En påmindelse om, at vi kravler, før vi går

Det var til allerførste session, jeg fortalte psykologen, at jeg nok havde været lidt naiv. At jeg havde været totalt overbevist om, at fordi jeg ligesom før havde haft en psykisk lidelse, ville jeg være fredet for eftertiden. Lidt, som om jeg havde nået sådan et ophøjet stadie i selvindsigt, der ville beskytte mig mod alt det efterfølgende.

Psykologen smilede til mig og nikkede overbærende.

“Ja, det er du ikke den eneste, der har sagt,” svarede hun.

Dejligt at vide, at de har hørt det hele før. Dårligt at erfare, at jeg åbenbart aldrig har tænkt en unik tanke.

Hvis jeg spoler tiden lidt tilbage, så er jeg lige begyndt til psykolog. Hvis jeg spoler tiden lidt længere tilbage, startede det nok omkring efterårsferien, da jeg fandt ud af, at en af dem, jeg var på dagshospitalet på Risskov for år tilbage, lige var sovet ind. 30 år. Så brugte jeg lang tid på at græde, lidt overvældet over hvor meget jeg egentlig græd. Da jeg stoppede med det, begyndte det at gøre ondt i mit underliv, og efter et stykke tid med det, kunne jeg slet ikke tænke på noget andet. Jeg kunne ikke tænke på andet, på angsten, på at noget groede inde i mig, og på at jeg skulle dø. På et tidspunkt sagde jeg noget til Rasmus, og han tvang mig til at tage til læge. De kunne ikke se noget, alt virkede normalt, men jeg troede ikke på dem. De måtte have overset noget. Jeg tog til læge igen. Igen. Og igen. Kom på hospitalet. Ingenting.

De andre sagde, at jeg skulle stole på lægerne, og det ville jeg så gerne, men hele min krop opførte sig så underligt: Der måtte være et eller andet. En dag var jeg ude og gå, da min krop pludselig begyndte at banke. Min hals klemte sig sammen, mit hjerte pumpede løs, jeg skulle kaste op, jeg skulle besvime. Pludselig tænkte jeg, at jeg skulle dø af alt muligt.

Min psykolog siger, det var et angstanfald. Jeg siger, at det giver mening. Så snakker hun lidt om den kognitive firkant, og hvordan jeg skal prøve at kigge på Tiktok-videoer, når min strube klemmer, og mit hjerte banker hårdt.

Måske begyndte det før efterårsferien. Jeg synes, det er hårdt at være i et parforhold. Det er dejligt, på alle de måder folk altid snakker om. Så er det også væmmeligt på samme tid. Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten grænseblind, og jeg sender min far en kærlig tanke, mens jeg skriver det. Jeg ved, jeg har grænser, for ellers ville det ikke føles sådan her, jeg ved bare ikke, hvornår de er fair. Så jeg klapper i og sikrer den gode stemning, mens jeg går dagslange ture i weekenden, fordi jeg får ondt i maven ved tanken om at komme hjem. Det er ikke, fordi vi er dårlige sammen, nogle gange gør vi bare dårlige ting.

Min psykolog er faktisk rigtig sød. Jeg har hørt mange fortælle om, at man skal finde en, man har kemi med. Ellers dur det ikke. Hun trøster mig, som man ville trøste et barn, men hun snakker til mig, som om jeg er voksen. Så komplimenterer hun min bluse (det er den her), og jeg siger tak, og fortæller, at den er fra mit arbejde. Det forvirrer hende lidt, og egentlig også mig selv.

“Det er Vi Unge. Man kan få den, hvis man køber et abonnement,” siger jeg og anerkender det faktum, at jeg formentligt aldrig nogensinde ville blive ansat hos Nørgaard. Jeg griner og tænker, at det egentlig også er okay. Ligesom jeg selv er. Naiv, men ok. Jeg ser bare ufatteligt meget Tiktok i øjeblikket. 

Dømt til frihed

Han havde egentlig sagt, at han ikke havde nogle planer. Så jeg købte ind til aftensmad og stod i køkkenet og hakkede og svitsede, så maden var klar, da han kom hjem fra arbejde klokken 19.22. Først kyssede han mig, så tog han en skål mad og satte sig til rette ved bordet og tog den første mundfuld. Bemærkede, at der var noget ved smagen, der var anderledes, men at det stadig smagte godt.

Jeg kiggede ned på kokosmælken i panden og orkede egentlig ikke, hvis jeg lige havde fucket det perfekte broccolihoved op på en mislykket curry.

Så satte jeg mig selv til rette med en skål. Jeg havde taget gulerødder i stedet for ris, fordi sådan er det bare nogle gange. Smagte på maden og syntes egentlig, at den smagte fint.

– Jeg tager ud og drikker øl med Daniel i aften, sagde han så.

– Okay, det lyder hyggeligt, svarede jeg, og så smagte maden bare lidt dårligt igen.

Så tog han en øl og et brusebad, og jeg satte mig ind i sengen og ventede på skybruddet. Jeg skulle have været til fødselsdag og selv have drukket øl, men jeg var ikke på toppen. Nu skulle jeg bare sidde alene her i stedet. Fortrød lidt, at jeg havde stået i køkkenet og fortrød lidt igen, hvor meget jeg anstrenger mig for at gøre andre glade hele tiden – især når jeg ikke som sådan selv er det det meste af tiden. Det er fucking hårdt at have et hoved, der er så fyldt op af fortid hele tiden – især når man også skal have tid til at lave aftensmad.

Han fornemmede godt, jeg ikke var okay, og han satte sig på sengekanten ved min side, da han sagde farvel. Han sagde, at jeg så trist ud. Jeg sagde, at det var jeg, og at det var okay. Jeg skriver bedst, når det er sådan. Så sagde jeg, at det kun er, fordi det er dårligt, jeg sidder her. Hvis jeg havde det bedre – hvis mit hoved havde det bedre – ville jeg også være ude og have det sjovt nu. Det er så fucking trist at leve så isoleret, sluttede jeg.

– Ja ……. Men jeg skal virkelig ud og have en øl nu, svarede han og lukkede hoveddøren bag sig. Jeg hørte ham sukke på vej ned ad trapperne, og mine øjne begyndte at sitre. Han slår sgu nok snart op med mig, tænkte jeg så. Han orker ikke at være sammen med en, der føler så meget, som jeg gør nogle gange. Jeg har det, som om mine følelser ødelægger vores forhold.

Jeg har prøvet at fortælle ham, at det sommetider godt kan være lidt svært at være inde i mit hoved. Det sætter sine spor at bo sammen med en voldelig far i 20 år, og det er svært at viske tavlen ren efter flere år med anoreksi. Jeg føler jo stadig ikke for alvor, at jeg skal have så meget at spise, og hvis det stod til 30 procent af min hjerne, sad jeg aldrig ned, men var altid i gang. Jeg har forsøgt at forklare, hvor hårdt det kan være at have to stemmer, der konstant diskuterer inde i mit hoved, og hvorfor han ikke skal opfordre mig til at gå aftenture, fordi det giver mig ro.

– Du skal ikke opfordre mig til at gå den tur! Jeg VIL jo ikke gå den tur! Jeg har gået hele dagen! Det er bare, fordi jeg får angst, hvis ikke jeg går. Men på lang sigt er det jo ikke en god løsning – jeg skal jo lære, at jeg ikke behøver at gå for at få ro, siger jeg. Igen.

– Jeg forstår det ikke, svarer han. Man kan se, han er frustreret. Han forstår det virkelig ikke. Jeg ville sådan ønske, at han gjorde. Så stopper samtalen, og jeg føler mig endnu mere skør, mens jeg tager skoene på og begiver mig ud på dagens sidste tur.

– God tur, skat! Råber han fra sofaen. Hvis han dog bare ville hive mig tilbage i sofaen og holde om mig i stedet.

*

Jeg tror, at det, jeg prøver at sige lige nu, er, at parforhold er svært. De sidste par uger har jeg virkelig googlet og fumlet på nettet, for at finde nogle, der skrev om de gange, deres partner gjorde dem så sure, at de havde lyst til at smide dem ud på hale og ben (men så alligevel ikke, fordi man egentlig allermest bare elsker dem og kun føler alt det her, fordi der er så meget på spil).

Det er svært at komme ind i et ligeværdigt forhold og pakke sin rygsæk ud for at finde ud af, at man ikke er det menneske, man troede, man var. Min fortælling har altid været, at jeg var hende der kæresten, der var selvkørende, havde brug for alenetid, ikke gav en fuck, bare gav space og ikke forventede en skid tilbage. Og det er klart, jeg har det sådan … mit persongalleri er jo dyssocialt.

Men det viser sig bare, at sådan er jeg ikke. Jeg er ikke en skid hård, og jeg giver alt for mange fucks for seriøst alting. Jeg forstår også godt, hvorfor han hellere ville drikke øl end at prøve at forstå, hvordan jeg kan være forstyrret, når jeg ikke længere er tynd. Det er fandme også et af de større hovedbrud. Jeg håber virkelig ikke, han slår op med mig.

 

Fede discountvarer #4 (inkl. den bedste plantedrik)

Jeg følte, det var på tide at genoptage en gammel kending, nemlig solide anbefalinger af discountprodukter, du kan købe i dit supermarked.
Hvis I er gået glip af de tidligere indlæg, kan du læse dem her, her og her.

Ligesom de sidste par gange er jeg stadig svært begejstret for Lidl, så den del består. Men som et nyt take på dette format har jeg peppet billederne lidt op. Og I ville blive forbløffede over, hvor lang tid det tager at lave noget, der er så grimt, som tilfældet er. Så please, I behøver ikke at bashe mig for den visuelle del af dette indslag. Hvis jeres tanker ledes hen på kitsch, Windows 95 og en betaversion af internettet, er jeg nået i mål!

Temaet for i dag er “kaffepause”, så jeg håber, I kan få øjnene op for nogle nye produkter, I kan gemme allernederst i indkøbskurven.

 

Hvad? Havremælk aka “Oat Drink – Barista edition” fra Vemondo.

Hvor? Lidl.

Pris? 13 kroner.

Hvorfor skal jeg droppe NATURLI’ til fordel for den her? Ok, her kommer lidt anekdotisk forhistorie. Jeg eeelsker letmælk i min kaffe – jeg lever og ånder nærmest for det skidt. For nogle måneder siden opdagede jeg, at der desværre var en sammenhæng mellem mit indtag af komælk og forekomsten af bumser i mit ansigt, og det har betydet, at jeg med stor bedrøvelse af droppet mælken. Så drak jeg lidt havremælk i kaffen, men jeg synes egentlig mest, de smagte lidt surt, og jeg manglede den der søde, cremede mouthfeel, man får af konventionel mælk. Så faldt jeg over Sproud – en form for ærtebaseret mælk – på Motatos, jeg købte 18 liter, og det smagte helt genialt. Problemet var bare, at jeg ikke har kunnet opstøve det siden da, og min jagt på en vegansk afløser fortsatte. Da jeg en dag fornøjet gik rundt i min lokale Lidl, stødte jeg således på deres nye havremælk, som I kan se på billedet, og ved I hvad? Den smager seriøst godt. Ægte cremet, minus syrlighed og en perfekt suppleant til min yndlingsletmælk. Prøv den af!

 

Hvad? Havrekiks med mælkechokolade.

Hvor? Rema 1000.

Pris? 13-14 kroner for 300 gram.

But why? Ganske simpelt fordi det bare er en gedigen chokoladekiks! Selve kiksen er ufatteligt velsmagende, og der er ikke sparet på den søde mælkechokolade. Forleden smagte jeg den dyre variant fra Karen Volf, og den var seriøst virkelig dårlig sammenlignet med discountudgaven; jeg fandt både Volfs kiks en anelse sur, og der var næsten ikke noget chokolade på toppen :'(
Prøv den af – jeg garanterer, at den er enormt tilfredsstillende og perfekt til den der klokken 17-sødhedssult efter arbejde.

 

 

Hvad? Instantkaffe.

Hvor? Lidl.

Pris? 35 kroner for 200 gram.

Kan den hamle op med Nescafé? Her bliver jeg bare nødt til at sige “ja”. Jeg har tidligere anbefalet instantkaffe fra LIDL, hvor jeg godt var klar over, at den nok lidt ville dele vandene. De har nemlig en anden variant – som jeg personligt virkelig godt kan lide – men den har også en ret brændt, sydeuropæisk smag, som ikke falder i god jord hos alle. Denne er dog mild, blød, god og billig.

 

 

Hvad? Chokolade aka “Milk chocolate with almond crocant”.

Hvor? Lidl (selvfølgelig!)

Pris? 9 kroner. *EDIT: Prisskiltet i Lidl sad forkert. Den koster faktisk 23 kroner 🙁

Hvorfor er den så speciel? Jeg føler lidt, at dette muligvis er det mest dårligt markedsførte produkt i hele Lidls katalog. Sagen er nemlig, at denne plade chokolade – som koster friggin’ 9 kroner! – smager som Daim/Marabou med Daim … på en eller anden måde smager det faktisk bedre. Måske det skyldes prisen, hehe. 9 KRONER!

Hvad? Belgiske sukkervafler.

Hvor? Lidl – men Rema 1000 har også nogle, der smager skønt.

Pris? 15-16 kroner for 550 gram.

Altså … de ser sådan lidt vacuumpakkede ud? Ja, true. Man kunne klart godt have kælet lidt mere for emballagen. På en måde er det lidt en skændsel, at man fyrer det perfekte produkt ned i et grimt, orange plasthelvede. Men her bliver jeg bare nødt til at sige, at disse vafler er noget af det mest himmelske, jeg nogensinde har sat mine tænder i. Jeg spiser dem kolde; så er de stadig sprøde udenpå og helt perfekte og vaflede indeni. For et par år siden spiste jeg så mange af dem, at jeg blev lidt flov over mig selv og blev nødt til at give mig selv en vaffelkarantæne, men nu er de tilbage som en fast bestanddel i min køkkenskuffe, og det er præcis så godt, som jeg husker det!

Jeg forstår ikke … #15

… hvor bloglovin er blevet af. Ærligt: Hjælp!

… hvad vi snart stiller op med navngivningen af de der læber, halvdelen af jordens befolkning har mellem benene. Vi har heldigvis snart fordrevet “skamlæber”, men min fornemmelse siger mig, at “kønslæber” også snart er forældet lingo. Mit ræsonnement er, at vi snart (7-9-13) også har en majoritetsbefolkning, der ikke abonnerer på, at kun piger har vulvaer, og kun drenge har penisser. Så nyt navn. Jeg har ikke et godt bud. Venuslæber?

… hvordan det gik til, at staten nåede frem til deres tempobonus på 19 milliarder til cirka 1000 mennesker, der formentlig aldrig havde formået at tjene den slags penge selv. (Ja, undskyld… jeg har været væk i et stykke tid, så noget af det her kommer lidt på bagkant). Hvis der er noget, der gjorde mig fundamentalt “ud af min gode forstand”-sur og gav mig akut lyst til at melde mig ud af samfundet – or whatever this is – så er det netop kompensationsordningen til de danske minkavlere. Eller måske rettere: Alt det, der ligger bag. Prøv et sekund at overveje, hvis psykiatrien havde samme lobbyistisk pondus. Altså wauw, så kunne det være, halvdelen af os ikke var ved at smelte sammen. Hvilken smuk tanke.

… om der er en regel om, at demografien og interne tensions (primært mellem småbørnsforældre og andelsjubilarer) i alle andelsboligforeninger er sådan, at man ikke kan afholde en generalforsamling uden at gå en time over tid. 

… inflation. Hvis man nu bare trykte en masse ekstra penge uden at sige det til nogen, ville man så ikke nogenlunde problemfrit kunne undgå det?

… hvordan jeg i løbet af det sidste år har ramt min første vedholdende stime af følelsen af at være gammel. Eller i hvert fald bare ikke at være en af de unge længere. Jeg er som bekendt en “Millennial”. Det har jeg altid været. Millennials har altid været de unge, normkritikerne, idealisterne, dem, der gjorde op med det etablerede. Men så skete Gen Z. Og jeg tager nu mig selv i at undgå sideskilning og skinny jeans for deres skyld – eller i hvert fald bare for at undgå, at de griner af mig. 

… om Instagram er gået i stykker, eller om deres algoritmer bare prøver at give mig det sidste spark væk derfra? Jeg synes ærligt næsten ikke, der er andet end hvide, priviligerede piger, der reklamerer for måltidskasser eller laver tryouts.

… om boligmarkedet (i København) kommer til at krakke. Jeg har svært ved at forestille mig det, ligesom jeg også har svært ved at forestille mig at betale 3,5 millioner kroner for en toværelses på 59 kvadratmeter. 

… hagl. 

… hvordan jeg overkommer angsten for at vende tilbage til arbejde og et 9-17 job igen. Eller at lave aftaler med mennesker. Eller at skulle mere end én ting i løbet af en dag. Wow. Bare wow. 

*

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg læste jeres kommentarer på mit sidste indlæg, jeg skrev for efterhånden længe siden. Jeg er stadig glad (også for jer, hvis I stadig er her), og jeg vil gerne være her igen. Jeg bakser lidt med nogle af de ting, jeg gjorde, dengang jeg var meget tynd og trist, og derfor er det lidt svært. Men forhåbentligt kan jeg finde ud af at sætte mig til rette og skrive det hele ned – også inden, der er gået for mange dage.

Stort kram herfra. Håber af hele mit hjerte, I har det okay og kan finde ud af det meste <3

Pølsesnak

Jeg siger til ham, at hvis han tæsker mig, er det ikke det værste, han kan gøre. 

Han siger jo. Det er det. 

Jeg siger nej. Det er ej. 

Han siger jo. 

Jeg siger nej. 

Han siger jo. 

Jeg siger, at det er tusind gange værre, hvis han ignorerer mig i en hel måned. Eller hvis han bare forsvinder uden et ord. 

Så siger han, at det er typisk stærke mennesker at have det på den måde. Slag rører dem ikke så meget. Det, det sker inde i hovedet, er meget værre. 

Jeg nikker. Giver ham ret i det sidste. 

Så siger han, at det typisk er den slags mennesker, der havner i voldelige forhold. Som om de bare bliver tiltrukket af det. 

Jeg kigger på ham og orker næsten ikke, at han ikke selv kan se det. At det er ham, og at det er mig. 

Jeg prikker til min kartoffel og mister appetitten. 

Det er den bedste ostepølse, jeg nogensinde har smagt, siger jeg. 

Det er den mest skjulte begejstring, jeg nogensinde har set, siger han, og så joker han om et eller andet med at knalde med en tør fisse. 

Vi knaldede engang, tænker jeg. Men det har du sikkert glemt. 

I DAG

Jeg tror, at den her historie begynder med et spejl. Spejlet var fra Ikea og ikke specielt i sig selv, men som det ofte går med ting, man ejer i lang tid, knytter man sig til det. Sådan var det også med det her spejl. Det fulgte med mig fra Århus til København, holdt til 4-5 flytninger og en masse slag. Det var mit foretrukne selfie-spejl, og det har set mig være spiseforstyrret og udmagret, og det har set mig blive klogere, større og ældre. Men så en dag her først på sommeren gik det i stykker. Det var min egen skyld; jeg behandlede det lemfældigt, så det måtte ske en dag, men jeg blev alligevel umådeligt ærgerlig. Det var det bedste spejl, jeg nogensinde havde haft. Så blev jeg oprigtigt ked af det, for jeg kom hurtigt i tanke om, at hvis man ødelægger et spejl, betyder det uheld. Og selv om der vist ikke foreligger evidens for netop det, havde jeg lidt svært ved at overskue syv års ekstra lort. Jeg syntes ligesom, at jeg efterhånden havde taget det læs. 

Kort efter tikkede der en besked ind på min telefon fra min kollega, som er ældre end mig. Hun sagde, at jeg ikke skulle være bekymret. Hun havde nemlig selv ødelagt mange spejle i løbet af sit liv, og efterfølgende havde hun altid følt sig usædvanligt heldig. Jeg tænkte lidt over, hvad hun skrev, og det føltes på en måde meget rigtigt. Gode ting kommer nu, og det gjorde de.

Jeg endte ikke med at stå uden tag over hovedet. Faktisk endte jeg med at købe en andelslejlighed, som er helt perfekt. Jeg fik at vide, at jeg nok også ville få en fastansættelse på Vi Unge. Ting, I véd, de der ting, de gik godt. Men alligevel havde jeg det ad helvede til. Jeg prøvede at sige det til ham, jeg pakkede det helt ind, så jeg ikke kunne blive såret. Jeg sagde noget med, at jeg burde være taknemmelig helt ind til hjertet, men jeg følte mig stadig så uendeligt ensom, når jeg sad alene i min andelslejlighed om aftenen uden nogen at holde fast i. Jeg kiggede ned i jorden, prikkede endnu mere til den forbandede ostepølse, og han sagde, at det var meget klassisk feminint at tænke sådan. Han rystede på hovedet af mig. Jeg burde jo være tilfreds.

Min Tinder-profil blev genaktiveret. Jeg tog på date med en fra PET, en folkeskolelærer, en journalist, en handicaphjælper og til sidst med Rasmus. Vi mødtes på Brus på Nørrebro, og det var i den benådede tid, hvor barerne stadig skænkede os IPA indtil midnat, og solen aldrig gik helt ned. Jeg fik lov til at tage med ham hjem, og da vi begge vågnede klokken 6 morgenen efter, var det ikke, som det plejer at være, når man kommer til at tage med en fremmed med hjem: Vi havde begge lyst til at blive der hos hinanden. På et eller andet tidspunkt cyklede jeg hjem og lagde mig med tømmermænd i toilettet, og jeg var blevet der resten af dagen, hvis ikke det var, fordi jeg havde købt et nyt spejl på DBA, som jeg skulle hente samme eftermiddag.

Da jeg et par timer senere stod og betragtede mit ømme, betændte legeme i det nye, men identiske spejl, havde jeg svært ved at se noget specielt smukt i mig selv (jeg havde stadig ikke formået at fjerne min makeup fra dagen før), men det slog mig, at der var noget meget smukt i situationen. Noget gammelt er forbi, og noget nyt er begyndt. Jeg græder stadig lidt, når jeg tænker på det. Fordi jeg først nu forstår, hvad det vil sige at lukke et kapitel og sætte gang i et nyt.

Jeg har det rigtig, rigtig godt. Rasmus er en fantastisk mand. Nu er han også min kæreste.

Og jeg har ikke spist pølser, siden jeg har mødt ham.

Mit nye spejl og mig, hehe

PS. Jeg har fået flere kommentarer, mens jeg har været “væk” – jeg er rigtig ked af, at jeg hverken ser dem eller svarer på dem før nu, men I skal alle have kæmpe <3 <3 <3