Fede discountvarer #4 (inkl. den bedste plantedrik)

Jeg følte, det var på tide at genoptage en gammel kending, nemlig solide anbefalinger af discountprodukter, du kan købe i dit supermarked.
Hvis I er gået glip af de tidligere indlæg, kan du læse dem her, her og her.

Ligesom de sidste par gange er jeg stadig svært begejstret for Lidl, så den del består. Men som et nyt take på dette format har jeg peppet billederne lidt op. Og I ville blive forbløffede over, hvor lang tid det tager at lave noget, der er så grimt, som tilfældet er. Så please, I behøver ikke at bashe mig for den visuelle del af dette indslag. Hvis jeres tanker ledes hen på kitsch, Windows 95 og en betaversion af internettet, er jeg nået i mål!

Temaet for i dag er “kaffepause”, så jeg håber, I kan få øjnene op for nogle nye produkter, I kan gemme allernederst i indkøbskurven.

 

Hvad? Havremælk aka “Oat Drink – Barista edition” fra Vemondo.

Hvor? Lidl.

Pris? 13 kroner.

Hvorfor skal jeg droppe NATURLI’ til fordel for den her? Ok, her kommer lidt anekdotisk forhistorie. Jeg eeelsker letmælk i min kaffe – jeg lever og ånder nærmest for det skidt. For nogle måneder siden opdagede jeg, at der desværre var en sammenhæng mellem mit indtag af komælk og forekomsten af bumser i mit ansigt, og det har betydet, at jeg med stor bedrøvelse af droppet mælken. Så drak jeg lidt havremælk i kaffen, men jeg synes egentlig mest, de smagte lidt surt, og jeg manglede den der søde, cremede mouthfeel, man får af konventionel mælk. Så faldt jeg over Sproud – en form for ærtebaseret mælk – på Motatos, jeg købte 18 liter, og det smagte helt genialt. Problemet var bare, at jeg ikke har kunnet opstøve det siden da, og min jagt på en vegansk afløser fortsatte. Da jeg en dag fornøjet gik rundt i min lokale Lidl, stødte jeg således på deres nye havremælk, som I kan se på billedet, og ved I hvad? Den smager seriøst godt. Ægte cremet, minus syrlighed og en perfekt suppleant til min yndlingsletmælk. Prøv den af!

 

Hvad? Havrekiks med mælkechokolade.

Hvor? Rema 1000.

Pris? 13-14 kroner for 300 gram.

But why? Ganske simpelt fordi det bare er en gedigen chokoladekiks! Selve kiksen er ufatteligt velsmagende, og der er ikke sparet på den søde mælkechokolade. Forleden smagte jeg den dyre variant fra Karen Volf, og den var seriøst virkelig dårlig sammenlignet med discountudgaven; jeg fandt både Volfs kiks en anelse sur, og der var næsten ikke noget chokolade på toppen :'(
Prøv den af – jeg garanterer, at den er enormt tilfredsstillende og perfekt til den der klokken 17-sødhedssult efter arbejde.

 

 

Hvad? Instantkaffe.

Hvor? Lidl.

Pris? 35 kroner for 200 gram.

Kan den hamle op med Nescafé? Her bliver jeg bare nødt til at sige “ja”. Jeg har tidligere anbefalet instantkaffe fra LIDL, hvor jeg godt var klar over, at den nok lidt ville dele vandene. De har nemlig en anden variant – som jeg personligt virkelig godt kan lide – men den har også en ret brændt, sydeuropæisk smag, som ikke falder i god jord hos alle. Denne er dog mild, blød, god og billig.

 

 

Hvad? Chokolade aka “Milk chocolate with almond crocant”.

Hvor? Lidl (selvfølgelig!)

Pris? 9 kroner.

Hvorfor er den så speciel? Jeg føler lidt, at dette muligvis er det mest dårligt markedsførte produkt i hele Lidls katalog. Sagen er nemlig, at denne plade chokolade – som koster friggin’ 9 kroner! – smager som Daim/Marabou med Daim … på en eller anden måde smager det faktisk bedre. Måske det skyldes prisen, hehe. 9 KRONER!

Hvad? Belgiske sukkervafler.

Hvor? Lidl – men Rema 1000 har også nogle, der smager skønt.

Pris? 15-16 kroner for 550 gram.

Altså … de ser sådan lidt vacuumpakkede ud? Ja, true. Man kunne klart godt have kælet lidt mere for emballagen. På en måde er det lidt en skændsel, at man fyrer det perfekte produkt ned i et grimt, orange plasthelvede. Men her bliver jeg bare nødt til at sige, at disse vafler er noget af det mest himmelske, jeg nogensinde har sat mine tænder i. Jeg spiser dem kolde; så er de stadig sprøde udenpå og helt perfekte og vaflede indeni. For et par år siden spiste jeg så mange af dem, at jeg blev lidt flov over mig selv og blev nødt til at give mig selv en vaffelkarantæne, men nu er de tilbage som en fast bestanddel i min køkkenskuffe, og det er præcis så godt, som jeg husker det!

Jeg forstår ikke … #15

… hvor bloglovin er blevet af. Ærligt: Hjælp!

… hvad vi snart stiller op med navngivningen af de der læber, halvdelen af jordens befolkning har mellem benene. Vi har heldigvis snart fordrevet “skamlæber”, men min fornemmelse siger mig, at “kønslæber” også snart er forældet lingo. Mit ræsonnement er, at vi snart (7-9-13) også har en majoritetsbefolkning, der ikke abonnerer på, at kun piger har vulvaer, og kun drenge har penisser. Så nyt navn. Jeg har ikke et godt bud. Venuslæber?

… hvordan det gik til, at staten nåede frem til deres tempobonus på 19 milliarder til cirka 1000 mennesker, der formentlig aldrig havde formået at tjene den slags penge selv. (Ja, undskyld… jeg har været væk i et stykke tid, så noget af det her kommer lidt på bagkant). Hvis der er noget, der gjorde mig fundamentalt “ud af min gode forstand”-sur og gav mig akut lyst til at melde mig ud af samfundet – or whatever this is – så er det netop kompensationsordningen til de danske minkavlere. Eller måske rettere: Alt det, der ligger bag. Prøv et sekund at overveje, hvis psykiatrien havde samme lobbyistisk pondus. Altså wauw, så kunne det være, halvdelen af os ikke var ved at smelte sammen. Hvilken smuk tanke.

… om der er en regel om, at demografien og interne tensions (primært mellem småbørnsforældre og andelsjubilarer) i alle andelsboligforeninger er sådan, at man ikke kan afholde en generalforsamling uden at gå en time over tid. 

… inflation. Hvis man nu bare trykte en masse ekstra penge uden at sige det til nogen, ville man så ikke nogenlunde problemfrit kunne undgå det?

… hvordan jeg i løbet af det sidste år har ramt min første vedholdende stime af følelsen af at være gammel. Eller i hvert fald bare ikke at være en af de unge længere. Jeg er som bekendt en “Millennial”. Det har jeg altid været. Millennials har altid været de unge, normkritikerne, idealisterne, dem, der gjorde op med det etablerede. Men så skete Gen Z. Og jeg tager nu mig selv i at undgå sideskilning og skinny jeans for deres skyld – eller i hvert fald bare for at undgå, at de griner af mig. 

… om Instagram er gået i stykker, eller om deres algoritmer bare prøver at give mig det sidste spark væk derfra? Jeg synes ærligt næsten ikke, der er andet end hvide, priviligerede piger, der reklamerer for måltidskasser eller laver tryouts.

… om boligmarkedet (i København) kommer til at krakke. Jeg har svært ved at forestille mig det, ligesom jeg også har svært ved at forestille mig at betale 3,5 millioner kroner for en toværelses på 59 kvadratmeter. 

… hagl. 

… hvordan jeg overkommer angsten for at vende tilbage til arbejde og et 9-17 job igen. Eller at lave aftaler med mennesker. Eller at skulle mere end én ting i løbet af en dag. Wow. Bare wow. 

*

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg læste jeres kommentarer på mit sidste indlæg, jeg skrev for efterhånden længe siden. Jeg er stadig glad (også for jer, hvis I stadig er her), og jeg vil gerne være her igen. Jeg bakser lidt med nogle af de ting, jeg gjorde, dengang jeg var meget tynd og trist, og derfor er det lidt svært. Men forhåbentligt kan jeg finde ud af at sætte mig til rette og skrive det hele ned – også inden, der er gået for mange dage.

Stort kram herfra. Håber af hele mit hjerte, I har det okay og kan finde ud af det meste <3

Pølsesnak

Jeg siger til ham, at hvis han tæsker mig, er det ikke det værste, han kan gøre. 

Han siger jo. Det er det. 

Jeg siger nej. Det er ej. 

Han siger jo. 

Jeg siger nej. 

Han siger jo. 

Jeg siger, at det er tusind gange værre, hvis han ignorerer mig i en hel måned. Eller hvis han bare forsvinder uden et ord. 

Så siger han, at det er typisk stærke mennesker at have det på den måde. Slag rører dem ikke så meget. Det, det sker inde i hovedet, er meget værre. 

Jeg nikker. Giver ham ret i det sidste. 

Så siger han, at det typisk er den slags mennesker, der havner i voldelige forhold. Som om de bare bliver tiltrukket af det. 

Jeg kigger på ham og orker næsten ikke, at han ikke selv kan se det. At det er ham, og at det er mig. 

Jeg prikker til min kartoffel og mister appetitten. 

Det er den bedste ostepølse, jeg nogensinde har smagt, siger jeg. 

Det er den mest skjulte begejstring, jeg nogensinde har set, siger han, og så joker han om et eller andet med at knalde med en tør fisse. 

Vi knaldede engang, tænker jeg. Men det har du sikkert glemt. 

I DAG

Jeg tror, at den her historie begynder med et spejl. Spejlet var fra Ikea og ikke specielt i sig selv, men som det ofte går med ting, man ejer i lang tid, knytter man sig til det. Sådan var det også med det her spejl. Det fulgte med mig fra Århus til København, holdt til 4-5 flytninger og en masse slag. Det var mit foretrukne selfie-spejl, og det har set mig være spiseforstyrret og udmagret, og det har set mig blive klogere, større og ældre. Men så en dag her først på sommeren gik det i stykker. Det var min egen skyld; jeg behandlede det lemfældigt, så det måtte ske en dag, men jeg blev alligevel umådeligt ærgerlig. Det var det bedste spejl, jeg nogensinde havde haft. Så blev jeg oprigtigt ked af det, for jeg kom hurtigt i tanke om, at hvis man ødelægger et spejl, betyder det uheld. Og selv om der vist ikke foreligger evidens for netop det, havde jeg lidt svært ved at overskue syv års ekstra lort. Jeg syntes ligesom, at jeg efterhånden havde taget det læs. 

Kort efter tikkede der en besked ind på min telefon fra min kollega, som er ældre end mig. Hun sagde, at jeg ikke skulle være bekymret. Hun havde nemlig selv ødelagt mange spejle i løbet af sit liv, og efterfølgende havde hun altid følt sig usædvanligt heldig. Jeg tænkte lidt over, hvad hun skrev, og det føltes på en måde meget rigtigt. Gode ting kommer nu, og det gjorde de.

Jeg endte ikke med at stå uden tag over hovedet. Faktisk endte jeg med at købe en andelslejlighed, som er helt perfekt. Jeg fik at vide, at jeg nok også ville få en fastansættelse på Vi Unge. Ting, I véd, de der ting, de gik godt. Men alligevel havde jeg det ad helvede til. Jeg prøvede at sige det til ham, jeg pakkede det helt ind, så jeg ikke kunne blive såret. Jeg sagde noget med, at jeg burde være taknemmelig helt ind til hjertet, men jeg følte mig stadig så uendeligt ensom, når jeg sad alene i min andelslejlighed om aftenen uden nogen at holde fast i. Jeg kiggede ned i jorden, prikkede endnu mere til den forbandede ostepølse, og han sagde, at det var meget klassisk feminint at tænke sådan. Han rystede på hovedet af mig. Jeg burde jo være tilfreds.

Min Tinder-profil blev genaktiveret. Jeg tog på date med en fra PET, en folkeskolelærer, en journalist, en handicaphjælper og til sidst med Rasmus. Vi mødtes på Brus på Nørrebro, og det var i den benådede tid, hvor barerne stadig skænkede os IPA indtil midnat, og solen aldrig gik helt ned. Jeg fik lov til at tage med ham hjem, og da vi begge vågnede klokken 6 morgenen efter, var det ikke, som det plejer at være, når man kommer til at tage med en fremmed med hjem: Vi havde begge lyst til at blive der hos hinanden. På et eller andet tidspunkt cyklede jeg hjem og lagde mig med tømmermænd i toilettet, og jeg var blevet der resten af dagen, hvis ikke det var, fordi jeg havde købt et nyt spejl på DBA, som jeg skulle hente samme eftermiddag.

Da jeg et par timer senere stod og betragtede mit ømme, betændte legeme i det nye, men identiske spejl, havde jeg svært ved at se noget specielt smukt i mig selv (jeg havde stadig ikke formået at fjerne min makeup fra dagen før), men det slog mig, at der var noget meget smukt i situationen. Noget gammelt er forbi, og noget nyt er begyndt. Jeg græder stadig lidt, når jeg tænker på det. Fordi jeg først nu forstår, hvad det vil sige at lukke et kapitel og sætte gang i et nyt.

Jeg har det rigtig, rigtig godt. Rasmus er en fantastisk mand. Nu er han også min kæreste.

Og jeg har ikke spist pølser, siden jeg har mødt ham.

Mit nye spejl og mig, hehe

PS. Jeg har fået flere kommentarer, mens jeg har været “væk” – jeg er rigtig ked af, at jeg hverken ser dem eller svarer på dem før nu, men I skal alle have kæmpe <3 <3 <3

I det mindste er jeg ikke fatalist.

Det er lørdag, da jeg spærrer øjnene op, jeg ved med det samme, at jeg ikke gider i dag.

Det er en af de dage, hvor jeg føler mig personligt angrebet af tankerne i min hjerne fra det allerførste sekund. Og klokken er endda kun 8.

Vi klarer os til i morgen. Det er sådan, vi plejer at gøre det, siger jeg til mig selv. Hvem har brug for en terapeut, når jeg er så god i min egen trøst.

Så kan jeg ikke helt huske, hvad der sker, men jeg tror, at det hele sker på rutinen. Man skal passe på med, hvad man siger, men jeg har haft det godt de sidste par måneder. Jeg kender mig selv, og jeg ved, hvor lidt jeg har brug for. Bare jeg har mine rutiner, så skal det nok gå. Mine rutiner er robuste, og når de er der, ramler det andet ikke fuldstændigt.

Derfor tror jeg også, jeg ved, hvad der sker. Jeg sætter morgenkaffen over og står nøgen ved køkkenvinduet og kigger ud på de gule bygninger. Nu går dagens arbejde i gang. Nu skal jeg bare klare mig igennem.

Klokken 12 spiser jeg min morgenmad. Ligesom dagen før og dagen før det. To blødkogte æg og en speltbolle. Jeg smører aioli på og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser blommerne og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser maden, men ønsker lidt, at jeg ikke gjorde, og pludselig er klokken 13. Det betyder, at jeg skal ud på tur.

Problemet er bare, at jeg orker det ikke. Jeg orker ingenting, tungsindet har taget over, og der er ikke den ting, jeg kan forestille mig, jeg har lyst til. Men jeg ved også, at jeg får hjertebanken og bliver nervøs, hvis jeg ikke går min tur, så jeg hopper alligevel i mine Converse, tager mit headset på og smutter ud i det lukkede land. Der går ikke mere end 500 meter på Amagerbrogade, før det går galt.

Mine øjne begynder at prikke, og jeg ved ikke, hvilket menneske der sidder i min hjerne lige nu. Vi snakker sammen. Stemmen siger, at jeg skal få noget hjælp, men jeg siger, jeg ikke har brug for det. Andre har mere brug for det, og jeg vil ikke tage andres plads. Så finder jeg min telefon frem, mens jeg går, og jeg søger på Amagers psykiatriske akutmodtagelse. Der står, at man kan blive ringet op af en sygeplejerske, hvis man har brug for hjælp. Jeg får en tudse i halsen, og min mund mumler lydløst ud i luften: “Jeg har det ikke særlig godt lige nu … jeg tror måske, jeg har brug for hjælp”. Og jeg ser for mig, at jeg cykler hen mod klinikkens indgang med min lille skuldertaske med snus og tyggegummi for at blive omfavnet af en medarbejder. Jeg varmer mig ved tanken om omfavnelsen. Den er det, jeg har brug for lige nu.

Så drømmer jeg lidt væk igen og mine tanker vender tilbage til et sted, de tit har været før: Hvordan efterlader man sin lejlighed før et selvmord? Og smider man sin dildo ud inden? Jeg skubber tankerne væk, for jeg vil jo ikke dø. Jeg synes bare, livet er forfærdeligt hårdt nogle gange.

Jeg står for rødt ved Christmas Møllers Plads og hilser på en hund. Når jeg har fået et hjem, skal jeg have en som dig, tænker jeg. Mit hjerte bliver tungt igen. Et hjem. Snart hjemløs igen. Jeg orker snart ikke mere. Jeg orker virkelig ikke i dag.

Solen skinner på vandet ved Voldene, og jeg undgår øjenkontakt med mennesker, for jeg kan ikke finde ud af at smile til dem i dag, og det vil jeg ellers gerne.

Jeg er pissesur på ham, jeg har hjertesorger over. Et par dage forinden har jeg vist fået fortalt ham, at det, der skete dengang, var en økse i mit betændte sår af dårligt selvværd. Det der selvværd, der gør, at jeg piner mig selv sådan. Det, der gør, at rutinen er så vigtig. Det var ikke okay, det han gjorde, og mens jeg går, prøver jeg at gøre det til mit livsmantra at behandle andre mennesker ordentligt. Ikke at gøre andre kede af det, for det føles helt elendigt at være så ked af det, og det vil jeg ikke være skyld i.

Nogle gutter på en bænk siger, at jeg har en god røv. Jeg har lyst til at smadre dem. Kvæle dem mellem mine baller, men jeg ved stadig aldrig, hvordan jeg skal reagere på det der, så jeg lukker øjnene og går videre. Hiver min telefon frem og læser den besked, der lige er tikket ind.

Jeg kigger ud over Bryggen og smiler. Beskeden er ligegyldig, men den er der, og det er det, der betyder noget. Mens jeg går igennem Fælleden, planlægger jeg at lave en TikTok-video, når jeg kommer hjem. Jeg ved lige præcis, hvordan den skal være, jeg ved bare ikke, om jeg kan finde ud af det.

Jeg kommer også i tanke om mine bukser, der gik i stykker i mit sidste cykeluheld. Dem vil jeg lave om til et par denimshorts. Jeg glæder mig til at komme hjem nu. Mine fødder er betændte af at gå så langt, så længe i så dårligt fodtøj, så jeg prøver at lade være med at humpe. Fysisk smerte er så nem. Det ved jeg, jeg har sagt før. Så nem. Jeg har glemt alt om Amagers klinik, da jeg svinger ind på min gade igen tre timer senere. Nu tænker jeg bare på TikTok og mine nye shorts. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken længde de skal have, og lige der i det sekund er det den eneste bekymring.

Det er sådan her, vi plejer at gøre det. Vi klarer os til i morgen.

 

 

Havareret.

Han sender et link til en højttaler, på tilbud. Han har flere gange nævnt, at han synes, jeg skal have den. Han synes, at den højttaler, jeg har nu, spiller dårligt.

Jeg har lyst til at sige, at jeg ville købe den, hvis ikke jeg havde brugt mine penge på en psykolog, der skal holde mig væk fra gasblusset efter de ting, der er sket med ham. Så jeg siger ikke noget.

Om natten drømmer jeg om det, og om morgenen vågner jeg til det. Hvem han er sammen med, hvorfor han var sammen med hende, og hvorfor det ikke kunne være mig. Birgit spørger, hvornår det skete, og jeg svarer december. Så siger hun, at det heller ikke er specielt lang tid. Jeg udbryder højt og med løftede øjenbryn, at jeg synes, det er herrelænge siden. Det føles som evigheder. Det føles som en evighed at være så sur, så aggressiv, så modløs, så ked af det, så skuffet, så såret.

Jeg er ikke vant til at snakke med psykologer. Samtaleformen føles uhøflig. Jeg føler mig dum, fordi jeg tænker om mig selv, at jeg burde være længere. Jeg burde ikke sørge mere nu. Folk er trætte af at høre på det, jeg er selv træt af at høre på det, og jeg skal virkelig tvinge mig selv til at tænke, at Birgit ikke har det på samme måde.

De her dage er det, som om det aldrig bliver bedre.

Jeg mødes over en øl med en gammel ven, eller hvad man nu skal kalde ham, som jeg kender fra et liv, der føles som en andens. Tuborg er kold, vinden er det samme, og han spørger interesseret til mig. Han affejer mig ikke, når jeg fortæller, at jeg har været ked af det i lang tid. Tværtimod vil han høre mere. Han vil også gerne høre, hvordan min dag har været, hvorfor jeg humper på mit venstre ben, om jeg har overvejet at snakke med min far igen, og hvordan det går med anoreksien og sådan.

Det bliver endnu tydeligere for mig, at jeg har glemt, hvordan den slags føles. Jeg bliver mistroisk og overrasket, når de viser oprigtig interesse. Så langt er mit hoved blevet spolet tilbage.

Han fortæller om dengang, jeg ringede til ham i en brandert og bad ham om at hente mig hjem. Han kørte afsted, men kørte galt på vejen. I mellemtiden havde jeg helt uvidende om hans havari sat mig på en bus (eller en taxa eller en cykel eller noget fjerde, jeg husker det ikke) og fundet plads i hans seng. Jeg kigger på ham og tænker, at meget havde været nemmere, hvis jeg bare var blevet der.