Det viser sig, det har et navn: Listicles.

Organismespasmer (og en kliché-reference til Iliaden, vistnok).

Ærligt, så kan jeg ikke lige huske, hvor det var, jeg kom fra.

Efter min mundtlige eksamen i januar havde jeg et par dage fri, før jeg tog hul på mit sidste skolesemester. Journalistisk Entrepreneurship. Sådan et fag på 15 ECTS-point, jeg kun havde hørt dårlige ting om, og sådan et fag, der bare endte med at være meget federe end størstedelen af alt det obligatoriske hejs, Journalisthøjskolen har trukket os gennem de sidste par år. 

Vi har siddet hver dag – en hønsegruppe på fem – og konceptudviklet om den kvindelige orgasme. Det startede vist med, at ingen af os vidste, at klitoris er sådan en kæmpe penislignende tingest, eller at kvinder får rejsning flere gange i løbet af et døgn, og at skeden slet ikke er vores primære kønsorgan. Så var der nogle klimakskurver, som viste, at mænd har en ret overlegen orgasmestatistik, når det gælder heteroseksuelle samlejer, og så gav det nærmest sig selv, at vi blev nødt til at arbejde med lige præcis det. Og det gjorde vi så, og i forgårs afleverede vi hele baduljen – med håbet om en bedre verden og flere lykkelige parforhold. 

At lukke fem piger ind i samme rum i så lang tid rimer skræmmende meget på ‘levende mareridt’, men virkeligheden er, at det har været helt fantastisk, og det har pigerne også været, selv da jeg brugte en hel uge på kun at have lyst til at søge eksil i fosterstilling.

Der skete nemlig det, der sommetider sker – i hvert fald for mig – hvor det, jeg normalt hævder at være mine største styrker, ender med at blive dem, der også røvrender mig.

For det første er jeg indbegrebet af Alt skal nok gå-mentaliteten, fordi min erfaring rent faktisk siger mig, at alt nok skal gå, også selv om det ikke går, som man havde håbet på. For det andet er jeg ikke bange for at være alene. Ensomhed er jeg skrækslagen over for, for den er modbydelig og dræbende, men at være alene og at gøre ting selv, sætter jeg en dyd i.

De to ting plejer at fungere i et fint og hyggeligt og tenderende sært samspil, men det endte altså brat, da jeg forleden fandt ud af, at min journalistbachelor-opgave er lige om hjørnet (betydende: jeg skal i gang nu, agtigt). På nogenlunde samme tid fandt jeg også ud af, at jeg mere eller mindre var den eneste, der ikke havde nogen at lave opgaven med. Jeg er godt klar over, at det ikke lyder specielt frygteligt, men når erkendelsen alligevel føltes som det største personlige nederlag, jeg har oplevet i nyere tid, skyldes det to af mine mest invaliderende akilleshæle.

Den første er det mindreværd, der intuitivt fik mig til at tænke, at jeg aldrig nogensinde kan skrive en opgave, der kommer over spærregrænsen. At jeg ikke kan finde ud af at strukturere min tid, mit liv eller et projekt i to måneder, og at jeg ser mig blind på alle mine faglige valg, og at en mundtlig eksamination vil udmunde i en eller anden sadistisk scene, hvor jeg bare ligger nede på jorden ude af stand til at afværge. Den slags mindreværd, der fik mig til at ringe til min studievejleder, fordi jeg helst bare ville droppe min uddannelse og finde på et andet liv.

Den anden er det faktum, at Journalisthøjskolen måske er et dejligt sted for de fleste, men for mit vedkommende har den været helt igennem ensom. Den kom ind i mit liv, hvor jeg stadig var syg, jeg har nærmest kun været der, mens jeg har været syg, og det gør så forbandet ondt, når jeg stadig kan huske alle de år i folkeskolen og gymnasiet, hvor jeg var en social evighedsmaskine, der kunne alting hele tiden.

Nu har jeg så brugt et par uger på at tale situationen op, og jeg har besluttet mig for, at jeg må forsøge at klare den alene. For helt rationelt og drænet for følelser: Hvad er det værste, der kan ske? Formentlig at jeg dumper, og selv om det ikke er, hvad jeg håber på, så er det måske ikke så slemt igen.

25 kommentarer

  • Altså. Jeg havde det på samme måde som dig, alle andre havde tilsyneladende en makker og jeg gik helt i panik, da alle lærerene på DJH fik udlagt det som en katastrofe med dumpegaranti, hvis man lavede den alene.

    Well….

    Jeg fandt en at skrive med. Det var ikke lykken og kostede mig den skidegode karakter, jeg ellers ville have fået (Fuck you very much censor for den info)

    Jeg lagde virkelig liv og sjæl i den opgave, min partner ville bare bestå og hun trak mig, som sagt, seriøst ned.

    Stol på mavefornemmelsen, find en god vejleder og fuck den hype, der er omkring den opgave. Det er sgu ikke lykken at skrive i grupper

    KH

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej Karoline – jeg vil høre (meget) mere om klitoris og kvindelige rejsninger!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jaaaa, hvor dejligt! *klapper* Og det kan jeg virkelig godt forstå, for det ER sgu spændende!
      Jeg finder lige ud af, hvordan vi kan få udbredt det lidt mere, and I’ll be back on that!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    KAN MAN KOMME TIL AT LÆSE DEN OPGAVE?

    Jeg skrev min bachelor alene, og var lige dele ked af dét og glad for det. At skrive opgave alene er ikke det samme som at være ensom, men jeg håber virkelig, at du ikke er ensom. Så giver verden nemlig ingen mening. Kram <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det burde du bestemt kunne! OG høre vores podcast (som vi håber udkommer på 24syv). Jeg forhører mig lige hos gruppen og vender tilbage. :-*

      Det lyder faktisk meget, som jeg har det med det nu. Bare ambivalent, du ved?
      Du er simpelthen den bedste, og tak. Den er heldigvis skrumpende. <3 Stort kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg hadede alt ved at gå på Journalisthøjskolen. Og jeg skrev hovedopgave alene, fordi jeg var på udveksling undervejs og skulle skrive den på et helt random tidspunkt.

    Det går. Og jeg elsker iøvrigt at arbejde som journalist, selv om jeg hadede alt ved uddannelsen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ok, din sidste bemærkning landede virkelig godt! Det er superdejligt at høre 🙂
      Har du lyst til at fortælle i korte træk, hvorfor du hadede skolen?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Det er mange år siden, jeg gik der (blev færdig for 18 år siden).

      Men det, der især frustrerede mig var en ensidig fokus på og forherligelse af nyhedsjournalistik (jeg var i praktik på et dameblad, det var svært foreneligt med fokus i undervisningen – og jeg har i øvrigt arbejdet med web & kommunikation hele min karriere, det mente skolen ikke var relevant at lære os noget om dengang) og en mangel på analyse og teori. Der var nogle få, veltilrettelagte forløb, men mange føltes som spild af tid.

      Læg dertil at jeg skulle bo i Århus (en dejlig by, men jeg savnede at være hjemme ved mine venner og min familie i København), og jeg syntes, at mange af mine studiekammerater var utroligt prætentiøse…

      Jeg var glad, den dag jeg kunne lægge skolen bag mig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe. Jeg er ked af at sige det, men det lyder, som om intet har ændret sig siden dengang. Jeg oplever præcis det samme – også i forhold til damebladsjournalistik. Hvilket var du på? 🙂
      Men det er dejligt at høre, du har fundet dig til rette (og er kommet væk). Jeg håber på snart at følge efter!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Done beats perfect! Det blev mit motto hele vejen igennem mit bachelorprojekt, som jeg også endte med at skrive alene. Jeg ville gerne skrive om noget meget bestemt og på ret kort tid. Det eksperiment var der ligesom ikke rigtig nogen andre, der higede efter at være med i. Men det blev faktisk en helt igennem okay oplevelse, som endte rigtig godt. Både igennem speciale og Ph.d. brugte jeg en hel masse af det jeg havde lært ved at skrive alene – og så er fleksibiliteten og de (ofte) kortere beslutningsprocesser altså ikke at kimse af heller. Vær ikke bange for at træffe beslutninger. Skriv lidt hver dag, selv hvis der bare et et par noter/linker/strøtanker. Og du behøver ikke at opfinde den dybe tallerken. Done beats perfect!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Du har fuldstændig ret, og jeg lover at tage det med videre. 😉 Jeg er imidlertid slet ikke perfektionistisk anlagt, hvad denne proces angår, og mit problem er ikke, om det er perfekt, det er mere, om det kan bestå. But so very true!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg skrev kandidatopgave alene i sin tid. Det var vildt fedt. Jeg faldt over et emne, som det viste sig, at ingen havde formuleret noget seriøs akademika om endnu, så det gjorde jeg. Hvis jeg havde arbejdet i gruppe, havde jeg nok ikke haft tid til at fordybe mig på samme måde, tror jeg. Havde også o.k. meget frit lejde til at spasse fuldstændig ud og tage chancer ift. at løse opgaven. Gruppearbejde kan også noget, men der er også noget tilfredsstillende over at kunne aflevere et produkt, som er ens eget. Synes jeg. Nå men det jeg prøver at sige er, at du kan gøre det. Jeg tror på dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvilket emne skrev du om? 🙂
      Det tror jeg virkelig på. Det må nærmest være et af de allerstørste skulderklap, man kan give sig selv, hvis/når det endelig går. Jeg håber på, at jeg rammer samme sted som du gjorde, for det kunne sgu være storhed. Tusind tak for påmindelsen og de pæne ord. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Jeg har lige været igennem de samme følelser som dig mht. bachelor. Jeg skriver også alene og havde det mega svært med det i starten. Nu er jeg lige startet og har det fantastisk med det (ja ja, der skal nok komme nedtursdage). Det fede er jo at man helt selv kan administrere sin tid og tage fri, når man vil. Og helt selv bestemme, hvad man vil skrive, ingen kompromisser!
    For os, der faktisk nyder at være alene, tænker jeg, at det sagtens kan vendes til noget positivt, når man lige er kommet over følelsen af at være lidt alene i verden.
    We can do it!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvis det er tilfældet: Kæmpestort kram i din retning! Det er et træls sted at være på følelsesfronten.
      Du har helt sikkert ret, for der følger jo en fantastisk frihed med det at skulle lave noget selv. Mit problem er bare, at jeg ikke er så god til at finde balance mellem frihed og disciplin, så det er nok både godt og skidt.
      Du er megasej, det mener jeg, og alt muligt held og lykke med din opgave.
      YES WE CAN!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Hej,

    Du kan spare med mig, jeg ved herre meget om journalistik. Så kan jeg kan ligesom være ‘din gruppe’ 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ej, mener du virkelig det? Sådan ægte?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • J

      Ja det kan du tro! Tænker du har min mail? Så du skriver bare bagom hvis det er 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja. Du er godt nok gennemført god. Tusind tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Åhhh kender så meget følelsen. Jeg blev dog vraget af min bachelorgruppe – hej hej kæmpe mavepuster og mindreværd. Selv om det til tider var nederen at skulle skrive selv, så var det en kæmpe sejr at komme ud på den anden side, vel vidende at jeg havde gjort det helt selv – og tilmed have fået højere karakter end min tidligere gruppe. YOU GOT THIS!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Av, for fanden i helvede! Det lyder vanvittigt hårdt!
      Men seriøst … pissesejt. Du har forhåbentligvis fået rigtig mange skulderklap sidenhen, men du får også et gigantisk et fra mig her. Flot og stort tillykke! Og tak! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonyme Anna

    Jeg har gået på Journalisthøjskolen og synes, at det var et superhårdt studie.
    Da jeg skulle skrive bachelor oplevede jeg, at opgaven bliver italesat som benhård, hvis man ikke har en makker. Den bliver simpelthen talt op til at blive noget, som jeg frygtede. For jeg havde ikke en makker, da jeg havde haft orlov og ikke kendte nogen på mit semester.

    Jeg har også fagligt mindreværd og alt, hvad dertil hører.

    Og nu den gode nyhed:
    Det at lave opgaven alene kan sagtens lade sig gøre uden at bryde sammen på vejen. Eller dumpe. Faktisk havde jeg en god proces og blev ikke stresset, hvilket var min frygt.

    Vælg en vejleder, som du har det godt med som person. Jeg havde en, som jeg fik anbefalet og snakkede med i fem minutter. Og han reagerede ganske fint på mine spørgsmål om, hvorvidt han kunne klare én, som var max nervøs.

    Så altså. Det bliver bedre, når man kommer i gang. Meget bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg sætter meget stor pris på din gode nyhed. Det er rart at vide. 😀
      Din historie lyder desværre meget genkendelig, og jeg er ked af, det var sådan, det var for dig. Jeg fik faktisk min vejleder i går, jeg kendte ikke så mange af de listede, men jeg kan huske ham her, som var min gæsteunderviser på første semester, og han virkede så empatisk og behagelig, at jeg skrev ham på min ønskeseddel. Nu krydser jeg fingre og håber, han er dygtig som din.
      Tusind tak for din kommentar, det gør mig virkelig meget mere rolig og opløftet at læse den slags.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Tak for dig, for at skrive så åbent og ærligt. Jeg havde selv svært ved at komme sådan helt trygt ind i det sociale liv på studiet og det er sgu lidt tabu, selvom mange nok kan nikke genkendende til det. Og med hensyn til opgaven: You can do it!! Det er altså heller ikke altid lykken at arbejde sammen med andre, nogle gange er det nemmere at klare tingene selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det har du helt ret i. Gruppe- og makkerarbejde kan VIRKELIG trække tænder ud, og det er immervæk lang tid at skulle fungere i et samarbejde. 🙂
      Hvad angår det der med at være ensom: Ja, jeg giver dig ret. Det er helst ikke en fortælling, man vil trække sig selv ind i, for på en eller anden måde flugter det jo aldrig helt med det menneske, man tænker, man er. (Nu har jeg skrevet ‘man’ mange gange, men dybest set mener jeg ‘jeg’). Så selv tak, det vil jeg vældig gerne være åben og ærlig om, selv om det ikke er fedt at have det sådan.
      Håber, du har det godt og er et bedre sted nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det viser sig, det har et navn: Listicles.