IRL-FAQ: Når håret sympatistresser med ejermanden

Velvidende at tonen herinde har været lidt manisk i et stykke tid, tillader jeg mig at dedikere et par ord til noget, jeg flere gange i løbet af en dag bliver tvunget til at forholde mig til. Nemlig mit hår.

“Gud, er du blevet klippet?” vil folket vide, og jeg forstår egentlig godt hvorfor.

Jeg er ikke blevet klippet. (Til gengæld er jeg gået fra at være platinblond til at have en gylden, beigefarvet manke, og ironisk nok er det, som om ingen andre end undertegnede har bemærket denne diskrete forandring). Når spørgsmålet falder så højfrekvent, som tilfældet er, skyldes det, at jeg i øjeblikket har 4-5 forskellige frisurer, og de skifter lidt afhængigt af dagsform, behov og hvornår jeg sidst var i bad.

For at blive klogere på sagen, og hvor det gik galt, må vi hellere spole tiden 14 år tilbage. Som 12-årig – hvis ikke lang tid før – begyndte jeg at plage min mor om at få farvet mit hår, og hun var ikke begejstret for ideen, men hun sagde, at så længe jeg selv kunne betale for mine frisørregninger, måtte jeg gøre, hvad jeg ville. Så langt så godt. Jeg fik et job som frugtpakker i SundSnack, og pludselig rullede der 2000 kroner ind på min bankkonto hver måned, og siden den dag har jeg ikke set skyggen af min naturlige hårfarve.

Fordi jeg er en idiot med ringe konsekvensberegning – altså når jeg selv er eneste offer – fik jeg for vane at skifte hårfarve en gang i kvartalet. Helst fra ultrablond til mørkebrunt eller sort. Det har betydet mange tårevædede frisørstolssituationer, hvor jeg er blevet sendt hjem med vådt hår, fordi de ikke har turdet at frisere endsige føntørre det, så elastisk og ødelagt har det været. Min damage control har imidlertid aldrig været at gå tilbage til naturella-looket. I stedet har jeg bare klippet mit hår af og har ligesom startet dekonstruktionsprocessen på ny.

Ingen er nok længere i tvivl, men jeg kan snakke i lang tid om hår. Dette var blot forhistorien. Lad os nu spole frem til mit 21-årige jeg, der bestilt en tid hos en tatovør i Berlin. Dengang havde jeg nemlig fået den fikse ide, at det kunne være herresmart, hvis jeg fik lidt blæk i mit baghoved, og det var fine and dandy, hvis jeg også blev lidt skaldet på den bekostning. I al beskedenhed endte det faktisk med at se ganske sejt ud, men ikke desto mindre var det også ret svært at vedligeholde, ligesom mit baghoved lidt ligner noget, der har ligget for meget på ryggen som spæd. Derfor besluttede jeg mig i efteråret for, at jeg nu skulle have fuld manke igen. På gensyn, dødsregalier!

 

På papiret lyder det meget simpelt: Gro dit hår ud. Men projektet har vist sig at ride mig som en mare. Den standhaftige, analytiske type har givetvis bemærket, at jeg har været en lidt presset tøs store dele af 2018, og udover mavegener og uren hud* har det også medført, at jeg endnu engang er begyndt at tabe håret.

Dette trælse fænomen kommer tydeligst til udtryk på de to øverste billeder, som jeg har valgt at kalde hhv. Pagen og Pandehåret.

Endvidere er mine lokker, hvad vi kan kalde for kemisk mishandlede, hvilket man især kan se på billedet herunder, hvor Pagen og Pandehåret på nærmest mirakuløs vis er forsvundet. På det sidste billede har jeg været ude i regnvejr og har pludselig fået noget, der grangiveligt ligner krøller.

 

M.a.o: Mit hår er komisk (grimt), og det bliver jeg selvsagt nødt til snart at gøre noget ved. I har tidligere været leveringsdygtige, hvad angår kompetente frisører, så hvis én eller anden har en gudsbenådet ide til en toptjekket frits, tager jeg imod med varme hænder.

* Også på jeres opfordring droppede jeg den der tea tree oil, mens jeg i afmagt betragtede min hud, der bare blev værre og værre. For et par uger siden så jeg et opslag på Facebook; det var skrevet af en pige, der pludselig havde fået acneudbrud, som til forveksling lignede mit eget. I kommentarsporet var der flere, som på anekdotisk vis berettede, at hun skulle sørge for at spise nikkelfattig mad, og så ville al hendes pest og plage forsvinde igen.

På listen over ting, jeg virkelig foragter, findes pseudovidenskab og bro/girl-science, men i desperation googlede jeg hurtigt fødevarer med højt indhold af nikkel, og det viser sig, at grundstof nummer 28 forekommer i rige mængder i blandt andet havregryn og bælgfrugter, som undertegnede – tadaaaa – mere eller mindre har levet af, siden jeg blev ekstrafattig og plantebaseret for et halvt års tid siden. Korrelation, mine venner.

Derfor har jeg skruet ned for gryn, bønner, kikærter og pomfritter, og det er sikkert en ren tilfældighed, men min hud er faktisk blevet pænere over de sidste par uger. Således ingen anbefaling herfra, blot en påmindelse om, at tro kan flytte bjerge, og så flytter Søren Ryge resten. Eller hvordan er det nu, den er?

Daddy-o, jeg troede sgu, vi var done.

Som Miriam grundigt gennemgik forleden, findes der en række spørgsmål, som forhåbentligvis snart begraver sig selv for bestandig, og selv om spørgsmål til børn og kærlighedsliv fuldstændig preller af på mig, er jeg gennemført enig i, at det er emner, der skal ud af vores smalltalk-repetorie hurtigst muligt. 

Et spørgsmål, som derimod kan få mig til synkront at finde boksehandsker og lommeservietter frem, er, når jeg er blevet mødt af: “Er du sikker på, din far ikke vil dig det bedste? Tror du ikke, I måske bare kan have en overfladisk relation?”

I dag er det to år siden, jeg begyndte i praktik i København, hvilket betyder, at det også er omtrent to år siden, jeg flyttede mine ting fra min fars ejendom og fik min mor til at putte husnøglen i hans postkasse. Jeg havde så dårlig samvittighed – og det har jeg i øvrigt stadig – over måden at gøre det på, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg ellers skulle have gjort. 

Også for to år siden besluttede jeg mig for, at jeg var færdig med at være ked af, at det er gået med ham, som det er. Det virker måske som en spøjs – grænsende til naiv – beslutning, men fordi han mestendels opfører sig ret tåbeligt, har den været ret nem at efterleve,

Lad det være helt klart: Jeg kan aldrig nogensinde tænke på min far uden at komme i tvivl om, om det var den rigtige beslutning at skære ham ud af mit liv. Hvordan kan man være sikker på, at et af de mennesker, der burde elske dig allermest, ikke skal være en del af dig?

Dagen før juleaften gik jeg i sneen langs Voldene, da jeg kom til at tænke på min sidste fødselsdag, hvor jeg vågnede op til en sms fra min far, og i det sekund, tanken begyndte at udvikle sig, fik jeg blackout og væltede ned i krattet til venstre for mig. Det varede ikke mere end et splitsekund, men i lang tid efter kløede og kradsede mine øjne, og jeg kunne ikke få det til at stoppe. Da min mor, lillesøster og jeg den efterfølgende aften var færdige med at pakke gaver ud, lå der til sidst to kuverter under juletræet. En med min søsters navn og en med mit. 

For at gøre et absurd langt følelsesmæssigt scenarie meget kort endte det med, at jeg sad grædende og stirrede på kuverten, som jeg ikke kunne få mig selv til at åbne. Det lykkedes til sidst, og jeg forbandede min fars gestus langt væk og ønskede sådan, at han havde sendt mig en pose lort i stedet for et bundt penge til opsparingen. Det er så meget nemmere at håndtere hans fravær, når det, han gør, passer perfekt ind i fortællingen om, hvor stor en nar han er.

Og lige der er, hvor den betændte kerne altid har været. Selv om han kaldte os børn for uduelige, selv om han ignorerede os i dagevis, og selv om han gang på gang fortalte os, at han aldrig skulle have sat os i verden, behøvede han kun at smile til mig og holde om min hånd, før jeg havde tilgivet ham alt det andet. Det er altså en helt sindssyg magt at have over et andet menneske.

– “Du har tydeligvis komplicerede følelser for ham,” konkluderede min søster tørt julenat, efter vi havde stået i lyset fra det åbne køleskab og spist resterne af min gudsbenådede risalamande med hver vores ske. Jeg tror egentlig bare, jeg grinte.

Komplicerede følelser, hva’ gir’ I mig?