Eller …

Hvordan det gik til, at EMOM, AMRAP og burpees
blev den mest trygge og givende konstant i mit liv.

Men før I råber “omg spurgt“, så giv mig lige en chance alligevel.

Jeg er udmærket godt klar over, at de flestes reaktion på Crossfit er den samme, som når en jehova vifter én i hovedet med Vagttårnet, og så har jeg ovenikøbet en ret officiel regel om, at træning (mængde, hyppighed, det hele) ikke som sådan er noget, jeg skriver om. Men hvor der er regler, er der også undtagelser, og jeg lover, at dette er en enkeltforseelse.

I influentland har jeg bemærket en tendens til, at mange autodidakte indholdsskabere mener at have fundet løsningen på livet, universet og alting, og jeg behøver næppe at gøre det eksplicit, hvordan jeg forholder mig til den slags. Når det så er sagt, må jeg også krybe til korset og indrømme, at nærmest uanset hvilket problem mine venner og veninder måtte have, foreslår jeg crossfit som løsningen. Det er oftest udfordringer i forhold til kropslede, ensomhed og singleissues, der går igen. Det er alle problemer, jeg har haft i hobevis, og sekttræning viste sig på uventet og mirakuløs vis at være en del af løsningen på samtlige af dem.

Som jeg tidligere har nævnt (og flere af jer har endda set halvpåklædte Karo-billeder af det i femina) opsøgte jeg min lokale crossfitbox (Boxen på Amager), fordi jeg skulle skrive en artikel om det. Kan man blive stærk og hooked på 30 dage-agtigt. Klassikeren. 😀 Svarene på spørgsmålene er mjaaah og ja. Jeg kom til stedet med alle tænkelige forbehold: Halvnøgne, stønnende fuldskægsmænd, sved, kalk, selvfedme og burpees. Og alt det … ja, det stemte sgu meget godt overens med virkeligheden, men på en uventet rar og motiverende måde.

Men altså … det skal ikke så meget handle om træningen – faktisk overhovedet ikke – for et eller andet sted er den sekundær i forhold til det, jeg gerne vil sige. Det er umuligt for mig ikke at gå for meget i “før var jeg tit træt og deprimeret”-diskursen, for det var jeg fandme. Jeg var næsten lige flyttet til København, og min familie og en stor del af mine gamle venner var væk. Jeg var ensom, havde brudt med min far, og jeg hadede mig selv og min krop mere, end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg turde ikke møde mennesker, fordi jeg var overbevist om, at de ville mene, jeg var lige så uduelig og ynkelig, som jeg følte mig.

Den lykkelige fortælling er ikke, at jeg tabte mig 15 kg og pludselig elskede mig selv (for det gjorde jeg ikke. Tværtimod. Man blive herresulten af det lort). Til gengæld mødte jeg mennesker, som gerne ville et fællesskab. Præcis ligesom at møde op til fodbold eller håndbold, da man gik i folkeskole. Et sted, hvor man er et hold, hepper på hinanden og regner med, at man selvfølgelig ses på onsdag klokken 18, fordi det er en fast aftale. Efter et par måneder havde jeg allerede fået flere veninder, jeg begyndte at se privat (en af dem er hende, jeg skal gå Camønoen med), og trænerne huskede mig og mit navn, og det var sådan noget, jeg aldrig nogensinde var i nærheden af i Fitnessworld.

Anyhow … jeg er blevet stærkere, og det er fedt, men det er ikke så meget det, der har reddet min røv. Jeg kan pludselig stå på hænder, klatre i reb og udføre de olympiske vægtløftningsøvelser (med varierende teknik, but still …) Det, jeg har erfaret, er, at det er umuligt for mig at hade min krop, når jeg oplever, hvor meget den kan. I min gamle hverdag kunne jeg cykle, gå og lunte på tvang, men det er på mange måder også forventeligt og hverdagsagtigt (omend stadig pissefedt!). Selv om jeg i dag mere eller mindre ligner mig selv – måske med lidt tykkere lår og en lidt større røv – er der meget længere mellem de der pinefulde dage, hvor jeg ikke kan komme ud af mit eget hoved, der bare kører på højtryk over, hvor klam og grim jeg er.

Jeg forsøger virkelig meget at dosere min træningssnak, så den kun går ud over mennesker, der i forvejen deler min interesse. Dog er det alligevel lykkedes mig at lave burpees foran min redaktør, fordi det er en god måde at få varmen på, og det trick ville jeg gerne dele med hende. Ligeledes har jeg meget-næsten demonstreret Snatch-teknik over for en god veninde, da vi forrige fredag sad på en ølbar ved Blågårdsplads. Og jo, jeg er udmærket i stand til at tage pis på den person, jeg er blevet. Mest fordi det kommer fra et meget kærligt og oprigtigt sted, når jeg inviterer alle, jeg kender, med til en WOD (og alle siger altid nej :'( ).

Bare fordi noget har virket for mig, betyder det ikke, at det også virker for andre. Selvfølgelig ikke. Men jeg vil alligevel give tippet videre til jer – uanset om I mangler noget i jeres liv eller ej. Det gjorde jeg.

Og man behøver ikke at være stærk for at begynde. Alt kan skaleres.

Hej gode mennesker 🙂

I aftes omkring klokken 22.23 satte jeg mig i min seng, og det blev således første gang den weekend, jeg sad helt alene og uforstyrret og havde ro på. Så besluttede jeg mig for at skrive lidt, men jeg blev nødt til at droppe planen, fordi min menstruation  tidligere samme dag havde meldt sin ankomst. Flere af jer véd nok, at min menstruation var væk i mange år, og at den først kom tilbage forrige sommer (faktisk lige præcis den dag jeg kom til Amager. Det var – og er stadig – som om Amager har givet mig det, jeg har haft brug for i lang tid). Nå, men … det betyder, at jeg har svært ved at hade de månedlige blødninger, det ville nærmest være uforskammet i mit tilfælde, men det kan sommetider være svært at omfavne konceptet, fordi jeg får så forbandet ondt i underlivet. Således opgav jeg at skrive noget som helst, før jeg poppede en generøs portion piller og lagde mig i fosterstilling til lyden af Harry Potter and the Half Blood Prince – oplæst af Stephen Fry, selvfølgelig.

Jeg kan godt mærke, at jeg er træt. Dagen efter jeg vendte hjem med en journalisttitel, begyndte jeg på fuld tid på Vi Unge. Det har været sjovt og hårdt, og jeg prøver at lade være med at hænge mig for meget i, at det er et år siden, jeg sidst har haft noget, der minder en smule om ferie. Et år. For nogle uger siden, da Sankt Hans bålene brændte over hele landet, sad jeg på Amager Strand med Weemoed og drak champagne (tror jeg, at det var), og hun sagde, at jeg skulle passe lidt på min stresstilstand. Hun havde selv været et nervevrag flere måneder efter, hun blev færdiguddannet. Det er jo der, man for alvor bliver konfronteret med resten af sit liv – hvis man altså orker det. Delvist foranlediget af det har jeg bedt om fri en uge i august, og min plan er at tage til Møn for at gå Camønoen. Slukke telefonen lidt, slukke tankerne en del og bare komme væk. Hvis nogle af jer har været afsted, hører jeg meget gerne fra jer. Hvad jeg kan forstå, er der en del asfalt på ruten, jeg helst gerne vil undgå, og der er sikkert også steder, der er federe at skide end andre.

I aftes åbnede jeg også min computer for vistnok første gang, siden jeg afleverede min bacheloropgave. Jeg kiggede på bogkapitlet, redigerede lidt i det, og jeg blev lidt desperat, fordi der er så lang vej igen, men på en eller anden måde ikke så meget tid til at få det gjort. Og så igen: prioriteter. Lørdag havnede jeg (ved et uheld) til Ballerup Kræmmerfestival, fordi jeg havde forvekslet det med et antikmarked. Man kan sige meget om Ballerup Kræmmerfestival, men det er alt andet end antikt. Midt i alle Buch Copenhagen-poserne, Mokaii’erne, UGG-støvlerne, de pimpede lastbiler og hårforlængelser blev jeg revet med af stemningen, og jeg havnede i et lille, lusket og meget lidt sterilt telt med en nål i fingeren, bare fordi det virkede helt gennemført rigtigt. Og dumt på samme tid.

Da jeg og min veninde var færdige (ja, vi fik den samme tatovering. En sand egnskærlighedserklæring) sagde tatovøren til os: “Så! Nu er I ægte Amagertøser!” og selv om jeg er sikker på, at alle de indfødte her på lorteøen vil protestere over den udmelding, var der alligevel noget meget sandt ved det.

Ung, dum og 300 kroner fattigere.

Et sip er mindre end et skvis, ikk’?

Forleden oplevede jeg, at en meget voksen kvinde slog mig i ryggen med en 10 kilo tung pose kattegrus. Vi stod begge i køen i Aldi, klokken var mange, og hun var helt åbenlyst løbet tør for ordentlighedspoint den dag. Meget kort er forhistorien den, at jeg ikke synes, man skal skubbe til andre mennesker, medmindre man kan undgå det. Og oftest kan man faktisk sagtens og relativt ubesværet blive fri for at støde ind i andre mennesker i supermarkedskøen – især hvis man opererer ud fra rationalet om, at man ikke bliver betjent hurtigere af at opføre sig som en aggressiv gnu. Hun, altså kattegrusdamen, abonnerede desværre ikke på den overbevisning, og fordi jeg nægtede at lægge mine varer op på båndet, før der var plads, tyrede hun altså sækken ind i ryggen på mig. Personligt synes jeg, at den slags mikroaggressioner er sjove. Jeg kom ikke til skade, jeg følte mig ikke truet på helbred eller stolthed, og fordi jeg tog det hele med et smil og roligt forklarede hende, hvordan katteposevold ikke løser en skid, navnlig ventetid i køen, blev hun blot endnu mere frustreret, hvilket udelukkende gjorde mig mere glad. Foranlediget af dette har jeg tænkt lidt videre på listen over ting (udover utålmodige og åndssvage kunder), der irriterer mig mere, end de måske burde.

LISTEN

#1: Når folk bruger ordet ‘jo’, som om det, de lige har ytret, enten er en gentagelse eller en almengyldig kendsgerning.

#2: Mennesker, der er for dovne til at gå op i politik. And don’t get me wrong: Jeg kan personligt fable længe om vores fallerede, forfejlede og inkompetente demokrati, og jeg er helt og aldeles med på politikerlede og jeg véd snart ikke hvad. Men det er ikke undskyldninger for ikke at sætte sig ind i, hvordan et samfund (ikke) fungerer. Faktisk taler alt sammen for, at vi går Alexis de Tocquevillesk til værks og revurderer det rod, der er opstået.

#3: Når mænd hiver fat om halsen på mandlige bartendere, hiver dem ind til sig og hvisker dem indforstået og bro-agtigt i øret.

#4: Folk, der mener, at Oldtidskundskab er det mest ubrugelige og nyttesløse fag, de nogensinde har været udsat for. Når man kan være af den overbevisning, mener jeg, at det skyldes, at man ikke har forstået koncepter som det alment menneskelige og fælles kultur.

#5: Dem, der ikke lægger skillerten (eller hvad den nu hedder) på kassebåndet, efter de har lagt deres varer op.

#6: Voksne mennesker, der tror, at en vellykket samtale består i, at de bare snakker om dem selv, deres familiemedlemmer og dertilhørende problemer.

#7: At det er blevet hipt at gå med sokker i (Balenciaga/Fila)-velcrosandaler.

#8: Når kunden foran mig hverken responderer på ekspedientens “Hej”, “Vil du have kvitteringen med?” eller “Hav en god dag!”. Det betyder nemlig også, at jeg må tage over i stedet.

#9: Unge mennesker, der – ud fra eget skøn – stædigt og insisterende fastholder, at de véd, at de bare skal være på antidepressiv medicin resten af deres liv.

#10: Rindende vand. Sluk.den.hane.prompte.eller.jeg.skriger.