Det her er mit bedste bud på en opsummering.

DAG 2

“Det er jeg ked af, men jeg troede altså, du skulle ultralydsscannes,” sagde den søde radiolog. Hun er hundrede procent undskyldt, for vi kan alle se ret befrugtede ud i vores vintertøj.

Få minutter efter blev jeg hentet af en anden sød radiolog. Han trak mig ind til den store røntgenmaskine, og så forløb vores eneste samtale nogenlunde sådan her:

Ham: – Er du gravid?

Mig: – Ha ha ha, det håber jeg ikke.

Ham: – Altså … er du gravid eller ej?

Mig: Ikke umiddelbart.

Ham: – Jeg har brug for et klart svar. Ja eller nej?

Mig: – Jeg har ikke taget en test, så jeg véd det egentlig ikke. Men jeg har menstruation og såd’n …

Ham: – ……… Du må ikke få taget røntgen, hvis du er gravid.

Mig: – Så er jeg ikke gravid.

Jeg er ikke gravid, viser det sig.

DAG 1

Er omsider blevet overtalt til at tage til læge. Bliver taget imod af en medicinstuderende, som skal stå for konsultationen. Hun spørger, om hun gerne må filme seancen. Af altruistiske årsager – altså dem, der mener, at min lorteryg skal tjene et eller andet nobelt formål – sagde jeg ja.

Fortrød det måske et øjeblik senere, da jeg blev bedt om at tage mit tøj af, hvilket tog omtrent 10 minutter. Har det på en eller anden måde ambivalent med, at der findes et videoklip af mig, der sidder forkrøblet på en stol og undskylder for, at jeg hverken kan bevæge mig endsige tage mine benklæder af. Hun tilbød at hjælpe.

Lagde mig op på briksen og svedte den der papirbeklædning helt i stykker. Så spurgte hun mig, om jeg havde haft problemer med at holde på afføringen, og jeg er sikker på, det var et velment spørgsmål, ikke desto mindre er det også ret træls, når svaret nødvendigvis må være ja.

Nå, men … jeg har nok fået en diskus prolaps i lænden, viser det sig.

Efter nøje eftertanke er jeg blevet enig med mig selv om, at det hele gik galt, to sekunder efter dette billede blev taget. En grå mandag i Århus, da jeg besluttede mig for – uden at varme op – at løfte hundrede-et-eller-andet kg uden sko (fordi dem havde jeg glemt derhjemme). Så beder man faktisk selv om det.

DAG 3

Kan ikke lade være med at tænke på, om alle børn – uanset hvor uegnede de er udi performancekunsten – stadig har en drøm om at medvirke i MGP.

DAG 4

Tager til julefrokost på Aller, og jeg kan ikke danse ordentligt, fordi min ryg gør ondt.

Der er fri bar, og jeg kan åbenbart ikke finde ud af at håndtere den slags goder. There is no such thing as a free lunch, som min underviser på Journalisthøjskolen altid sagde, og jeg betaler. Hårdt.

For at undgå den værste fortørnelse bilder jeg jer og mig selv ind, at jeg ikke kan huske, hvordan jeg kom hjem fra julefrokosten (men lad os bare sige, at en taxa fragtede mig).

Kaster op hver halve time resten af aftenen og natten og morgenen, og da solen er stået op og igen illuminerer mit badeværelse, må jeg erkende, at jeg ikke har knælet over kummen (rygproblemer, igen), hvilket betyder, at jeg har ramt alt andet end mit toilet. Kaster op igen, fordi jeg er så klam.

Taster mit alkoholindtag fra dagen før ind i sådan en online beregner. Promille: 4,4. (“Ved en promille på 4 vil de fleste sandsynligvis være bevidstløse eller i livsfare.”)

Tager til julefrokost klokken 20 i Boxen. Føler mig ikke længere levende.

DAG 5

Sover.

Benytter mit stemmebånd klokken 18.30, fordi jeg skal bede min lokale grillmand om at lave mig en bakke pomfritter.

Kiggede på min fod kort før sengetid. Opdagede, at den så ud som på billedet. Véd stadig ikke, hvad der er sket.

DAG 6

Vågner klokken 9, som også er det tidspunkt, jeg skal møde på arbejde.

Får fat i et juletræ, som jeg slæber fra Vesterbro til Amagerbro i myldretid.

Min mor og søster kommer herover den 23. december, og så danser vi rundt om juletræet hos mig. Vores julemiddag bliver vegetarisk, gluten- og laktosefri. Til gengæld har jeg fået lov til at låne min nabos chihuahua. Livet er rart nok, viser det sig.

Karo er ked af’ed.

brun, frisk og nydeligt hår. :'(

Min matematik- og fysiklærer i folkeskolen hed Holger. Han var en gæv mand i Fjällræven-bukser og vandrestøvler, hvilket jeg forestiller mig, han muligvis har tilfælles med flere kolleger over hele landet. Holger sagde en dag til mig, da jeg stod og kogte med min bunsenbrænder, at grunden til, jeg ikke kunne konkludere en skid ud fra mit forsøg på et forsøg, skyldtes, at jeg ikke forholdt mig til den naturvidenskabelige metode.

Eftersom det måske var ham, der ligesom var ansvarlig for netop denne mangel, tog jeg det ikke så tungt, men kiggede bare halvfrustreret på ham, mens flammen brændte rundt om reagensglasset.

“Du må kun ændre på én variabel ad gangen,” uddybede han. “Ellers véd du ikke, hvad der påvirker hvad. Og så bliver ingen klogere.”

Det gav jo fuldstændig mening, og det var, som om han havde fjernet al videnskabelig kaos i mit hoved. Dét her, det er fandme værdifuldt, håber jeg at have tænkt i øjeblikket. 

På samme måde har jeg alle dage været imponeret over mennesker, som kunne tilgå deres liv med samme kontrollerede akkuratesse. “Jeg er utilfreds med x, så jeg ændrer variablen y, og så ser jeg, om det ikke bliver meget bedre,” og når det så bliver meget bedre, kan de på anekdotisk vis konstatere, at det bare var y – som måske var gluten, for lidt søvn, arbejdsplads, hvad véd jeg – der fik hele korthuset til at vælte.

Den form for overblik og kontrol fascinerer mig, sandsynligvis fordi mit eget hoved alle dage har fungeret under en eller anden uoprettelig kaosteori, hvor alle variabler kegler rundt, kommer og forsvinder efter forgodtbefindende. Med andre ord: Jeg kan ikke gennemskue, hvad det er, der gør, at noget går galt for mig lige nu.

I sommer var jeg et vaskeægte overskudsmenneske. Jeg kunne sove tre timer om natten hver nat og være fuldstændig upåvirket. Jeg kunne træne to gange om dagen hver dag og aldrig blive øm. Jeg kunne bade topløs ved Helgoland efter midnat, selv om jeg havde flyttet hele dagen. Jeg kunne cykle til Dragør og længere væk end det, og det var kun en smuttur. Min menstruation kom på minuttet, min hud var nærmest fin og og absurd brun, og fysisk var jeg flyvende. Ægte frisk og rask, I véd. 

Vi skal ikke langt ind i efteråret, gråvejr og 7. semester, før tingene begyndte at gå lidt ned ad bakke. Det er, som om det hele kom med Århus, som det alle dage har gjort: mit ansigt fik nærmest byldepest, jeg var stadig søvnløs, men evigt træt, og hver gang min mor skulle samle mig op på Rutebilstationen, var noget af det første, jeg sagde til hende: “Jeg har simpelthen så ondt.” Det var fandme, som om efteråret, skolen, min barndomsby, et eller andet havde gjort mig til en krøbling. 

Jeg har afleveret min første eksamen, og på nogenlunde samme tid er jeg begyndt på et kort vikariat på Feminemsen (jeg er så glad!), og jeg tænkte, det ville lette på en del ting. 

Men i to-tre uger har jeg ikke været i stand til at sidde på en stol i mere end fem minutter, før det har gjort for ondt. Jeg kan kun tage tøj på i liggende stilling, jeg kan ikke bukke mig forover, og jeg priser mig lykkelig for mit toiletmøbel, som agerer støttestok, hver gang jeg skal på wc. Om natten ligger jeg stadig vågen, men nu skyldes det bare smerter. Min ryg gør så ondt, og jeg er så frustreret, at jeg har lyst til at tude. Desuden er jeg så langt væk blabbet af smertestillende piller, at jeg konstant befinder mig i skærsilden mellem de vågne og de sovendes land. 

Jeg tror, min magiske, livsomvæltende variabel ligger i en chill pill. Min selverkendelse har imidlertid ikke taget i dyk sammen med resten af min krop, så jeg véd med ret stor sikkerhed, at det nok ikke kommer til at ske sådan rigtigt.

Helt oprigtigt er jeg bange for, det er en prolaps i lænden af en art Eller noget med iskias-nerven. Så nu har jeg i ramme alvor sat Medina på, for det er sgu synd for mig.

 

Ting og fænomener, der gør mig ægte pissed og/eller frustreret

Når …

… ‘nogen’ appellerer til ‘mindre forbrug, mere omtanke’ på Black Friday, men resten af året lever som omvandrende reklamesøjler, skyder om sig med affiliate links og rabatkoder til boohoo og kampagner for SAS.

… personer, som udmærket godt kender til mine familieforhold, spørger: Kan du ikke bare låne nogle penge af dine forældre?

… folk beder mig om at gøre ting, jeg havde tænkt mig at gøre på helt eget initiativ. Så har jeg ikke længere lyst til at gøre det.

… jeg hører, at stadig flere børn ned til 8 år er i kontakt med Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser, og at 11-årige overvejer at bruge afføringsmidler for at tabe sig.

… især voksne mennesker bruger så meget forkert tid på Instagram, at det er noget, der seriøst påvirker deres liv og selvopfattelse i en negativ retning. Må jeg anbefale kun at bruge mediet på happy jolly stuff, herunder videoer af nuttede hunde, træklatrende geder, meme-profiler (og måske dine venner).

… det går op for mig, at jeg vitterligt har opgivet at finde ud af, hvad alt det der bankhvidvaskning/mændene, der røvede Europa EGENTLIG er for noget, og at jeg – lidt ligesom med skandalesagen i SKAT – ikke kan forholde mig til størrelsen på pengesummen, hvorfor min følelsesmæssige reaktion på det hele bedst kan beskrives som apati.

… kunder i supermarkeder ikke kan finde ud af at stable indkøbskurvene ordentligt, og jeg bliver nødt til at gøre det for dem.

… jeg læser kommentarspor som nedenstående og erfarer, at no vaxxers seriøst stadig er en ting, og at alt, der minder om fakta mere eller mindre preller af på dem. Ikke at lade sine børn vaccinere er ikke bare dumt, det er også enormt egoistisk. Jeg står fast på den her. De eneste mennesker, vi  måske kunne overveje at sende ud på en øje ø, er mennesker, der bevidst fravælger vaccination. (Det mener jeg ikke. Jeg synes i øvrigt, at det der Lindholm-asyl-ø er det mest forkastelige, forargelige og triste projekt i nyere tid, og jeg véd snart ikke, hvad jeg skal stille op længere).