Leverpostejs- og Lokumentumaktivisme

5 discountvarer, som sparker røv

Jeg kan godt lide at købe økologisk mælk, frugt, grønt og glade æg. Så det gør jeg. Men på samme tid er jeg også lidt SU-fattig, hvilket betyder, at jeg må tænke lidt mere økonomisk på andre områder.

Det her indlæg er ikke en pudsning af økologi- og fairtradeglorien, men penge er penge, og dem har fattigrøve, studerende og andet godtfolk ikke for mange af.

Jeg skænker jer hermed en lille liste med 5 fødevarer, som smagsmæssigt er milevidt foran sine eksklusive og dyrere artsfæller.

(På ægte bloggermanér beklager jeg de usle billeder. Både produkterne og I fortjener bedre, men solen er desværre gået ned, og min lejlighed kører på energisparepærer.)

Hvad? Saftevand, supermarkedets eget mærke.
Smager mega godt (både jordbær, appelsin/hindbær og solbær er godkendte varianter.)
Hvor? Alle supermarkeder har deres egen saftevand. Smagen varierer stort set ikke. Personligt kan jeg bedre lide Budget (Føtex) og First Price (Kiwi og Meny) end dem fra Rema 1000 og LIDL:
Pris? 7-8,50 kroner

Hvad? Kvark. Nok det mest undervurderede mejeriprodukt i Danmark. Kvark minder lidt om skyr. Proteinindholdet er bare lidt højere, og smagen er bedre. I de fleste supermarkeder kan man købe 500 gram Arlakvark til 17 kroner med beskrivelsen God til bagning. Jeg har flere gange overvejet at kontakte deres marketingafdeling og få dem til at ændre teksten til God til GUNZZZZ. Det ville der med garanti være mere salg i.
Hvor? Aldi.
Pris? 6 kroner for 500 gram.

Hvad? Appelsinsodavand, Vestfyens.
Jeg har altid to dåser med i biografen, og det er ikke kun, fordi jeg ikke magter at bruge 40 kroner på 1/2 liter Fanta. Den her smager bare meget, meget bedre.
Hvor? COOPs butikker. Det vil sige SuperBrugsen, Kvickly og Fakta.
Pris? 7,50 kroner + pant.

Hvad? Instant kaffe (både almindelig og uden koffein.) Engang var jeg en kæmpe kaffesnob, som ikke ville røre instantkaffe med en ildtang. I dag er jeg lidt mere laizzes fair, hvad det angår (selvom jeg stadig ikke ser instantkaffe som RIGTIG kaffe.) Hvis man er heldig, kan man finde 200 gram Nescafé til 65 kroner, når det er på tilbud, og det er ganske enkelt for meget for noget, som ikke engang smager godt. Det gør denne variant derimod. Smagen er intens, næsten uden syrlighed, og der danner sig en smule crema på toppen.
Hvor? LIDL.
Pris? 25 kroner for 100 gram koffeinfri. 35 kroner for 200 gram almindelig.

Hvad? Recept-sennep. Og hvad er det så? Smagsmæssigt minder det om den her (som er vanvittigt dyr, selv på tilbud eller som spotvare). Altså er det en stærk sennep med honning eller rørsukker. Den smager ganske enkelt guddommeligt, og jeg spiser sommetider senneppen med ske direkte fra glasset.
Hvor? Søstrene Grene.
Pris? Cirka 10 kroner.

Kloge hoveder vil nok indvende, at det da vile være meget billigere bare at drikke vand. Og I har ret. I har altid ret.

Næste indlæg

Leverpostejs- og Lokumentumaktivisme