Hvorfor dette episk kiksede spejlselfie faktisk er MEGA-nice.

Jeg følere mig raskere i knolden, end jeg har gjort i flere år.

Og ærligt, jeg forstår godt, hvis nogle – baseret på de sidste mange ting, jeg har skrevet – har været af en anden opfattelse. Det har jeg sgu også selv. Men jeg tror, jeg bliver nødt til at klæbe mig fast ved tanken om, at en anorektisk løsning på “følelsesmæssig turbulens” som udgangspunkt vil være at stoppe med at spise. Sulten blokerer for alt det andet, og til sidst er man så sulten, at de ting i verden, der rent faktisk betyder noget, bliver ligegyldige.

Efterhånden kontrollerer jeg kun i meget lav grad ting, og jeg vænner mig til (og prøver at affinde mig med), at det er totalt normalt at have sindssyge, hysteriske og dramatiske udfald, og at sorg, skuffelse og savn er fine ting at bakse med; det hele skal nok passere og blive nemmere, selv om det er ægte skod i øjeblikket (haha fuck, havde ikke engang planlagt at være dyb i dag…………………)

Og hvordan det hænger sammen med det frygtelige (og ærligt ret pinlige) billede, har jeg selvfølgelig en god forklaring på. Hvis vi spoler tilbage til januar/februar i år, vil enkelte af jer sikkert vide, at jeg poserede halvnøgen i femina, fordi jeg (på eget initiativ) havde indvilliget i at teste cwossfit, og hvor kliché-klamonella det end måtte lyde, var det nok den beslutning, der har haft størst betydning for, at jeg i dag har det så godt, som jeg – når ret skal være ret – egentlig har det.

Jeg ankerkender, at det meget nemt kan forveksles med noget anorektisk symptombehandling, hvor jeg egentlig bilder mig ind, jeg er rask, men i virkeligheden bare har udskiftet én yderlighed med en anden, men jeg er (tæt på) overbevist om, at det ikke er tilfældet. De her dage er det et år siden, jeg begyndte at gå fast i Boxen på Amager, og jeg er ikke blevet tyndere af det; faktisk nok nærmere det modsatte – og det generer mig ikke det mindste. Tværtimod har jeg aldrig før sat så meget pris på mine tykke lårbasser eller brede skuldre, som jeg gør nu. Som den største bonus har jeg fået en håndfuld fantastiske venner med i handlen, ligesom jeg ikke kan gå en tur i mit lokalområde (hehe) uden at hilse på folk, jeg svedte sammen med dagen forinden.

Det er et år siden nu. For et år siden fucking hadede jeg stadig mig selv, og hvis der var noget, jeg ikke gjorde, så var det at tage billeder af mig selv. Og nej, det er ikke noget jeg dyrker nu, og desuden er antallet af selfies i kamerarullen nok næppe en indikator for, hvordan du har det med dig selv – derimod er det nok ret sigende, at du kan tage et billede, betragte dig selv og holde det ud.

WELL. Nu har alle – og undertegnede i særdeleshed – hørt lovprisning nok om palæo-sekten. Jeg ville bare sige, at jeg er a-okay og har tændt for radiatoren i min lejlighed, hvilket forhåbentlig forklarer min påklædning (men ikke mit ansigtsudtryk. Lol).

 

 

Dette burde skrives i nutid.

Jeg var slet og ret begyndt at blive lidt bekymret for mig selv.

Mit hoved føltes i skræmmende høj grad, som om det havde trukket sig selv tilbage til kvæl mig lige, tak-fasenog det blev hele tiden mere invasivt og påtrængende.

Efter min fødselsdag i begyndelsen af september, blev jeg syg. Jeg kom vist ikke helt på toppen, før jeg blev syg igen. Så begyndte jeg at tabe håret (og det hele ser ærligt talt lidt håbløst ud nu, hvor jeg i et parallelt forløb er ved at gro håret på mit baghoved ud for første gang i fem år). Så kom den kroniske mavepine, alle bumserne og søvnløsheden. Menstruationen lavede en houdini. Jeg mistede lysten til at spise og ernærede mig primært gennem generøse mængder af havregrød og proteinbarer, hvor sidstnævnte ret hurtigt ophører med at være tilfredsstillende føde.

Så tog jeg til træning, og jeg gjorde det alt for meget, fordi det gjorde mig stille i hovedet, og til sidst kunne jeg ikke engang løfte min egen hovedpude, fordi mine arme gjorde så ondt. Og så var der selvfølgelig slimhosten og den grå hjelm, der hang over alt, jeg lavede. For nogle dage siden måtte jeg undskylde over for min gruppemakker, at jeg var så ufokuseret og langsom, og jeg prøvede lidt at forklare, at jeg normalt ikke brugte så meget tid på at stirre hjernedødt ud i luften.

Samme makker fortalte mig også, at hendes livsmantra var, at der aldrig vil være et tidspunkt i livet, hvor alt er lort, og det er heldigvis heller ikke tilfældet. For eksempel er jeg meget glad for min mor i øjeblikket; det vil sige, at det blev jeg, efter jeg i sidste uge overfusede hende med et ganske ufrivilligt og uplanlagt morgenanfald, fordi hun aftenen før havde tilladt sig at spørge, om min følelse af stress mon bundede i, at jeg ikke kom til crossfit hver dag, når jeg var i Århus. Dén bemærkning hæftede jeg mig tilsyneladende ved i meget voldsom grad, og jeg må have opfattet den som en ekstrem negligering af mit fulde problemrepetoire. Så jeg eksploderede. Om eftermiddagen var hun kørt forbi Frellsen og havde købt fire flødeboller kun til os to, og jeg elskede hende så højt, og det var ikke kun på grund af flødebollerne.

Som en relativt nyerhvervet følelse kan jeg også mærke, at jeg virkelig elsker min storesøster. Ironisk nok kan jeg takke min kære fader for dette, for han bliver ved med at træde på min søsters bløde hjerte, og han gør det i sådan en grad, at jeg ikke forstår, hvorfor jeg ikke for længst er troppet op i Vejlegade og smækket ham én (jeg skylder. Vi – hans børn – skylder rigtig, rigtig mange gange). Det er rart at kunne lide min storesøster igen.

Siden den 1. august har jeg været i forbrugsstop. Har selvsagt købt havregryn og proteinbarer, men I forstår. Egentlig troede jeg, jeg ville savne at købe ting, men det gør jeg ikke, og jeg synes heller ikke, det er svært at lade være. Desuden giver det en kronisk følelse af at donere 7,50 kroners flaskepant til Læger Uden Grænser; lidt rart og selvtilfredst, nu gør jeg lidt for verden, meget lidt, okay, for jeg véd ikke, hvordan fanden man gør meget. 

Uden egentlig at være direkte forbundet til ovenstående spiser jeg heller ikke kød længere (eller jo, hvis nogle køber det til mig, eller når jeg skal på kebabdate med min veninde, og den frihed skal jeg immervæk ha’). Jeg vil ikke pudse én eller anden metaforisk bæredygtighedsglorie, jeg overhovedet ikke har, for i bund og grund handler det bare om, at jeg er fucking fattig, og kød er dyrt (og falafler og havregrød er lækkert nok). På tirsdag skal jeg til møde med Wolt. Det er også lækkert nok.

Hvis du gerne vil blive klogere, hjælpe et skoleprojekt videre (og se mig misbruge min ansigtsmimik på to minutter) så smut please ind forbi Guldalderen <3

 

 

 

Nedslag fra det basiske* liv.

status

“Din blog er såd’n rigtig: ‘Uuuh, se mig! Jeg er basic’!”, sagde Martin til mig for et stykke tid siden, og han siger så meget lort, at man altid lige skal skelne skidt fra kanel, før man giver ham ret (se eksempel nedenfor). Den her gang giver jeg ham ret.

Såå, se mig!/ Siden sidst-agtigt …

  1. Jeg er lige i Aarhus et par dage for at gå i skole, fordi nogle koordinatorer har besluttet sig for, at vi 38 mennesker  på 7. semester  – helt eksklusivt – ikke skal have efterårsferie. I går sad jeg således i en propfyldt Kombardo-bus, og fordi jeg stadig er lidt småsyg, døjer jeg en del med voldsom slimhoste, som mestendels kommer i længerevarende og uforudsigelige anfald. Sådan et anfald indtraf selvfølgelig også på førnævnte bustur, og jeg havde så dårlig bacille-samvittighed, at jeg blev nødt til at låse mig inde på det kadaverlugtende bustoilet, indtil min krop igen artede sig. Da jeg igen skulle klemme mig ind på mit sæde, kom jeg til at klaske min mumbo jumbo numse frontalt ind i en fyr, der sad bag mig. Jeg kiggede ned på ham, etablerede kontakt med hans øjne, og ud fra hans mimik havde jeg virkelig svært ved at vurdere, om oplevelsen havde været ligeså ubehagelig for ham, som den havde været for mig.
  2. Forleden skulle jeg cykle til Emdrup, og jeg fik kæmpet mig gennem Amagerbro, Christianshavn, Indre By og Nørrebro i den københavnske cykeltrafik, før en pige kørte op på siden af mig i et lyskryds, tog sine høretelefoner ud, smilte til mig og sagde: “Hej, jeg synes bare, du skal vide, at man kan se direkte igennem dine bukser.”
    Og sådan en meddelelse er jo skøn, når: 1) Jeg ikke som sådan bruger undertøj og 2) Jeg umiddelbart intet kunne gøre for at ændre situationen.
  3. Et par dage efter skulle jeg ud og handle. Bemærkede, at to mænd pegede på mig og begyndte at grine. Jeg mærkede instinktivt(?) på mit skridt og fandt ud af, at min lynlås i bukserne var det modsatte af lukket. Normalt kan jeg godt grine af mig selv, men jeg indrømmer, at det i givne situation var svært. Igen: Ikke noget undertøj.
  4. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft lidt svært ved at omstille mig til civil efter en lang sommerferie. Således var det først i sidste uge, jeg formåede at tage rigtigt tøj på. Med ‘rigtigt tøj’ mener jeg noget, der ikke er svedtransporterende og velegnet (eller skabt) til træning. Hvis folk – herunder medstuderende og undervisere – synes, jeg virker som en bums, forstår jeg dem virkelig godt.
  5. Jeg har søgt job. Hos Wolt. Som cykelbud. Og seriøst: Jeg håber virkelig, jeg får det. Hvis der skulle sidde nogen derude med den fornuftige tanke, at det ikke lyder specielt studierelevant/gør dig klar til fremtiden-agtigt, så er jeg enig. Men jeg har også fundet ud af, at jeg aldrig nogensinde i mit liv har gjort noget, fordi ‘det ville pynte på cv’et’. Tværtimod synes jeg, at livet gang på gang har demonstreret, at hvis jeg vælger det, jeg umiddelbart har lyst til, kan jeg altid gøre det til en fordel senere hen. Derfor: Kryds lige fingre for mig, og så håber jeg, vi ses over en varm pomfrit. Fra mig til jer. 🙂
  6. Venner. Jeg hader seriøst, hvor kliché det her kommer til at lyde, men I får den altså alligevel: Jeg er pinagtigt klar over, at der både er mails, kommentarer, det ene og det andet, jeg ikke har fået svaret på, men jeg er lidt (over)belastet i mit hoved, og det er okay for nu, og jeg beklager, at jeg er lidt haltende.

*Hver gang jeg forsøger at komme på den danske ord-pendant til ‘basic’ (hvilket er ofte, fordi basic er irriterende) er min første indskydelse ‘basisk’, og det er åbenlyst forkert. Hvad er jeres bedste bud? Beige?

Martin er forresten single, så hvis I bliver lidt forelskede af nedenstående, så kontakt mig for info.

Mådehold (og en tilstand, der nærmer sig noget bedre).

Jeg holder igen.

Og det er ikke engang så meget, fordi I ellers vil tro, jeg har tabt sutten.

Lad os tage i morges som et eksempel. Jeg vågnede klokken 7.30, og så brød mit indre helvede løs. Om natten havde jeg været på dødsdruk, og jeg havde indtaget så meget alkohol, at jeg forledes til at tro, at noget inde i mig ikke længere havde lyst til verden længere. Faktisk kan jeg ikke rigtigt huske i nat, jeg er bare ret sikker på, at jeg ikke var i stand til at føre én meningsfuld samtale. Ikk engang om filosofi, og det siger en del, okay. 

Klokken 7.30 havde jeg kun sovet 2-3 timer, og så vågnede jeg altså, havde det fremragende, tjekkede min telefon, gik amok og konstaterede, at jeg kun havde det fremragende, fordi jeg stadig var sanseløst stiv. Min telefon gjorde mig sur. Faktisk blev jeg så sur, at jeg begyndte at hulke hysterisk og råbe højt fra min seng, mens jeg vred mig rundt i dynen, aaaah, råbende. Jeg vækkede min overbo, så jeg stak min håndryg ind i kæften af mig selv, bed fast, blev ved med at bide, prøvede at mane mig selv til besindighed. 

Jeg tænkte på, hvor hårdt og hvor længe jeg skulle gøre det, før min hud ville briste, og jeg kunne spytte en luns hånd ud på mit laminatgulv. Mens jeg overvejede det, og om det egentlig var blev mit mål snarere end at holde min mund, bed jeg mere til, og jeg kunne ikke mærke noget som helst. Mit blod lugtede af øl og tequila. 

Blev nødt til at foretage et morgenkriseopkald til min bedste veninde, og det føles, som om det er sket i en parallelverden (langt væk, men stadig virkeligt), og jeg husker, at jeg blev ved med at sige ‘fuck’ og ‘fucking’ og udbryde ‘at jeg fucking har lyst til at smadre et eller andet’, mens jeg bankede den stakkels hånd ind i væggen for hver stavelse i mine ord. 

“Jeg synes, du skal prøve at få noget søvn, Karo,” var min venindes primære råd i den prekære situation, og jeg bliver nødt til at sige, at det var et rigtig godt råd. Klokken 10.55 vågnede jeg igen, sådan for real, solen skinnede, og mit hoved føltes, som om jeg havde slået mig selv hårdt med en kølle (alt taget i betragtning ikke super usandsynligt). Jeg var ædru. Og nogenlunde glad. 

OKAY SO THAT’S NICE BUT HOW IS THIS RELEVANT. Jo. I løbet af de sidste par måneder har jeg gjort mig en vigtig erkendelse, og jeg siger jer, at det ikke har været rart. Det er erkendelsen af, at jeg er følsom. At jeg har følelser og faktisk rigtig, rigtig mange af dem. Jeg véd bare ikke, hvad jeg skal gøre af dem, for det har jeg aldrig nogensinde lært. Tidligere på sommeren undgik jeg al kontakt til min mor i en hel måned, ignorerede og aflyste hendes opkald, fordi jeg var så bægeret er fucking fyldt for længst-spækket med følelser, og hvis jeg sagde noget om det til hende, ville det på en eller anden måde blive stadfæstet som en del af mig. 

Det fik jeg jo sådan set ret i. Da vi endelig snakkede sammen, var hendes slutræsonnement meget klart: Omfavn, at du er kommet til et sted, hvor du kan føle. Det er et sundhedstegn.

Tror måske, jeg bed lidt af hende FANDME NEMT FOR DIG AT SIGE DET FØLES JO HELT AD HELVEDES TIL FOR HELVEDE MOR (‘omfavn’ er også bare et herreirriterende ord) og jeg tænkte i mit fyrige sind, at det godt nok var væsentligt nemmere at mestre tilværelsen, da den ikke rigtigt bød på indre udsving.

Men. Jeg tror, jeg bliver nødt til at skrive. Og det er et evigt kompromis, fordi jeg sætter så meget pris på alt det, der er mit eget. W regnede den ud, da hun besluttede sig for at være anonym. Lige nu, hvor mit hoved er sundere end nogensinde, tænker jeg, at jeg måske skulle have gjort det samme.