig, fordi din næste kan være en læser. (Min erfaring tilsiger mig imidlertid, at mange bloginfluenzere har overset det her punkt, og det er lidt en skam, synes jeg). And pardon my bitch-fjæs – måske ser jeg sur ud, men jeg opfører mig sgu som en putte.

Du er sandsynligvis kvinde – og selv om det er et helt håbløst udgangspunkt, er der hjælp at hente: Iklæd dig noget marineblåt tøj, skriv om magtstrukturer, politik og store tænkere, få din blog tilknyttet Berlingske, og kald dig selv meningsdanner i stedet.

Så bliv dog voksen, pigebarn

Det ville være totalt fedt, hvis jeg kunne åbne med en Fight Club-filosofisk analogi om, at man skal nedbrydes helt for at kunne blive bygget op og blive til noget andet. Der har jeg heldigvis ikke været, og jeg ved heller ikke, om jeg abonnerer på den overbevisning. Men der skete alligevel noget en søndag for nogle uger siden, hvor det gik op for mig, at jeg skulle tage mig sammen.

Jeg kom hjem om aftenen, og jeg havde egentlig haft en rimelig dag. Da jeg havde smidt mine udendørs-Birkenstocks, afløst dem med mine indendørs-Birkenstocks, sat vand over til koffeinfri kaffe og skiftet til joggingsættet blev jeg ramt af en helt vild tanke, og den var overalt: Karoline, hvis du dør nu, er der ingen, der opdager det. 

Den slog mig helt omkuld, og jeg kiggede på min store seng, jeg altid ligger alene i, og jeg følte mig dybt ensom på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Sådan havde jeg det i … lad os sige 3-4 minutter, før jeg bankede min kno mod mit ansigt, og jeg sagde til mig selv, at jeg var unødvendigt ynkelig og totalt åndssvag at høre på. Karoline, du er jo ikke engang ved at dø, så slap dog af, mand.

Så det gjorde jeg. Slappede lidt af, og dagene efter begyndte jeg at overveje, hvorfor mit humør mon var så nedtursagtigt. Jeg havde været sur på min mor i en måned, min lejekontrakt til mit værelse udløber snart, og der går ikke længe, før jeg skal tilbage på skolebænken i Aarhus. Så sov jeg heller ikke om natten, og som en, der tager sin søvn meget seriøst, kan det virkelig være belastende.

Men først ugen efter gik det op for mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte i gang med at blive voksen – eller i hvert fald tage lidt ansvar og få styr på nogle ting.

Forrige weekend var jeg til bryllup i Aarhus, og jeg havde taget en hel masse dage fri, fordi jeg så kunne få lidt ægte kvalitid med min familie, men da jeg kom tættere på den store dag, orkede jeg det ikke. Jeg orkede ikke at se min mor, og jeg orkede ikke den der repetitive snak, hvor jeg fortæller hende, hvorfor jeg er sur, og hvor hun prøver at give mig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kan være glad på hendes vegne. Så jeg droppede ekstradagene i Smilets By og glædede mig over, at vi kun skulle bruge 48 timer i hinandens selskab.

Det var lige indtil hun tilbød at tage med mig til København efter brylluppet, og jeg sagde, at det skulle hun ikke, men det endte med, hun gjorde det alligevel. Og det var først, da vi sad på en restaurant i Fiolstræde kun timer før afsked, jeg fik sagt, hvad jeg blev nødt til at sige: Mor, jeg er så glad for, jeg er voksen nu, fordi jeg kan se, hvor forkert det er. Hvis jeg havde været barn og havde set, hvad det er, du gør, havde jeg troet, det var det rigtige. Det havde jeg aldrig tilgivet dig (..) Jeg er nået til det punkt, hvor jeg har brug for at vide, om du er her for os, eller om jeg bare skal kigge forbi et par gange om året, klappe dig på skulderen og tage hjem igen.”

Det gjorde lidt ondt, og jeg tror måske også, vores øjne blev lidt røde i det, men det var også helt rigtigt, for da vi cyklede mod Amagerbrogade igen for at drikke den sidste kop sammen, var det hele lettere, end det havde været i meget lang tid.

Desuden har jeg givet mig selv lidt voksenpoint ved at …

  • Tjekke min netbank for første gang i halvandet år. Altså … forstå mig ret: Jeg tjekkede kun, hvor mange penge jeg har på min konto. En eller anden dag om nogle år skal jeg nok tage mig sammen til at kigge på mine transaktioner.
  • Få skrevet en eller anden mail til Journalisthøjskolens administration: “Hej, jeg har glemt at melde mig til fag og valg af lokation til 7. semester … deadline er overskredet (elendig journalist) Kan jeg stadig nå det, eller har I smidt mig ud?”
  • Være på Folkemøde i weekenden (og det var fedt. Især hvis man har optur over kendte mennesker).
  • Drikke for hyggens skyld og ikke bare for effekt.
  • Nedtone mine øjenbryn (bare lidt, ikk’)
  • Købe bland selv-slik til mine kollegaer i stedet for at bage en lækker kage fra bunden. Det er voksent, fordi jeg er gammel og slidt og ikke orker unødig baks i køkkenet.

Nu mangler jeg bare en baby. 🙂

 

Jeg håber virkelig, at I andre er ligeså kiksede som mig, men at jeg bare ikke hører om det. 

Set i Berlingske Media, Pilestræde

Min dag startede ud med, at jeg tissede i en kop. Klokken var 5.30, jeg kunne ikke sove længere, og min blære var fyldt. Ret slukøret kunne jeg konstatere, at min roomie netop var gået i bad, så jeg trissede febrilsk rundt i lejligheden for til sidst at ende i køkkenet. Her stod jeg og stenede, mens jeg posttraumatisk stirrede på håndvasken og mindedes den frygtelige tid på Frederiksberg, hvor jeg dagligt (og natligt) forettede min nødtørft med en vandhane halvvejs oppe i røven. Jeg overvejede det kort, men naboerne kan kigge direkte ind, og jeg orkede sgu ikke lige springet. Så jeg fandt en kop, og jeg følte mig herre klam, men også ret lettet. 

Senere samme dag – altså stadig i dag – var jeg blevet træt på arbejdet, og det blev ekstra tydeligt for mig, da jeg (igen) skulle tisse, og jeg i et uopmærksomt øjeblik tabte min menstruationskop ned i kummen. Jeg skal ikke være sen til at sige, at det var ret træls, men udfordringen var også overskuelig, og jeg kom hurtigt videre med mit liv. 

Nu har jeg lige fundet ud af, at jeg har vandret halvdelen af Amager rundt med et stykke toiletpapir i panden, fordi jeg åbenbart har været lidt for lemfældig med en omgang tørren sved af panden. 

Jeg ville sommetider godt, at jeg kunne være sådan en, der kunne vise, når jeg også er sej og semi succesfuld, men jeg aner ikke, hvordan man gør. Maude sagde til mig, at hun egentlig gerne gad at vide, når jeg engang imellem har det godt. Det er ret grineren sagt, og jeg forstår sagtens, hvor hun vil hen. (Shit mand, jeg efterlyser præcis den indsigt om mig selv på daglig basis).

Så nu har jeg tænkt. En hel del faktisk, hvilket egentlig er ret usædvanligt for mig, og jeg tror måske også, jeg er nået frem til noget, der giver nogenlunde mening.

1. De fleste af dagstimerne bruger jeg på Femsen, og lige fra begyndelsen tog jeg den eneste rigtige beslutning, nemlig at arbejde ikke skulle følge med herind. Jeg kan ikke lide gråzoner, selv om det havde givet mig anledning til at fortælle lidt om, hvor meget ros jeg får fra mine kollegaer. Det er meget, og det gør mig glad hele tiden.

2. Når jeg har fri, er jeg meget sammen med andre mennesker, og heldigvis er det dem, der gør, at jeg ikke er med røven i vandskorpen hele tiden. Men ‘andre mennesker’ fortæller jeg ikke om. Jeg kan faktisk ikke forestille mig noget mere grænseoverskridende eller ubehageligt end det. (Åkæ, mine forældre er undtagelsen, men det har de det fint med. Altså min mor har). Med andre ord er der kun meget lidt tid til bare at have det godt over mig selv, og så bliver det sådan noget lavfrekvent ‘Fedt, jeg hader ikke mig selv specielt meget længere’ eller ‘ Fedt, jeg fandt lige en totalt opturs-kvark i Lidl’! Oopaaaa! 

3. Jeg er makabert bevidst om, at alt, der er godt, også har en ende. Så længe jeg mest skriver om det, der gør livet til sort of a bitch, er der meget mindre at tabe og meget mindre at forklare, når livet virkelig er en bitch. Og på den måde gør jeg jo bare ligesom så mange andre: kravler over, hvor hegnet allerede er pillet ned. 

Så til alle jer, der gennem det sidste år og 354 dage (bloggis har åbenbart snart fødselsdag, tillykke) har spurgt, om der er noget i mit liv, jeg ikke skriver om, kan jeg endelig svare: Ja. Cirka 90 procent.