Der er flere grunde til at være utilfreds

Og bare et par eksempler løst plukket fra den sidste uges tid:

  1. Der er gået hul på himlen cirka hver dag, og vi har haft en juli måned uden én eneste meteorologisk sommerdag. I længden fungerer jeg slet ikke i gråvejr, og det er lidt, som om mit attraktivitetsniveau stiger eksponentielt med min hudtoneskala. Det vil altså sige, at jeg er lidt grim lige nu.
  2. For et par dage siden sad jeg ved Sankt Jørgens Sø (Til jyderne: det er en af SØerne) og trodsede regnen. Der kom en kvinde gående med sin lille Jack Russell Terrier, som satte sig nej for at skide 2 meter væk fra mig. Kvinden udbryder: For hulan da, skider du nu igen! Jeg har ikke flere lorteposer! hvorefter hun går på jagt efter et stort nedfaldent blad, hun kan samle efterladenskaberne op med. Jeg afbryder hendes søgen og fortæller, at jeg har et stykke papir, hun gerne må få. Først da hun har fat om hundelorten med min lille lap, går det op for mig, at jeg har givet hende min flaskebon fra Føtex på 37,50 danske kroner. Crap.
  3. Facebookgruppen Between Women er lukket, så nu kan jeg ikke længere blive advaret om dårlige mænd med voldelige. Ak. (Til gengæld kører Be Yourself #Girls stadig hårdt på, og jeg tilskriver den 100 procent æren for alle mine overspringshandlinger.)
  4. Jeg flytter om 1 uge og 6 dage. Det er dybt irrationelt, men jeg begynder allerede at få lidt Ø-kuller. Ja ja, det er Amager, men jeg kan ikke lide, at jeg ikke bare kan begynde at gå mod uendeligheden uden at skulle koordinere med en bro til fastlandet.
  5. Ulrikke kommer lige om lidt og henter mit Harry Potter-tøj. Jeg har fortrudt.
  6. Mit elskede, smukke Karlekammerskab er blevet sat til salg på DBA. Faktisk er det også blevet solgt hele TO gange, men GUESS WHAT… køberen sprang sgu fra pr. SMS, en uge efter vi havde givet hinanden nu er du købt-håndtrykket, og hun havde narret mig tidligt hjem fra arbejde midt i et skybrud, fordi hun var SÅ MEGA INTERESSERET. Hvad gir’ I mig?
  7. Nikolaj Boffy (aka Målestokken fra For Lækker til Love) af uransagelige årsager er begyndt at fylde halvdelen af min Udforsk-sektion på Instagram. Endnu en god grund til at slette det skidt.

MEN. Faktisk er jeg ikke utilfreds, som i overhovedet ikke utilfreds.


Jeg har nemlig mødt en, som gør mig rigtig glad. 🙂

Ambivalens er, når Tante Rød dør. 

I går sad jeg på min kontorstol, da jeg blev ramt af den mærkeligste følelse. Følelsen af menstruation. 

Når det føles, som om æggelederne gør knuder, alle musklerne i underlivet går i kramper, og din mave til forveksling ligner noget, der er klar til at føde en fodbold. 

Sagen er bare, at jeg ikke har menstruation, og det har jeg ikke haft i meget, meget lang tid. Jeg har nævnt det et par gange herinde, og sidste år gav jeg det også et skud med sådan noget Krop i Balance-halløj, som måske hjalp meget på balancen i mit hoved, men ikke desto mindre ikke havde den mindste effekt på mit forbrug af tamponer. 

Jeg er god til at glemme sådan noget. Når det bare er status quo på den dårlige måde. Jeg er god til ikke at tænke over, hvad det måske kommer til at betyde for mig om et par år. Og eftersom menstruation bare er smadder irriterende, og jeg var blødertypen, der månedligt plejede at spise 2 x Panodiler og 2 x Iprener hver anden time for ikke at ligge i fosterstilling som et lille gedekid, er det svært hundrede procent at begræde, at min krop ikke følger nogen fast indre kalender.

Det gør lidt ondt, når jeg begynder at konsekvensberegne og ræsonnere – det er typisk sådan noget, der først går i gang, når der ikke er nogen vej uden om. Som ved fantommenstruationssmerter for eksempel (for det var, hvad det var. Også den her gang.)

Fra tid til anden, især når jeg er oppustet til fjerne proportioner, bliver jeg ramt af den tanke, at jeg burde være gravid lige nu. For det er ofte det, der sker, når kvinde er sammen med mand, og ingen af de to idioter husker prævention. Men jeg er ikke gravid, og det har jeg flere portioner tis som vidne på.  Måske kan jeg ikke engang blive det, og jeg ved slet ikke, om jeg er klar til at finde ud af, hvad der ligger i mine kort. 

I fire måneder har jeg haft en henvisning liggende til en gynækolog, og jeg mener faktisk, at jeg skylder mig selv at gøre brug den. Nu er den snart forældet, og jeg er ikke så meget som begyndt at undersøge, hvem af dem, der ikke bare stikker et koldt metalnæb op i mit kun-næsten-revirginized underliv uden at advare om det først. Jeg har hørt, at den slags gør ondt. Den smerte har jeg ikke brug for, ligesom jeg heller ikke har brug for at vide, hvis det hele bare står ret slemt til. 

Jeg ved godt, at man kan være uden cyklus og stadig blive gravid. Jeg ved også, at det modsatte desværre også er ret udbredt. Og så har jeg læst alt for mange beretninger om tidligere anorektikere, hvis kroppe aldrig nogensinde rettede ind, selvom deres hoveder havde det godt. 

Det er blevet mit metier at leve i ulykkelig uvidenhed. Sagen havde nok været lidt anderledes, hvis jeg stadig var sammen med min ekskæreste. Hvis ikke jeg tager meget fejl, var han ret skruk, og han ville i hvert fald gerne have børn som 28-årig. Hvis det var med mig, betød det, at jeg skulle være 25. Det er jo en meget rimelig mor-alder, men det er også lige nu

Hvad nu hvis jeg allerede som 20-årig var begyndt at bekymre mig, da min læge sagde ‘Ja, det kan selvfølgelig godt ske, at du har aborteret, men alt ser fint ud nu‘, i stedet for bare at tænke: . . .

Så gik jeg nok ikke i dag og blev ramt af vådeskudsbekymringer. Hvis ikke det var så symptomatisk for mig ikke at bekymre mig over alvorlige ting, havde jeg måske slet ikke haft en trusseoverlevelsesrate på 100 (hvilket er alt, alt for højt for en kvinde i min alder.) For så havde jeg sgu nok dealet med alle de ting, der gjorde mig syg, for længst. 

Hej mor. Jeg ved jo, at du læser med. Jeg har selvfølgelig aldrig dyrket ubeskyttet sex. Eller sex. 



Pigelogik #1

1. “Hvis bare jeg bruger mine Photoshop-skills kløgtigt og fjerner blomsterkransen om mit hoved, er der nok ingen, der opdager, at jeg har brugt et pænhedsfilter.”

Meanwhile in reality: 


Den der ler sidst, ler bedst, som man siger. 

Lommelinks #7 – Den morbide udgave.

#1: Det der dødsstraf… det løber mig altså koldt ned ad ryggen. Og det blev virkelig ikke nemmere for mig at håndtere, efter jeg stødte på denne side, hvor man kan klikke sig ind på de enkelte henrettelser, der har fundet sted i USA. De er blandt andet ledsaget af årsag til henrettelse, billede samt den henrettedes sidste ord, som bliver skriblet ned på et stykke papir. Dét er meget, meget foruroligende læsning.

#2: Har I nogensinde overvejet, hvordan det mon har været at befinde sig på et af de kaprede fly ved 9/11? Da jeg var lille, var det faktisk et hyppigt tilbagevendende mareridt. Nu har jeg fundet ud af, at man rent faktisk kan læse båndudskriften fra flyet lige her – der er også fra mange andre flystyrt, og enkelte af dem er også suppleret med lydoptagelser.

#3: Videnskab.dk svarer på spørgsmålet: Kan man beslutte sig for at dø?

#4: Det her er i grunden nok lige dele sjovt og lige dele langt ude. Selvet.dk er ‘Danmarks spirituelle webmagasin’, og jeg lover jer, at der er guf at hente, hvis man er nysgerrig på diskussioner af okkulte emner. Personligt havner jeg der altid, når jeg er forurettet over ikke at være en del af Frimurerlogens hemmeligheder. Lad mig lige citere fra dette kommentarspor (klik for billede af djævledyrkende stjerner): “Så kan vi igen tage en diskussion om, dette så betyder noget ondt eller ej. Men jeg fastholder, at benytter man dette symbol, viser man udadtil, at man er til hr. Lucifer. Langt størstedelen af verdens mest feterede popsangere og skuespillere er Lucifer-dyrkere. Læg mærke til at de viser troskab til Lucifer ved at lave Eye of Horus. Nogle af dem laver også et 666-håndtegn (lave en cirkel med to fingre og så stritte de øvrige tre fingre opad – så former man tre 6-taller:666). Man kan ikke gøre karriere i Hollywood eller i den amerikanske popbranche uden at sælge sin sjæl til Lucifer. Det er derfor alle amerikanske popidoler og skuespillere laver disse okkulte tegn. Det er meget naivt at tro, at det blot er et tilfælde.” Hvad siger I? Er det bare os, der er nogle agnostiske ignoranter?

#5: Dr. James Fallon er hjerneforsker (og en dygtig en af slagsen), og så har han selv en hjerne som en psykopat. Selv betegner han sig som en pro-social psychopath. Hans fortælling folder sig ud på en ret sej måde i 6 Scary Realities of Working with Actual Psychopaths  – VICE har selvfølgelig også lavet interview med ham, hvor han blandt andet forklarer, hvorfor kvinder har en tendens til at falde for kolde idioter – eller borderline psykopater som ham selv.

Hvis I har brug for sider, der er decideret ubehagelige, kan jeg anbefale jer at downloade browseren Tor, som giver jer mulighed for at luske rundt på the deep web (= det skjulte/mørke net, som skønnes at være 500 gange større end ‘det net’, vi normalt tilgår. Få det forklaret her.) Før I giver jer I kast med det, vil jeg bare anbefale at tjekke det her ud – hvis deres testimonials er sande, skal jeg aldrig, aldrig, ALDRIG gå på opdagelse på den mørke side.

Og til sidst…

… en uhyggelig bog: Uhyret i Brønden af Dennis Jürgensen, og den er vel ret beset tiltænkt teenagere som det primære publikum. But I don’t care, this shit is crazy, og aldrig har jeg oplevet en hund være så klam, som i denne bog. Giv den et skud!

Og..

… en uhyggelig film: Sinister. Det er en god gyser. God og uhyggelig på den gedigne gysermåde. Hvis du vil have noget mere psykologisk – men også ganske ubehageligt – så kan jeg anbefale Hard Candy, hvor Ellen Page giver den gas med kastrationer, mens hun ligner Den Lille Rødhætte.

En ode til fortiden. 

Da jeg var 14 år, begik jeg den fejltagelse, at jeg begyndte at samle ind til voksenlivet.
“Jeg har fast løn og ingen faste udgifter, så nu er nok et klogt tidspunkt at anskaffe mig alle de ting, jeg ikke har råd til, når jeg er fattig og udeboende,” var mit meget modne rationale. Altså begyndte jeg at anskaffe mig et meget eksklusivt flytte hjemmefra-kit primært bestående af Royal Copenhagen, Georg Jensen og deslige. Ideen var ret fin, og den fungerede også godt, da jeg 4 år senere skulle trække pløkkerne op fra huset i Højbjerg. Held i uheld ville nemlig, at min elskede onkel var død kort tid forinden, og jeg kunne rykke ind i hans gigantiske 4-værelses lejlighed med min veninde, da min far havde fået den tømt ud.

Men derfra gik det kun én vej, og det var ned. 4 værelser blev til 2, 2 blev til 1, og pladsen blev langsomt mere og mere trang. Med andre ord betyder det, at jeg – over flere omgange – har set mig nødsaget til at skille mig af med mit voksne boligsortiment for at have plads til seng, kommode og instantkaffe. Hvad værre er, er jeg typen, der har for vane at tillægge alt en form for affektionsværdi. Jeg gemmer ALT: konfetti fra Britney-koncerter, visitkort fra udenlandske cafeer, festivalarmbånd og biografbilletter. Alt.

Som bekendt skal jeg snart flytte igen, hvilket har den afledte konsekvens, at jeg endnu engang skal i gang med at rydde ud og tage stilling til, hvilke minder jeg vil bevare i form af fysiske genstande, og hvilke minder, der vil have det fint med blot at leve videre inde i mig.

Her er lidt af det, jeg er stødt på (og ikke har smidt ud):

En ske, min onkel har fundet i Auschwitz og givet til mig. Vi havde et helt specielt bånd over 2. Verdenskrig, og det var også ham, der introducerede mig for Matador, da jeg var 5. Når jeg rører ved den rustne lille støbning, bliver jeg ramt af en helt speciel form for ærefrygt, og jeg synes, at det er fuldstændig sindssygt, at det enten er en SS-officer eller en fange, der har siddet og spist af den.

En fletning, jeg fik lavet, da jeg var i Sydafrika og arbejde. Jeg beholdt den, til den faldt ud med hårrødderne cirka et halvt år efter.
PS. Ja, den lugter.


Det sidste brev, min onkel nåede at sende til mig. 

Før var jeg tit træt, deprimeret og anorektisk. Så prøvede jeg personlig træning i et elitecenter for fitnessatleter, og så fik jeg det meget bedre. Tak for hjælpen, Performance Gym.

.. eller fra da jeg arbejdede på Barellen og fik en chef, der faktisk gjorde mig syg (se ovenstående) og ødelagde mit liv i tre år.

“Kære unger… dengang Mor var barn, skulle vi køre ned i en butik for at leje film til lørdagshyggen. Det kostede 75 kroner.”

R.I.P 20 % på frugt og grønt.