Karoline tog til København: I gætter aldrig, hvad der skete!


I skrivende stund sidder jeg i en lejlighed i Vanløse. Jeg har fået lov til at flytte ind hos min gamle samleverinde, Anne, som jeg har boet sammen med i Aarhus i 5 år.
Desværre for mig, men fedt for hende, flyttede hun til Hovedstaden i foråret, og siden da har jeg været en eremit i mere end én forstand.

Egentlig er jeg kun i byen, fordi langt de fleste danske medier har adresse på Sjælland. Men jeg har taget mig selv den frihed at rydde min weekend for praktik og i stedet få ladet op i selskab med mine gamle veninder, som er herovre.

Mit forhold til København har aldrig været hjertevarmt, hvilket primært skyldes, at jeg altid har besøgt byen, når der har været koldt. Og når ens knogler gror iskrystaller, har man ikke specielt meget lyst til at rende rundt og suge indtryk til sig. Men byen har virkelig vist sig fra sin bedste side. Den planlagte hjemtur til Aarhus midt på ugen er ligeledes droppet, og jeg må indrømme, at jeg faktisk er begyndt at blive en lille smule lun på den sjællandske metropol.

I løbet af de sidste par dage har jeg…

… set Sillewho ude på RUC, og mit kluns og jeg blev ramt af akut fashion-mindreværd. Men jeg lever med mit middelmådige stiludtryk, og sort tøj og nylonstrømper har aldrig gjort nogen fortræd.

… været sammen med tre af mine bedste veninder.

… drukket to kopper kaffe på Christiania og konstateret, at den der Pusher Street altså stadig ryger videre i bedste velgående.

… været på Papirøen og spise duck fat fries, Fat Burger og æggewraps (som de selvfølgelig havde spicet op med en omgang koriander, bare fordi alle jo elsker den slags krydderurt.)

… undret mig over, at man skal trykke på en knap i S-togene for at få dørene til at åbne. Ikke fordi jeg har et problem med manuel betjening, men det virker en kende uhygiejnisk.

…  oplevet en positiv overraskelse over det generelle serviceniveau, som København ellers altid bliver hugget ned over. Medarbejderne i Netto hilser og holder nærmest øjenkontakt, og kebabmændene er så elskværdige, at jeg har lyst til at donere et ekstra overtræk til dem i drikkepenge.

… spist kebab og pommes hver dag.

… gået ture omkring en sø i Vanløse, som jeg ikke husker navnet på, men den er vanvittigt smuk – især omkring solnedgang. Desuden ligger der et lille cafeteria, som serverer guddommelige belgiske vafler og varm chokolade med flødeskum.

… haft min jomfruoplevelse med Rejsekortet (og gjort mere brug af offentlig transport på tre dage end de sidste tre år tilsammen.)

… leget turist, taget billeder af Lars Løkkes dørtelefon, cyklet i den københavnske trafik, fejlet i at udtale FarisMAGSgade, håbet på at støde ind i SKAM-William og mistet min orienteringssans mindst hver tredje time.

I morgen begynder en lang uge med Åbent Hus og forsamtaler hos de forskellige medier. (På et mere forklarende niveau svarer det lidt til Go Sees i ANTM, hvor man render rundt som en forvirret bi, føler sig lidt som bæ, mens man egentlig skal være bee.) Jeg håber, at jeg snart kan tjekke ind igen.

Københavnerkram KARO.

 

Man bør tale pænt om sig selv, men…

hvem pokker skriver ordet ansøgelser? (Hint: det gjorde jeg i mit sidste indlæg. Jeg bliver en elendig journalist.)

hvorfor er der ingen, som har kommenteret på mine sokker-i-Birkenstocks-look, som jeg flasher på samtlige billeder i det her indlæg? (Jeg ville også være en elendig modeblogger.)

er man dum eller bare dum, når man beslutter sig for at give sit ansigt en kemisk peeling aftenen før, man skal møde medierne for første gang?

jeg gav mig i kast med min skraber i morges, hvilket i og for sig ikke var en dårlig ide. Desværre glemte jeg min venstre armhule, og halvdelen af bikinilinjen og 50 procent af mine ben.

Mit navn er Karoline. Jeg er ramt af praktikhjerne (som jeg går ud fra er den journaliststuderendes udgave af ammehjerne). På ovenstående billede står jeg på en sjællandsk rasteplads og tager billeder af en postkasse. Der var ikke noget specielt ved den, men teksten var nærmest lyrisk.


Vi kører snart ind i København, hvor jeg skal være hele næste uge (bortset fra et hurtigt smut hjem til Aarhus på tirsdag.)

Selvom det udelukkende bliver arbejde, arbejde, arbejde, regner jeg alligevel med at skulle have noget ordentligt at spise. Så hvis I ligger inde med nogle gode (og pengevenlige) madforslag, så modtages de med kyshånd.

Det her er forresten mit indlæg nummer 100, og egentlig er det lidt ærgerligt, at det ikke bliver markeret med et lidt mere vigtigt indlæg. Undskyld. Jeg lover at tage revanche.

Kaffepause

Hvis man læser nogenlunde fast med herinde, har man sikkert bidt mærke i, at ordet praktik har været oppe og vende et par gange. Og nu er praktikræset helt officielt skudt i gang. Mit hoved er ét stort kaos.

Lige nu fifler jeg med visitkort, hjemmeside, CV, selvfede Om mig-tekster, tidligere produktioner, praktikmesser, Åbent Hus-arrangementer, en masse transport mellem Aarhus og København, ansøgninger som skal skrives og personlige forsamtaler med potentielle praktikmedier.

Det er jo min fremtid, det her handler om. Vilkårene er hårde, og det er et faktum, at cirka 100 studerende kommer til at stå uden praktikplads efter Panikdagen den 9. november. Og en af dem kan ligeså godt være mig. Derfor bliver jeg også nødt til at gå all in nu. Måske kommer det til at betyde, at der kommer til at være lidt stille herinde de næste to uger. Jeg håber det ikke, for jeg nyder sgu min hvide kaffe og at høre fra jer, som læser med.

Men nu ved I det altså. Hvis jeg bliver væk, så er jeg ikke væk-væk, jeg har bare travlt med at sælge mig selv, læse Jyllands-Posten og bande over ansøgninger and what not. Jeg runder dog af på på mere munter maner, da jeg kan annoncere, at jeg har fundet min dobbeltgænger!

Hun poppede op på min Facebook i formiddags, og faktisk troede jeg først, at Metroexpress havde bragt et billede af mig. Når mit hår er nyblonderet, og jeg har lagt fuld makeup, ligner jeg til forveksling den underskønne – men tydeligvis uheldige – kvinde på billedet. Og så hedder hun Karolina! Skæbne? Jeg tror det nok.
skaermbillede-2016-10-25-kl-10-31-13

Go’ stil: Trendsales


I dag skal det handle lidt om at handle online. Helt konkret om handel mellem to private parter på Trendsales. 

Indtil i torsdags var jeg jomfru på portalen, men efter at have konkluderet, at jeg ikke ville få brugt min Urban Decay-øjenskygge, kunne jeg ligeså godt prøve at sælge den. 

Derfor opretter jeg håbefuldt en annonce, og efterfølgende sker dette:

Torsdag: køber henvender sig med en pris, som jeg accepterer. Jeg spørger, om hun foretrækker TS-handel, men hun vil helst klare det over MobilePay, hvilket er helt OK. Vi udveksler numre og adresse, og jeg fortæller, at jeg afsender pakken, så snart pengene er overført. 

Fredag: køber skriver og spørger, hvor mange penge, vi aftalte. Jeg svarer, hvortil hun skriver, at hun overfører med det samme. Jeg smutter på posthuset og køber kuvert, så jeg kan afsende samme dag. Fredag midnat er pengene ikke overført. 

Lørdag: pengene er stadig ikke overført, så jeg skriver om formiddagen for at høre ad, og at jeg godt kan nå på posthuset før de lukker, så hun kan få pakken så hurtigt som muligt. På samme tid henvender to andre købere sig, som jeg venter med at svare, fordi øjenskyggen i princippet er solgt. 

Jeg modtager ikke svar fra køber. 

Søndag: jeg skriver til køber, at jeg antager, at hun er bakket ud af handlen, når hun hverken har givet lyd fra sig eller overført det aftalte beløb. Hun behøver derfor ikke at sende mig penge, idet jeg har modtaget bud fra anden køber smiley smiley god dag Vh Karoline (når man er lidt irriteret, prøver jeg altid at opveje det med høflighed.)

Herefter får jeg prompte svar tilbage, at hun mente, at det godt nok var meget hurtigt, jeg havde fundet en anden køber, og hun havde haft gang i flere handler de dage, så hun lidt havde mistet overblikket. 

Jeg giver hende ret: det var heldigt, at en anden køber hurtigt bød ind. Men jeg mener også, at hvis en aftale ikke bliver overholdt, og man ikke får svar, så kan man godt tillade sig at afbryde en handel på en ordentlig måde. 

But I could be wrong. Vil I ikke byde ind her? Først og fremmest: er den her situation en Trendsales Classic? Og er jeg urimelig eller hva’? 

5 discountvarer, som sparker røv

Jeg kan godt lide at købe økologisk mælk, frugt, grønt og glade æg. Så det gør jeg. Men på samme tid er jeg også lidt SU-fattig, hvilket betyder, at jeg må tænke lidt mere økonomisk på andre områder.

Det her indlæg er ikke en pudsning af økologi- og fairtradeglorien, men penge er penge, og dem har fattigrøve, studerende og andet godtfolk ikke for mange af.

Jeg skænker jer hermed en lille liste med 5 fødevarer, som smagsmæssigt er milevidt foran sine eksklusive og dyrere artsfæller.

(På ægte bloggermanér beklager jeg de usle billeder. Både produkterne og I fortjener bedre, men solen er desværre gået ned, og min lejlighed kører på energisparepærer.)

Hvad? Saftevand, supermarkedets eget mærke.
Smager mega godt (både jordbær, appelsin/hindbær og solbær er godkendte varianter.)
Hvor? Alle supermarkeder har deres egen saftevand. Smagen varierer stort set ikke. Personligt kan jeg bedre lide Budget (Føtex) og First Price (Kiwi og Meny) end dem fra Rema 1000 og LIDL:
Pris? 7-8,50 kroner

Hvad? Kvark. Nok det mest undervurderede mejeriprodukt i Danmark. Kvark minder lidt om skyr. Proteinindholdet er bare lidt højere, og smagen er bedre. I de fleste supermarkeder kan man købe 500 gram Arlakvark til 17 kroner med beskrivelsen God til bagning. Jeg har flere gange overvejet at kontakte deres marketingafdeling og få dem til at ændre teksten til God til GUNZZZZ. Det ville der med garanti være mere salg i.
Hvor? Aldi.
Pris? 6 kroner for 500 gram.

Hvad? Appelsinsodavand, Vestfyens.
Jeg har altid to dåser med i biografen, og det er ikke kun, fordi jeg ikke magter at bruge 40 kroner på 1/2 liter Fanta. Den her smager bare meget, meget bedre.
Hvor? COOPs butikker. Det vil sige SuperBrugsen, Kvickly og Fakta.
Pris? 7,50 kroner + pant.

Hvad? Instant kaffe (både almindelig og uden koffein.) Engang var jeg en kæmpe kaffesnob, som ikke ville røre instantkaffe med en ildtang. I dag er jeg lidt mere laizzes fair, hvad det angår (selvom jeg stadig ikke ser instantkaffe som RIGTIG kaffe.) Hvis man er heldig, kan man finde 200 gram Nescafé til 65 kroner, når det er på tilbud, og det er ganske enkelt for meget for noget, som ikke engang smager godt. Det gør denne variant derimod. Smagen er intens, næsten uden syrlighed, og der danner sig en smule crema på toppen.
Hvor? LIDL.
Pris? 25 kroner for 100 gram koffeinfri. 35 kroner for 200 gram almindelig.

Hvad? Recept-sennep. Og hvad er det så? Smagsmæssigt minder det om den her (som er vanvittigt dyr, selv på tilbud eller som spotvare). Altså er det en stærk sennep med honning eller rørsukker. Den smager ganske enkelt guddommeligt, og jeg spiser sommetider senneppen med ske direkte fra glasset.
Hvor? Søstrene Grene.
Pris? Cirka 10 kroner.

Kloge hoveder vil nok indvende, at det da vile være meget billigere bare at drikke vand. Og I har ret. I har altid ret.