2 1/2 dage i Aarhus

Lørdag aften gik jeg gennem en helt mennesketom banegård (der også glimrede ved sit fravær af duer) og nu er jeg omsider klar på en hurtig ajourføring af det sidste døgn.


— Søndag formiddag tog vi på Restaurant Ombord i Jægergårdsgade, hvor man får brunch og bobler for 200 kroner. Ombord er det gamle Rarbar, og ejerskiftet har vist kun gjort stedet godt. Brunchen? Jeg kan bedre lide Casablancas, men de har netop skudt priserne i vejret på deres, så fra nu af bliver det nok alternativet på Frederiksbjerg, der får lov til at lave kafferefill på repeat.

— I går blev jeg så sur på min mor, at jeg blev nødt til at forlade hendes hjem i vrede. Årsagen til min overreaktion var, at jeg ikke måtte låne hendes cykel. Hun tilbød mig, at jeg bare kunne tage hendes bil, men eftersom jeg ved, at det vil ende med mord, blev jeg nødt til at takke nej. Før jeg lukkede hoveddøren bag mig, fik jeg sagt Du taler om din cykel, som var den et af dine organer! Jeg bliver altså snart 25.

(Til gengæld agter jeg at tage hendes islandske sweater på i dag uden at spørge. Tag den.)

— Min lillesøster har fået lysere hår end mig, og jeg føler mig så meget som en grå mus, at jeg bliver nødt til at investere i en pakke Schwarzkopf Platinum Blonde Ultra Lightning +++, selvom jeg ved, at det aldrig nogensinde vil blive vellykket.

— Jeg er blevet indlogeret på sofaen, og jeg har et Smart TV lige foran mig, hvilket bare virker gennemført smart, eftersom jeg ikke har andet end min computer at gøre godt med derhjemme. Under samme ombæring er jeg gået i gang med at se 13 Reasons Why sammen med Mutterfix, men jeg ved altså ikke helt, om jeg er verdens største fan.

— Før jeg flyttede til København, kunne jeg faktisk slet ikke lide København. Det skyldtes primært, at jeg var af den overbevisning, at vejret altid var frostkoldt/mørkt/blæsende/stormende. Egentlig har det holdt ret meget stik, men det er vist det samme her i Aarhus. Desværre.

— Min lillebror var forleden i Vejlegade og hjælpe min far med at rydde loftet for tidligere lejeres glemte sager. Han fandt to par sko a la Buffalo i størrelse 41, og det måtte nærmest være skæbnen. I hvert fald tog han dem med hjem til mig. De er ikke flotte, men jeg har drømt om sådan nogle nærmest hele mit liv, hvorfor jeg også agter at gå med dem. (Desuden er jeg jo blevet meget klar over, at uanset hvor gakket jeg klæder mig i hovedstaden, vil jeg altid være mindre gakket end 70 procent af den resterende befolkning. Det er faktisk ret betryggende.)

I morgen aften ved midnatstid triller jeg igen mod Københavns Hovedbanegård, hvorefter jeg lynende hurtigt skal ompakke til en kabinekuffert og på jagt efter mit pas. Jeg tager nemlig til Edinburgh med en håndfuld af de andre praktikanter ude på Aller. Godt nok er det en studietur, hvorfor der er en eller anden forventning om, at vi laver nogle ting, der har en vis faglig relevans, men lige nu bider jeg mest mærke i to ting. 1) Edinburgh har en Primark(!!!). 2) og en HARRY POTTER TOUR (som man heldigvis selv kan gå!) Lyder det ikke magisk?

Bortset fra det er mit kendskab til byen mildest talt mangelfuld, så ligger I inde med gode tips og tricks, lækre spisesteder, klima know-how og lignende, så giv det endelig videre.

Mit (blog)manifest


Manifestskriver-stillingen

I må bære over med mig, hvis jeg går og gentager mig selv, men det er jo sådan, at Hvid Kaffe er et resultat af en pludselig feberhandling (eller det vil sige den kendsgerning, at ham, jeg var sammen med, var sammen med en anden, og det kan være godt det samme.) Men før det havde jeg i flere år leget med tanken om en blog. Jeg havde specifikke ideer til indlæg, de havde bare ikke et sted at tage form – og det var nok også meget godt

 Jeg havde en eller anden ide om, at man skulle have en klar visuel og indholdsmæssig identitet, for det havde jeg jo læst alle mulige steder, at man skulle have. Ingen gider at kigge på grimme billeder og segmentfokusering, min bare! Det var lidt, som om der på forhånd var en masse benspænd, hvilket dybest set er tåbeligt, eftersom blogs af alle steder er helt dit eget. Måske derfor gik der lang tid, før jeg prøvede mig ad. Eller også var det, fordi jeg blev syg, og min mor i en periode var min helt egen bugtaler. Eller også er det en kombination af de to. Anyhow. Lang tid før shit got really real, skriblede jeg et par punkter ned til et blogmanifest. Mine egne skræddersyede retningslinjer, om man vil. De blev imidlertid slettet og ideen droppet igen, men det er gået op for mig, at nogle af dem har hængt ved, mens andre ubevidst er kommet til. 

Du må aldrig bruge ordene sundt og usundt. Kun hvis det drejer sig om noget så indiskutabelt hjernedødt som rygning. Forsøg i så fald at holde dig til vendinger som godt/mindre godt for helbredet. 

Du må aldrig blive ved med at bede folk om at følge dig diverse steder. Men I må selvfølgelig gerne. 

Du må aldrig skrive om, hvor meget du træner. Kun hvis meget er virkelig lidt. Fitspo, schmitso. Andres træningsflow genererer oftest dårlig samvittighed, selvom motivation var hovedmålet. 

Du må aldrig runde et indlæg af med hashtags. #almindeligesætningerfungererfint. 

Du må aldrig lave engelske rubrikker. Eller translatere dit indhold.

Du må aldrig bedrive social medie-intertekstualitet. “Jeg har skrevet om skamlæber. 🙇??? Link i bio!”  

Du må aldrig bruge ordet retarderet. Heller ikke om folk der er det. Det er politisk ukorrekt. 

Du må aldrig udgive et indlæg bare for at udgive et indlæg. 

Du må aldrig hoppe væk fra din egen banehalvdel. Kun hvis der er en virkelig god grund til det. Og det er der faktisk yderst sjældent. 

Du må aldrig gøre det til vane at runde af med et interaktionssøgende spørgsmål. Jeg kan umuligt være den eneste, der har det på den måde. Eller hvad tænker I?

Lommelinks #6 – HP-Galore

#1: Ja, vi var skuffede, da vi fandt ud af, at the Cursed Child jo egentlig ikke var en rigtig-rigtig Harry Potter-bog (selvom vi jo egentlig godt vidste det i forvejen.) Jeg vil ikke påstå, at følgende kan udfylde Rowling-hullet, og det skal man måske heller ikke, men i hvert fald er Harry Potter and the Methods of Rationality af Less Wrong enormt velfungerende fanfiction.
I stedet for at gifte sig med dumme Vernon, kastede Petunia sin kærlighed på en super brainy biokemiker. Harry er mega white and nerdy, interesserer sig for videnskab og science fiction, elsker at disputere, og så er han enormt irriterende. The Methods of Rationality er vanvittigt sjov, raffineret, intelligent og velskrevet på én og samme gang. Du kan både læse den online, men den er også at finde (gratis) som lydbog på iTunes.

#2: Det her er vildt. Og du bør ikke kun læse med for at blive forundret eller underholdt. Med lidt held bliver du klogere, og så er billederne dejlige at kigge på.
(Denne artikel er knap så munter, men det er igen Information, når de gør det godt. Jeg græd. Og græd. Og græd.)

#3: Muggle in the streets. Wizard in the sheets  eller I’d get sleazy with Ron Weasley – Det er sgu da for sjovt. Hvis jeg var typen, der brugte 100 kroner på vinyltrusser, var jeg totalt hoppet på dem her.

#4: Mere alvorligt kunne jeg dog virkelig godt finde på at købe disse træskeer til diverse madlavning og kagebagning. Jeg er ikke den store gør-det-selv-ørn (og jeg har heller ikke en af de der brændere, man altid fik lov til at lege med i folkeskolen) men jeg tænker, at projektet er meget nemt at gå til selv. Har du børn i den sløjddygtige alder (er der egentlig stadig sløjd på skoleskemaet nu til dags?) kan du jo sende poden afsted med noget bestillingsarbejde og en ske. Det havde jeg gjort.

#5: Når først de rigtige køkkenremedier er i hus, skal der selvfølgelig bages kage. Efter sigende var Hagrid ikke en specielt kompetent kok, men han skal have toppoint for indsatsen – og så selvfølgelig for hans legendariske Happee Birthdae-kage til Harry. Til min 25-års fødselsdag ønsker jeg mig en eksakt kopi af den, og jeg synes, at den her ligner et ret godt bud.

#6: Ingen lommelinks uden Buzzfeed! Sitet har – velsagtens som en form for public service – samlet 21 quizzer til folk, der stadig venter på deres Hogwartsbrev lige her – flere af dem er faktisk ret gode! (I får også lige 20 ting, I måske/måske ikke vidste om Harry Potter i forvejen.) — eller de her 31 posts af geniale fans (sjov! Og jeg skal nok stoppe nu.)

Der er flere lommelinks her, her, her, her og her

Hvordan opfører man sig på en kirkegård?


Hvis man har en fast gang på sociale medier, er man ganske givet også stødt ind i billeder af de nyudsprungne træer på Bispebjerg Kirkegård. Jeg har ikke selv været forbi, hvilket egentlig ikke bunder i uvilje over for flotte blomster, det er mere et spørgsmål om, at jeg dybest set ikke er så botanisk interesseret. Blomster er i hvert fald ikke noget, jeg rejser (eller går 5 kilometer alene) for. Nok mest fordi jeg kun har betragtet konceptet på afstand, har jeg heller ikke været så opmærksom på, at det potentielt er problematisk, når en kirkegård pludselig bliver genstand for over 100.000 valfartende over en meget kort periode. 

Det blev jeg så, da jeg læste denne artikel u Kristeligt Dagblad tidligere i dag. Lige netop det vil jeg ikke sige så meget mere om, for jeg synes egentlig, at den indfanger det væsentligste. 

I dag er det så småt ved at være 2000 år siden, Jesus blev korsfæstet. Derfor er det jo oplagt at tænke lidt over døden på en anden måde, end man gør det, når man holder for rødt i en højresvingende lastbils blinde vinkel. 

Jeg hader døden, og når jeg sommetider kommer til at tænke på, at min familie en dag skal dø, mister jeg nærmest lysten til at leve. I løbet af mit liv har jeg været til mange begravelser. Det begyndte allerede, da jeg var omkring 5 år gammel, og så fortsatte det som en dødslavine, hvor bedsteforældre, onkler og klassekammeraters forældre pludselig stoppede med at være. Jeg skal ikke kunne sige, om det er derfor, men jeg bliver altid meget salig og tavs, når jeg ser et flag på halv eller en rustvogn kørende gennem gaderne. Selvom det ikke er din, men andre menneskers sorg, du meget hurtigt bliver eksponeret for, skylder man at udvise noget respekt og anstændighed. 

(Jeg synes forresten, at I også skal læse den her artikel, hvor en bedemand blandt andet beretter om, hvordan han har oplevet at stå med de sørgende efterladte ude foran kirken, mens motionister og andet godtfolk er kommet travende gennem flokken med råb, telefonsnak og grin. Hvis nogen skulle være i tvivl om min holdning, så er det så langt fra at være okay, at jeg næsten ikke kan komme i tanke om noget, der er mindre okay.)

Men altså. Mit ærinde var faktisk ikke at pudse min glorie, ligesom jeg også antager, at det er de færreste mennesker, der kunne finde på at dytte af et sørgeoptog, der kører gennem byen (men det sker.) For selvom jeg kan være nok så medfølende, når døden er lige foran mig, er jeg fuldstændig elendig i forhold til alt, der faktisk batter. 

Jeg har en bekendt, og jeg kan virkelig godt lide hende. Hendes mor døde i december sidste år. Det rørte mig dybt, men jeg kontaktede hende aldrig. For de eneste ord, der stod i min rådighed, var det gør mig så ondt, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, fordi ingen følelse inde i mig ville kunne måle sig med hendes tab. Og hvad betød det i øvrigt, hvad jeg følte? Hvordan ville det på nogen måde hjælpe hende, at jeg stod klar med en floskel, der er sand, men sagt så mange gange før?

Mens jeg skriver det her, får jeg en klump i halsen. For den største fejltagelse af alle må være slet ikke at sige noget. Og det er den, jeg falder hver gang – med logikken om, at det må være bedre at holde sin kæft end at sige noget, der kan være forkert og gøre ondt. 

For et par dage siden skrev Karoline om, hvad man skal sige, når en man kender mister. Det er konkret, og jeg håber ikke på, at jeg får brug for det før nogensinde. Men hvis jeg alligevel gør, vender jeg nok tilbage. Om ikke andet så bare som påmindelse om, at det rigtige ikke er, præcis hvad du siger, men at du siger noget. Nu mangler jeg bare et svar på, om der er et tidspunkt, hvor det er for sent. 

Menneskehader-listen

Hvis I synes, at overskriften vækker en smule resonans, er det nok, fordi Miriam et par gange har skrevet om mænd, hun ikke specielt godt kan lide. Modsat Miriam hader jeg bare lidt mere bredt, og jeg håber ikke, at jeg er den eneste.


Typen, der mener, at hendes paraply er vigtigere end mit syn.

Typen, som fastholder, at der ikke er noget, der hedder for høj fart, kun dårlige bilister.

Typen, som taler i telefon under hele kasseekspeditionen. (Og af samme årsag skal have gentaget beløbet minimum to gange, før de begynder at fumle efter deres pung.)

Typen, der har angivet sin kostretning og/eller diagnose som det første i sin beskrivelse på Instagram.

Typen, der siger nej tak til kvitteringen med ordene jeg kan alligevel ikke trække det fra i skat/den kan ikke spises. (Medmindre vedkommende er 90+, så er det A-OKAY.)

Typen, der aldrig giver tegn på sin cykel. Jeg tror, at det er den samme som dem, der bruger din cykel som cykelstativ og på samme tid burer dig inde og reducerer dig til en pacificeret fodgænger.

Typen, som primært benytter sig af indirekte talehandlinger i stedet for at sige tingene, som de er.

Typen, der stiller sine varer ved siden af dine på kioskdisken, en halv time før du har nået at taste din PIN-kode ind.

Typen, der hele tiden skal toppe historier.

Typen, der under middagsselskaber ikke kan sige andet end puha, nu er jeg godt nok mæt allerede/kan du virkelig spise mere?/du øser godt nok meget op/jeg skal da vist ud og løbe i morgen. Shut. The. Fuck. Up.

Typen, som stjæler cykellygter.

Typen, der er undskyldningsresistent. (Her tænker jeg specifikt på ham manden, der gik direkte ind foran mig på Nørrebrogade i weekenden, så jeg kom til at træde hans hæl ud af hans sejlersko. Ej, det må du virkelig undskylde! lød min reaktion prompte. Han kvitterede med forarget hovedrysten, mens han gjorde et meget stort nummer ud af at vise, hvor svært det var at få sejlerskoen på igen.)

Typen, der namedropper. (Idioten gjorde det. Jeg lærte aldrig at finde glæde ved at høre, hvilke seje influencers han skulle til galleriåbning hos.)

Typen, som brokker sig over at udføre pligter, som hun dybest set godt kan lide. (= mig, når jeg indvendigt har det lidt hårdt over, at jeg altid står for støvsugningen derhjemme.)

Typen, der smider sin datter ud af sin lejlighed over SMS, og 2 måneder efter skriver tak for sidst, du er hermed inviteret til min fødselsdag.