Hov, jeg glemte en titel (i stedet fik jeg en).

 

Klokken 10.35 stod jeg på Journalisthøjskolens toilet, krøllede min svedvædede t-shirt ned i min taske og skiftede til min hvide kjole. Jeg kiggede mig i spejlet og konstaterede, at jeg ikke orkede at gøre noget ved det, hvorefter jeg gik mod Bunkerens 300-gang og satte mig alene foran lokalet med det gule skilt, der var klistret på døren. EKSAMEN.

Min gamle redaktør på Femsen havde rådet mig til at trække vejret dybt ned i maven, og det prøvede jeg at gøre, selv om jeg egentlig var underligt rolig. Min plan havde egentlig været at forberede mit forsvar, men efter at have brugt 5 minutter om søndagen på at skimme opgaven igennem, vurderede jeg, at jeg ikke kunne gøre mere. Så jeg tænkte frem og tilbage med mig selv, hvordan jeg gerne ville lægge ud, og så krydsede jeg fingre for, at jeg havde fat i den lange ende (og at jeg kunne huske det hele dagen efter).

Klokken 11.05 gik jeg på, og hver gang jeg var ved at tabe tråden, kiggede jeg ned på mit plastikchartek foran mig, hvor der lå en firkløver, min storesøster havde fundet til mig dagen forinden. Da jeg blev kaldt ind til min vejleder og sensei efter deres votering, var deres første ord, at jeg var blevet journalist. Det gik godt. Rigtig, rigtig godt.

Men hvordan fortsætter jeg herfra? Jeg ville gerne fortælle om en jublende sejrsscene, boblende champagne og en flyvende Karoline, der kunne mærke friheden falde ud over sig selv. Sådan var det bare ikke.

Står der så en hel festkomité og venter på dig udenfor? spurgte censor smilende, da jeg havde rejst mig for at forlade lokalet.

Min mor. Det er vel også en slags komité, svarede jeg, og så grinte vi lidt af det. Måske var det også sjovt i øjeblikket, og jeg var også glad for, at min mor sad og ventede på den anden side, men ligesom med så meget andet, er det bare, som om du rigtig tydeligt kan se alt det, du ikke har, når du befinder dig i situationer, hvor der er så meget, der burde være.

Skolens gange var fyldt op med begejstrede fædre, mødre, søskende, bedsteforældre, kærester, blomsterbuketter og spjættende dimittender, og jeg kunne slet ikke andet end at sidde og stirre ud i luften, mens min mor sad ved min side og stirrede tilsvarende. Vi cyklede ned på Oli Nico og spiste moules frites og fish and chips, men jeg havde ikke noget at sige, og jeg undskyldte flere gange for mit elendige selskab. Da vi havde spist op, bad jeg min mor om at cykle hjem, for jeg havde bare brug for at være alene. Så jeg gik langs vandet og skoven tilbage mod Skåde, hvor jeg gik kold på sofaen. Kun en times tid senere blev jeg kørt mod færgen og var retur mod Amager. Jeg havde lovet en masse mennesker, at jeg ville fejre mig selv, men klokken 22 var jeg ikke engang i stand til at tælle får, og jeg gik ud som et lys.

Den her uddannelse, den her journalisttitel, har hele tiden føltes som en klippe, jeg skulle bestige. Men nu, mere end fem år efter, føles det bare, som om jeg er gået over en bakke. (Metaforen er, at jeg troede, jeg ville være stolt over mig selv, men jeg føler nærmest ingenting). Det er i virkeligheden heller ikke det, der er svært. Det svære er, at når ét problem falder på plads, synes de andre (der i eksamenspres og dumpeangst har været væk) at tage over. At jeg virkelig gerne ville have haft en familie og en kæreste, der insisterede på at fejre mig, selv om jeg ikke havde lyst. At de sagde, at jeg bare var pissenice, så jeg måske selv kunne tro på det for én gangs skyld.

(Ikke mindst) derfor gjorde det mig ekstraglad og rørt, at I har været så mange, der sendte varme tanker, lykønskninger og krydsede fingre i for mig, og det vil jeg gerne i al oprigtighed sige tak for.

Den gode nyhed – og den er rigtig god! – er, at jeg er blevet tilbudt et fuldtidsvikariat på Vi Unge til 1. november. Ikke nok med at det er nogle fantastisk dejlige damer på redaktionen, så sidder jeg op og ned ad Femserne, som (når alt kommer til alt) er den primære årsag til, at jeg generelt er så glad, velfungerende og gennemsyret af generel taknemmelig, som tilfældet er.

Kh Karoline Mathilde Rasmussen, certificeret journalist (og fuldstændig forbløffet over, hvor dyrt det er at være medlem af en a-kasse).

Resultatet af en ufuldstændig forbrænding

Det var virkelig aldrig min plan, at jeg uden videre skulle tjekke ud for så lang en periode, men det viste sig, at ikke ret meget gik efter planen. Jeg besluttede mig jo for at skrive et bogkapitel til en bog, som langt hen ad vejen handlede om mig selv, og der gik ikke ret længe, før jeg måtte opgive intentionen om at holde liv i to Jeg-fortæller-lige-om-mig-selv-kanaler på én og samme gang.

Sidste mandag afleverede jeg det bachelorprojekt, jeg på intet tidspunkt havde planlagt at gå i gang med allerede nu, men jeg er lykkelig for, at jeg gjorde det. Til min første vejledning vidste jeg ikke, om nogle af mine ideer overhovedet var tilladte (“Kalder du dét journalistik?”), og jeg blev ved med at sige, at mit mål var, at jeg bare skulle bestå. For Guds skyld, lad mig bare bestå. Da min vejleder og jeg havde vores allersidste snak, rømmede jeg mig og sagde til ham, at jeg var nået frem til den konklusion, at jeg gerne ville lave noget, jeg var glad for. Noget, jeg havde lyst til at vise frem og sige ‘se, jeg har skrevet det her, og det er jeg rent faktisk stolt over!‘.

Det er ikke helt klart for mig, hvornår jeg nåede frem til den erkendelse. Måske da jeg fandt ud af, hvor hårdt jeg kører mig selv hver dag, og at jeg aldrig kommer til at føle mig god nok eller værd at elske, før jeg begynder at finde ud af, hvordan jeg skal tilskrive mig selv en form for værdi. Jeg vil ikke fyre en masse klichéer af, men de sidste par måneder har gjort et eller andet ved mig … gjort min hud tyndere, eller hvad man nu skal sige. For et par uger siden, da jeg gik på Amagerbrogade, passerede jeg en kvinde, som meget tydeligt havde anoreksi. Da jeg fik øje på hende, begyndte mine øjne at klø, og hele min krop sitrede. Jeg blinkede og blinkede og prøvede at få styr på mig selv, men jeg kunne ikke, og jeg brød fuldstændig sammen, fordi hver enkelt celle i min krop kunne mærke, hvordan hun havde det. Det er flovt at indrømme, men normalt er jeg blevet irriteret over anorektikere, og når jeg er stødt ind i dem, har jeg ikke været i stand til at holde ignorante og latterlige tanker (“hvorfor tager du dig ikke bare sammen og spiser?”) på afstand, selv om jeg udmærket godt ved, at anorektikere tager sig sammen hele tiden, og i livet generelt nok har taget sig sammen alt for længe.

Men jeg afleverede. Jeg har ingen ide om, hvor dårlig den endelige eksekvering er endt med at blive, men fordi det føles, som om jeg har afleveret en luns af min største usikkerhed, håber jeg, at det bliver taget godt imod, og at det bare er nok til at bestå. For jeg kan ikke gøre det hele én gang til.

Jeg ville rigtig gerne have skrevet noget sjovt som afrunding på det hele, men lige nu er jeg bare træt, urolig og ked af det. I stedet for at tage mig af det, har jeg brugt dagen på at træne, klatre i træer, gå og cykle VÆK, fordi det er den eneste strategi, jeg har at gøre godt med, når jeg har det dårligt. Det er svært (for mig) at tro på, at jeg kan være færdiguddannet på mandag, at jeg får styr på mig selv og min forbandede familie, at jeg nogensinde kan få forløst min første forelskelse (like ever) på en ordentlig måde og alt det der, og lige nu er det bare, som om det hele lidt falder og smelter sammen.

I morgen tager jeg toget til Århus. Så forbereder jeg mit forsvar. Og hvis alt går vel, er jeg færdiguddannet journalist på mandag klokken 12. Resten må jeg tage bagefter. Jeg bliver rigtig glad, hvis I krydser fingre for mig.

God weekend derude. <3

PS. Totalt i frygt for at virke MEGAnedslået har jeg klattet nedenstående billede ind, får jeg har selvfølgelig også hygget, taget daglige middagslure, drukket øl og kogt supermeget, mens alt det andet har stået på.

PPS. Kan ikke tagge badedragten, men den er Britney Spears’. <3