SOD

SOD

En bog af Karoline Mathilde Rasmussen

Prolog

Jeg stod på toppen af Ringgadebroen, og mine hænder knugede sig fast til det regnvåde rækværk. Alt var gråt på den måde, som det kun kan være i januar. Jeg kiggede ned på togskinnerne mange meter under mig, mens tårerne løb ned ad mine kinder.

I flere måneder havde jeg kun haft mine sko af om aftenen, når jeg skulle i seng, fordi en stemme inde i mig sagde, at jeg ikke måtte sidde stille. På en måde var der noget tragikomisk ved at have kæmpet for at tage 12 kilo på for ikke at dø, og nu, hvor det endelig var lykkedes, stod jeg på toppen af Aarhus og tænkte, at jeg umiskendeligt var naglet til bunden – og om jeg ville nå at mærke noget som helst, når jeg kolliderede med jorden under mig.

Få meter fra mig hang en vissen rose og et stearinlys magen til dem, man sætter på kirkegården, stod ved gelænderets opsats og brændte ikke længere. Til minde om én, der var sprunget flere år forinden. Jeg slap rækværket og fortsatte min gåtur. Dybest set havde jeg ikke lyst til at dø. Jeg havde bare ikke lyst til at leve længere.

Kapitel 1: TYVE KOMMA FEM

(…)

Da jeg stadig var i København, ringede jeg til Birgit. Hun var den daglige leder på daghospitalet, da jeg var der. Hun var også vores faste psykolog, som vi havde gruppesamtaler med hver mandag. Birgit havde mig også til visitationssamtale, da jeg i første omgang søgte hjælp. Hun skræmte livet af mig med sine spørgsmål, der virkede langt klogere end min sygdom, og hun vidste altid, hvad mit næste træk var, før jeg selv gjorde. I dag er hun privatpraktiserende psykolog i Aarhus, hvor hun især hjælper spiseforstyrrede med den terapeutiske dimension af deres sygdom. Det er den del, der typisk ligger i forlængelse af vægtøgningen, altså når en almindelig hverdag så småt skal til at indfinde sig. Birgit og jeg har aftalt, at jeg kan komme forbi hendes praksis til en snak om at blive rask.

Min mor har sagt, at jeg kan låne hendes cykel, men da jeg har spist morgenmad har jeg god tid, og jeg føler mig rastløs. Klokken er kun lidt over middag, og jeg skal først mødes med Birgit klokken to. Min sygdom ved, at en times gang er bedre end et kvarter på cykel.

Derfor går jeg fra Skåde til Århus. Da jeg er halvvejs, kan jeg mærke, at vablerne er begyndt at bryde frem på mine hæle. Det gør ondt, men det er min egen skyld, for skoene er nye og stive.  Humpende når jeg frem til Ryesgade, hvor Birgits praksis er. Jeg bipper mig selv ind, går forbi elevatoren og humper op på 4. sal og direkte ud på toilettet, hvor jeg hiver mine nylonstrømper ned og studerer mine fødder. Der er blod over det hele. I hjørnet af rummet står en badevægt, og jeg kigger skiftevis på den og mine åbne sår, mens jeg ikke kan holde latteren tilbage.

– Jeg er åbenbart lige rejst fem år tilbage i tiden, mumler jeg for mig selv og går ud mod venteværelset.

Birgit henter mig kort tid efter og viser mig ind på sit arbejdsværelse. Så forklarer hun, at hun bliver nødt til at spise frokost, mens vi snakker. Hun spørger mig, om jeg har spist. Jeg siger, at det har jeg, selvom det er løgn, men jeg vil gerne undgå hendes psykologblik, der ser lige igennem mig. 

Nu er klokken 22.29 …

… og det er snart et år siden, jeg skrev ovenstående og lod det være det sidste, Journalisthøjskolen modtog fra min hånd (for nu). Det er også snart et år siden, jeg fik fat i Birgit og bad hende om hjælp til at skrive første kapitel til den bog, der overhovedet ikke er færdig endnu.

Sidst jeg skrev herinde, bad jeg også om hjælp. Hver eneste svar læste jeg igen og igen, og mange gange var det med tårer ned ad kinderne og ondt i maven. Fordi I var så gode, men også fordi I helt uafhængigt af hinanden alle gav mig det svar, jeg havde håbet, jeg ikke ville få. Kom væk.

Jeg kan ikke det hele endnu, men midt i mavepinen skrev jeg i torsdags endnu engang til Birgit. Ikke for at få hjælp til en bog, men for at få hjælp til mig. Så tak for at skubbe mig derhen. Inderligt tak.

Det er lidt svært, hvordan jeg afslutter det her uden at nævne alt det, der sker lige nu, men: Jeg håber, at I har det godt derude, derhjemme. <3

 

Jeg gik mig over sø og land.

Sidste år, før jeg besluttede mig endeligt for at dedikere min journalistiske hovedopgave til din jeg-fortælling om anoreksi, havde jeg også en anden ide. Jeg ville gerne skrive om farkomplekser.

Det skulle også være en jeg/fortælling, og det skulle også være første kapitel til en bog. Jeg tror, den skulle hedde: “Jeg gik mig over sø og land. Der mødte jeg en gammel mand”. Måske skulle den faktisk bare hedde “Sumpen”, og den ville stadig handle om mig, og hvordan den første, jeg blev forelsket i, var min far.

Eller i hvert fald i en mand, der kunne og kan alt det samme som min far: Alt. Men mest afgørende af alt føre mig hen til det absolutte nulpunkt. I ved, det punkt hvor man går rundt i regnen søndag eftermiddag og på forhånd har dårlig samvittighed over for den buschauffør, hvis fartøj man er tæt på at gå ud foran.

Så er der det andet punkt. Der hvor resten af verden, døgnet, retningsløsheden ikke eksisterer – og ensomheden heller ikke.

Midterpunkterne fandtes ikke. Det var helt det samme som med min far. Forskellen – og den tror jeg er altafgørende – er, at min far aldrig nogensinde kunne lide mig. Og det er derfor, det stadig gør så inderligt og ubeskriveligt ondt lige nu. Tanken kan slet ikke slippe væk fra mig: Hvorfor vil man gøre et menneske, man rent faktisk kan lide, så ondt?

Der tilbage i december – og I må undskylde, at jeg sumper sådan i det – sad jeg med hovedet på skulderen af en god veninde, mens jeg kiggede ud over vandet ved Amager Strand. Tårerne løb ustoppeligt ned over mine kinder, og jeg prøvede at sætte ord på, hvorfor det her føltes som noget, jeg havde prøvet en gang før.

Hvordan jeg hele mit liv havde gjort alt for at få min far til at elske mig lige så meget, som jeg elskede ham, selv om jeg godt vidste, at det aldrig ville ske. Hvordan jeg prøvede at gøre mig god nok til ham, hvordan jeg kunne klare mig i alle livets facetter, så jeg kunne fortjene hans kærlighed. Og hvordan det til sidst alligevel endte med, at jeg måtte stoppe det helt. For han ville aldrig nogensinde elske mig. Og det var mig der tabte. Jeg kunne se, at det hele var sket igen.

Sumpen, kalder jeg stedet. Det sorte hul, som man ikke kan hive sig selv op af igen. Jeg er bange for, at jeg går i cirkler rundt om det, og jeg er rædselsslagen for at falde i.

Derfor har jeg brug for jeres hjælp. Jeg har brug for jeres erfaringer.

Jeg har ikke før været så klar til at komme videre, som jeg er lige nu. Men jeg har heller ikke syntes, at det nogensinde har været så svært, som det er lige nu.

Mit spørgsmål er: hvordan er I kommet jer over at få revet det hele i stykker? Hvad har I gjort, når håbet forsvandt?

Kunne I komme videre, mens I stadig havde kontakt til den anden? Blev I nødt til at cutte al kontakt? Kunne I fortsætte med at være hinandens fortrolige? Hvad hjalp?

Det betyder rigtig meget for mig, hvis nogle af jer vil svare. Jeg har virkelig brug for det.

Det her blev sendt til mig, og til personen, der har skrevet det: send mig en DM haha ❤