Der er far. Kan vi godt vende om nu?

Historisk set er der mange eksempler på, at det sjældent har et lykkeligt udfald, når to rivaliserende parter strides om samme domæne. Se bare på Israel/Palæstina, Brøndby/FCK eller – i helt samme størrelsesorden – min far og mig.

Vi mener begge at have gjort krav på Skt. Lukas Kirken den 24. december, når Champ-Præsten Henrik holder sin julegudstjeneste. Ingen af os har vundet hævd på den velsignede grund, og ingen af os har veget for den anden endnu. Jeg mener selvfølgelig, at kirken er min, og hvis man tror på, at vievand er det samme for dæmoner, som kryptonit er for Supermand, ja, så forstår jeg faktisk slet ikke, at han har lyst til at gå derind.

Juleaftensdag skulle jeg traditionen tro i kirke, og min søster og jeg havde lige parkeret vores cykler tæt ved kastanietræerne på pladsen foran Skt. Lukas, da vi får øje på to skikkelser, der kommer gående mod os fra Vejlegade.

“Åh nej… er det far og Mona?” mumlede jeg til min søster, mens jeg kiggede ned i jorden.
“Ja… hvad gør vi?” svarede hun.
“Har de set os? Kan vi vende os om og gå den anden vej?”

Nej. Det kunne vi ikke. Han så sgu godt ud, ham den gamle. Det må man sige. 50’erne har gjort ham godt. ‘Godt ud’ er derimod ikke den vending, man ville have brugt om mig i den kritiske situation, og følelsen tog mig lidt tilbage til dengang, hvor jeg gemte mig under en bil på en Q8-tank midt om natten, fordi min ekskæreste kom forbi, og han skulle ikke se mig i så sørgelig forfatning.

Jeg havde kæmpet mig gennem stormstød og regn på min cykel, jeg havde været til træning (men ikke i bad), og skiftetøj havde jeg ikke skænket en tanke. Min hud er brudt ud, og den har ikke været så grim siden mine teenageår, og så har jeg fandeme også fået en Byld/Bums/Byd-selv-ind på mit tandkød. Med andre ord var jeg våd og grim – og meget langt fra den Fierce og På Toppen af Livet-Karoline, jeg havde håbet på, at min far skulle se, præcis et år efter vi mødte hinanden sidst.

Vores samtale varede omtrent 10 sekunder, og det var ulideligt akavet. Men til min store forbløffelse galopperede mit hjerte ingen steder hen, og mit adrenalinniveau forblev på et moderat helligdagsniveau. Et lille skridt for menneskeheden, et stort skridt for mig.

Min lillebror var, som den eneste, inviteret til julehygge hos min far den 23. Han fik stukket en lille pakke i hånden, som han tog med tilbage til mig ved julebordet. Den indholdt de der fejlleverede brystpiercinger, som jeg har manglet det sidste halve år. Når man ikke kan få, hvad man gerne vil have, er det nu en meget god trøst.

bf157a0a-8b09-4c47-9e69-0ac3948b387d

Min lillesøster har øvet sig i Paint

Facebooknationen #2 – Plus det løse

Alle de der gigantiske nederlag ved blogbestyrerlivet lader vente på sig, men jeg har lige haft sådan nogle dage, hvor jeg ikke engang har orket at puste mit kalenderlys ud, før jeg er gået i seng (og til trods for det er jeg ikke engang nået ned til den 16. december endnu. Ægte stearin kan altså noget.) Jeg prøver at se bort fra det paradoksale i, at jeg stadig har haft en masse overskud til at tjekke virksomheders Facebooksider og tilfældige korrespondancer ud. Harme over andre mennesker er åbenbart min form for meditation.

Rigtig dejlig søndag!

#1: Man siger jo, at der ikke findes dumme spørgsmål.

tog-til-mexico

#2: En ny variant af ‘Jeg er ikke racist, men…’

jeg-er-ikke-racist-men

#3: Når WeDoFood skal krisehåndtere sin egen krisehåndtering.

wedofood-kundeservice

#4: Du kan da altid prøve, Sara.

burka

#5: Hidtil ukendt variant af ‘dans på røde roser’. Faste udtryk er bare svære.

roed-beroser

#6: Mor + tilfældigt familiemedlem overflødiggør på sofistikeret vis dansk tegnsætning.

tegnsaetning

 

#7: Ærligt, da jeg var syg, var det også et issue. Hellere 1 1/2 mandel…

jodelsaed

Hvad flere års bloglæsning har lært mig #2

… hvis du er løbet tør for vedkommende ting at skrive om, skal du bare lave et eller andet super indforstået b2b-indlæg (fx om at kende sin annonceværdi som blogger. Eller om købte følgere på Instagram. Eller om algoritmer). (Du kan også bare skrive om ting, der gør dig glad.)

… at ’selvironi’ er et gennemkneppet begreb – primært brugt af bloggere, som ikke selv har det.

… at du FUCKING IKK KAN UDGIVE OPSKRIFTER MED KØD. FAT DET.

… at vi har meget forskellige opfattelser af, hvad ordet ‘budget’ dækker over. En basic tee til 399 hører ikke under den betegnelse.

… at alle i teorien har kimen til at blive store bloggere. Du skal bare have en kendt ægtefælle, en fortid i Reality-branchen eller være god til at vinkle dit liv i lister (ikke meget ulig denne.)

… det er o.k at lyve lidt. Er der fx en enkelt læser, som har spurgt ind til din hudplejerutine, må du godt påstå, at der har været tale om ‘gentagne forespørgsler’.

… at vi lever i så seriøs overflod, at vi efterspørger fremmedes ønskelister, for at vi selv har noget at skrive på vores egen.

… at hvis du er på herrens mark, hvad angår catchy overskrifter, skal du bare lægge ud med ‘Om…’ efterfulgt af et eller andet meget bredt og appellerende begreb (“Om høje forventninger til sig selv”.)

… at bloggin’ har mange personlige downsides.

Det har jeg selvfølgelig også lavet en liste om, men den kommer først i morgen. Det er også noget, jeg har lært – man må gerne være lidt irriterende. Det’ ok. 🙂

LÆS OGSÅ: Hvad flere års bloglæsning har lært mig (Det har bloglæsning også lært mig: husk at linke til relateret indhold!)

karoerglad

Såå… hader Karoline stadig sig selv?

Det var lidt af et chok, da det gik op for mig, at det allerede er et halvt år siden, jeg ENDELIG fik taget mig sammen til at skrive det der ganske selvhadende stykke tekst om mit liv som den postmoderne Michelin-mand. Set i bakspejlet kan jeg godt blive lidt sur over, at jeg ikke sagde noget som helst i så lang tid, for det kunne godt nok have sparet mig for mange elendige forårsdage, som dybest set bare blev brugt på at væmmes ved mig selv. Der fik lige nogle uger, hvor jeg slet ikke kunne overskue, hvad jeg skulle gøre med al den respons, jeg havde fået. Og så – efter en meget lang tænkepause – gik jeg i gang.

Så.. hvad har jeg gjort siden sidst?
Jeg har..

droppet Instagram, sort of. Jeg er der jo stadig, men kun i begrænset omfang, og det er stort set kun for at kigge på relaterbare billeder, der rammer direkte ned i mit liv, som fx det her:

hvidkaffe

 

smidt gammelt tøj ud og købt nyt, så jeg ikke dagligt bliver mindet om, hvordan ‘noget plejede at sidde’.

…. øvet mig i at lade mine lår røre hinanden og prøvet på ikke at tudbrøle imens. Lidt forhistorie (ellers giver det her nok ikke mening for andre end mig selv): Da jeg var syg og prøvede at blive rask, blev mellemrummet mellem mine lår mit håndgribelige fikspunkt for min vægtøgning. Jo mindre det blev, jo gladere var jeg faktisk, men det var hele tiden med det aber dabei, at hvis de to køller nogensinde fik lov til at røre ved hinanden igen, ville det betyde, at jeg havde fejlet, og at jeg enten kunne dø eller sulte mig igen (hvilket man altså også dør af. I længden.) Yes, anoreksi er altså lidt en melodramatisk medpassager. Men her er jeg altså stadig i dag – med lår, der rører ved hinanden og alt muligt.

meldt mig ud af Fitnessworld. Men hov! Træning er jo fedt, og man bliver glad af det? Tjooo, til en vis grad, men ikke når dit stamcenter agerer andet hjem for en håndfuld ortorektiske piger, og bestemt heller ikke, hvis det aldrig føles sjovt. Til gengæld er jeg begyndt til crossfit, som er noget af det mest motiverende og sjove, jeg længe har medvirket i. Det er selvfølgelig det væsentligste. Men noget andet er, at jeg i langt højere grad bliver eksponeret for kvindekroppe, som jeg kan se mig selv i, og så gør det bare ikke så ondt at sammenligne. Tværtimod tager jeg sommetider mig selv i at tænke ‘hallelujah for vores stærke kroppe, som kan alt det her!’

lavet spejløvelser, som egentlig bare går ud på, at du kigger dig selv i spejlet i forskellige positioner, rører ved dig selv og gør det på en nøgtern, men venlig måde. Eksempel: sæt dig i skrædderstilling, læn dig forover og hiv fat i din mavedelle. I stedet for at tænke ‘Ad, hvor jeg hader dig, og hvor ville livet være meget lettere, hvis du ikke var der’ så sig ‘Hej, der er du så, og du er egentlig god nok.’

omfavnet min menstruation. Hey, du er sund! Du virker!

Arbejdet på at ændre ‘tynd’ som det primære succeskriterie for at være glad. Det er jo helt skudt, at jeg udelukkende har vurderet mit værd og humør ud fra, om jeg brugte størrelse 32 eller ej. Når de tanker dukker op, prøver jeg at sige til mig selv: Men Karo… du er glad. Du kan alt. Er det ikke det vigtigste?

haft tre telefonsamtaler med en psykolog, som fortalte mig, at jeg skulle sige tre gode ting om mig selv hver dag. Hun sagde også, at jeg skulle tænke, at ikke alle mænd er svin, for det er de jo ligesom ikke. THAT IS BRAND NEW INFORMATION. Vi kom aldrig til fjerde session.

prøvet at omfavne det, hvis en mand smiler til mig på gaden. Hvor jeg før var hundrede procent overbevist om, at smilet bundede i morskab eller væmmelse over mig, kæmper jeg nu for at tro på, at en mand smiler, fordi jeg rent faktisk er smilet værd.

Har det overhovedet hjulpet?

Ja. De fleste dage er jeg mest glad, men når jeg ikke er det, føles alt det dårlige fuldstændig altoverskyggende, og jeg får lyst til at gå rundt med hovedet i jorden, fordi jeg ikke kan bære, at nogen skal kigge på mig. Det skal nok gå over. Jeg giver det et par år.

 

Den nat der gik ild i min cykelkurv.

.. og det viste sig at være et trist billede på min egen lunte, der seriøst er brændt op.

Fredag aften, eller lidt over midnat, hoppede jeg op på min cykel på Vesterbro med retning mod Cykelslangen og videre mod Sundby for at putte mig selv og smutte tidligt ind i weekenden. Ved krydset på Dybbølsbro får jeg grønt lys, sætter i gang og bliver ramt af en bil, der svinger til højre for rødt. Normalt ville jeg jagte ham, men i fredags orkede jeg det ikke. Jeg orkede ikke engang at blive sur eller indebrændt, han var bare en idiot, og dem skal man bare lade passere.

Da jeg kommer over Bryggebroen kan jeg lugte noget, der lugter af bål og brand, og lugten omringer mig på hele turen mod Amagerbrogade. Jeg hørte et brag på Vesterbro, og jeg kan ikke lade være med at være bange for, om der måske har været en eksplosion et eller andet sted. Da jeg rammer Øresundsvej, er mine hænder begyndt at svede, og jeg tager mine handsker af og kaster dem ned i min cykelkurv foran mig. Det er også der, jeg opdager, at der er ild i kurven og i alle mine ting, og at den lugt af Sankt Hans rent faktisk omringer mig, fordi jeg selv har forårsaget den og båret den rundt de sidste 15 minutter.

Jeg holder bremsen i bund, springer af cyklen og hiver det brændende gods ud af kurven kun for at konstatere, at jeg slet ikke aner, hvordan man slukker ild. Så jeg banker på min taske, smider den på jorden og tramper på det hele, men gløderne bliver bare ved med at brænde op i mørket. Min vintage Marc Jacobs-taske, som jeg har fået af min far, er død. Den ligger i en stor skraldespand nu. Det er i øvrigt også et smukt billede, modsat min tur hjem, som bare var ægte lort.

Jeg sov dårligt den nat, for alting lugtede af røg, og jeg var bange for, at gløderne stadig havde fat i mine ting, og at jeg ville vågne op til et flammehav, hvis jeg kom for langt væk. Det skete heldigvis ikke, men resten af min lørdag var støvet til at dårligt humør, som ikke kun bundede i tabet af min elskede taske.

Der er noget fedt ved at have dannet et selvbillede, som viser en person, som har en stoisk og realistisk tilgang til alting. Det er knapt så fedt, når det selvbillede sommetider bliver lidt sløret. Jeg klandrer ofte min storesøster for at hænge fast i fortiden, tilbage til dengang, hvor vi var glade, tog i sommerhus sammen og spiste Kæmpe Kalle-vafler i det Blå Ishus. Eller de juleaftener med fuldt hus, bedsteforældre og forældre. For det giver ikke nogen mening at sammenligne dengang og i dag, når grundlaget er fundamentalt forandret.

Tidligere på ugen snakkede jeg med min mor, og hun har fået besøg af sin Hestehvisker, og hun ved ikke, hvor længe han bliver. Måske til jul, måske også til nytår. Og hvis han har tænkt sig at være der, kommer min storesøster ikke. Det er meget sjældent, at hende og jeg er enige om noget som helst, men den her gang er jeg tilbøjelig til at give hende fuld opbakning og blive væk. På den måde ville jeg jo nærmest slå to fluer med ét smæk og undgå det skænderi med hende, der altid ligger latent i luften, når vi ser hinanden.

Jeg var slet ikke klar over, at det hele gik mig på, men så i aftes sad jeg og snakkede med Oliver, og vi kom til at tale om julen. Han stillede nogle spørgsmål, som jeg afgjort havde givet ham svaret på tidligere. Derfor blev jeg arrig og vrissede af ham, DET HAR JEG JO ALLEREDE SAGT, men i virkeligheden sad jeg nok bare og blev ked af det, fordi jeg endnu engang skulle fortælle om ting, der bare gør mig grundlæggende ked af det. Jeg begyndte at famle efter min hættetrøje, hev den over hovedet, drak noget iste, nærstuderede mit glas, kiggede ned i gulvet, men jeg tror ikke, at jeg kunne skjule, at jeg var ved at græde.

Det er altså en voldsom voksenlivserkendelse, synes jeg. At det liv, der er sværest, er det om familien.

de sørgelige indkøbsnetsrester :'(

de sørgelige indkøbsnetsrester :'(