Du skal længere ind. Du skal helt ind i sindet. 

Noget af det, jeg husker tydeligst fra min ungdom, er, at der altid var gang i et eller andet behandlermaskineri, psykologer eller socialrådgivere fra kommunen. Dengang var jeg gået lykkeligt forbi alle slags psykiatriske diagnoser, men det samme kan desværre ikke siges om mine søskende. 

Det er imponerende, at jeg er gået fri, tænkte vi, og da jeg blev 18 år, var jeg overbevist om, at ingen former for hjerteforstyrrelser nogensinde kunne ramme mig. Men det begyndte altså længe før, jeg formelt blev myndig. Hvis jeg siger, at jeg var 14 år, er det nok ikke meget forkert. Alle mine søskende havde det ad helvedes til, og den slags smitter selvfølgelig af på hele familien. Vores køkkenskabe var fyldt op med Ritalin, melatonin, angstmedicin og antidepressiva. Det var over det hele, og når der blev sagt godnat var det altid efterfulgt af har du husket at tage dine piller? 

De så alle tre den samme psykiater, kort efter skulle de have bevilget voksenvenner, og sideløbende blev vi indsluset i noget hejs, som man kaldte for familieværksted. Sidstnævnte endte i en komplet katastrofe, der blandt andet involverede en lillebror, der gik halvt berserk på min fars Jaguar. På hjemmefronten var det nogle lorteår, men på et overordnet plan havde jeg det egentlig fint det meste af tiden. Derfor er min personlige erfaring med psykologer og psykiatere yderst begrænset. Jeg har det også lidt svært med dem, og den følelse begyndte allerede efter første gang, jeg blev udsat for dem. 

Første møde var med Søskendepsykiateren. Det var ham, der udskrev medicin til mine søskende, og det havde han gjort i en rum tid, før jeg fik den ide, at jeg gerne ville møde ham. Jeg følte mig en smule ekskluderet, fordi hele min familie kunne tale langt og længe om et menneske, jeg knapt nok kendte fornavnet på. Så jeg anmodede om en time med ham, og det fik jeg. Imidlertid endte den time med at være 30 minutter, for jeg anede ikke, hvad vi skulle snakke om, selvom der var nok at gå i gang med. Da jeg tog derfra konstaterede han, at jeg i hvert fald ikke havde ADHD, han smilede til mig på en jovial måde, og jeg gik derfra, mens jeg tænkte, at godt nok havde jeg ikke DAMP, men der var stadig helt kogt i mit hoved. Jeg så ham aldrig igen.  

Mit andet møde var med Psykologkvinden, der holdt visitationssamtalen med mig på Center for Spiseforstyrrelser. Hun var så skræmmende, at jeg hellere havde lyst til at gå hjem og dø end at komme tilbage til hende igen. 

Mit tredje møde var med Psykolog-Bo, som var ham, de snakkede med mig og vejede mig hver 14. dag, da jeg var i behandling på Risskov. Jeg kunne egentlig godt lide Bo, men jeg løj også meget for ham, og han formåede ikke rigtigt at hjælpe. En dag sagde han til mig, at han havde snakket med resten af teamet til mig, og de havde vurderet, at jeg ‘ikke responderede på behandlingen og havde brug for en yderligere indsats’. Med andre ord betyder det, at man skal indlægges – på den ene eller anden måde. Retrospektivt var det det, der reddede mit liv, men dengang mente jeg bare, at han havde forrådt mig. Efter den dag kunne jeg ikke se ham i øjnene igen. 

Mit fjerde møde var med Forsikringspsykiateren. Jeg var lige vendt tilbage til studiet, og jeg havde diverse speciallægeerklæringer på, at jeg ikke måtte arbejde ved siden af skolen. Men jeg havde heller ingen penge, så jeg søgte om handicaptillæg, som – selvfølgelig – blev afslået. Herpå fulgte en lang klagesag, som jeg på ingen måde havde overskud til. Den indebar en samtale med Forsikringspsykiateren, som skulle vurdere, hvorvidt jeg var syg nok. Hele samtalen var som en mægling med djævlens advokat, og da jeg gik derfra brækkede jeg mig i en skraldespand i Scandinavian Center, fordi hele sceancen havde været så ubehagelig. 

Mit femte møde, som ikke rigtigt var et møde, fandt sted for et par uger siden. Det var en Forsikringspsykolog, og han var også en mand. Jeg fortæller ham, at jeg hader mænd. Han svarer: Alle mænd? og jeg siger ja. Så er der lang tavshed, før han siger, at han vil få en anden til at ringe mig op. 

Den sjette blev en Hun. 

Før jeg gik i gang med at skrive det her, havde jeg en meget klar pointe – eller måske var det snarere et spørgsmål – udledt af det sjette møde. Men den pointe har jeg ærligt talt glemt lige nu. Så nu får I lige det her, mens jeg kommer i tanke om den åbenbaring, jeg allerede har glemt. 

Franske horeunger #8

#1: Da jeg cyklede hjem fra arbejde i dag, holdt jeg for rødt lys ved siden af en jordbærsælger ved Dybbølsbro. Han kigger på mig, og følgende dialog udspiller sig:
Ham: Vil du ha’ 2 bakker jordbær til 25 kroner?
Mig: Ellers tak. Men det er ellers et meget fristende tilbud.
Ham: Du ser godt nok smuk ud. Må jeg få dit nummer?
Mig: Nej, desværre. Jeg har en kæreste. (hahahaha)
Ham: Nå, okay. Hvor gammel er du?
Mig: 24.
Ham: 24? Mener du det seriøst? Wauw. Jeg troede, at du var sådan… 16-17 år!
*Lyset bliver grønt, og jeg cykler videre. Giver en highfive med på vejen.*
Egentlig burde jeg være smigret (selvom han nok lidt er en løgnhals) men… Manden var – slag på tasken – 30 år gammel. Og han troede, at jeg var 16. Tyg lidt på den.
(Det minder mig om, at jeg i løbet af den sidste uge er blevet bedt om ID 2 gange, hvilket aldrig nogensinde er sket før – heller ikke da jeg var 14 og levede af ferskenvin og slavevodka. Hvad foregår der?)

#2: I fredags fejrede jeg Sankt Hans (som i øvrigt er den mest vemodige dag på hele året) ved at tage i biografen for at se gyserfilm. Valget faldt på It comes at night, som havde fået udmærkede anmeldelser, men det kan altså ikke skyldes, at den var uhyggelig. For det var den ikke. Filmtitlen lægger også en kende op til, at noget skal ‘komme om natten’ – men hvis vi ser bort fra lydene af en kvinde, som har samleje, var der altså ikke noget, der kom. På noget tidspunkt. Til gengæld var skuespillet ganske fænomenalt, og jeg kedede mig heller ikke. Men i behøves ikke at tage i biografen for at se den. Vent på Netflix.

#3: Lejligheden bærer stadig tydeligt præg af at være en byggeplads, og min frustration over VVS’ere, der ikke kan overholde aftaler eller udføre deres arbejde ordentligt, er ved at tage helt nye højder. Heldigvis har jeg fået en luksus tilbage i form af et toilet. Min hjerne har været lidt forvirret, for efterhånden har jeg brugt køkkenvasken som natpotte i 3 uger – forvirringen resulterede i, at jeg flere gange på sovende zombievis satte af i hop mod køkkenbordet, før det gik op for mig, at jeg faktisk havde et helt konventionelt WC lige ved siden af.

#4: Det her punkt skal ikke tolkes, som om jeg på noget tidspunkt har været ked af, at jeg ikke skulle på Roskilde i år. Men hold nu op, hvor er jeg glad for, at jeg ikke er på Roskilde i år. Hvorfor er det, at vi helt seriøst kan have oktobervejr i slut juni måned? Sådan lige en sidebemærkning: hvad sker der for curlingforældre + deres børn, der tilsyneladende gerne VIL curles? RoZzZ bliver skudt ned med dårlige anmeldelser på Facebook, fordi et par mødre er sure/forurettede/chokerede/indignerede/bekymrede/whatever over festivalen samt dens (manglende) håndtering af “indkvartering” i campingområdet. Jeg har én gang været afsted, jeg var 17, og jeg er ærligt i tvivl om, om min mor overhovedet vidste, at jeg var afsted (Selvfølgelig gjorde hun det, jeg havde fået lov) men jeg husker graden af korrespondance mellem hende og jeg den pågældende uge som lig 0.
(For nuancens skyld må jeg hellere linke til denne artikel, hvor en ekspert – med udgangspunkt i ovenstående – kalder curlingsbegrebet for et fantom og en konstruktion. Hans pointe (tror jeg): Curlingforældre som fænomen is not really a thing.

#5: Min veninde og jeg har just booket ferie til Barcelona! Faktisk var jeg der så sent som sidste  sommer, hvor det dog var på Papas regning. På et overordnet plan spiste jeg kun fremragende mad, men hvis nogle af jer ligger inde med lækre anbefalinger (gerne på byens bedste Patatas Bravas) byder jeg dem velkommen.

#6: I dag er det præcis 20 år siden, den første Harry Potter-bog udkom(!) Lige apropos så skrev jeg til ham HP-Tinder-fyren, jeg havde ghostet og beklaget for min opførsel. Han svarede ret hurtigt tilbage, og vi fik lavet en kaffeaftale den efterfølgende uge. Kan I gætte, hvad der så skete? Aftalen blev ikke til noget, og han stoppede med at svare. Karma strikes back. (Eller også har han bare læst min blog og tænkt, at han ikke gider se en pige, der potentielt pisser i hans håndvask.)

PS. 8 x horeunger på et halvt år er langt fra nok. Jeg strammer op. 

Status på hårfarve – cirka 2 uger efter. Gul farve trækker op!

Mommybloggere må være det modigste folkefærd i verden

Hvis jeg skulle skrive ét passioneret indlæg, ville emnet nok ikke være om børn. Små mennesker siger mig ikke specielt meget, og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide dem, jeg er bare ret dårlig til at tolke deres signaler – lidt ligesom med katte, mænd og tweens. Faktisk er det nok én stor pulje af levende grupperinger, som bare gør mig lidt forvirret og rundtosset. 

Jeg ved ikke en skid om børneopdragelse. Eller om tigerspring. Eller økologisk legetøj. Eller om korrekt kost til en 2-årig. Én ting ved jeg dog: Det kræver sin kvinde at skrive om børneopdragelse, økologisk legetøj, tigerspring og grød. For uanset hvad du siger, er der ganske givet nogle, der 1) er uenige, 2) føler sig trådt på, 3) tager det som et personligt angreb, fordi de har valgt anderledes eller 4) tolker en masse ud fra et lille skriv, som de dybest set ikke ved en hujende fis om. 

(Hvis I har svært ved at tro på min komplette inkompetence, så lad mig tage jer tilbage til dengang, hvor jeg fast passede to små, søde drenge. Jeg formåede konsekvent at vende deres bleer forkert, så der altid flød bæ rundt over det hele, og på et tidspunkt forgiftede jeg den yngste med mørk chokolade – som han åbenbart var dybt allergisk overfor – hvilket resulterede i, at han kastede halvdelen af sin kropsvægt op af halvfordøjet føde. Det var så slemt, at jeg selv måtte en tur ud i toilettet og brække mig, hvorfor jeg blev nødt til at overtale 4-årige storebror om at gøre rent efter gildet.)

Måske af samme årsag har mommybloggere altid nogle af de mest levende kommentarfelter. Og hvor mange formår at holde en sober tone, er der desværre til tider også nogle, som ikke helt formår at ænse, at det på intet tidspunkt var bloggerens intention at støde eller provokere (det er selvfølgelig min antagelse.) Et par eksempler kunne oplagt være PseudotvillingGate, GrimBabyGate og JegSynesAtLærkeJedigErEnGodMorGate – alle tre stak jo helt af!

Lige nu kan jeg godt se, at jeg ikke helt har formået at vinkle det her skarpt nok, for den udløsende faktor for det her indlæg er, at jeg er pisse sur. Det ville være løgn at kalde mig for kernelæser, men selvfølgelig læser jeg sporadisk med hos Trine, som blogger under navnet Lortemor. Hun har ikke lagt skjul på, at livet på det seneste mere har været knubs end karameller, men selv for den mest børneimbecile person i verden (=mig) har det været overdrevent tydeligt, at det har flydt med kærlighed i lårfede strømme. For det er jo det, der sker, når man får børn, har jeg hørt. Man elsker dem for helvede helt ind i en anden verden, hvor sådan noget som penge har mistet sin betydning. 

Nu er der så tre “ansvarsbevidste”, anonyme(!!) borgere, der har lavet en underretning til kommune. Og Trine har –  selvfølgelig – trukket bloggerstikket for en stund. (Og lad mig minde jer om, at det faktisk ikke er første gang, præcis dette scanarie finder sted.)

Jeg tænker mange ting, men mest af alt tænker jeg ét: WHAT. THE. FUCK. 

På det sidste har jeg gået og tænkt en del over begrebet søstersolidaritet, for der er jo lidt den gamle traver om, at kvinder er kvinder værst. Og jeg har lidt haft en teori om, at det måske ikke på samme måde gør sig gældende i dag, som det har gjort tidligere (primært baseret på min egen empiri, det vil sige jeres uendeligt solidariske kommentarer til stort set alt jeg lukker ud). Derfor bliver jeg nok også lidt ekstra ærgerlig, når jeg læser om sådan noget her. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at enkelte kvinder (igen min egen antagelse) ødelægger det så godt og grundigt for andre. 

På grund af ovenstående kommer jeg selvsagt ikke med nogen reprimande. I stedet håber jeg bare på, at den slags griseri ikke finder sted til den tid, jeg en dag får børn. Jeg er slet ikke modig nok til at anbringe mig i den sårbare position, langt de fleste mommybloggere står i. Når jeg en dag lukker og slukker, vil jeg helst, at det er, fordi jeg er løbet tør for ting at fortælle om –   her viser min erfaring mig igen, at børn har præcis modsatte effekt. 

I anledning af min fødselsdag minder jeg jer om, hvordan det startede


På en eller anden måde er i dag en ganske speciel dag for mig. Det er nemlig præcis et år siden, jeg begyndte at blogge. Jeg kan røbe så meget, som at vejret d. 18. juni 2016 ikke var specielt godt. Faktisk var det noget værre møg, og jeg følte mig også som en stor klat møg, der virkelig trængte til et bad. Men jeg gad ikke. For varmtvandsbeholderen i min mors sommerhus var så lille, at jeg knapt nok kunne nå at gennembløde min krop, før det hele ville forvandle sig til en fesen omgang vinterbadning i en gammel bruseniche. Ironisk nok har jeg i dag – præcis et år senere – stadig ikke noget bad. Det er mindre frivilligt, men om ikke andet er det er godt påskud for at cykle til Waterloose i aften og snylte lidt på min venindes gæstfrihed (og varme vand.)

Måske lige bortset fra det er det meste nærmest nyt og anderledes. I dag sidder jeg i København (eller Frederiksberg……….) fordi jeg i efteråret søgte praktik, hvilket heldigvis gik hammer godt ( jeg er sikker på, at mine brystvorter havde noget med det at gøre)  – selvom det også blev et farvel til Aarhus på ubestemt tid. Igen i dag har jeg ikke specielt meget på hjerte, og så alligevel. Jeg har altid elsket, når etablerede bloggere lavede sådan en form for Throwback i deres arkiver. Af ganske logiske årsager har jeg ikke kunnet gøre kunsten efter, men det kan jeg heldigvis nu. Med lidt god vilje, i hvert fald.

Her er lidt fra den spæde begyndelse; enten er det stadig relevant, eller også er det lidt dumt, men forhåbentlig mest af alt hyggeligt. 

Husker du at sige tillykke til huefolket? En kort, formanende og halv-hellig opsang til alle os, der brager ind i de nyudklækkede studenter i disse dage. Det er ikke stor kunst, men det er nok en meget god påmindelse. 

Har jeg egentlig fortalt, at jeg er i et forhold? Første gang min far kom på banen. Det var i hans bløde periode, som desværre kun varede et halvt års tid. Kort efter mødte han en kvinde, som han blev hovedkulds forelsket i på en halv time, and it was all downhill from there, som man siger. 

Journaliststuderende er så nemme at hade. Måske er det også derfor, jeg hader mig selv så meget. Hvis jeg kunne få lov til at rejse tilbage i tiden og ændre det billede, ville jeg aldrig bede om mere. 

Alle burde give Nordjylland en chance. En ode til det nordjyske – og Ålbæk i særdeleshed. Om to uger vender jeg langt om længe tilbage. 

Livsviden fra min bror, som tilfældigvis har Aspergers. Mest fordi der har været så meget snak om Frøken Ninka. Min bror hverken kan eller skal kureres, og han trives faktisk også ret godt med pizza og indbagt kylling. 

For dummies: To Google or not to Google. Back in the days var jeg ret god til kærlige guides, og jeg bilder mig ind, at mange har taget ved lære af min Guide til Google. Ikke desto mindre irriteres jeg sjældnere og sjældnere over spørgsmål som ‘Hvor kan man købe den Faxe Kondi Limited Edition’? (= Føtex og alle andre steder. Ved I egentlig, om den er god? Den ser ret fråderen ud.)

 

Vis mig din blog!

I 2011 var der cirka registreret 74.000 danske blogs. Jeg læser troligt 2 håndfulde, og så klikker jeg mig ind på alt på Bloggers Delights forside, som fanger min interesse. Men lad mig sige det, som det er: nogle dage kan der være langt mellem snapsene. Det betyder også, at jeg sommetider på ingen måde kan få mit blog binge-behov opfyldt, og det er ærligt talt en skam, når jeg nu ved, at der er så meget uopdaget ordguld derude. 

Derfor vil jeg super gerne høre jeres bedste anbefalinger. Om det er et shoutout for jeres egen eller en andens blog er helt og aldeles underordnet – bare I nyder at læse med. 

Instruktionerne er som følger:

  1. Skriv en kommentar med dit blognavn (eller en anden persons blog, som du gerne vil anbefale.)
  2. Forklar, hvorfor den er god.
  3. Følg mig på Instagram. 
  4. … og på Facebook. 
  5. Og Bloglovin’. 
  6. Klap den næste hund, du møder. 
  7. Se bort fra punkt 3-5. 

Som udgangspunkt interesserer jeg mig ikke for: sport, biler, droner eller sundhed/helse i overdrevne mængder (det vil altså sige, at selvom Jannis Vægttabsblog – Følg min rejse fra 200 til 20 kg er super velskrevet, vil jeg helst ikke læse den. 

Til gengæld er jeg smadder begejstret for: personlighed, humor, en nogenlunde forståelse for Retstavningsordbogen, korrekt nutids-R og sofistikeret spydighed. Men mindre kan bestemt også gøre det.