Det der datinghalløj er ikke noget, jeg dyrker specielt meget. I grunden er det lidt dumt, da jeg egentlig gerne så, at der var en mand i mit liv, som gad mig, ligeså meget som jeg gad ham. I stedet er jeg nok blevet abonnent på den lidt mere magelige og dovne tilgang til kærligheden. Hvis prinsen på hesten dukker op, vrinsker jeg gerne tilbage. Men ind til da må jeg væbne mig med tålmodighed. 

Da jeg var 15 år oprettede jeg en profil på dating.dk. Og Scor. Og Victoriamilan. Ikke fordi jeg havde en intention om forhold, fetichknald eller affærer med ældre mænd. Det var nok egentlig bare, fordi jeg var en typisk grænsesøgende teenager, som kedede sig over de jævnaldrende drenge på gymnasiet. Siden da har jeg været forbi Tinder og Happn et par gange. Det underholdende element var en stor del af det, men jeg var også lidt draget af de sagnsomspundne fortællinger om kærestepar, som rent faktisk havde fundet hinanden gennem de her bolle-apps. 

I dag er Tinder stadig installeret på min telefon, omend ganske uberørt. På 2 år har jeg været på to dates. Den ene mens jeg var tåkrummende syg. Jeg forstod kun halvdelen af, hvad manden snakkede om, fordi min hjerne ikke gad at overskue andet, end om jeg skulle have 7 eller 8 mandler til min aftenskyr. Vi så aldrig hinanden igen. Den anden date var i vinters med en mand, som egentlig var flink nok. Jeg var desværre bare væsentligt højere end ham, og jeg brugte uanede mængder energi på at holde en samtale kørende. Til sidst kunne jeg ikke mere. Han ville derimod gerne med mig videre i byen og drikke drinks. Faktisk takkede jeg ja til tilbuddet, og vi begyndte at gå. Men så gjorde jeg noget, jeg ikke er stolt over: jeg fakede akutte nyresmerter. Midt på Lille Torv krøb jeg sammen som et lille foster, skar ansigt og udbrød nej, fuck fuck fuck. Det her sker bare ikke nu! Det gjorde det selvfølgelig heller ikke, men et foruroligende veludviklet skuespiltalent fik åbenbart overbevist den arme mand, og vi blev enige om, at jeg hellere måtte smutte hjem i seng og tage min medicin. Smooth. Vi så heller aldrig hinanden igen. 

Jeg har tænkt over episoden en del gange siden da, og den leder mig også hen på de uklarheder, der er i Datinggamets uskrevne regelsæt. For hvordan fanden er det nu lige, man bedst ender en date? Og hvordan gør man det klart, at man heller ikke skal ses igen? Som jeg ser det, er der overordnet 3 strategier, man kan vælge imellem: diplomati, drama eller delete. 

Diplomaten vil til enhver tid forsøge at udglatte, skabe mindst muligt postyr og påtage sig ansvaret for en dårlig date eller uheldig Tinderkorrespondance. It’s not you, it’s me, jeg er ikke klar til et forhold lige nu eller jeg har en mystisk nyresygdom, men dit selskab har været enormt givende. 

Dramastrategien vil typisk være den ærlige, men også effektive udvej: Sorry, mine kalorier er vigtigere end dig eller jeg bliver nødt til at kigge ned for at få øje på dig, og du er pisse kedelig. 

Delete er super simpel. Slet jeres match på Tinder, hans mobilnummer, snap, insta og face. Når han skriver for at spørge, hvornår I skal ses igen, lader du være med at svare. Den må han selv bryde sit hoved med. 

Mens jeg har skrevet alt dette, blev jeg opmærksom på, at jeg har gjort brug af alle tre. Det virker ikke specielt barmhjertigt, men der er sgu heller ikke noget barmhjertigt ved dating. Vind eller forsvind. 

Hvad tænker I om det? Er der en genial løsning, jeg har overset?

supermarkedernes manglende kvaler, når de sælger hokkaidogræskar i appelsinstørrelse til overpris (og det samme gør sig egentlig gældende for alle andre afgrøder. Økologifaktoren opvejer ikke uforskammetheden.)

hvorfor hovedet ikke er indrettet sådan, at det var pænest set nedefra og ikke oppefra. Hvis det nu var omvendt, ville man slippe for pludselige FaceTime-traumer, og det ville blive så meget nemmere at selfiesnappe både gående og liggende.

sider som  Lokomentum. SÅ. MEGET. DÅRLIG. KARMA.

et koncept som Ønskeskyen. Jovist er det smart, men det eliminerer da fuldstændig charmen ved at give og få gaver.

hvad forskellen på pommes frites-sauce og hotdog-dressing er.

hvorfor man kalder det for teenagehud, når jeg i en alder af 24 stadig ofte ligner en pizza i hovedet.

længden og sammensætningen af bogstaver på tamilske navne. Pulenthirarajah   Elancheramaan Simhaladweepa giver selvfølgelig mening for de indviede, men der har jo vitterligt engang siddet en mand, som har ment, at det er den helt optimale måde at orkestrere navne på.

gennemtræk.

hvorfor Bagedyst-Luna har valgt at bruge skodtequila (I véd, den med hatten) i sit bagværk. (Jeg forudser, og håber lidt, på en situation, hvor Blomsterberg udbryder ‘Luna, Luna, Luna. Det er altså Den Store Bagefest og ikke Gymnasiefest, hvorefter Jan med misfornøjet ansigt får fremstammet ‘Den prikker lidt til mine løg. Og det er ikke dem i munden.’)

at politikere stadig kan have svært ved at forstå magtens tredeling. Er det ikke folkeskolestof?

hvordan man kan tro på, at bare man låser sin taskerem fast til sin cykel, så er dens indhold fredet (giv lige tyveknægtene lidt credit, de er mere sneaky, end man lige går og tror.)

Hold da mawle. Efter alle jeres tilkendegivelser i går kom jeg fuldstændig i tvivl om, om jeg havde bedt jer om at rose mig til skyerne. Jeg dobbelttjekkede mit indlæg og konstaterede, at det ikke var tilfældet. (Meget heldigt, for den forespørgsel har jeg tænkt mig at gemme til min første bloggerkrise.) Det er bare jer, som er gode mennesker.

 1/ Er I også sådan ret gode til at samle ting, men knapt så gode til at skille jer af med dem igen? Jeg har 3 kommodeskuffer, 4 bedrollers og et garderobeskab, som er fyldt med ting, jeg egentlig ikke ved, hvad jeg skal bruge til. Det burde nok bare smides ud, men jeg ved ikke hvor, jeg skal starte. Og så får jeg dødsangst ved tanken om at fyre en ørering uden makker i skralderen, for tænk nu hvis den anden på mirakuløs vis dukkede op? Heldigvis er jeg faldet over denne liste hos Skabsdiva, over 50 ting man kan skille sig af med uden at lide afsavn. Better get goin’.

2/ De fleste kender IMDB Top 250 over de bedst ratede film gennem tiden. Her er BBC/117 filmkritere fra hele verden kommet med deres bud på de 100 bedste film fra det 21. århundrede.

3/ Nu skal jeg jo snart i gang med at sælge mig selv big time. Lad mig sige det, som det er: det er absolut ikke min spidskompetence. Måske en smule overfladisk, men her er i hvert fald en liste over 7 ting, som gør dig mere likeable.

4/ Sjove/velformulerede/halvirriterende/generaliserende/intelligente indlæg skrevet af kvinder. Ditte Giese skriver om kønsdebattens feministtyper og skribent på iByen afliver myter om at bo i København. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal have det med, at jeg måske skal derover på permanent basis.

5/ Bitter Barista er en af de sjoveste sider, jeg kender. Og det er ikke kun, fordi jeg selv har været barista (tror jeg). Der er skræmmende mange genkendelige eksempler fra det virkelige liv.

6/ Apropos kaffe… jeg har maaaaange kaffekrus. Til gengæld har jeg ingen penge. Det flugter ikke specielt godt med mine ambitioner om at købe det her Marauders Map Harry Potter-krus, som er varmefølsomt! Det er jo nærmest magisk!

Når ret skal være ret, så yder overskriften slet ikke jeres indsats retfærdighed. Der burde stå ‘Har I lyst til at hjælpe – igen?’. Efter mit lille mavepine-indlæg i går fik jeg så mange søde beskeder, at jeg blev blæst helt omkuld. For de hjalp hver og en, og i dag er knuden stort set væk. I er for gode. 

Eksamen er også overstået, og jeg er næsten 100 procent sikker på, at i hvert fald 50 procent af mine svar var rigtige. Heldigvis er mit studie ikke specielt eksamenstungt. I hvert fald ikke i traditionel forstand, hvor man læser 5000 siders pensum, som man efterfølgende skal prøves i. Til gengæld bruger vi uanede mængder tid på at evaluere og feedbacke. 

Jeg vil ikke helt bruge de ord til at beskrive min nuværende agenda, fordi de måske har en lidt for usexet akademisk klang. Lad mig i stedet sige, at det er tid til at gøre status. Og det er i fuldt knæfald og med sammenfoldede hænder, at jeg vil bede jer om at hjælpe med netop det. 

Jeg har haft en dialog med mig selv, og konklusionen på den samtale var, at jeg elsker at skrive herinde – gerne hver dag, gerne hele tiden. Jeg hygger mig, og det er egentlig også mit indtryk, at I gør det samme. 

Men jeg vil selvfølgelig også gerne blive bedre, så derfor: Hvad kan I lide? Hvad kan I ikke lide? Er der noget, I mangler, og er der noget, jeg fuldstændig har overset? Føler I, at I lærer mig at kende, eller kunne det ligeså godt være en ChatBot, som trykkede på tasterne?

Hvis I har en holdning til et eller andet, så vil jeg hellere end gerne høre det. 

PS. En kat har miavet om, at der er en masse herre irriterende (video)reklamer herinde. Lige nu har jeg ingen indflydelse på det, men jeg arbejder på sagen. 

PPS. Jeg ved godt, at dette indlæg lidt er i kategorien blogpølse i eget svøb, og det må I selvfølgelig gerne joke med. 

De sidste par dage har jeg haft ret ondt i maven.

Ikke ondt på den der måde, som når man har spist en hel pose hørfrø og tygget sig gennem to pakker tyggegummi i løbet af et par timer. Mere en følelse af en gigantisk maveknude, som forplanter sig i hele kroppen og lægger en dæmper min energi og  mit overskud.

Jeg har efterhånden lært, at når jeg får det på den måde, så er det fordi, der er ting, jeg ikke tager mig af. Det er ikke bare en følelse af ked af det-hed. Min umiddelbare taktik til at håndtere det, er stort set altid den samme: jeg bevæger mig fysisk væk fra problemerne. Og det er næsten i bogstaveligste forstand. Jeg begynder at gå, og jeg går til udmattethed og blødende fødder. Det er selvsagt ikke specielt konstruktivt, og det løser absolut ingenting – måske lige bortset fra D-vitaminmangel. Heldigvis er jeg blevet lidt bedre til at lade vandrestøvlerne stå og gå lidt mere pragmatisk til værks.

Det indebærer først og fremmest at finde ud af, hvor kæden er hoppet af. Derfor har jeg prøvet at grave lidt i mit hjerte for at finde ud af, hvad det egentlig er, der går mig sådan på.

• I morgen skal jeg til eksamen, og jeg føler slet ikke, at jeg er forberedt.
• Mine bedste veninder er i København, og jeg både savner og mangler dem.
• Lige om lidt har jeg ingen penge, og jeg kan slet ikke lige overskue konsekvenserne af det.
• Praktikjagten er mere eller mindre skudt i gang, og jeg er håbløst bagude. Mit journalistiske CV er lig nul, og jeg kan ikke engang finde ud af at formulere en fornuftig ‘Om mig’-tekst til min praktikhjemmeside.
• Jeg er på akavet vinke-stadie med min far, som igen er faldet tilbage i sin jeg-er-da-ikke-far-rolle. Det måtte jo ske på et tidspunkt, det er bare en skam, at det kun varede et halvt år.
• Grundlæggende har jeg en følelse af hverken at kunne elske eller at blive elsket ordentligt. Den følelse er kombineret med en tiltagende trang til at finde en sød fyr, jeg kan ligge i sengen og Netflixe med en hel søndag. Jeg er sågar begyndt at cykle bag velduftende mænd på min cykel, fordi jeg bliver helt kærlighedsliderlig af mandeparfume. (Lidt trist…)
• Lige nu trænger både jeg og min lejlighed til hovedrengøring – vi er lidt på det stadie, hvor vi lugter om kap. Og min vasketøjskurv er proppet til randen. Og jeg har heller ikke fået handlet ind.

Heldigvis kan jeg lynhurtigt smutte i bad, og KIWI ligger kun fem minutter fra min lejlighed. Med lidt god vilje kan jeg også bruge det meste af aftenen og natten på at terpe. Men jeg kan ikke fremtrylle en journalistisk freelancekarriere på en måned. Jeg kan ikke forvandle min far til et ordentligt menneske. Og jeg kan heller ikke flytte til Hovedstaden – i hvert fald ikke lige nu.

Så jeg tror bare, at jeg går en tur.