Der er ikke noget at sige til, at ingen vil have mig, når jeg ikke engang vil mig selv 

Fake it till you make it fungerer fint i mange henseender. Det er helt afgjort fedest, hvis man rent faktisk har styr på tingene, men når det sommetider ikke er tilfældet, kan er det sommetider nemmest bare at lade som om. Til sidst ender man med at tro, at man rent faktisk har fingeren på pulsen, lige indtil man finder ud af, at man overhovedet ikke har det. 

Efter åbenbaringen kommer den svære beslutning. Enten fortsætter man benægt benægt benægt, eller også må man tage mere drastiske midler i brug og rent faktisk gøre noget ved, at man på nogle punkter er lidt ude af trit med, hvad man egentlig ville ønske. 

I lang tid har jeg nok valgt den første strategi, men den er jeg ikke blevet gladere eller mere tilfreds af. Så nu er det nok tid til nummer to. Og jeg kan passende starte her. Det er forbavsende svært: meget sværere end at skrev om min psykopatagtige far og mine ligtorne på lilletæerne. Derfor har jeg også trukket den, og det i meget lang tid. 

Jeg har været – og er stadig – bange for, at nogle ville give mig ret og sige: Det er sjovt, du siger det, Karoline. Du er faktisk blevet ret grim. Ret uattraktiv. Ret tyk. 

Det er der, jeg er, og det lyder nok enormt banalt, forkælet og ligegyldigt. Måske var det også alle de ting til at starte med, men nu har jeg efterhånden messet de grimme ord til mig selv så mange gange, at det er blevet en stor virkelighed, jeg slet ikke kan se ud over. Den er over det hele. Jeg kan ikke holde mig selv ud, ligesom jeg på ingen måde kan holde ud at være i mig selv eller blive konfronteret med, hvad jeg er. 

Så jeg undgår spejle. Jeg undgår vinduer. Jeg undgår glasdøre og alt, der kan reflektere mig. Jeg tager ikke billeder af mig selv, og jeg hader, når andre gør det, for de billeder er altid de værste, og de kan ødelægge hele min dag. 

Jeg tør ikke møde mennesker, jeg ikke har set i lang tid af frygt for, hvad de vil tænke. 

Jeg meldte afbud som oplægsholder på Risskov, selvom jeg egentlig godt kunne være der, fordi jeg ikke ville komme og gøre mig selv til grin over, hvor galt det kan gå, når man begynder at spise igen. 

Jeg hader at gå i bad, for især der kommer det meget tæt på, og jeg bruger umådelige mængder af energi på at holde blikket mod et punkt i loftet, for så slipper jeg for at tage stilling til mig selv. 

Jeg slår blikket ned i jorden, når jeg går gennem gaden til Distortion, for jeg orker ikke, at ingen orker mig. Jeg orker ikke frygten for at få lede ting smidt i hovedet af stive fyre, jeg får øjenkontakt med på gaden. Det har jeg prøvet for mange gange før, og jeg kan ikke klare, hvis det sker igen. 

Jeg ghoster ham den fantastiske fyr fra Tinder, der skrev ligeså lange og levende beskeder om Harry Potter, som jeg selv gjorde. For jeg tør ikke mødes med ham, når jeg alligevel ved, at han bare bliver skuffet. 

Jeg holder mig væk fra Instagram, for det gør mig egentlig kun ked af det. 

Jeg kan ikke holde ud at klikke tilbage i tiden på mine gamle indlæg, for jeg oplever det som Karolines forfald, der bare skete, uden jeg selv havde kontrol over det. 

Så når jeg har sagt, at jeg er glad, så er det kun delvist sandt. For jeg er glad for alt andet end det, der er mig selv. Mine venner. Mine kollegaer. Mit arbejde. Min familie. Men i længden kan det være ret svært at holde fokus på alt det, når du et eller andet sted føler, at du har mistet kontakten til dig selv. 

Hvor ville det bare være meget mere cool at være en af dem der, der bare elsker sig selv og alt det der. Og jeg hader mig selv en smule for at hade mig selv så meget. Fordi det åbenbart betyder så meget, og fordi jeg åbenbart ikke kan se mig tilfreds med, at jeg faktisk er en ret fin person (I ved, sådan rent personlighedsmæssigt, ing’.)

Det var så det. Det lettede.