13 grunde til at du får dårlig betjening (AF MIG)

hvidkaffeservice

Her i sidste weekend tog jeg en virkelig tiltrængt alenetur til Aarhus. Sidste gang var jeg lidt uheldig med MolsLinjen, som smadrede ind i kajen, kort før jeg skulle have været med den (færgen altså). Denne gang var der styr på det hele, og da den værste kaffekø var ovre, besluttede jeg mig for at gå op og bestille en Triple Americano uden tanke for, at jeg snart skulle i seng. Til stor glæde opdagede jeg, at en af mine veninder fra Baresso-tiden stod bag baren, og hun inviterede mig straks om til hende, så jeg kunne jamme lidt med noget latte art (og allerede ved min første gæst, havde jeg fået min servicestemme tilbage. Alle jer, som har stået bag en kasse, I ved, hvad jeg snakker om.) Back in the days var jeg herre god til at lave alt muligt flot i mælkeskum. Til gengæld var jeg super duper dårlig til at levere god service til folk, jeg ikke mente fortjente min gode behandling. Med andre ord var jeg nok en forfærdelig ansat, eftersom ‘kunden altid har ret og skal behandles derefter’, er en præmis, jeg aldrig helt kunne køre med på. Og med de ord har jeg lavet en liste, som også kunne have heddet ‘13 TING DU SKAL HOLDE DIG FOR GOD TIL’… men.. jeg skal jo blive på min egen banehalvdel.

13 grunde til at du får dårlig betjening (AF MIG)

  1. Du ignorerer hilsner og høflighedsfraser. Når vi får øjenkontakt, og jeg smiler og siger hej, så må du gerne returnere den hilsen. Du skal ikke bare kigge på mig, som om jeg er dum. I så fald vil jeg antage, at du rent faktisk er dum, og jeg har tænkt mig at behandle dig derefter.
  2. Du taler i mobiltelefon, mens jeg prøver at tage imod din bestilling, hvorfor jeg ser det som min ret, at jeg sagtens kan vende ryggen til dig og først komme tilbage, når du har sagt undskyld.
  3. Du opfører dig bedrevidende. “I laver jo jeres cappuccino aaalt for varm. I Italien, som jo er én af de mest raffinerede kaffekulturer i verden, laver de den kun 50 grader varm”. Jeg ved det, og jeg er enig, men hvis du ikke snart klapper i, steamer jeg din mælk så længe, at her kommer til at lugte af risengrød og ødelagt laktose i hele biksen.
  4. Du brokker dig over priserne. Ja, det er helt klart mig, der har besluttet, at en stor IceBlend med Orangeknas skal koste 54 kroner, Ja, det er en sindssyg pris, og nej, den bliver ikke lavere, fordi du skælder mig ud.
  5. Du forventer det værste. Jeg plejer jo kun at drikke kaffe fra Great Coffee, så hvad kan du lave uden at ødelægge det helt?” Pas. Din mor?
  6. Du beder mig om at slukke for kirkeklokkerne. Bevares, det er irriterende at læse avis, mens den katolske kirke holder lørdagsbryllup, men ligner jeg Klokkeren fra Sct. Knud?
  7. Du lader din dårlige dag gå ud over mig. Eller måske du i virkeligheden bare er en dårlig person, men PLEASE lad være med at skælde mig ud, fordi jeg spørger, om du vil have kaffen to go. Det var ment som en service, ikke fordi jeg gerne ville have dig ud herfra. Det vil jeg til gengæld meget gerne nu.
  8. Du ligner en muggen røv. Måske du har Victoria Beckham-syndromet, men oddsene er små, så når jeg smiler til dig, så smiler du tilbage.
  9. Du beholder dit headset i ørerne eller samtaler med din veninde, mens du bliver serviceret. Faktisk har jeg tænkt mig at gå hen og smalltalke med min kollega, indtil du strammer op.
  10. Du er for kæk. Kammerat Bladfjeder, jeg er træt, jeg stinker af varm croissant, og jeg har stået her i 8 timer. Jeg oooooorker ikke, at du skal joke med mig i 5 minutter, før du er klar til at fortælle mig, at du bare skal have en lille filterkaffe. Og nej, du vil ikke have kvitteringen, det kan alligevel ikke trækkes fra i skat, I know.
  11. Du er laktoseintollerant, cøliaker eller nøddeallergiker, og du føler, at det er dit ansvar at fortælle mig, hvor latterligt det er, at vi ikke har mad, der passer din diæt. Prøv en anden tilgang.
  12. Du snyder foran i køen. I see you, and I don’t like you.
  13. Du står bagved en håndfuld af typerne beskrevet fra punkt 1-12. Og ja, undskyld. Det er ikke fair, at det skal gå ud over dig, men jeg kan ikke længere lide mennesker.

Politik? Politik.

fandt min øjenbrynsven

fandt min øjenbrynsven

Helt indledningsvis vil jeg lægge ud med at sige, at jeg ikke er super opdateret på blogfronten i disse dage, men jeg føler alligevel, at der er en tendens, som peger i retning af, at der er nogle ting, bloggere meget gerne vil tale om, og så er der andre ting, “vi” helst ikke rører med en ildtang. Det kunne fx være politik. Formentlig var de fleste af jer ude og besøge en stemmeurne i tirsdags, og nyhedsmedieverdenen har ikke lavet andet end at tale om kommunalvalg den sidste måneds tid (til stor undren har de lidt glemt at nævne regionerne med det resultat, at mange glemte regionerne.) Bloggere kommenterer tit holdninger, tendenser og nyheder, men holder sig ofte væk, når noget bliver for (blok)politisk. Jeg husker blot en enkelt gang, da Christina Barré, som havde BitteBitte, skrev et indlæg om, at hun ikke stemte. Læserne blev sure, og selvom det ikke var kønt, havde historien en lykkelig slutning, og Barré fik sat sit kryds.

Politik er alle vegne, så hvorfor skriver vi ikke lidt mere om det? Jeg har tre bud.

  1. Læserne gider det ikke.
  2. Bloggeren gider ikke.
  3. Bloggeren tør ikke.

Af gode grunde kan jeg kun tale på mine egne vegne, og for mit vedkommende skyldes det nok en lige fordeling af punkt 2 og 3.

For at gøre det lidt mere konkret kan jeg fortælle lidt om, hvor jeg satte mine krydser. Det er sådan noget, jeg i teorien ikke har noget imod at fortælle, måske mest fordi jeg er totalt beige i alle mine holdninger. Min regionrådsstemme gik til en konservativ kvinde, som har arbejdet som sygeplejerske i 22 år. Jeg gik med hende, fordi jeg tror, at vi seriøst har brug for stemmer med reel kompetence, som kan få styr på sundhedsområdet – men jeg aner ikke, hvad kvinden mener om noget som helst, der ikke har med sygehuse eller effektiviseringskrav. Til kommunalvalget stemte jeg på Socialdemokratiet, fordi 4 kandidattests fortalte mig, at dem var jeg mest enige med. Jeg ved ikke, hvor vi er enige, eller hvor vi er uenige, for det fik jeg mig ikke sat ind i. Boede jeg stadig i Aarhus, var mine krydser sat ved Psykiatri-Listen og Alternativet. Førstnævnte kæmper kun for én ting, og det er bedre psykiatri. Alternativet er umiddelbart ikke et af mine hjertebørn, men jeg tror på, at deres holdninger fungerer som sunde indspark i en indspist byrådskultur.

Jeg forestiller mig, at jeg er en ret repræsentativ vælger, og ovenstående demonstrerer nok også, at mine holdninger er relativt flygtige, og de rykker sig, hvis modargumenterne er gode. Derfor tør jeg simpelthen ikke. For hvad nu, hvis jeg nævner, at folk skal lade være med at stille Søren Pape til ansvar for skyderierne på Nørrebro, for lovgivning kan kan ikke regulere adfærden på folk, som allerede skider på selv samme. Det må i meget højere grad være et spørgsmål om integration og at tvinge de knægte ind i en bokse- eller fodboldklub i en ung alder, så de ikke render og keder sig, OG så de kan få voksne forbilleder, der kan fortælle dem, hvor totalt taber-agtigt det er ikke at passe sin skole. Ja, så er jeg udmærket godt klar over, at når jeg kommer med sådan en udmelding, er der 42 synspunkter, jeg har overset og udeladt, og der er ti fingre, der peger tilbage på mig selv. Og det ved jeg sgu ikke, om jeg har stamina til at stå imod overfor.

I går læste jeg et anonymt – og ret klassisk – ‘jeg hader blogs, selvom jeg aldrig i mit liv har sat mig ind i, hvad de går ud på’-opslag, hvis ordlyd nogenlunde var: Fatter ikke, at bloggere ikke udnytter deres stemme til at rykke ved nogle ting og sætte en samfundsdebat i gang. I stedet deler de ukritisk links til webshops og reklamerer for afføringsmiddel i form af Skinny Tea’. I min optik er det en temmelig ignorant udtalelse, men den rummer nok også et snert af sandhed.

Overvej bare inflationstilstanden af Black Friday-indlæg, og sammenlign den med Valg-tavsheden. (Ok, jeg hader også Black Friday, det er et koncept, vi seriøst ikke har brug for i Danmark, og så har jeg ikke engang nævnt et ord om butikkernes fejlslagne eksekvering. 20 procent på udvalgte varer?! Are you kidding me?!) Det er da også… spøjst.

Kender du Typen? #Se&Hør-edition

Da jeg begyndte på Femsen, havde jeg ikke den fjerneste ide om, hvilke frynsegoder der fulgte med. En af dem er selvsagt, at jeg har adgang til stort set alle magasiner og ugeblade, når de kommer, duftende af tryksværte, direkte fra trykkeriet. Et af dem er Se&Hør, som vi alle elsker/hader eller bare elsker at hade.

Når bladet kommer ind, finder jeg straks frem til den mere kuriøse endesektion. I ved, den med manden og kvinden, som altid brillerer med deres fravær af påklædning. Der har egentlig aldrig været så meget andet i det end at more mig åbenlyst på andres bekostning, men den ekstra dimension er så altså opstået nu.

Ideen er ikke min egen, men tyvstjålet fra en eller anden studerende, som havde overtaget Journalisthøjskolens instagramprofil (ja, det er en thing.) Nu har jeg valgt at kalde det Kender du Typen? #Se&Hør-Edition, men Se&Hør-spillet kan også gå an.

Reglerne er som følger:

  1. Find en makker/modstander, som du kan dyste imod.
  2. Bladr om på de to nøgne mennesker på det bagerste sider. Sørg for, at I ikke kommer til at smugkigge tekstboksene. Disse skal dækkes til – eventuelt bare med en hånd.
  3. Nu skal den første spiller, ud fra billedet, gætte, hvad der står i tekstboksen. Start ud med navn, og kør videre til de næste punkter (alder, by, ’interesser’, ‘livret’, ‘3 ting på en øde ø’ osv.) når I har gættet rigtigt.
  4. Når første spiller har gennemført og svaret rigtigt på alle punkter, skifter I, og det er den anden persons tur til at gætte.

Heeey, er det ikke mega svært? Der findes jo 17.309 forskellige madretter og 2 milliarder ting at tage med på en øde ø?

Her bliver jeg nødt til at sige nej. Det er faktisk så tilpas nemt, at jeg forledes til at tro, at de er tvunget til at beskrive sig selv ud fra et afkrydsningsskema, hvor der maksimalt er 5 valgmuligheder ved hvert spørgsmål.

Hermed et par konstateringer, som kan gøre det nemmere for jer.

  • Tænk i forstæder og provinsbyer. De kommer MEGET sjældent fra større byer.
  • Mange af pigerne har dobbeltnavne, og fritidsinteresserne, der oftest går igen, er: Heste, gå i byen, hygge med venner og familie.
  • De fleste af mændene interesserer sig derimod for træning, fester og gaming.
  • Livret, som gør sig gældende for begge køn, er ALTID: Sushi (hvis vedkommende træner) ELLERS lasagne, boller i karry, spagetti med kødsovs, pizza ELLER bøf (med sovs og kartofler.)
  • Mændene er OFTE OFTE OFTE håndværkere.
  • Begge køn beskriver primært sig selv med ordene ‘sød, smilende, glad og fræk’.
  • Og til Øde Ø-spørgsmålet vil de fleste gerne hive deres kæreste med. Ellers vil de gerne have en båd, så de kan sejle hjem igen, mens de mindre pragmatiske blot ønsker sig en smartphone, hængekøje og nogle tændstikker.

GOD FORNØWLS’!

165bb918-fa3f-480b-846b-b8657d206def

Bloganbefalinger: MILKs

hvidkaffeboern

Hvis min blog ikke hed noget med kaffe, så skulle den helt klart have navnet BedreSentEndAldrig.com.
Og med de ord er det tid til anden runde af gode blogs, I kan føje til jeres faste kartotek. Jeg har bemærket, at de blogs, jeg vender tilbage til, stort set altid har samme ting til fælles: Jeg ville smadder gerne drikke en kop kaf’ med mennesket bag ordene.

MILK – MOMS I’D LIKE TO KNOW

#1: Blogsbjerg: Når jeg læser Lindas blog, glemmer jeg lidt, at jeg skal forestille at være journalist (in spe), og jeg labber alting ukritisk til mig. Enten det, eller også er jeg bare foruroligende enig i alt, den kvinde skriver. Blogsbjerg er både sjov, alvorlig og intelligent på samme tid, og så kan jeg utroligt godt lide den for, at der aldrig bliver skrevet ligegyldige og uvedkommende indlæg, som bærer præg af, at ‘jeg skriver noget, fordi det bør jeg jo’. Linda er bare lidt bedre end andre gode koste.

#2: Skøre Liv: Maude, eller det vil sige, det hedder hun ikke, men jeg kender faktisk hendes RIGTIGE navn, gnæk gnæk. Skøre Liv skriver mestendels om sine poder (= børn, that is) og selv om man måske – lidt ligesom undertegnede – ikke helt er hoppet på den galej endnu, er bloggen stadig gennemført læseværdig. Der er rart at være, og Maude virker som et gennemført godt menneske, og så har hun været katalysator for en del latter fra min side, se fx. disse tegninger. Haha, børn er så grineren.

#3: Ida bida: Ida fangede allerede min opmærksomhed, da hun for mange år tilbage var i medierne i forbindelse med Foreningen Danske Modeller, som seriøst var noget af det mest forfriskende, jeg længe havde hørt om. Først laaaang tid efter stødte jeg på Ida-pigens blog, og det tog mig en del indlæg, før jeg havde lagt brikkerne sammen og kunne konstatere, at ‘Guuud, det er da hende den mega seje modello-forkvinde!’. Det var nok forhistorie. Ida er totalt sej og sjov, og så gør hun mig ofte lidt bloggermisundelig, fordi hun kan vinkle hverdagshistorier på meget vellykket vis.

#4: I carried a watermelon: Surprise, surprise… Tidligere på året dedikerede jeg jo faktisk et helt indlæg til Vandmelonen, fordi jeg var så hype over, at kvinden bag Dines the Infotainer var vendt tilbage til Blogland. Når jeg skriver det på den måde, er det, fordi det bestemt og ganske afgjort ikke er Dines, som er skribent denne gang, men i stedet den rigtige kvinde bag. Karoline. Anbefalingen falder ikke, fordi Karolines navn er kodylt, men fordi hun virkelig kan noget med ord og fortællinger, som jeg kun kan drømme om. Hun skriver meget om sorg, og det virker så ærligt, at man nærmest mærker den selv. Desværre er hun ikke så aktiv disse dage, men vi må bare krydse arme og andre lemmer for, at det blot er for en stund.

 

Hvorfor leve i nuet, når jeg kan bekymre mig om julen?

hvidkaffekors

Mit udgangspunkt var egentlig, at jeg i dag ville prøve noget lidt nyt. Det ville nærmest være noget dagsaktuelt eller opsamlende, der skulle forklare lidt om, hvad jeg egentlig render og laver de her dage. Men jeg tror måske bare ikke, at jeg har den der gave, hvor jeg er i stand til at gøre mandag interessant. Til gengæld har jeg bemærket, at jeg er ret god til at skrive om alle de ting, som bekymrer mig, irriterer mig eller gør mig ked af det. Det er da også en slags gave, og i dag bliver heller ikke undtagelsen. Jeg har nemlig fanget mig selv i at snakke en del om jul (og nytår), og desværre kan jeg jo bare konstatere, at tonen har ændret sig lidt, hvis man sammenligner det med Karoline på 15, som bare glædede sig herre meget til sovs, kartofler og andesteg med Onkel Jørgen og mormor, og Karoline på 15, som skulle ud og drikke sig fuld og kysse med fremmede til en eller anden privatfest på Trøjborg.

Tingene har gudskelov ændret sig siden dengang, noget til det bedre, men også meget til det værre. Først og fremmest er alle mine bedsteforældre døde, og Onkel Jørgen er her heller ikke længere. Mit barndomshjem er væk, og mine forældre er blevet skilt. Formildende – og nok også lidt atypiske – omstændigheder vil dog, at min far ikke gider holde jul med sine børn, så vi slipper for at være skilsmisserotationsunger, som hvert år har problemer med at finde hjørnebrikkerne til puslespillet (“Hvis jeg holder jul hos far i år, så får jeg ikke holdt jul med mormor om to år, fordi mormor næste år skal holde jul med en anden gren af familien, som vi ikke har tradition for at fejre jul med”.) I har hørt den før, ikke?

Den meget lidt formildende omstændighed (okay, der er to) er, at min far har ladet det sive, at han vil invitere sine børn ind til sig den 23. for at sige glædelig jul, stikke os en kuvert med nogle cold cash og sende os hjem igen. Jeg vil virkelig gerne have de penge, men jeg vil virkelig ikke belemre mig selv med hans selskab. Det smarte ved København er, at det ligger så langt væk fra Aarhus, og det er ret praktisk at trække geografikortet frem, når der dukker en invitation op, jeg helst var foruden. Det usmarte er, at jeg ikke har den undskyldning op mod jul, og jeg er stadig for nosseløs til at sende ham den definitive: Du er en idiot, tror du virkelig selv på, at vi skal spilde hjerternes fest på hinanden? Hvad pokker siger jeg så.

Jeg er for længst nået til det punkt, hvor jeg smager bræk i svælget, når jeg nævner min far, og jeg bebrejder ingen, hvis de har det på samme måde. Egentlig mistænker jeg lidt mig selv for at bruge ham som et bekymringsfikspunkt, så jeg ikke behøver at tage stilling til alle de andre ting, der gør, at jeg ikke rigtigt kan finde ro.

For eksempel kunne jeg begynde at bekymre mig om det der udlandsophold, der vist nok har noget deadline af en art her til december måned.

Eller at jeg ugentligt – i hvert fald som det er lige nu – bliver målt og vejet kun for at kunne konstatere, at hvad kommer let ikke nødvendigvis går let. (For slet ikke at tale om flashbacks til de gode gamle torsdagsvejninger på psyk, hvor vi sad på rad og række og overvejede, om vi kunne nå at bælle en liter vand fra toilettets håndvask, før vi blev kaldt ind til vægten.)

Eller at jeg er lidt grundlæggende sur på min kære moder, og jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal stå på min ret til at være det.

Eller at min søster har været i et biluheld, og jeg kan ikke engang tage mig sammen til at sende hende sms (eller forlige mig med tanken om at fejre den 24. med hende.)

Jeg overvejer lidt at melde mig ud af julen og ind i et kloster. Jeg har altid tænkt, at der var noget smukt ved at være nonne.