Fede discountvarer #4 (inkl. den bedste plantedrik)

Jeg følte, det var på tide at genoptage en gammel kending, nemlig solide anbefalinger af discountprodukter, du kan købe i dit supermarked.
Hvis I er gået glip af de tidligere indlæg, kan du læse dem her, her og her.

Ligesom de sidste par gange er jeg stadig svært begejstret for Lidl, så den del består. Men som et nyt take på dette format har jeg peppet billederne lidt op. Og I ville blive forbløffede over, hvor lang tid det tager at lave noget, der er så grimt, som tilfældet er. Så please, I behøver ikke at bashe mig for den visuelle del af dette indslag. Hvis jeres tanker ledes hen på kitsch, Windows 95 og en betaversion af internettet, er jeg nået i mål!

Temaet for i dag er “kaffepause”, så jeg håber, I kan få øjnene op for nogle nye produkter, I kan gemme allernederst i indkøbskurven.

 

Hvad? Havremælk aka “Oat Drink – Barista edition” fra Vemondo.

Hvor? Lidl.

Pris? 13 kroner.

Hvorfor skal jeg droppe NATURLI’ til fordel for den her? Ok, her kommer lidt anekdotisk forhistorie. Jeg eeelsker letmælk i min kaffe – jeg lever og ånder nærmest for det skidt. For nogle måneder siden opdagede jeg, at der desværre var en sammenhæng mellem mit indtag af komælk og forekomsten af bumser i mit ansigt, og det har betydet, at jeg med stor bedrøvelse af droppet mælken. Så drak jeg lidt havremælk i kaffen, men jeg synes egentlig mest, de smagte lidt surt, og jeg manglede den der søde, cremede mouthfeel, man får af konventionel mælk. Så faldt jeg over Sproud – en form for ærtebaseret mælk – på Motatos, jeg købte 18 liter, og det smagte helt genialt. Problemet var bare, at jeg ikke har kunnet opstøve det siden da, og min jagt på en vegansk afløser fortsatte. Da jeg en dag fornøjet gik rundt i min lokale Lidl, stødte jeg således på deres nye havremælk, som I kan se på billedet, og ved I hvad? Den smager seriøst godt. Ægte cremet, minus syrlighed og en perfekt suppleant til min yndlingsletmælk. Prøv den af!

 

Hvad? Havrekiks med mælkechokolade.

Hvor? Rema 1000.

Pris? 13-14 kroner for 300 gram.

But why? Ganske simpelt fordi det bare er en gedigen chokoladekiks! Selve kiksen er ufatteligt velsmagende, og der er ikke sparet på den søde mælkechokolade. Forleden smagte jeg den dyre variant fra Karen Volf, og den var seriøst virkelig dårlig sammenlignet med discountudgaven; jeg fandt både Volfs kiks en anelse sur, og der var næsten ikke noget chokolade på toppen :'(
Prøv den af – jeg garanterer, at den er enormt tilfredsstillende og perfekt til den der klokken 17-sødhedssult efter arbejde.

 

 

Hvad? Instantkaffe.

Hvor? Lidl.

Pris? 35 kroner for 200 gram.

Kan den hamle op med Nescafé? Her bliver jeg bare nødt til at sige “ja”. Jeg har tidligere anbefalet instantkaffe fra LIDL, hvor jeg godt var klar over, at den nok lidt ville dele vandene. De har nemlig en anden variant – som jeg personligt virkelig godt kan lide – men den har også en ret brændt, sydeuropæisk smag, som ikke falder i god jord hos alle. Denne er dog mild, blød, god og billig.

 

 

Hvad? Chokolade aka “Milk chocolate with almond crocant”.

Hvor? Lidl (selvfølgelig!)

Pris? 9 kroner.

Hvorfor er den så speciel? Jeg føler lidt, at dette muligvis er det mest dårligt markedsførte produkt i hele Lidls katalog. Sagen er nemlig, at denne plade chokolade – som koster friggin’ 9 kroner! – smager som Daim/Marabou med Daim … på en eller anden måde smager det faktisk bedre. Måske det skyldes prisen, hehe. 9 KRONER!

Hvad? Belgiske sukkervafler.

Hvor? Lidl – men Rema 1000 har også nogle, der smager skønt.

Pris? 15-16 kroner for 550 gram.

Altså … de ser sådan lidt vacuumpakkede ud? Ja, true. Man kunne klart godt have kælet lidt mere for emballagen. På en måde er det lidt en skændsel, at man fyrer det perfekte produkt ned i et grimt, orange plasthelvede. Men her bliver jeg bare nødt til at sige, at disse vafler er noget af det mest himmelske, jeg nogensinde har sat mine tænder i. Jeg spiser dem kolde; så er de stadig sprøde udenpå og helt perfekte og vaflede indeni. For et par år siden spiste jeg så mange af dem, at jeg blev lidt flov over mig selv og blev nødt til at give mig selv en vaffelkarantæne, men nu er de tilbage som en fast bestanddel i min køkkenskuffe, og det er præcis så godt, som jeg husker det!

Jeg forstår ikke … #15

… hvor bloglovin er blevet af. Ærligt: Hjælp!

… hvad vi snart stiller op med navngivningen af de der læber, halvdelen af jordens befolkning har mellem benene. Vi har heldigvis snart fordrevet “skamlæber”, men min fornemmelse siger mig, at “kønslæber” også snart er forældet lingo. Mit ræsonnement er, at vi snart (7-9-13) også har en majoritetsbefolkning, der ikke abonnerer på, at kun piger har vulvaer, og kun drenge har penisser. Så nyt navn. Jeg har ikke et godt bud. Venuslæber?

… hvordan det gik til, at staten nåede frem til deres tempobonus på 19 milliarder til cirka 1000 mennesker, der formentlig aldrig havde formået at tjene den slags penge selv. (Ja, undskyld… jeg har været væk i et stykke tid, så noget af det her kommer lidt på bagkant). Hvis der er noget, der gjorde mig fundamentalt “ud af min gode forstand”-sur og gav mig akut lyst til at melde mig ud af samfundet – or whatever this is – så er det netop kompensationsordningen til de danske minkavlere. Eller måske rettere: Alt det, der ligger bag. Prøv et sekund at overveje, hvis psykiatrien havde samme lobbyistisk pondus. Altså wauw, så kunne det være, halvdelen af os ikke var ved at smelte sammen. Hvilken smuk tanke.

… om der er en regel om, at demografien og interne tensions (primært mellem småbørnsforældre og andelsjubilarer) i alle andelsboligforeninger er sådan, at man ikke kan afholde en generalforsamling uden at gå en time over tid. 

… inflation. Hvis man nu bare trykte en masse ekstra penge uden at sige det til nogen, ville man så ikke nogenlunde problemfrit kunne undgå det?

… hvordan jeg i løbet af det sidste år har ramt min første vedholdende stime af følelsen af at være gammel. Eller i hvert fald bare ikke at være en af de unge længere. Jeg er som bekendt en “Millennial”. Det har jeg altid været. Millennials har altid været de unge, normkritikerne, idealisterne, dem, der gjorde op med det etablerede. Men så skete Gen Z. Og jeg tager nu mig selv i at undgå sideskilning og skinny jeans for deres skyld – eller i hvert fald bare for at undgå, at de griner af mig. 

… om Instagram er gået i stykker, eller om deres algoritmer bare prøver at give mig det sidste spark væk derfra? Jeg synes ærligt næsten ikke, der er andet end hvide, priviligerede piger, der reklamerer for måltidskasser eller laver tryouts.

… om boligmarkedet (i København) kommer til at krakke. Jeg har svært ved at forestille mig det, ligesom jeg også har svært ved at forestille mig at betale 3,5 millioner kroner for en toværelses på 59 kvadratmeter. 

… hagl. 

… hvordan jeg overkommer angsten for at vende tilbage til arbejde og et 9-17 job igen. Eller at lave aftaler med mennesker. Eller at skulle mere end én ting i løbet af en dag. Wow. Bare wow. 

*

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg læste jeres kommentarer på mit sidste indlæg, jeg skrev for efterhånden længe siden. Jeg er stadig glad (også for jer, hvis I stadig er her), og jeg vil gerne være her igen. Jeg bakser lidt med nogle af de ting, jeg gjorde, dengang jeg var meget tynd og trist, og derfor er det lidt svært. Men forhåbentligt kan jeg finde ud af at sætte mig til rette og skrive det hele ned – også inden, der er gået for mange dage.

Stort kram herfra. Håber af hele mit hjerte, I har det okay og kan finde ud af det meste <3