Jeg forstår ikke … #15

… hvor bloglovin er blevet af. Ærligt: Hjælp!

… hvad vi snart stiller op med navngivningen af de der læber, halvdelen af jordens befolkning har mellem benene. Vi har heldigvis snart fordrevet “skamlæber”, men min fornemmelse siger mig, at “kønslæber” også snart er forældet lingo. Mit ræsonnement er, at vi snart (7-9-13) også har en majoritetsbefolkning, der ikke abonnerer på, at kun piger har vulvaer, og kun drenge har penisser. Så nyt navn. Jeg har ikke et godt bud. Venuslæber?

… hvordan det gik til, at staten nåede frem til deres tempobonus på 19 milliarder til cirka 1000 mennesker, der formentlig aldrig havde formået at tjene den slags penge selv. (Ja, undskyld… jeg har været væk i et stykke tid, så noget af det her kommer lidt på bagkant). Hvis der er noget, der gjorde mig fundamentalt “ud af min gode forstand”-sur og gav mig akut lyst til at melde mig ud af samfundet – or whatever this is – så er det netop kompensationsordningen til de danske minkavlere. Eller måske rettere: Alt det, der ligger bag. Prøv et sekund at overveje, hvis psykiatrien havde samme lobbyistisk pondus. Altså wauw, så kunne det være, halvdelen af os ikke var ved at smelte sammen. Hvilken smuk tanke.

… om der er en regel om, at demografien og interne tensions (primært mellem småbørnsforældre og andelsjubilarer) i alle andelsboligforeninger er sådan, at man ikke kan afholde en generalforsamling uden at gå en time over tid. 

… inflation. Hvis man nu bare trykte en masse ekstra penge uden at sige det til nogen, ville man så ikke nogenlunde problemfrit kunne undgå det?

… hvordan jeg i løbet af det sidste år har ramt min første vedholdende stime af følelsen af at være gammel. Eller i hvert fald bare ikke at være en af de unge længere. Jeg er som bekendt en “Millennial”. Det har jeg altid været. Millennials har altid været de unge, normkritikerne, idealisterne, dem, der gjorde op med det etablerede. Men så skete Gen Z. Og jeg tager nu mig selv i at undgå sideskilning og skinny jeans for deres skyld – eller i hvert fald bare for at undgå, at de griner af mig. 

… om Instagram er gået i stykker, eller om deres algoritmer bare prøver at give mig det sidste spark væk derfra? Jeg synes ærligt næsten ikke, der er andet end hvide, priviligerede piger, der reklamerer for måltidskasser eller laver tryouts.

… om boligmarkedet (i København) kommer til at krakke. Jeg har svært ved at forestille mig det, ligesom jeg også har svært ved at forestille mig at betale 3,5 millioner kroner for en toværelses på 59 kvadratmeter. 

… hagl. 

… hvordan jeg overkommer angsten for at vende tilbage til arbejde og et 9-17 job igen. Eller at lave aftaler med mennesker. Eller at skulle mere end én ting i løbet af en dag. Wow. Bare wow. 

*

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg læste jeres kommentarer på mit sidste indlæg, jeg skrev for efterhånden længe siden. Jeg er stadig glad (også for jer, hvis I stadig er her), og jeg vil gerne være her igen. Jeg bakser lidt med nogle af de ting, jeg gjorde, dengang jeg var meget tynd og trist, og derfor er det lidt svært. Men forhåbentligt kan jeg finde ud af at sætte mig til rette og skrive det hele ned – også inden, der er gået for mange dage.

Stort kram herfra. Håber af hele mit hjerte, I har det okay og kan finde ud af det meste <3