En kort historie om, hvordan en hvid løgn førte mig tilbage til min far


Det er efterhånden lang tid siden, men jeg kan tydeligt huske, dengang jeg brød med min far. Julen 2016. Jeg skrev om det her, ligesom jeg også skrev om, hvordan der de efterfølgende år altid lå fire pengefyldte konvolutter fra ham under juletræet. En til mig og hver af mine søskende. De bliver altid åbnet som det allersidste, og det sker altid i en andægtig tavshed. Ingen siger så meget, hver føler sit.

Konvolutten har altid været min hadegave. Jeg har nogle gange overvejet at aflevere pengene tilbage, fordi jeg ikke vil skylde ham noget. Normalt sender jeg ham en sms den 25. december og siger tak, og så tyrer jeg telefonen ned i en tilfældig seng, fordi jeg ikke har lyst til at takke, for hvad?

For to år siden glemte jeg at sende den sms. Min utaknemmelighed forfulgte mig helt indtil næste jul. Jeg kunne ligge om aftenen ude af stand til at falde i søvn, fordi jeg ikke havde sagt tak, og jeg vidste, at det kunne jeg ikke gøre igen.

Så forrige jul skete det. Den 25. december skrev jeg, som vanen næsten byder, en besked til ham. Jeg takkede for pengene, fortalte ham, at de gjorde gavn, og så var det, jeg lirede en lille løgn af. Uskyldig, troede jeg.

“Jeg har også købt en gave til dig. Den kan du få ved lejlighed,” overbevist om, at den lejlighed aldrig nogensinde ville opstå, og at den gave, der selvfølgelig ikke fandtes, aldrig nogensinde ville blive nødvendig.

Mit hjerte pumpede løs, og jeg forventede ikke et svar. Jeg tror ikke engang, jeg håbede på et. Men det kom allerede samme dag.

“Nu er jeg da helt spændt på, hvad du har betænkt mig med. Måske kan vi ses i København engang til foråret?”

Der gik tre måneder, og den 30. marts svarede jeg. Jeg tror ikke, jeg regnede med noget, og jeg var også nærmest apatisk, da min far jeg jeg aftalte at mødes på Christianshavn omkring påske.

Dagene inden fortalte jeg om mine planer til min psykolog, og jeg trak lidt på skuldrene over det. Det var svært at føle noget som helst. Hun gravede ikke så meget i det.

På dagen blæste det en halv orkan. Jeg gik ned langs Amagerbrogade i modvind. Blæsten fik mine øjne til at løbe i vand og ødelagde den makeup, jeg havde gjort mig så umage for at lægge. Han skulle vide, at det gik mig godt. Mens jeg gik der, kom jeg i tanke om, at jeg stadig ikke havde købt en gave til ham, så jeg hastede ind i People Like Us ved Christmas Møllers Plads og købte ham seks specialøl, og jeg gjorde mig så umage.

Han stod ved Vor Frelser Kirke og ventede på mig. I mine støvler var jeg meget højere end ham. Han rystede, da han gav mig et kram, og han holdt fast. Helt fast. Så kiggede vi hinanden i øjnene og smilede, før vi fandt et sted, hvor de både havde plads, kaffe og brownies, og så sad vi der resten af eftermiddagen og snakkede, som om vi var to gode venner, der ikke havde set hinanden i årevis.

Da jeg kom hjem, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tænke. Jeg fortalte Rasmus, at det var fået godt. Min far havde været alle de gode ting, han også er: Sjov. Klog. Veltalende. Skarp. Opmærksom – men helt oblivious for det faktum, at vi begge havde undgået hinanden de sidste fem år.

Det sidste ændrede sig et par måneder efter vores møde. Vi havde aftalt, at Rasmus og jeg kunne låne hans ekstra sommerhus i august. Det gjorde mig lidt bange, for jeg havde ikke lyst til at stå i gæld til ham, og hvad nu, hvis han ændrede mening?

Dagen inden afrejse havde jeg stadig ikke fået at vide, hvordan jeg skulle få nøglerne til sommerhuset, og jeg var nok nået til den konklusion, at sidstnævnte nok var tilfældet: Far har ombestemt sig. Ferien er aflyst.

Han skulle ikke slippe godt fra det, så jeg ringede til ham. Han skulle sige det til mit ansigt. Hans stemme lød underlig i røret. Han forsøgte at forklare mig, hvor nøglen var, men det gav ikke rigtig mening.

Pludselig blev der helt stille.

Flere sekunder.

Så kunne jeg høre, han begyndte at hulke.

Jeg blev rædselsslagen.

Han græd.

Efter en evighed fremstammede han:

“Jeg elsker dig så højt”

Og så brød han ud i tårer igen, før han gentog sig selv.

“Karoline, jeg elsker dig så højt.”

Sådan fortsatte det i et stykke tid, før han til sidst afbrød sig selv og lovede at ringe tilbage senere.

Jeg gik hjem og fortalte om, hvordan jeg lige havde hørt min far græde for første gang i mit liv.

For en måneds tid siden gik jeg en lille tur med min bror. Han fortalte, at han havde konfronteret min far med nogle ting fra sin barndom. Jeg tror, det var nogle ting, han ikke kunne tilgive.

“Men man bliver jo nødt til at se gennem fingrene med det på et tidspunkt og komme videre,” sagde han.

Jeg ved ikke, om min bror har ret. Nu må vi se, hvad det bliver til.

30-års-kløe (og en undskyldning)

 

Jeg …

… er blevet 30.  Folk på gaden omtaler mig ikke længere “pige”, men “dame”, jeg har fået rynker, og jeg er pinligt bevidst om, at selv om jeg ikke kan forestille mig noget værre end en nat på Søpavillonen, ville Søpavillonen nok heller ikke kunne forestille sig noget værre end at lukke mig ind. Helt ærligt, så ved jeg jo godt, at 30 år er ingenting, min bog er stadig i de første kapitler, men det er, som om, at dem, der er blevet skrevet, allerede er alt for langt væk, og jeg hader og er forfærdet over, at jeg ikke kan skrive dem om. Jeg kan ikke opleve dem igen, jeg kan ikke spole tilbage. Mine 20’erne var alt. De var fester, sabbatår, rejser og booty calls, før de blev sygdom, stilstand depression. 20’erne var en ulykkelig forelskelse i en mand, der 1:1 var min far. De var et skridt frem, 10 tilbage og så lidt frem igen. Mine 20’ere var den her blog, Hvid Kaffe, det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Alt var åbent, intet var givet, og uanset hvor hårdt det nogle gange var og føltes, var hver dag som et eventyr.  Jeg ved godt, at alle de ting stadig er mig, de virker bare så uendeligt fjerne.

… overvejer at få botox, og det er formentlig et meget direkte symptom på ovenstående, men jeg har lidt svært ved at vurdere, om det er en glidebane.

… snakker med min far igen. Jeg drikker kaffe med ham, når jeg kan. Han inviterer mig på gløgg før jul. Jeg låner hans sommerhus, når jeg skal på ferie. Han inviterer mig på La Glace, næste gang han kommer til København, og selv om jeg ikke kan fordrage flødekager, nænner jeg ikke at sige nej.

… er blevet opereret i knæet og fået et nyt korsbånd for anden gang. Har pre-op febrilsk googlet: “how not to gain weight after knee surgery” og “does your body burn extra calories when recovering from a surgery” og været i obskure afkroge af nettet, men det viser sig, at uanset hvor forstyrrede mine tanker er på et teoretisk plan, bliver de sjældent til noget i praksis længere. Det er kæmpestort. Også: Jeg ved ikke, om vægtfluktuationer efter en operation er en normal krise at have, eller om det bare er mig – og jeg synes, det er for pinligt at spørge.

… havde overset 500 mails om, at bloggen snart ville lukke for evigt, hvis ikke jeg genaktiverede mit domæne og webhotel. Begyndte næsten at græde ved tanken om aldrig at kunne skrive herinde igen, så nu er jeg her, og det føles helt rigtigt. Undskyld, måske mest til mig selv, for at lukke mine tanker inde. Det skete pludselig for mange ting, der ikke handlede om mig, og fordi jeg har det bedst med kun at smide mig selv (ok, og min far*, haha) under bussen, blev det bare for svært. Jeg tror, jeg ved, hvordan jeg gør det nu.

Jeg håber, at I alle er kommer godt ind i 2023, og at jeres hjem ikke er opvarmet med gasfyr.