Listetøsen – nu med endnu en liste.

#1: Hvad jeg kan forstå, har internettet – eller dele af det – været ret optaget af J. K. Rowlings nylige Twitter-udmelding, som lød i retningen af, at Grindelwald og Dumbledore havde et intenst kærlighedsforhold. Folk synes åbenbart, det er lidt træls, at Rowling hele tiden tilføjer ekstra dimensioner til Harry Potter-eventyret, og at hun kun gør det, fordi det trender at være woke. Det er ikke usandsynligt, at jeg har draget forhastede konklusioner, men har det ikke såd’n altid ligget lidt i kortene, at Dumbledore og Grindelwald var … kærester?

#2: Jeg har længe tænkt, at jeg ville tage en overfladisk politisk temperaturmåling herinde. Det er jo sådan, at vi uundgåeligt står over for et folketingsvalg lige om lidt, og jeg har aldrig været mere opsat på at sætte et kryds, der tager indflydelse, men på samme tid har jeg aldrig før følt, at det har været så umuligt som nu. Jeg véd ikke, om jeg er nået til den alder, hvor man bare bliver naturligt mættet af imbecil politik, eller om status er, at det politisk landskab rent faktisk bare er helt håbløst. Så det, jeg egentlig bare vil spørge om, er: Oplever I det samme, og hvad har I tænkt jer at gøre ved det?

#3: Havde besøg af min veninde. Hun spurgte, om jeg skulle have penge tilbage i SKAT. Jeg svarede, at det anede jeg ikke, for den slags har jeg ikke stamina nok til at håndtere. Af en eller anden grund fik hun lov til at låne mit nemID og tjekke det for mig, og det viser sig, jeg skylder mere end en måneds indkomst til staten. #life. Ærligt, jeg begyndte ikke engang at græde, for mit held er skruet sådan sammen, at selv om jeg havde et skattetræk på 92 %, ville jeg stadig stå i gæld, når regnskabet blev gjort op.

#4: Som dokumenteret på en anden SoMe-kanal havnede jeg ufrivilligt i den ubehagelige situation, hvor en mand forgæves prøvede at overhale mig. Dette resulterede i, at vi fulgtes ad – side om side – på en 1 kilometer lang strækning, svarende til cirka 10 minutters gang. I den forbindelse vil jeg gerne tilføje en regel, som fortjener udbredelse: Igangsætter du en overhaling, er det dit ansvar, at dit tempo er tilpas højt nok til, at du kan passere inden for en rimelig tidshorisont = estimeret 5 sekunder. Jeg er ligeglad med, at du midlertidigt må sætte i løb; hvis du vil overhale, skal du gøre det rigtigt. Og ja, jeg anerkender, at det her er en klassisk dansk og asocial tilgang til livet, men i visse tilfælde (som dette) er den udmærket.

#5: Hvis I stadig er i tvivl om, om vi lever i en ret mærkelig verden, kan jeg måske overbevise jer med dette produktbillede:

 

Organismespasmer (og en kliché-reference til Iliaden, vistnok).

Ærligt, så kan jeg ikke lige huske, hvor det var, jeg kom fra.

Efter min mundtlige eksamen i januar havde jeg et par dage fri, før jeg tog hul på mit sidste skolesemester. Journalistisk Entrepreneurship. Sådan et fag på 15 ECTS-point, jeg kun havde hørt dårlige ting om, og sådan et fag, der bare endte med at være meget federe end størstedelen af alt det obligatoriske hejs, Journalisthøjskolen har trukket os gennem de sidste par år. 

Vi har siddet hver dag – en hønsegruppe på fem – og konceptudviklet om den kvindelige orgasme. Det startede vist med, at ingen af os vidste, at klitoris er sådan en kæmpe penislignende tingest, eller at kvinder får rejsning flere gange i løbet af et døgn, og at skeden slet ikke er vores primære kønsorgan. Så var der nogle klimakskurver, som viste, at mænd har en ret overlegen orgasmestatistik, når det gælder heteroseksuelle samlejer, og så gav det nærmest sig selv, at vi blev nødt til at arbejde med lige præcis det. Og det gjorde vi så, og i forgårs afleverede vi hele baduljen – med håbet om en bedre verden og flere lykkelige parforhold. 

At lukke fem piger ind i samme rum i så lang tid rimer skræmmende meget på ‘levende mareridt’, men virkeligheden er, at det har været helt fantastisk, og det har pigerne også været, selv da jeg brugte en hel uge på kun at have lyst til at søge eksil i fosterstilling.

Der skete nemlig det, der sommetider sker – i hvert fald for mig – hvor det, jeg normalt hævder at være mine største styrker, ender med at blive dem, der også røvrender mig.

For det første er jeg indbegrebet af Alt skal nok gå-mentaliteten, fordi min erfaring rent faktisk siger mig, at alt nok skal gå, også selv om det ikke går, som man havde håbet på. For det andet er jeg ikke bange for at være alene. Ensomhed er jeg skrækslagen over for, for den er modbydelig og dræbende, men at være alene og at gøre ting selv, sætter jeg en dyd i.

De to ting plejer at fungere i et fint og hyggeligt og tenderende sært samspil, men det endte altså brat, da jeg forleden fandt ud af, at min journalistbachelor-opgave er lige om hjørnet (betydende: jeg skal i gang nu, agtigt). På nogenlunde samme tid fandt jeg også ud af, at jeg mere eller mindre var den eneste, der ikke havde nogen at lave opgaven med. Jeg er godt klar over, at det ikke lyder specielt frygteligt, men når erkendelsen alligevel føltes som det største personlige nederlag, jeg har oplevet i nyere tid, skyldes det to af mine mest invaliderende akilleshæle.

Den første er det mindreværd, der intuitivt fik mig til at tænke, at jeg aldrig nogensinde kan skrive en opgave, der kommer over spærregrænsen. At jeg ikke kan finde ud af at strukturere min tid, mit liv eller et projekt i to måneder, og at jeg ser mig blind på alle mine faglige valg, og at en mundtlig eksamination vil udmunde i en eller anden sadistisk scene, hvor jeg bare ligger nede på jorden ude af stand til at afværge. Den slags mindreværd, der fik mig til at ringe til min studievejleder, fordi jeg helst bare ville droppe min uddannelse og finde på et andet liv.

Den anden er det faktum, at Journalisthøjskolen måske er et dejligt sted for de fleste, men for mit vedkommende har den været helt igennem ensom. Den kom ind i mit liv, hvor jeg stadig var syg, jeg har nærmest kun været der, mens jeg har været syg, og det gør så forbandet ondt, når jeg stadig kan huske alle de år i folkeskolen og gymnasiet, hvor jeg var en social evighedsmaskine, der kunne alting hele tiden.

Nu har jeg så brugt et par uger på at tale situationen op, og jeg har besluttet mig for, at jeg må forsøge at klare den alene. For helt rationelt og drænet for følelser: Hvad er det værste, der kan ske? Formentlig at jeg dumper, og selv om det ikke er, hvad jeg håber på, så er det måske ikke så slemt igen.

Det viser sig, det har et navn: Listicles.

  • Jeg er begyndt på tetracyclin, sådan en skrap pillekur til huden, der gør mine læber smaddertørre. Det er ret surt, men på positivsiden har pillerne også dræbt al klamydia i min krop, hvis det altså var noget, jeg havde.
  • Har ikke den fjerneste ide om, hvem Jordyn Woods er, eller hvorfor hele verden tilsyneladende snakker om hende.
  • Her på fjerdedagen i min cyklus står det klart for mig, hvad der vil toppe på listen over ting, en fremtidig kæreste aldrig nogensinde må vide eller opleve: Hvordan det ser ud, når man om morgenen har lavet lort OG tømt menstruationskoppen på samme tid.
    (Ovenstående er en absurd klam sætning, og jeg beklager).
  • På en helt anden og væsentlig længere liste, nemlig den over situationer, der får mig til at fremstå ekstra socialt inkompetent, er når ekspedienter i tøjbutikker roser det tøj, jeg er ved at betale for. Forleden var jeg i H&M på Fisketorvet, hvor jeg havde fundet et par praktiske strømper, jeg ville købe. Personligt var jeg af den overbevisning, at det var en ganske almindelig og modeneutral sok, jeg havde valgt, men hende ekspedienten sagde alligevel: “Ej, de er superfede!”. I min livsverden er der to måder, hvorpå jeg kan respondere på en sådan ytring. Enten kan jeg sige “tak”, og tage det som et kompliment af min stil (… men måske faktisk mest som et skulderklap til H&Ms designteam) eller jeg kan sige (hvilket jeg alleroftest desværre gør): “Ja, det synes jeg også,” hvorfor jeg har valgt lige netop denne sok. Men ærligt .. hvad er det rigtige, mindst underlige at sige?
  • OK, så lige et videoklip af en eller anden stangspringer in action, og jeg synes hurtigt, I skal gøre det samme. Når I har gjort det, må I gerne svare på: Hvad fanden er meningen, og hvem er den syge høne, der har opfundet det?
  • Der er fortsat en del influncere/content creators/andet godtfolk, der brokker sig over Forbrugerombudsmandens regler for bloggere, og jeg skal da heller ikke være sen til at medgive, at der helt afgjort er nogle gråzoner, hvad det angår. Men bloggerbasser, ku’ vi ikk’ lige prøve at ændre narrativet lidt? Hvis du har problemer med at markere ting som reklame, fordi fucking alt, du har at fremvise og omgiver dig med, er sponsoreret, er det måske dine valg i livet, der skal tages op til revision. Ikke Forbrugerombudsmandens.
  • Åbenbart har jeg haft sidste undervisningsdag på Journalisthøjskolen. Og med ‘jeg’ mener jeg ‘nogle andre end mig’, for jeg var der ikke, og nu skal jeg tilsyneladende heller ikke tilbage. Tak for de sidste 4 år, vennerne.

Den moderigtige sok